Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

altså, jeg synes det skal med i den her sammenhæng omkring det med at få bevilget noget, det
er at børnelægen sagde, det skal jeg nok ordne, nu skriver jeg det, der skal skrives, og så
refererer I bare til mig, og så skrev hun de papirer (), men at børnelægen var meget sådan,
tog vores parti og sagde, det her det skal vi
Der trækkes ved ordvalget ”tog vores parti” på en underliggende kamp mellem to parter,
socialforvaltningen versus familien, hvor der altså kan tages parti for den ene af parterne.
Moderen siger: hun støttede os 100 % børnelægen
Faderen siger med børnelægens stemme: hvad skal jeg skrive
Moderen: og sådan har det været hele vejen igennem
Faderen – igen med lægens stemme: jeg ved godt, hvad jeg skal skrive for at det udløser det,
det skal, for det skal I selvfølgelig, ikke
Moderen: der har vi virkelig haft hendes fulde opbakning, hele vejen igennem, også
fysioterapeuten, de har været rigtig gode til at skrive de papirer, der skulle til….
Her understreges det, at børnelægen har været på familiens parti, i eksempler som, udtalt som
med lægens stemme: ”hvad skal jeg skrive”, hvilket udtrykker en relationel ligeværdighed,
hvor lægen står til rådighed for familien og i den implicitte ”kamp” står på familiens side.
Det er tilsyneladende også hospitalet, forældrene har henvendt sig til i nogle tilfælde, når de
har haft brug for hjælp fra socialforvaltningen:
Faderen siger: vi har måttet i enkelte tilfælde på hospitalet sige, nu er det nødvendigt med et
nyt papir, revideret opfattelse af Ulla, kan I ikke lige sende sådan en af sted? Og den kommer
så ind på socialforvaltningen, og så udløser den, så det vi skal, vi skal ligesom selv hjælpe
systemet, ikke
Her italesættes, at en revideret opfattelse af barnet udløser en ny lægelig beskrivelse, som
formentlig udløser ny problemkategorisering, som så udløser sociale ydelser. Det italesættes
ikke, at der foregår nogen dialog med sagsbehandleren. Det ser nærmere ud til, at dialogen
udelukkende foregår gennem sygehuset.
Her ses altså italesat et eksempel på, at lægen er mere solidarisk med patienten end med
”systemet”, her socialforvaltningen. Ifølge Stone har læger ofte ikke nogen særlig grund til at
sørge for, at adgangen til sociale ydelser er specielt restriktiv. De vil have tendens til at have
større loyalitet over for deres patienter på grund af læge/patient relationen, som de gerne vil
værne om som en positiv relation (Stone, 1984:149 og 161).
99