S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 5 0 ]
C a s p e r A n d e r s e n
stillingen i Congo, fordi en dansker er blevet
slået ihjel efter et skænderi om to høns med
et af “de sorte vilddyr”. Hele Europa bidrog
til den imperialisme, Kurtz personificerer.
Fornyernes vision og dens problem
Også i dag er der grund til at reflektere over
Conrads dystre europæiske portræt. Ikke for
at slæbe ved til skammens bål og bidrage til
det som med rette er blevet kaldt en ufrugtbar
”rhetoric of blame”. Det skyldes derimod, at
det kan tjene til en europæisk selvbesindelse,
som tilsyneladende er påkrævet. I første
omgang en besindelse på, at der ved siden
af det ”Oplysningens Europa” vi ynder at
fremhæve, også var et Europa, som ikke gik
af vejen for at anvende magtens sprog og
lade våbnene tale. Der er ikke mindre myte
og selektiv hukommelse i den europæiske
forestilling om ”Oplysningens Europa”
end der er i den amerikanske om USA som
den ”frihedselskende nation”. Det er en
europæisk myte, vi må være meget kritiske
overfor. Ikke mindst når den tjener til at levere
historisk vægt til en forståelse af nutidens
Europa som en særlig ”afbalanceret” spiller
på den globale politiske scene. Det er en
selvforståelse, der forekommer at være
udbredt og rodfæstet hos såvel intellektuelle
som i den bredere europæiske kultur, og den
bruges ofte til at markere en forskel fra og
en afstandtagen til USA’s globale fremfærd.
Et eksempel på denne udbredte tænkning
leveres af Jürgen Habermas og Jacques
Derrida i artiklen Verdensindenrigspolitik - Vor
Fornyelse. Her fremsættes en vision om et
Europa “der kan udvikle en fælles udenrigs-
, sikkerheds og forsvarspolitik i flere
hastigheder” (Habermas & Derrida 2003, 9).
Visionen er, at Europa må føres an af “Et
avantgardistisk Kerneeuropa… som også
udadtil bliver handlekraftigt og beviser, at
det ikke kun er antallet af militære enheder,
der tæller i et komplekst verdenssamfund,
men også forhandlingsdagordners, politiske
forbindelsers og økonomiske fordeles bløde
magt” (Habermas & Derrida 2003, 9).
Det er et Europa med en global mission,
der ”på den internationale scene og inden
for rammerne af FN må kaste sit lod i
vægtskålen for at opveje USA’s hegemoniske
unilateralisme.” (Habermas & Derrida 2003,
9). For at Europa skal kunne spille denne
rolle, kræver det en overnational følelse
af politisk samhørighed, en europæisk
identitet. Det fører Habermas og Derrida
til spørgsmålet, om der gives ”historiske
erfaringer, traditioner og erhvervelse, som
for de europæiske borgere etablerer en
bevidsthed om en politisk skæbne, der
gennemleves i fællesskab, og som skal
udformes i fællesskab”? (Habermas &
Derrida 2003, 9). De to forfattere medgiver,
at den europæiske identitet – når den nu
engang skal cementeres efter de store
fortællingers sammenbrud – ”helt fra
begyndelsen [vil] have noget konstrueret
over sig”, men spørgsmålet er, om der
gives nogle europæiske efterkrigstidserfaringer,
der kandiderer til at udfylde denne
identitetsskabende rolle. Ja, der gives noget,
som kendetegner det særligt europæiske,
lyder svaret fra Habermas og Derrida i
artiklen. Europæerne ønsker en velfærdsstat;
de er kritiske over for de sociale uligheder
og spændinger, der følger af ukontrollerede
markedskræfter. De har en lav tolerance
over for vold. De besidder en sans for
oplysningens dialektik og lider derfor ikke
af en udelt og illusorisk begejstring for
tekniske fremskridt. Europæerne ønsker
en udpræget sekularisering af det politiske
(”På vore breddegrader kan man vanskeligt
forestille sig en præsident, der begynder sit