S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 8 0 ]
S t e f f e n K o r s g a a r d
med til at bygge noget så storslået som
pyramider. Fornemmelsen af at være med
til noget, der vil bestå i al evighed, har været
kraftfuld; som om man selv fik en lille del af
megamaskinens værks evige liv.
I det samlede regnskab har megamaskinen
imidlertid destrueret mere, end
den har skabt (Mumford 1967, 228). Det
skyldes primært en udvikling, der følger
umiddelbart efter den første arketypiske
megamaskine. Denne første maskine
er en arbejdsmaskine. Den udfører
bygningsarbejde i form af pyramider eller,
alternativt, opbygning af infrastruktur. Den
grundlæggende struktur i maskinen viser sig
imidlertid særdeles velegnet til krigsførelse
på stort plan. Mekanisk organiseret arbejde
og mekanisk organiseret destruktion og
udryddelse anvender grundlæggende samme
metode (Mumford 1967, 221).
Mumford beskæftiger sig meget
med magtens patologi og krigens kulturelt
bestemte fødsel. Jeg vil begrænse mig til blot
at fremdrage følgende pointer: Krig opstår
ikke som resultat af biologi, men kultur; den
opstår som biprodukt af religiøse ritualer.
Opfindelsen af den militære megamaskine
nødvendiggør krig i en evig ond cirkel: Den
første aggression nødvendiggør organiseret
forsvar og modaggression, indtil militær
og politisk magt bliver et mål i sig selv
(Mumford 1967, 220).
Det er i den militære form, at
megamaskinen formidles fra civilisation
til civilisation. Dette underbygges af det
faktum, at det langt op i 1900-tallet var
militæret - med dets stringens, orden og
disciplin - der var paradigmet for god
organisation (se eks.: Gulick 1937 & Urwick
1937). Formidlingsprocessen fortsætter helt
til 1967, hvor Mumford skriver første bind
af Myth of the Machine (Mumford 1967, 216
& 228).
Arbejdsdeling
Ofte fremstilles arbejdsdeling og
specialisering som moderne fænomener,
der er knyttet til industrialiseringen og
kapitalismen. Mumford mener imidlertid,
at arbejdsdeling er knyttet til den
menneskelige maskine, og at den derfor
langtfra er moderne. Alene etableringen af
et bureaukrati til at formidle til arbejderne er
en opdeling af arbejdet. Øverst er kongen,
der bestemmer, i midten bureaukratiet, der
formidler (og må formodes at træffe mindre
beslutninger og ikke mindst planlægge),
og nederst arbejderne. Det virker rimeligt
at formode, at de forskellige arbejdssjak
har haft forskellige funktioner, og at man
således også havde horisontal arbejdsdeling.
Det er imidlertid den vertikale, der er mest
interessant i denne sammenhæng.
Opdelingen mellem de, der bestemmer
og planlægger på den ene side, og de, der
udfører, er kendt langt op i historien og
eksponeres måske mest klart i scientific
management. I den her anvendte definition af
maskine, udgøres maskinen af de dele, der
under menneskelig kontrol udfører arbejde,
mens de, der bestemmer, er udenfor maskinen.
Det er arbejderne, der er i maskinen
og udfører arbejde. Men maskinelt arbejde
kan kun udføres af maskiner (Mumford
1967, 197). Megamaskinen kræver altså en
helt ny slags mennesker. Mennesker der
kan reduceres til deres kropslige reflekser.
Når de er i maskinen, er de fysiske dele,
nok af kød og blod, men intet andet.
Bureaukraten må kunne lægge sine følelser,
sin personlighed og sine værdier fra sig. Men
arbejderen må lægge hele sit mentale liv