Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Kamp
Da vi så havde det første møde med hende, så spurgte hun jo så også bare, jamen hvad er
behovene, men vi vidste jo ikke noget om, hvad det var man kunne få dækket
Det italesættes her, at informanterne ikke kender problemløsningskategorierne, og derfor er
det svært for dem at kategorisere deres problemer, og det har de ikke fået nogen hjælp til.
Denne oplevelse af ”kode” udbygges i de næste citater.
Moderen: hun informerede os ikke om, hvad flere muligheder, vi havde
Faderen: nej, vi blev ikke oplyst om vores rettigheder, det gjorde vi ikke
Moderen: vi skulle selv udtale os om det, vi mente var et behov, og så ville hun så gå hjem og
undersøge om vi kunne få dækket det, men at der faktisk var flere ting, vi godt kunne få
dækket, det fik vi ikke at vide af hende. Det fik vi at vide af fysioterapeuten
Faderen: fra vores backing i [handicapforeningen], ikke
Moderen: og også gennem børnehaven, da hun så kom derover og vi fik kontakt med andre
forældre og pædagoger derovre, de kunne så også fortælle os om nogen flere ting
Det italesættes her, at socialrådgiveren ikke fortæller om mulighederne for bevilling. Familien
forsøger at gå ind i sagsbehandlerens diskurs og tale om behov. Det er fysioterapeuten,
handicapforeningen og forældre og pædagoger i børnehaven, der kan oplyse om, hvilke ting,
de kan få dækket, dvs. problemløsningskategorierne. I det hele taget italesættes det, at
medlemmerne af handicapforeningerne er gode til at hjælpe hinanden med at ”knække koden”
i forhold til rettigheder i det sociale system. Da det ligger uden for problemstillingen medtager
jeg ikke disse italesættelser her.
Denne italesættelse viser tydeligt, at det kan opleves som et problem at skulle tale om behov
ud i den blå luft, uden at kende til problemløsningskategoriseringerne, og at denne attitude
kan opleves som en kode.
Der italesættes således en oplevelse af, at sagsbehandleren ikke opfylder oplysningspligten,
og at informanterne dermed ikke får at vide hvilke ydelser, de er berettigede til.
Problemløsningskategorierne opleves som en kode, der skal knækkes – informanterne skal
kende disse kategorier på forhånd for at kunne spørge til dem. Handicapforening, andre
professionelle som fysioterapeut og pædagoger samt andre forældre til handicappede børn
bliver de vigtigste informationskilder til, hvilke problemløsningskategorier, der er.
Vi har nu hørt nogle italesættelser af oplevelser fra de to familier, hvor barnet ikke har nogen
diagnose. Vi har hørt om deres oplevelse af problemer med at få kategoriseret deres barn ind i
socialforvaltningens problemkategorisering og samtidig har vi hørt om deres problemer med
at få informationer om problemløsningskategorierne.
101