S E M I KO L O N - EgernInc

daglige arbejde med offentlig bøn, og som
forbinder sine konsekvenstunge politiske
afgørelser med en guddommelig mission”
som Habermas og Derrida skriver med
en gammel-europæisk indforståethed og i
sikker forvisning om, at den formulering vil
bekomme den intellektuelle europæer vel.
(Habermas & Derrida 2003, 11)) Sidst men
ikke mindst bindes europæerne sammen
i ønsket om en multilateral international
retsorden.
Når disse værdier kan komme til at
inkarnere den europæiske identitet, skyldes
det Europas særlige historiske erfaringer.
Erfaringer som er unikke, hvilket dermed
også forklarer, hvorfor USA ikke deler
disse værdier. I Europa går oplysningstiden,
holocausterindringen, afvisningen af
dødsstraf, velfærdsstat og sekularisme op
i en højere enhed. Sølvglimmeret til deres
gammel-europæiske glansbillede lader
Habermas og Derrida imidlertid Europas
imperialistiske arv bidrage med: ”Alle de
store europæiske nationer har oplevet et
højdepunkt af imperial magtudfoldelse, og
– hvilket er vigtigere i vores sammenhæng
– har efterfølgende måttet bearbejde
erfaringen af tabet af et imperium.
Denne detroniseringserfaring er i mange
tilfælde forbundet med tabet af kolonier.
Med den tiltagende afståelse af kolonialt
herredømme og med kolonihistorie har
de europæiske statsmagter samtidigt fået
chancen for refleksivt at lægge distance til
sig selv. Således kunne de lære at iagttage
sig selv fra de besejredes perspektiv i
den tvivlsomme rolle som sejrherrer, der
bliver stillet til regnskab for en påtvunget
og rodløs moderniserings vold. Det ville
kunne befordre en afstandstagen fra
eurocentrismen og samtidigt opmuntre det
kantianske håb om en verdensindenrigs-
M r . K u r t z o g e u r o p æ i s k i d e n t i t e t
politik.” (Habermas & Derrida 2003, 12)
Der er meget galt med dette synspunkt.
På et helt konkret historisk niveau er dets
holdbarhed yderst tvivlsom. Der gives
muligvis historiske eksempler på nationer
og stater, som er blevet klogere af at
blive detroniseret på den verdenspolitiske
scene. Der gives imidlertid uomtvisteligt
eksempler på nationer, som har oplevet
en radikalisering af politikken til skade for
verden, når deres stormagtsambitioner har
fået et skud for boven. Frankrig efter 1872
og Tyskland efter 1918 eksempelvis! På et
konstruktivistisk niveau er det for så vidt
i orden – men bestemt ikke uskyldigt – at
selektere i hvilke af kandidaterne en fælles
europæisk identitet skal baseres på, men
at fremmane et billede af et Europa, der
vil freden som følge af kolonimagternes
kommen til selvbesindelse, hører hjemme
i eventyrland. Det er en ganske farlig
fortrængning af historien og af de politiske
grundvilkår. Illusionen om dette fredens
Europa – en pacifismens stormagt – er ikke
mindre uvirkelig, ikke mindre metafysisk
end den type historier vi af og til hører hos
vore venner på den anden side af Atlanten.
Store kontinentale skæbnefortællinger, som
den Habermas og Derrida leverer, er netop
rundet af den slags historisk begrundede
utopier, som vi med god grund og med
rette kritiserer ”the land of the brave” for
at hænge fast i. Den liberale europæiske
variant er måske mere subtil, men den er
ikke mindre teleologisk. Hvis den er mindre
farlig, skyldes det udelukkende, at dens
fortalere ikke har magt, som de har agt.
Det sidste verden har brug for, er endnu
en geopolitisk spiller med en forestilling om
en særlig historisk forpligtelse til én gang for
alle at forbedre verden. Der synes derimod
at være brug for den selvbesindelse, Conrad
s i d e [ 5 1 ]