28.07.2013 Views

Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Forhandling om problemkategoriseringen – set fra klienternes side<br />

Jeg vil starte med at se på italesættelser af mødet med og samarbejdet med socialforvaltningen<br />

fra de to familier, hvor barnet ikke har fået applikeret en <strong>diagnose</strong>.<br />

Er der overhovedet noget galt med barnet?<br />

I forhold til handicappede børn, der ikke har nogen <strong>diagnose</strong>, kan selve spørgsmålet om,<br />

hvorvidt der overhovedet er noget galt med barnet, blive genstand for, hvad man kunne kalde<br />

”forhandling” om problemkategoriseringen.<br />

Ulriks mor italesætter, at allerede ved det første møde med socialforvaltningen bliver det gjort<br />

klart, at informantens problemer ikke passer ind i socialforvaltningens problemkategorier:<br />

Jamen det aller aller første møde, det var der, hvor jeg henvendte mig deroppe og sagde, at<br />

jeg skulle have det her orlov og hun jo så fuldstændig blåviolet ud i hovedet, hun havde aldrig<br />

hørt på noget andet og hentede hende her fra specialgruppen, som kom sådan halvt stæsende<br />

ind af døren sådan …og hvad det nu lige var for noget og det havde jeg overhovedet ikke ret<br />

til og nu skulle jeg bare og hysterisk forældre og om jeg bare troede jeg skulle gå herhjemme<br />

og ikke lave en skid og jeg kunne jo og hvad hun ikke fik fyret af () og jeg var fuldstændig<br />

paralyseret, ikke, og gik faktisk hjem med en følelse af, nå, ja ja okay,<br />

Relationelt italesættes nærmest en voksen, der skælder et barn ud: ”blåviolet i hovedet”,<br />

”havde aldrig hørt noget” af den første sagsbehandler. Dette fortsætter med den anden ”det nu<br />

lige var for noget, og det havde jeg overhovedet ikke ret til”. Subjektpositionen ”hysterisk<br />

forældre” kommer på med en medfølgende identitet som en, der bare vil ”gå derhjemme og<br />

ikke lave en skid”. Der italesættes en ”ikke værdigt trængende” person. Relationelt italesættes<br />

situationen som asymmetrisk. Informanten er ”paralyseret” og reagerer ikke. Det svarer meget<br />

godt til analogien med voksne, der skælder et barn ud. Der er i ordvalget ikke nogen accept af<br />

magtforskellene; informanten føler sig slet og ret dårligt behandlet, når hun ser tilbage på den<br />

situation. Derefter fik familien ikke nogen sociale ydelser i de første år.<br />

Denne første sagsbehandler i specialgruppen (forstået som en gruppe i socialforvaltningen<br />

specialiseret i handicap), som familien kommer i kontakt med ved det første møde, benægter,<br />

at der er noget galt med barnet:<br />

Der var jo ikke noget galt, der var ikke noget galt, du kunne ikke se det på ham, altså kære<br />

gud, han har jo ikke brækket benet, vel. Han mangler jo ikke noget, nej, men prøv lige at hør,<br />

han kan ikke sidde, han går dårligt endnu, der er ting, som han ikke kan, han spiste rugbrød<br />

første gang, da han næsten var halvanden år, altså der var sådan en hel masse ting som ()<br />

prøv nu at hør her…..jeg var åndssvag, jeg var simpelthen, jeg var kun ude på at malke<br />

systemet, jeg var kun ude på at få lov til at gå hjemme<br />

97

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!