Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Forklaringer på diagnosers store betydning for tildeling af
sociale ydelser
Jeg vil i dette afsnit forsøge at opstille nogle forskellige forklaringer på, hvorfor det forholder
sig således, at en medicinsk diagnose applikeret på et barn gør det lettere at konstruere en
problemkategori i socialforvaltningen, og dermed letter adgang til sociale ydelser.
Organisationsteoretisk
Jeg har allerede tidligere været inde på et delelement af den nyinstitutionelle måde at se på
organisationer. Jeg har set på socialforvaltningen som en åben organisation, der har behov for
at anvende bufferskabende strategier for at beskytte den producerende kerne i forvaltningen.
Der sættes filtre ind i forhold til at klienterne overhovedet kan komme ind i
socialforvaltningerne og blive regnet som tilhørende målgruppen for sociale ydelser for
handicappede børn. Jeg har tolket netop anvendelsen af de lægelige, diagnostiske oplysninger
som et sådant bufferskabende filter. Denne teori forklarer ud fra en organisatorisk synsvinkel,
hvorfor der sættes filtre ind, men den forklarer ikke, hvorfor det netop er lægelige
oplysninger, der anvendes som filter. Det vil jeg forsøge at forklare ved hjælp af andre teorier,
men inden da vil jeg lige drage et andet organisatorisk aspekt ind, som forklarer udbredelsen
af fundet af dette filter. Der er tilsyneladende tale om en kognitiv/kulturel påvirkning af
socialforvaltningerne, der gør, at mange af dem arbejder på samme måde, nemlig at de netop
anvender lægelige diagnostiske oplysninger som garanti for lovhjemmel i så høj grad, som de
gør, og med den vægt de lægger på disse oplysninger. Der ses en klar isomorfi mellem de
forskellige organisationer (Mejlby et al, 2002: 111) – nemlig at socialforvaltningerne over tid
efterligner og kommer til at tage de samme ting for givet. Det gælder for de seks forskellige
socialforvaltninger, som jeg har undersøgt. Det gælder også for dem,
Socialforskningsinstituttet har undersøgt i den undersøgelse, jeg tidligere har refereret til, og
hvor der blev fundet den samme optagethed af diagnoser, som jeg har fundet.
Det at inkorporere institutionelle regler i sin egen struktur kaldes isomorfi. Isomorfi betragtes
af nyinstitutionelle teoretikere som den primære broskabende strategi i forhold til de
institutionelle
omgivelser (Meyer et al, 1983). Det betyder at organisationer kommer til at ligne hinanden
(Mejlby et al, 2002: 111). ”Institutional isomorphism promotes the succes and survival of
organizations. Incorporating externally legitimated formal structures increases the
commitment of internal participants and external constituents” (Meyer et al, 1983, 49).
109