S E M I KO L O N - EgernInc

lokaludgaver af Europa.
Påstanden er den, at Europa i
dag ser sig som spydspids for en ny
statsform: kosmopolitisk (David Held),
verdensåben (Ulrich Beck), postnational
(Jürgen Habermas), der på afgørende vis
delegitimerer andre klassiske statsmodeller.
Hvor man tidligere skulle besidde den
suveræne kontrol over sit territorium for
at gælde som legitim stat, så er det nu, som
William Rasch siger om de udskældte og
angrebne stater, ”ironisk nok et af tegnene
på deres fredsløse tilstand netop deres
insisteren på autonomi, på suverænitet”
(Rasch 2003, 141). David Held siger:
“Sovereignty can no longer be understood
in terms of the categories of untrammelled
effective power. Rather, a legitimate state
must increasingly be understood through
the language of democracy and human
rights. Legitimate authority has become
linked, in moral and legal terms, with the
maintenance of human rights values and
democratic standards. The latter set a limit
on the range of acceptable diversity among the
political constitutions of states.”
(Held 2004, 137)
Nationalstaten er ifølge Held “singularly
inadequate and inappropriate” (Held 1997,
261, min fremhævning). Denne nye
delegitimering af det, der tidligere var
Europas eksportvare til verden, tager to
former afhængig af, om det er Europas
arvtager som global magt, USA, det drejer
sig om, eller det er rækken af ikke-vestlige
stater, der aldrig helt har fået hånd om deres
statslighed. Det er groft sagt en forskel
mellem kritik og intervention.
E r f r e m t i d e n e u r o p æ i s k ?
III
“… the European Union may be the clearest
manifestation to date of this emerging form
of state, probably characteristic of the
Information Age” (Castells 2000, 364)
Mange af dem, der kunne henvises til som
Europas kosmopolitiske propagandister
– Giddens, Beck, Habermas, Held etc. – er
uafvidende ganske eksplicitte omkring deres
overførsel af EU-modellen som en generel
model for global reorganisering af de
politiske samfund og deres relationer. Ofte
gøres dette med henvisningen til Europa som
en muligt model, men da der ofte stoppes
med ekspliciteringen af andre modeller, må
det formodes, at det er fordi EU anses for
at være den rette model (selvfølgelig med
visse lokale modifikationer). Europa er det
selvfølgelige.
Denne selvfølgelighed har et bestemt
og lokalt udtryk, som det måske ville
være opklarende at se lidt på, som fx når
Habermas giver sig til at definere Europa.
I kommentarer til krigene i Kosovo og Irak
bemærker Habermas en forskel mellem
USA og England på den ene side, der
vender tilbage til ‘maksimer for traditionel
magtpolitik’ og så kontinental-Europa, der
ser fremad mod en ’kosmopolitisk orden’
(Habermas 2001c, 7; Habermas 2002a;
Habermas 2002b, 176; Habermas 2003a,
703-4). Det er denne dikotomi, der får ham
til at skrive England ud af (kerne-)Europa.
Péter Esterházy (2005) har i en fabelagtig
kommentar til ’Unsere Erneuerung’-artiklen
spurgt: ’Hvor stor er den europæiske
dværg?’ Dens størrelse er ikke givet, og
ganske ligesom Habermas skriver England
ud af Europa, så bemærker Esterházy en
klar tendens til at skrive Østeuropa og deres
s i d e [ 3 3 ]