Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Delkonklusion – diagnosers betydning for tildeling af sociale ydelser
Adgangen til socialforvaltningen og dens ydelser er beskyttet af ”filtre”, som i begge
kommuner primært består i at anvende lægelige oplysninger og dokumentation, eller i hvert
fald af diagnostiske kategoriseringer, som adgangskriterium. Det ser ud til, at selvom der
italesættes kontekstualiseringer, der bygger på det relative handicapbegreb, så spiller de
lægelige oplysninger – herunder diagnoser og diagnoselignende kategoriseringer - en meget
væsentlig rolle i problemkategoriseringen og dermed klientkonstruktionen i den sociale
praksis, især i starten af et forløb. Disse lægelige oplysninger spiller en langt større rolle, end
Serviceloven lægger op til. For familierne, hvor der ikke er nogen diagnose, kan dette betyde,
at de igennem længere tid ikke kommer igennem filtret og ikke får tildelt de ydelser, de har
ret til, eller må anvende andre kanaler, som vi har set - fx hospitalet som skyts. Dvs. at
transformationen af klienternes mangeartede virkeligheder til stereotypier, der giver grundlag
for realisering af ydelser, i højere grad foregår via lægelige diagnoser og diagnostiske
kategorier, end loven tilskriver.
Det at anvende diagnoser i stedet for det relative handicapbegreb og kompensationsprincippet
som målestok for lovhjemmel til at bevilge sociale ydelser kan ses som en reduktion af
kompleksitet for socialrådgiverne.
Det italesættes – både fra familierne og fra socialrådgiverne - at over tid bliver
problemkategoriseringen og matchingen med problemløsningskategorier i højere grad til en
slags samarbejde og forhandling mellem familie og socialrådgiver. I disse italesættelser
trækkes der på det relative handicapbegreb.
Forståelsen, der ligger i det relative handicapbegreb og i kompensationsprincippet, er således
ikke slået fuldt igennem i den sociale praksis, men der trækkes på det.
I forhold til oplysningspligten er det tydeligt, at jo mere socialrådgiveren er parat til at
fortælle om socialforvaltningens problemløsningskategorier i form af rettigheder - dvs. at
socialrådgiveren lever op til oplysningspligten - jo bedre opleves samarbejdet af klienterne.
Jeg har fundet, at denne oplysning om rettigheder ikke altid er slået igennem i den sociale
praksis, og især ikke over for dem, der ikke har fået en diagnose.
Problemløsningskategorierne kan derimod opleves som en kode, der skal knækkes, idet
familien ikke kender disse kategorier, men skal gætte ved at italesætte behov, som de så kan
håbe matcher problemløsningskategorierne.
Jeg har i denne undersøgelse ikke belæg for at udtale mig om, hvorvidt der er et sammenfald
med de diskursetiske principper i de eksempler på godt samarbejde, der fremhæves – både af
socialrådgivere og forældre – og om de lever op til Habermas beskrivelse af ”den
107