Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

inden for handicapområdet i Danmark: en lighed/ulighedsdiskurs, en
normalitet/afvigelsesdiskurs og en os/dem diskurs, dog i meget forskelligt omfang.
Diskursordenen fremstod imidlertid næsten hegemonisk med en lighed/ulighedsdiskurs som
den dominerende diskurs. Jeg fandt i teksterne beskrivelser af diskursive kampe, som blev
beskrevet som værende overståede, både mellem en medicinsk diskurs og en lighedsdiskurs
og mellem en afvigelsesdiskurs og lighedsdiskursen. Samtidig blev der i teksterne trukket
både på en afvigelsesdiskurs og en medicinsk diskurs i et interdiskursivt mix som tegn på en
underliggende ideologisk kamp.
I Serviceloven trak jeg frem, at der lægges vægt på vurderingen ud fra det relative
handicapbegreb og kompensationsprincippet og ikke diagnoser, ved tildeling af sociale
ydelser.
Desuden beskrev jeg en identitetsorienteret os/dem diskurs, som der trækkes på i visse
handicapkredse.
Der trækkes udelukkende på det relative handicapbegreb i en forståelse, der både rummer
essens og relationer.
Konstruktionen af kategorien handicap i forhold til identitet og relationer
Jeg vil nu konkludere på, hvilke diskurser forældre til handicappede børn trækker på i deres
konstruktion af kategorien handicap i forhold til identitet og relationer.
Der trækkes i overvejende grad på normalitet/afvigelselsesdiskursen i forhold til
konstruktionen af handicap hos forældrene i den diskursive praksis, jeg har undersøgt. Der
trækkes primært på den medicinske diskurs inden for normalitet/afvigelsesdiskursen.
Jeg har fundet, at diagnoser spiller en central rolle i forhold til forståelsen af barnets identitet
hos de forældre, hvor der er applikeret en diagnose på barnet. Meget falder på plads i det
øjeblik diagnosen stilles, selvom der også slukkes et håb om, at der ikke skulle være noget
galt med barnet. Barnet forstås i lyset af diagnosen, og dette fandt jeg kan medføre en risiko
for stempling ved at socialisere barnet ind i en bestemt afvigerrolle, som er defineret af
diagnosen. Omvendt kan diagnosen hjælpe til at forstå barnet, så længe barnet bliver set i sin
individualitet. Dermed bliver det afgørende, om diagnoser bliver forstået nominalistisk – som
et navn på tilstanden – og ikke læses essentialistisk ind i barnet.
Omvendt italesættes et dilemma og en ambivalens i forhold til at få applikeret en diagnose på
barnet hos de forældre i min undersøgelse, hvis barn ikke har fået en diagnose. Der er på den
ene side et stærkt ønske om at finde en årsag eller en forklaring på barnets tilstand. På den
anden side finder forældrene, at det nok ikke ville ændre så meget for dem, og at det vigtigste
er at acceptere barnet, som det er. Dermed trækker disse forældre ikke så meget på en
113