Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Forhandling om problemkategoriseringen – set fra klienternes side
Jeg vil starte med at se på italesættelser af mødet med og samarbejdet med socialforvaltningen
fra de to familier, hvor barnet ikke har fået applikeret en diagnose.
Er der overhovedet noget galt med barnet?
I forhold til handicappede børn, der ikke har nogen diagnose, kan selve spørgsmålet om,
hvorvidt der overhovedet er noget galt med barnet, blive genstand for, hvad man kunne kalde
”forhandling” om problemkategoriseringen.
Ulriks mor italesætter, at allerede ved det første møde med socialforvaltningen bliver det gjort
klart, at informantens problemer ikke passer ind i socialforvaltningens problemkategorier:
Jamen det aller aller første møde, det var der, hvor jeg henvendte mig deroppe og sagde, at
jeg skulle have det her orlov og hun jo så fuldstændig blåviolet ud i hovedet, hun havde aldrig
hørt på noget andet og hentede hende her fra specialgruppen, som kom sådan halvt stæsende
ind af døren sådan …og hvad det nu lige var for noget og det havde jeg overhovedet ikke ret
til og nu skulle jeg bare og hysterisk forældre og om jeg bare troede jeg skulle gå herhjemme
og ikke lave en skid og jeg kunne jo og hvad hun ikke fik fyret af () og jeg var fuldstændig
paralyseret, ikke, og gik faktisk hjem med en følelse af, nå, ja ja okay,
Relationelt italesættes nærmest en voksen, der skælder et barn ud: ”blåviolet i hovedet”,
”havde aldrig hørt noget” af den første sagsbehandler. Dette fortsætter med den anden ”det nu
lige var for noget, og det havde jeg overhovedet ikke ret til”. Subjektpositionen ”hysterisk
forældre” kommer på med en medfølgende identitet som en, der bare vil ”gå derhjemme og
ikke lave en skid”. Der italesættes en ”ikke værdigt trængende” person. Relationelt italesættes
situationen som asymmetrisk. Informanten er ”paralyseret” og reagerer ikke. Det svarer meget
godt til analogien med voksne, der skælder et barn ud. Der er i ordvalget ikke nogen accept af
magtforskellene; informanten føler sig slet og ret dårligt behandlet, når hun ser tilbage på den
situation. Derefter fik familien ikke nogen sociale ydelser i de første år.
Denne første sagsbehandler i specialgruppen (forstået som en gruppe i socialforvaltningen
specialiseret i handicap), som familien kommer i kontakt med ved det første møde, benægter,
at der er noget galt med barnet:
Der var jo ikke noget galt, der var ikke noget galt, du kunne ikke se det på ham, altså kære
gud, han har jo ikke brækket benet, vel. Han mangler jo ikke noget, nej, men prøv lige at hør,
han kan ikke sidde, han går dårligt endnu, der er ting, som han ikke kan, han spiste rugbrød
første gang, da han næsten var halvanden år, altså der var sådan en hel masse ting som ()
prøv nu at hør her…..jeg var åndssvag, jeg var simpelthen, jeg var kun ude på at malke
systemet, jeg var kun ude på at få lov til at gå hjemme
97