Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Der italesættes her en oplevelse af, at hele konstruktionen af problemidentiteten er overladt til
sygehuset, som skriver de ”rigtige” papirer til socialforvaltningen, hvorved der udløses sociale
ydelser. Der italesættes ikke nogen dialog med socialrådgiveren.
Problemløsningskategorierne som kode
Denne dialog kommer i stand senere i Ullas familie. Der er dog tale om en modificeret dialog,
som vi skal se. Der italesættes en forestilling om et system, der skal hjælpes, et system, der
kun kan fungere, hvis det bliver fodret på den rigtige måde, med de rigtige signaler, herunder
lægelige oplysninger. Det vil altså sige, at familien forholder sig mere eller mindre bevidst til
systemets problemkategoriseringer, som opleves som ”koder”. Tilsyneladende har
socialforvaltningen ikke levet op til oplysningspligten, der siger: ”kommunen skal oplyse om
alle relevante tilbud, som kan komme i anvendelse. Selv om familien kun ansøger om tilskud
til merudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste, er det vigtigt at hele situationen gennemdrøftes, så
man finder det, der bedst passer i familiens hele situation” (Socialministeriet, 1998)
Koderne italesættes i følgende citat fra moderen:
Vi skulle selv vældig meget hjælpe systemet, selv finde ud af, jamen, hvordan er rækkefølgen,
hvordan skal det skrives og formuleres og for at få bevilget de der ting, der nu skulle
bevilges.
Det var jævnligt, vi fik afslag, og så var det først efter at børnelægen havde skrevet
Faderen udbygger: altså man kan sige, der var en to tre år, hvor vi faktisk var vores egen
sagsbehandler
Der er overwording i, hvor meget systemet skulle hjælpes, som tegn på at det ikke fulgte
forældrenes forventninger. Der forklares i bureaukratiske termer om rækkefølge og
formuleringer, der skal følges. Og lægens skrivelser spiller en stor rolle i det spil. Faderen
kalder så tilstanden, at ”vi var vores egen sagsbehandler”. I det ligger et forestillingssystem
om, at systemet skal hjælpe klienterne til at finde ind i det. Når det ikke sker, så er det
klienterne selv, der må hjælpe sig selv ind i det.
Det italesættes, at systemet skal hjælpes ved at spørge om det rigtige:
Moderen: vi havde fået mindstesatsen af de der merudgifter….til sko og det var der ikke
problemer med at få
Faderen: da det gik op for os, hvad det var, vi skulle spørge om, ikke, så fik vi, altså
Klienterne skal altså vide, hvad de skal spørge systemet om, dvs. kende koden, før de kan få
de sociale ydelser. Så er der til gengæld ingen problemer med at få det.
Det italesættes, at sagsbehandleren spørger til behovene. Denne måde at spørge på opleves
som en kode:
100