S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 8 8 ]
R i c c a r d o F u s a r o l i & J a c o b O r q u i n
fænomen. Da det er den kollektive
fortolkning der giver stabilitet til de
betydende fænomener kan individet ikke
være grundlaget for semiotikken.
3) Det betydende fænomen er altid
indlejret i en social og kulturel kontekst
hvorfra det henter bestemte strukturer.
Som fænomenet udfolder sig henter og
genfortolker det kollektiv viden, hvilket også
kaldes for encyklopædi (Eco 1975, 1984).
Analyse
For at anskueliggøre den metodologiske
tilgang, er den følgende analyse delt op i
fem afsnit. Der skal imidlertid tages højde
for at dette er en skematisk konstruktion; de
færreste analyser er strengt lineære og hvert
niveau i analysen tvinger analytikeren til at
genoverveje de tidligere niveauer.
1) En struktur af forskelle
Det første skridt i en strukturel analyse er
at lede efter den struktur af forskelle, der
gør ethvert fænomen forståeligt. Analysen
tager således udgangspunkt i en diakritisk
forståelse af betydning, dvs. at betydningen
af et fænomen er negativt defineret ud fra
forskellen til andre fænomener (Saussure
1922).
I Lynch reklamen er der to scener
som særligt adskiller sig fra hinanden;
køkkenscenen med hunden og det abstrakte
rum hvor teksten træder frem. Endvidere
deler de to scener en fælles struktur,
modstillingen af et fysisk og et antydet
sted.
I køkkenscenen ser vi et hverdagsmiljø,
som synes at være styret af et særligt fravær
af stimuli. Samtlige genstande i køkkenet
fremtræder gråt og uinspirerende, og rummet
virker yderligere lukket af fra omverdenen
takket være regnen og vaskemaskinens
monotone lyd.
Rummet, som hunden befinder sig i,
synes imidlertid ikke at være begrænset af det
fysiske køkken, den ligger i. Uforudsigelige
bevægelser og lyde styrer dens adfærd, som
om den befandt sig i et andet miljø, en drøm
måske.
En analog struktur finder vi i den
anden scene: Et sort rum, udifferentieret og
udtryksløst, gennembrydes af et lys og en
struktur som må komme et andet sted fra.
2) Den narrative betydning
Det næste analytiske skridt for den
strukturelle semiotiker består i at identificere
den narrative betydning af de fundne
strukturer. I det strukturalistiske paradigme
er det takket være fortællingen, at vi skaber
mening i vores omverden (Greimas 1970).
I den første scene er der tilsyneladende
ingen sammenhængende fortælling, kun
meningsløse og uforudsigelige bevægelser.
Vi kan fortolke det som om hunden løber,
en jagt måske, hvilket kunne bestyrkes af
den afsluttende knurren, men vi ved ikke,
hvad hunden jagter eller hvorfor. Alt i alt en
temmelig sørgelig historie.
Der må dog være en fortælling, af flere
årsager. Det er en reklame, der forventes
en historie. Kameraføringen lægger
endvidere op til en historie, en invitation
der tilsyneladende ikke indfries. Genlæser vi
de tidligere resultater er det muligt at se to
forslag til en fortælling:
I den første fortælling fungerer
køkkenet som antagonist for enhver aktivitet
der kunne forgå i det. Regnen, det grå lys,
vaskemaskinen som en programmeret robot
uden vilje eller følelse. Et rum der alene
tillader søvnen, den blotte tilstedeværelse,