Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

til, at lægelig dokumentation – eller i hvert fald diagnostisk dokumentation - i begge tilfælde
er en forudsætning for overhovedet at bevilge sociale ydelser.
Det kan derfor konkluderes, at den forståelse af handicap som et relativt og miljørelateret
fænomen, som Serviceloven lægger op til, ikke er slået fuldt igennem i den sociale praksis.
Der praktiseres en større optagethed af diagnoser og en mindre optagethed af barnets
hverdagsliv og omgivelser i forhold til beslutning om bevilling, end lovgivningen lægger op
til. Dette understøttes af de ovenfor omtalte undersøgelser af Bengtsson og Tøssebro og
Lundeby – at i den sociale praksis er diagnostisk dokumentation en meget væsentlig
forudsætning for tildeling af sociale ydelser - i hvert fald i starten af et forløb med en familie.
Hvis vi ser på beskrivelsen af handicapbegrebet som et distributivt kriterium med den kliniske
afprøvning af handicappet som den vigtigste dimension – så ses det her, at denne dimension i
høj grad er i spil i den sociale praksis her. Det er den på trods af, at Serviceloven eksplicit har
gjort op med denne tænkning, som ligger inden for en medicinsk diskurs. Vi ser italesættelser
af, at skønnet overlades til læger. Dette fænomen ligger ligeledes inden for denne forståelse
og underbygges af Foucaults analyse af lægen som magtinstans. Det vil sige, at opgøret med
den medicinske diskurs langt fra er slået igennem i den sociale praksis.
Det italesættes, at når familierne først er kommet igennem filtret i grænselandet og inden for i
socialforvaltningen, bliver problemkategoriseringen og matchningen med
problemløsningskategorier mere til en slags samarbejde og forhandling mellem familie og
socialrådgiver.
Dette samarbejde italesættes som liggende i hvert fald delvist i retning af diskursetikkens
ideal, uden at jeg dog på nogen måde kan bestemme det fuldt ud, da jeg kun har en
italesættelse fra den ene part. Men omvendt er der megen overensstemmelse i italesættelserne
fra de to parter. Det italesættes især eksplicit, at enhver frit må kunne udtale sine ønsker og
behov, som er et af de fire karakteristika ved den herredømmefri dialog. Der italesættes
kontekstualiseret en intersubjektivitet, hvor begge parter bidrager
Forståelsen, der ligger i det relative handicapbegreb kontekstualiseres - om end kun i mindre
grad - i forhold til dette samarbejde.
Jeg vil nu se på klienternes oplevelse af dette samarbejde, før jeg konkluderer endeligt på
samarbejdet mellem socialrådgivere og forældre og på dette kapitel om diagnosens betydning
for bevilling af sociale ydelser.
96