Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

medicinsk afvigelsesdiskurs i forhold til barnets identitet som dem, hvor barnet har en
diagnose.
Jeg har undersøgt, hvilken rolle diagnosen spiller i forhold til relationerne til familie og
venner. Når der kommer et handicappet barn skal det rummes i livsverdenen. Jeg har vist i
kapitel fire, hvordan afvigelsen giver anledning til ængstelse og usikkerhed i interaktionen
med andre mennesker. Dette fænomen kaldte jeg – med Goffmans begreb - for uforankret
samhandlen. Det bliver den handicappede eller den nærmeste familie selv, der skal forklare de
andre, hvorledes de skal forholde sig til afvigelsen. Jeg har fundet, at diagnosen fungerer som
et godt forklaringsredskab i livsverdenen i forhold at håndtere den uforankrede samhandlen,
og at de nære omgivelser tilsyneladende bliver er bedre til at forstå og integrere det
handicappede barn og dets familie, når der foreligger en diagnose.
For familierne uden diagnose er der tale om et meget stort arbejde i at forklare, hvad
afvigelsen handler om. Der er en udbredt tendens til bagatellisering og benægtelse i den
udvidede familie, hvor barnet ikke har en diagnose, som virker generende på familierne, der
bliver nødt til at insistere på, at der er noget galt, og blive ved og ved med at forklare og
fortælle om afvigelsen for at forankre interaktionen. Her er det altså en stor fordel at kunne
trække på den medicinske diskurs, som er velegnet til at forankre interaktionen.
Der er ikke i livsverdenen noget stort vidensforråd at trække på i forhold til handicap, og
danskernes holdninger til handicappede er ikke generelt positive – især ikke til
udviklingshæmmede. Det ser således ud til, at det er langt det letteste at forklare afvigelse i
livsverdenen med en medicinsk forklaringsmodel.
Der trækkes således meget på den medicinske del af afvigelsesdiskursen. Der trækkes i langt
mindre grad på andre af afvigelsesdiskurser. Der er i den diskursive praksis enkelte eksempler
på, at der trækkes på pædagogiske afgivelsesdiskurser om adfærd, og her er
grundforestillingerne de samme som i den medicinske tænkning, og de stammer formentlig
fra den denne tænkning. Som jeg har argumenteret for, er den medicinske videnskab
forbillede for andre videnskaber, og dette smitter i høj grad af på forestillingerne om
handicap.
Der trækkes i meget få tilfælde på os/dem diskursen i forståelsen af barnet i forhold til
forståelse af identitet. Der trækkes på den i en modereret diskursrepræsentation og kun i lille
udstrækning på denne diskurs hos forældrene.
114