S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
s i d e [ 5 6 ]<br />
K a s p e r G r e e n K r e j b e r g<br />
der tilbyder løsrevne og ubrugelige<br />
informationer, og som peger hen mod<br />
den ”opløsning af vores erindringsevne”<br />
(ibid.), som Austerlitz harcelerer over.<br />
I informationssamfundets katedraler er<br />
mennesket og dets viden om sig selv et<br />
fremmedelement.<br />
Samme fornemmelse af afmagt over<br />
for samfundets accelererende hang til<br />
glemsel og fortrængning, står Austerlitz<br />
med, da han på sin frygtede rejse gennem<br />
Tyskland kommer til Nürnberg. Hele sit liv<br />
har han undgået Tyskland, Europas mørke<br />
hjerte, egentlig mest pga. en ubevidst lede<br />
ved at skulle besøge det land, nazismen og<br />
Holocaust udsprang af. Han overraskes<br />
umiddelbart af den orden, der hersker alle<br />
vegne i mørkets hjerte, som ved en pudsig<br />
omvending kommer til at fremstå som<br />
det mest lyse og rene sted i Europa. Men<br />
i Nürnberg indser han, at prisen for denne<br />
ordnung muss sein-ideologi er, at tyskerne har<br />
kappet forbindelsen til deres fortid.<br />
”Det foruroligede mig, at jeg, når jeg så<br />
op ad facaderne på begge sider af gaden,<br />
selv på de efter stilen at dømme ældre<br />
bygninger, der gik helt tilbage til det 16.<br />
eller 15. århundrede, intetsteds, hverken<br />
på hjørnekanterne eller på gavlene,<br />
vindueskarmene eller gesimserne kunne få<br />
øje på en krum linje eller noget andet spor<br />
af den svundne tid.” (Sebald 2003, 290)<br />
De fleste større tyske byer er reelt kulissebyer,<br />
genopbygget oven på Anden Verdenskrigs<br />
ruindynger. De ligner altså noget, der var<br />
engang, men uden at være det. Fortidens<br />
manglende spor i nutiden hindrer Austerlitz<br />
i at aktivere sin heterotopiske bevidsthed<br />
og dermed sit identitetsprojekt, og selv<br />
om besøget i Theresienstadt gjorde ham<br />
fysisk utilpas, så er den afmagt og apati,<br />
han hensynker i efter Tysklandsbesøget,<br />
langt værre. Hellere kunne rekonstruere<br />
en identitet, der fortæller nok så grumme<br />
historier, end slet ikke at have mulighed for<br />
det. Og godt nok har især Anden Verdenskrig<br />
spillet en altafgørende og skæbnesvanger<br />
rolle for hans liv, men i hans efterforskning<br />
er det altså i højere grad Europas evne<br />
til ubekymret glemsel, der påvirker den<br />
følsomme Austerlitz, end rekonstruktionen<br />
af krigens rædsler.<br />
Melankolikeren<br />
Man kan sige, at Austerlitz virker som lidt af<br />
en håbløs historiker, der i sin iver efter at grave<br />
hele fortiden frem, erkender det umulige i<br />
projektet. Umiddelbart kunne hans maniske<br />
tidsarkæologi og identitetskontruktion<br />
skyldes en nostalgisk længsel efter at finde<br />
sine rødder, at finde sit hjem, sit ”nostos”.<br />
Men i og med at han erkender det futile i<br />
sit projekt og alligevel fortsætter sin stille,<br />
registrerende færden overalt i Europa, bliver<br />
Austerlitz snarere en melankoliker, for hvem<br />
det er længslen i sig selv, der er central. Mens<br />
nostalgikeren har et konkret sted at rette sin<br />
længsel mod, er melankolikeren en langt<br />
mere pint og smertefuld figur, som indser,<br />
at hans længslers mål ikke eksisterer, selv<br />
om han fortsætter sin søgen dem.<br />
Austerlitz’ melankoli bliver ved hans<br />
rejser på kryds og tværs af Europa til<br />
hele kontinentets melankoli. De utallige<br />
minder fra fortiden, han støder på, taler til<br />
ham om krig og død og ødelæggelse, eller<br />
også vækker de små glimt i erindringen,<br />
der fremkalder en skrøbelig følelse af<br />
glæde. Men moderniteten, og ikke mindst<br />
postmoderniteten, det virtuelle regime,