S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Her bliver tidsarkæologien snarere fysisk end<br />
metafysisk for den hypersensible Austerlitz,<br />
ligesom den f.eks. gør, når han genfinder<br />
barndommens tabte steder i Prag. Her går<br />
det endda så vidt, at han efter et kort ophold<br />
i byen pludselig forstår tjekkisk; et sprog<br />
han ikke har hørt i 50 år, og aldrig rigtig har<br />
kunnet tale, men Prag som erindringsrum<br />
åbner umiddelbart, i kraft af sig selv, for<br />
Austerlitz’ tilegnelse af sproget.<br />
Heterotopisk bevidsthed<br />
En interessant pointe er, at Sebalds<br />
konstruktion af europæiske landskaber<br />
som aktive, agerende og erindrende rum<br />
baserer sig på det princip, Michel Foucault<br />
i sin berømte artikel om andre rum, “Des<br />
Espasces Autres”, kalder heterotopien. Det<br />
heterotopiske rum findes i enhver kultur<br />
som reelt forekommende steder, ”en<br />
slags faktisk realiserede utopier,” skriver<br />
Foucault, ”hvori de virkelige placeringer,<br />
alle de andre virkelige placeringer, som<br />
man kan finde inden for kulturen, på én<br />
gang er repræsenterede, anfægtede og<br />
omvendte, en slags steder som er uden<br />
for alle steder, også selvom de faktisk kan<br />
lokaliseres” (Foucault 1967, 90). Foucault<br />
opregner seks definerende principper for<br />
heterotopien, hvoraf det særligt er det fjerde<br />
princip, Sebald opdyrker med Austerlitz:<br />
”Heterotopierne er som oftest forbundet<br />
med en opdeling af tiden […]. Muséer<br />
og biblioteker er heterotopier, hvor tiden<br />
hober sig op og bliver ved med at placere<br />
sig ovenpå sig selv.” (ibid., 93)<br />
Når han betegner Theresienstadt som et<br />
ekstraterritorialt sted, er det fordi, Austerlitz<br />
er udstyret med en heterotopisk bevidsthed,<br />
som han konstant projicerer ud på sine<br />
omgivelser. Den gamle interneringslejr<br />
D e n m e l a n k o l s k e e u r o p æ e r<br />
er både en geografisk komprimering af<br />
hele Europa og en komprimering af den<br />
europæiske historie, som her har hobet sig<br />
op og kontinuerligt har placeret sig oven på<br />
sig selv.<br />
Det hænder imidlertid, at Austerlitz<br />
havner et sted, som ikke har nogen historie<br />
at fortælle, selv om han med vold og magt<br />
søger at aftvinge det en fortælling. Det er som<br />
oftest modernitetens evige bevægelse fremad<br />
og dens fremmedgørelse af mennesket, der<br />
får skylden for at have ødelagt Austerlitz’<br />
muligheder for at rekonstruere sig selv og<br />
sin fortid. Især når stederne fremstår som<br />
uegentlige, som virtuelle kulisser, er broerne<br />
til fortiden brændte.<br />
I Paris forsøger Austerlitz at opspore<br />
sin faders historie som frihedskæmper under<br />
krigen, men hans eftersøgning bliver sat i<br />
bero pga. det nye Bibliothèque Nationales<br />
uigennemtrængelighed. Den monumentale<br />
bibliotekskolos får rollen som en skurkagtig<br />
antagonist, der i stedet for at være det<br />
reservoir af viden om fortiden, biblioteker<br />
pr. definition skal være, bliver et glemslens<br />
sted, hvor alle forsøg på at fremskaffe<br />
oplysende dokumenter er nyttesløse.<br />
”Den nye biblioteksbygning, der ved hele sit<br />
anlæg og ved sin til det absurde grænsende<br />
indre regulering søgte at udelukke læseren<br />
som en potentiel fjende, var […] ligesom<br />
den officielle manifestation af det stadig<br />
mere påtrængende behov for at gøre en ende<br />
på alt det ved fortiden, der stadig havde liv.”<br />
(Sebald 2003, 364)<br />
Det er utvetydigt det postmoderne<br />
informationssamfund, der her står for<br />
skud. Bibliotekets store glasfacader og<br />
stålkonstruktioner er ren overflade,<br />
s i d e [ 5 5 ]