S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
s i d e [ 7 4 ] P e t e r K h a l l a s h B e n g t s e n o g J a n J o h a n s e n our family may be due less to our prudence and wisdom, than, as I believe, to God’s rewarding us with his favor” (Alberti 1969, 144). Den nyskabende ideologs største mål må da også være at kunne tilskrive Gud æren for sin forretningssucces i en tid, hvor gerrighed bliver betragtet som en dødssynd. Albertis arbejdsbegreb bliver et begreb, der mere end tillader profitsøgning og giver den legitime ret til familiens og bystatens bedste. Denne legitimeringsstrategi begrænser sig imidlertid ikke til kun at ændre de evaluativtdeskriptive beskrivelser af arbejde, men tager sit udgangspunkt i en filosofisk antropologi og et omfattende virtubegreb, som bliver uddybet i det følgende. Det er menneskeligt at arbejde Den i andre sammenhænge udtalte pessimist Alberti udtrykker et overordentligt positivt menneskesyn i Della Famiglia. ”What a man wants to do, they say, that he can do”, siger Alberti (Alberti 1969, 139). Det er en tiltro til mennesket, der karakteriserer 1400-tallets Norditalien, og som er endnu tydeligere i Om menneskets værdighed fra 1486 af Pico della Mirandola (1463-1494). Tiltroen til menneskets egne evner bliver koblet med en fordring om, at disse også skal bruges for at realisere menneskets natur. Udfoldelsen af menneskets potentialer gennem arbejde og skabelse er stadig en pligt over for Gud, men endnu mere en pligt overfor mennesket selv. Menneskesynets praktiske udfoldelsestrang danner grundlag for et religiøst-moralsk ideal om arbejdsomhed, som bliver knyttet til det bredere og mere komplekse dydsbegreb virtu. Du skal ville udfoldelsen af dine evner i praksis: ”Only he who does not want it is without virtue” (Alberti 1969, 29). Virtu Virtu er hos Alberti en samlebetegnelse, ikke kun et begreb om effektiv handlen som hos Machiavelli. Det vikles ind i en knudret dydsmatrix, hvor begrebet – brugt 247 gange i værket – får så forskellige betydninger som karakter, guddommelige kræfter, moral, dyd, ære, visdom, men også kvaliteter, fortræffelighed og flere andre. Dette vanskeliggør en præcis bestemmelse af begrebet, men det står klart, at indre dyd forstået som ære og samvittighed er essentiel for virtubegrebet. Alberti konkluderer ofte, at der ikke er nogen genvej til succes uden om indre dyd, virtu, om succes så bliver målt på anerkendelse, rigdom, offentlige hverv eller andet. Samtidig er den ligeså ustandselige henvisning til virkning og nytte et udtryk for, at virtu ikke kun har et sjæleligt indhold, men også udtrykker pragmatisk handlen efter omgivelsernes og tidernes skiften. Albertis betoning af det aktive renæssancemenneske bliver her underbygget af brugen af virtu som ”essercizio”: Ordet beskriver både kropslig og mental udfoldelse samt profession. To konnotationer af ordet man på dansk kunne samle i ’at være virksom’, eller ’at være (et) aktiv’ i bred betydning. Della Famiglia benytter et virtu- og ærebegreb, der idealistisk medierer mellem det indre og det ydre. I modsætning til den senere Machiavelli er virtu desuden ikke så radikalt fokuseret på det ydre, på praksis. Og i modsætning til den senere renæssancehumanist Erasmus af Rotterdam prioriterer begreberne ikke definitivt det indre. De bærer i ligeså høj grad præg af
A r b e j d s b e g r e b e t h o s L e o n B a t t i s t a A l b e r t i . . . dennesidighed og anslår en retning mod at udfolde den rette brug af verden med henblik på lykke for familien, staten og én selv. I forhold til Erasmus undlader Alberti med sin brug af virtubegrebet at henvise til det guddommelige formål med henblik på frelse. Netop frelselsesdimensionen bærer hele pointen i Max Webers Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, og forhindrer Alberti i at være interessant for Webers undersøgelse (Weber 1995, 130). Albertis værk har derudover langt lavere virkningshistorisk relevans og er af denne grund heller ikke relevant for Weber, da Webers fokus er ‘folkesjælen’, den protestantiske etiks virkningshistorie på sociologisk plan. Ikke desto mindre kan Alberti have virket som inspirationskilde for den senere protestantiske opvurdering af arbejdet. Albertis brug af virtu uden en konsekvent skelnen mellem indre og ydre tjener som begrundelsesinstans for arbejdets pragmatiske karakter, som vi nu vender tilbage til. Håndens og åndens arbejde Arbejdsbegrebet i Della Famiglia tjener på samme måde som virtubegrebet som eksempel på, at Alberti ikke har en skarp sondring mellem det indre og det ydre, det sjælelige og det kropslige. Albertis karakterer etablerer ikke noget anerkendelseshierarki mellem sjæleligt og kropsligt arbejde 1 – og vurderer til stadighed kropsligt arbejde positivt. 