Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Der kan være tale om forskellige former for konformitet og dertil hørende forskellige former
for isomorfi, nemlig kategorisk konformitet, strukturel konformitet eller processoral
konformitet. Jeg vil antage, at det her drejer sig om processoral konformitet. Som følge af
pres/usikkerhed vælger forvaltningen at gøre ting på en bestemt måde. Her trækkes der på
institutionaliserede myter ud fra sociale konstruktioner (Meyer et al, 1983). Myterne består
tilsyneladende i, at den lægevidenskabelige dokumentation giver en sikkerhed. Her er der tale
om mimetisk isomorfi, dvs. at organisationerne efterligner hinanden uden at der er tale om
normative eller regelsatte pres udefra.
Kliniske metoder som legitimitet
Jeg har i min analyse fået bekræftet nogle af de forhold, som Stone beskrev i forhold til
handicapbegrebet som distributivt kriterium. Hun beskrev, at handicap bl.a. er et fænomen,
der kan forstås og defineres gennem kliniske metoder, og denne dimension af
handicapbegrebet bidrager til at give legitimitet til handicapbegrebet som distributivt
kriterium. Denne forståelse af handicapbegrebet hviler blandt andet på nogle antagelser om, at
den individuelle tilstand er objektiv og målbar, og at tilstanden hos den enkelte kan måles
uden individets medvirken. Det giver forståelsen et objektivt og neutralt skær. Dermed bliver
denne forståelse af handicapbegrebet medvirkende til at legitimere individuelle ansøgninger
om sociale ydelser, og gør handicapbegrebet velegnet som distributivt kriterium.
Jeg har i analysen af min empiri fået bekræftet, at disse antagelser i høj grad er i spil i
socialforvaltninger i dag – og dette på trods af, at lovgivningen helt klart siger noget andet.
Lovgivningen lægger vægten på en forståelsen af den enkeltes livsvilkår og mindre på
lægelige oplysninger.
Det relative handicapbegreb som distributivt kriterium italesættes, men ikke i særlig høj grad.
Det italesættes især i forhold til et godt samarbejde mellem forældre og socialrådgivere et
stykke inde i forløbet. Det er kliniske målinger og diagnostiske vurderinger, der er afgørende
for at skabe legitimitet for anerkendelsen af at tilhøre målgruppen for Serviceloven og at blive
ved med at tilhøre denne målgruppe. Socialrådgiverne kommer derved til i stor udstrækning at
overlade det skøn, som de selv har retten til at foretage, til læger.
Det vil sige, at i den sociale praksis er opgøret med den individualistiske og medicinsk
orienterede tænkning reelt ikke slået igennem. Det betyder, at på grund af en administrativ
logik og et administrativt legitimitetsbehov lægges der en stor definitionsmagt på den
lægevidenskabelige viden.
De ideer og værdier vedr. distribution af sociale ydelser, som ligger bag lovgivningen,
realiseres ikke i fuld udstrækning.
110