S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 3 2 ]
M i k k e l T h o r u p
II
”De sultende, de stakkels, de fattige, de
uvidende, de der lever i nød og elendighed,
fra Nordafrikas ørkener til Gazas slum og til
Afghanistans bjerge; også de er vores sag”
(Tony Blair, 2. oktober 2001)
Vi står nu i en situation, hvor statssuverænitet
tilsyneladende problematiseres
generelt og overfor alle stater. Men rent
faktisk er det kun de svagere stater, hvis
suverænitet afgørende problematiseres og
udhules. De postmoderne, postnationale
europæiske stater vinder reel handlekraft
ved at dele suverænitet, hvorimod de
moderne stater såsom Kina og Brasilien
fastholder deres suverænitet. Det vi ser,
er en institutionalisering af suveræn ulighed
(Chandler 2002, 139-151). Det klassiske
statssystem opererede med en principiel
suveræn lighed (der selvfølgelig blev
overtrådt), der sikrede staterne, selv de
svage, en vis beskyttelse. I dag udtrykker
bevægelsen fra international politik til
globalistisk moralisme en genfordeling af
suverænitet, der systematisk favoriserer
nogle stater (de, der intervenerer) og
disfavoriserer andre (de, der interveneres
overfor).
Det nye system giver de magtfulde en ny
legitimitet til at kontrollere de svagere ved at
genbeskrive deres kontrol som humanisme
og beskyttelse af menneskerettighederne.
Den nye moralske diskurs afpolitiserer den
indbyggede ulighed i systemet, og skjuler
det faktum, at ikke alle kan autorisere
den moralske og humanitære diskurs. De
svage stater er reduceret til at spille rollen
som enten bødler eller ofre, hvilke begge
’inviterer’ til intervention. Tilbage står de
stærke stater, der afsiger og eksekverer
dommen. De svage stater underlægges
et strengt kontrolregime, der ikke tillader
overtrædelser af både kodificeret og moralsk
lov, hvorimod den humanistisk-moralistiske
diskurs tillader de stærke stater at overtræde
begge former for lov, den kodificerede
(som f.eks. Kosovo-krigens overtrædelse
af FN-pagten) og den moralske, da de har,
hvad Danilo Zolo kalder en ’formodet
humanitær uskyld’ (Zolo 2002, 109-114).
Europa har på denne måde fået en effektiv
interventionsret for at gøre kaos til orden. I
den tale af Blair, som dette afsnit indledes
med, sagde han også: ”I dag er truslen kaos,
fordi for mennesker, der har et arbejde at
passe, et familieliv at balancere, huslån at
betale, en karriere at pleje, pensioner der skal
sikres, for dem er en længsel efter orden og
stabilitet, og hvis det ikke eksisterer overalt,
da vil det sandsynligvis heller ikke eksistere
her. Jeg har længe ment, at denne gensidige
afhængighed definerer den verden, vi nu
lever i.” For Blair er truslen ekstern. Det er
ikke længere en trussel fra sovjetiske tanks og
missiler – en konkret og synlig fjende – men
derimod fra kaos, uorden og ustabilitet.
Den gensidige afhængighed, Blair
taler om, der definerer vores verden, viser
sig at være en stærkt ulige afhængighed. Vi
i Vesten personificeret ved middelklassen,
der passer arbejde, familie, huslån, karriere
og pension, møder den nye globale realitet
som angreb udefra. Den indre orden er
sikker, stabil, uniform og hviler i sig selv.
Den trues kun udefra. Der skabes en stærk
forskel eller grænse mellem et indenfor,
hvor folk lever rolige og produktive liv og så
et udenfor, som giver sig til kende som kaos,
frygt, terror. Blair og med ham europæisk
selvbevidsthed påtager sig at gøre hele
den ’mislykkede’, kaotiske del af verden til