2 Denne udeblivende anerkendelseskløft træder frem i alle dialogpersonernes forestillinger om kropslighed og åndelighed, og værket befinder sig dermed i en aldrig ekspliciteret polemik med antikke og middelalderlige nedvurderinger af det legemlige. 3 Della Famiglia benytter i det hele taget ikke begreber, der konsekvent sondrer mellem kropsligt og åndeligt arbejde. Alle begreber værket benytter til at betegne arbejde: indsats, flid og så videre bliver tværtimod benyttet på kryds og tværs af alle dialogens personer. 4 Dermed ikke sagt, at Della Famiglia aldrig sondrer, men når det sker, underbygger det snarere end afviser dette forhold. Afrunding Alberti opprioriterer det kropslige arbejde i forhold til samtiden og tidligere, hvilket sker med to strategier: For det første ændres sprogbrugen ved dels at undlade at tale om arbejde i negative vendinger, men i stedet i neutrale eller positive vendinger. For det andet gennem en grundig legitimering – der dog er rodet og til tider sammenfiltret med mange andre tråde i værket – som tager sit udgangspunkt i et positivt menneskesyn, og som han via det mangefacetterede virtubegreb knytter til et religiøst-moralsk ideal om arbejdsomhed. En arbejdsomhed forstået som udnyttelse af sine potentialer i form af (erhvervs)arbejde og profitsøgning til nytte for dennesidige mål som familiens og bystatens velbefindende. I nyttig profitskabelse som en rosværdig aktivitet, forenes således et hensyn til det ideale og det reale. Et godt udtryk for værkets generelle stemning bliver dialogpersonen Battistas udbrud: “Set to work, then, to make us better” (Alberti 1969, 135). s i d e [ 7 5 ]
- Page 23 and 24: K o n f l i k t u e l t d e m o k r
- Page 25 and 26: K o n f l i k t u e l t d e m o k r
- Page 27 and 28: Noter K o n f l i k t u e l t d e m
- Page 29 and 30: I ”Det er på tide at opgive fore
- Page 31 and 32: hegemon” (Habermas 2003a, 706). H
- Page 33 and 34: lokaludgaver af Europa. Påstanden
- Page 35 and 36: Esterházy, Péter (2005): ‘How B
- Page 37 and 38: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 39 and 40: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 41 and 42: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 43 and 44: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
- Page 45 and 46: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
- Page 47 and 48: C a s p e r A n d e r s e n Joseph
- Page 49 and 50: of some stuff that was brown hollan
- Page 51 and 52: daglige arbejde med offentlig bøn,
- Page 53 and 54: K a s p e r G r e e n K r e j b e r
- Page 55 and 56: Her bliver tidsarkæologien snarere
- Page 57 and 58: kulisserne og simulakrerne er ved a
- Page 59 and 60: Ville udviklingen af en europæisk
- Page 61 and 62: Det europæiske samarbejde bør fø
- Page 63 and 64: har der været røster fremme om, a
- Page 65 and 66: EU’s institutioner (som forfatnin
- Page 67 and 68: folk til at orientere sig mere mod
- Page 69 and 70: sådan: ”Man skal ikke forvente,
- Page 71 and 72: Platon forår 2006 INDHOLD Thomas A
- Page 73: A r b e j d s b e g r e b e t h o s
- Page 77 and 78: S t e f f e n K o r s g a a r d M e
- Page 79 and 80: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 81 and 82: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 83 and 84: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 85 and 86: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 87 and 88: R i c c a r d o F u s a r o l i & J
- Page 89 and 90: fraværet af aktivitet. I den anden
- Page 91 and 92: profileres så at sige, fra den bag
- Page 93 and 94: Base Space Reklamen som udgangspunk
- Page 95 and 96: B e n t S ø r e n s e n & T o r k
- Page 97 and 98: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 99 and 100: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 101 and 102: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 103 and 104: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 105 and 106: Jørgen Knudsen (red.) Vilayanur Ra
