S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 4 0 ]
A s t r i d N o n b o A n d e r s e n
først, når jeg vender blikket mod f.eks. USA
eller Kina, at jeg føler mig som europæer.
Men her mudres billedet igen, fordi
der ikke i EU er en intern konsensus om,
hvordan denne anden part skal betragtes.
Og med afsæt i den førnævnte EVS-optik
bliver det ikke meget lettere, for det er de
samme briller jeg tager på, når jeg møder
mennesker fra Asien, Afrika og Amerika.
Min åbenhed, tolerance, fleksibilitet og
solidaritet er ikke forbeholdt europæere.
3. forsøg - Europa som realitet
Redon, Frankrig, juni 2003:
”Jeg hedder Jugoslav, hvor tror du jeg kommer fra?”
Svaret er så indlysende, at det må være et trick, så
jeg prøver med Rumænien. Men det er ikke et trick,
Jugo er fra Kroatien og hans navn vidner om hans
skæbne. Jugo er ligeså gammel som mig, men hvor
min barndom var tryg og forstadsagtig, var Jugos
præget af borgerkrig i det land, som hans forældre
i stolthed havde opkaldt ham efter. Når jeg spørger
ham, hvordan det var at leve midt i det krigshelvede,
trækker han bare på skuldrene. Ingen fra hans
familie døde, og man vænner sig til, at der kører
tanks i gaderne, som han siger.
Siden mit ophold i Frankrig har jeg rejst
Europa tyndt. Det er umuligt på disse rejser
ikke at lægge mærke til, hvor broget og
mangeartet Europa er. Og når man tager
med i overvejelsen, hvor vidt forskellige
livsomstændigheder, vi europæere kommer
fra, kan det nogle gange være svært at få øje
på fællestræk. Men af historiske grunde er
Europa i form af EU blevet en realitet for
alle europæere både i og uden for selve EU.
Man kan nogle gange have mere til fælles
med en jævnaldrende kinesisk studerende
fra en storby end med en landarbejder
i Portugal (eller Vestjylland) – men det
europæiske fællesskab og overnationale
samarbejde er en realitet både for den
portugisiske landarbejder og for mig. I
forskellig grad bliver vi begge mindet om
det med jævne mellemrum. Det i sig selv
knytter os sammen på tværs af sprog, kultur,
historie, personlig baggrund og mangel
på fælles medier. Fællesskabet er altså ikke
bygget på nogle af de komponenter, der
udgør rygraden i det nationale fællesskab.
Men måske skal min europæiske identitet
netop findes i denne realitet.
Svar på spørgsmålet
Bratislava, Slovakiet, maj 2005:
Siden jeg sidst var til et møde indkaldt af
Kommissionen, er meget ændret, for på dette
møde er også deltagere fra Polen, Estland,
Litauen, Slovakiet, Tjekkiet og Slovenien. På
Kommissionens intereuropæiske ungdomsmøder
bliver alle opfordret til at medbringe specialiteter,
fotos og andre effekter fra deres hjemlande. Alle
taler forskellige sprog, og alle gør noget ud af at
være repræsentative for deres land og ikke bare sig
selv. I disse stereotype spil, som ofte foregår, uden at
man gør sig bevidst om dem, bliver nordeuropæerne
ofte tildelt rollen som punktlige, ordentlige, men også
kolde og tilknappede, mens sydeuropæerne spiller
rollen som lidenskabelige og livsglade. Men denne
gang er det umuligt at orientere sig efter den vante
Nord-Syd akse, for nu er der også en Øst–Vest
akse, en SV-NØ og en NV-SØ akse, og nogle
der befinder sig midt i det hele. Stereotyperne bliver
pludselig sværere at opretholde (til stor lettelse for os
nordeuropæere, der er lidt trætte af at blive kaldt
kolde og kedelige).
De vignetter, jeg har hæftet på underkapitlerne,
er ikke anderledes end erfaringer,
tusindvis af andre mennesker har gjort
sig i mødet med de andre europæere. De