Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

indbyrdes dialog. Den nye sagsbehandlers subjektposition kommer til at fremstå som
forstående, oplysende, spørgende. Her er der ligeledes tale om, at
problemløsningskategorierne bliver oplyst fra sagsbehandlerens side.
altså der var ikke så meget det der, uuhh, mistænkeliggjort, eller noget, vel, og det gjorde jo
også, jamen man har jo slet ikke lyst til overhovedet på nogen måde og skulle fylde noget på
eller skulle nogen gange så tænker jeg, gud ja, jamen jeg skal jo fortælle et helt univers for at
få skide femogtyve kroner.
Det italesættes, at der nu ikke er nogen oplevelse af mistænkeliggørelse, som vi tidligere har
set var en fremherskende oplevelse. Effekten heraf er uden tydelig agency – der bruges ”man”
og med common sense ”jo” – det vil sige, at det ikke at blive mistænkeliggjort bevirker, at
der ikke opstår nogen lyst til at snyde systemet. Der bliver således mulighed for et mere åbent
og ærligt samarbejde.
hun deltager i stort set de møder, der er med skoler og så videre, får sådan et godt indblik i,
hvem er han egentlig, og hvad synes andre, hvor er han henne, men en meget stor del af det
synes jeg også er at hun….hun giver os nogle muligheder for at få det til at fungere…..
Her fremskrives en subjektposition hos socialrådgiveren, som en der er oprigtigt interesseret i
drengen og familien og er i stand til at hjælpe i ordets egentlige forstand: ”giver os
muligheder for at få det til at fungere”. Her er en antydningsvis kontekstualisering af det
relative handicapbegreb.
De to familier, hvor barnet har fået applikeret en diagnose, italesætter kun oplevelser af en
vellykket matching mellem problemkategorier og problemløsning. Jeg vil i det følgende give
nogle eksempler herpå.
Mettes mor italesætter situationen, da hun havde fået datterens diagnose at vide, således:
Og i og med det kom så kunne jeg også..så…åbnedes det jo så, altså jeg synes bestemt ikke,
det har været lukket, men så lige pludselig…nå det er det, vi har med at gøre, og så blev det
sådan her, så skal der sættes det det det, så kom det hele, så skal det bare sættes i værk.
Med diagnosen ”så åbnedes det jo så”. Her er ingen agency – det er både en passivform og
common sense. Det fremstår således som et mere eller mindre naturgivent fænomen, at
diagnosen fejer al tvivl til side hos socialrådgiveren. Informanten understreger, at der ikke har
været lukket før, men fornemmelsen af afklaring ”nå, det er det, vi har med at gøre” og at vide
præcist, hvad man skal gøre ”så kom det hele, så skal det bare sættes i værk” kommer, når
man har diagnosen. Det italesættes således, at med diagnosen passer det hele ind i
problemkategorierne og udløser problemløsningskategorierne af sig selv.
104