- Page 107 and 108: Op til og omkring år 1900 myrdedes
- Page 109 and 110: neurologiske dysfunktioner en helt
- Page 111 and 112: Kulturkamp i 1920’erne Når man v
- Page 113 and 114: hvor Peirce har forsøgt at definer
- Page 115 and 116: og ”afholdenhed”! Tekst nr. 31
- Page 117 and 118: ifølge Michael Jarlner og Anders J
- Page 119 and 120: heraf er ifølge Qvortrup kirkens o
- Page 121 and 122: meget, men han var og er stadig ins
- Page 123 and 124: Engbergs begrebsdefinitioner i prin
s i d e [ 7 4 ]<br />
P e t e r K h a l l a s h B e n g t s e n o g J a n J o h a n s e n<br />
our family may be due less to our prudence<br />
and wisdom, than, as I believe, to God’s<br />
rewarding us with his favor” (Alberti 1969,<br />
144).<br />
Den nyskabende ideologs største mål<br />
må da også være at kunne tilskrive Gud<br />
æren for sin forretningssucces i en tid, hvor<br />
gerrighed bliver betragtet som en dødssynd.<br />
Albertis arbejdsbegreb bliver et begreb, der<br />
mere end tillader profitsøgning og giver den<br />
legitime ret til familiens og bystatens bedste.<br />
Denne legitimeringsstrategi begrænser sig<br />
imidlertid ikke til kun at ændre de evaluativtdeskriptive<br />
beskrivelser af arbejde, men<br />
tager sit udgangspunkt i en filosofisk<br />
antropologi og et omfattende virtubegreb,<br />
som bliver uddybet i det følgende.<br />
Det er menneskeligt at arbejde<br />
Den i andre sammenhænge udtalte<br />
pessimist Alberti udtrykker et<br />
overordentligt positivt menneskesyn i<br />
Della Famiglia. ”What a man wants to do,<br />
they say, that he can do”, siger Alberti<br />
(Alberti 1969, 139). Det er en tiltro til<br />
mennesket, der karakteriserer 1400-tallets<br />
Norditalien, og som er endnu tydeligere i<br />
Om menneskets værdighed fra 1486 af Pico<br />
della Mirandola (1463-1494). Tiltroen til<br />
menneskets egne evner bliver koblet med<br />
en fordring om, at disse også skal bruges for<br />
at realisere menneskets natur. Udfoldelsen<br />
af menneskets potentialer gennem arbejde<br />
og skabelse er stadig en pligt over for<br />
Gud, men endnu mere en pligt overfor<br />
mennesket selv. Menneskesynets praktiske<br />
udfoldelsestrang danner grundlag for et<br />
religiøst-moralsk ideal om arbejdsomhed,<br />
som bliver knyttet til det bredere og mere<br />
komplekse dydsbegreb virtu. Du skal ville<br />
udfoldelsen af dine evner i praksis: ”Only<br />
he who does not want it is without virtue”<br />
(Alberti 1969, 29).<br />
Virtu<br />
Virtu er hos Alberti en samlebetegnelse,<br />
ikke kun et begreb om effektiv handlen<br />
som hos Machiavelli. Det vikles ind i en<br />
knudret dydsmatrix, hvor begrebet – brugt<br />
247 gange i værket – får så forskellige<br />
betydninger som karakter, guddommelige<br />
kræfter, moral, dyd, ære, visdom, men også<br />
kvaliteter, fortræffelighed og flere andre.<br />
Dette vanskeliggør en præcis bestemmelse<br />
af begrebet, men det står klart, at indre dyd<br />
forstået som ære og samvittighed er essentiel<br />
for virtubegrebet. Alberti konkluderer ofte,<br />
at der ikke er nogen genvej til succes uden<br />
om indre dyd, virtu, om succes så bliver<br />
målt på anerkendelse, rigdom, offentlige<br />
hverv eller andet.<br />
Samtidig er den ligeså ustandselige<br />
henvisning til virkning og nytte et udtryk<br />
for, at virtu ikke kun har et sjæleligt indhold,<br />
men også udtrykker pragmatisk handlen efter<br />
omgivelsernes og tidernes skiften. Albertis<br />
betoning af det aktive renæssancemenneske<br />
bliver her underbygget af brugen af<br />
virtu som ”essercizio”: Ordet beskriver<br />
både kropslig og mental udfoldelse samt<br />
profession. To konnotationer af ordet man<br />
på dansk kunne samle i ’at være virksom’,<br />
eller ’at være (et) aktiv’ i bred betydning.<br />
Della Famiglia benytter et virtu- og<br />
ærebegreb, der idealistisk medierer mellem<br />
det indre og det ydre. I modsætning til<br />
den senere Machiavelli er virtu desuden<br />
ikke så radikalt fokuseret på det ydre, på<br />
praksis. Og i modsætning til den senere<br />
renæssancehumanist Erasmus af Rotterdam<br />
prioriterer begreberne ikke definitivt det<br />
indre. De bærer i ligeså høj grad præg af
Change language