S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 2 6 ]
H o l g e r R o s s L a u r i t s e n
lands grænser defineres og administreres
på, afspejler sig inde i landet. Når man
for eksempel strammer reglerne for lovlig
indvandring til et europæisk land, bliver
den illegale indvandring automatisk større.
Konsekvensen er, at der i landet fremover
vil leve endnu flere mennesker uden
almindelige rettigheder, og landet fjerner sig
således endnu et skridt fra noget, der med
rette kan kaldes en retsstat.
Overordnet er Balibars idé, at de
ydre grænser i dag bruges til at adskille de
forskellige klasser i et land. Helt præcist
adskiller grænserne tre klasser. I første
omgang er der de papirløse, der betragtes
som illegale, og som derfor frarøves de mest
elementære rettigheder. Dernæst kommer
de andre indvandrere, der opholder sig
lovligt i landet, men som stadig ikke har helt
de samme rettigheder som de ”normale”
borgere. Især bør det nævnes, at disse
mennesker ikke har stemmeret til nationale
valg, fordi denne ret oftest er afhængig
af statsborgerskab. 5 Endelig er der de
”normale” borgere, der nyder godt af alle
landets rettigheder.
Konsekvensen af denne klassepolitik
er selvfølgelig en stor økonomisk og
juridisk ulighed. På baggrund af Balibars
overvejelser er det imidlertid indlysende,
at hensigten især er at holde de fattigste
befolkningsgrupper uden for politisk
indflydelse, fordi klassekampen eller det
konfliktuelle demokrati oftest begynder
i disse befolkningsgrupper. Man kan
formulere det på den måde, at man ved at
forstærke de ydre grænser også forstærker
den indre grænse mellem arbejderklassen
og statsmagten. Dette gælder som sagt ikke
kun de papirløse, men også de almindelige
ikke-europæiske indvandrere, der i det
mere og mere racistisk prægede politiske
klima i løbet af de sidste to-tre årtier er
blevet defineret som fremmedelementer i
de europæiske samfund. Badiou har således
gjort opmærksom på, at ordet ”indvandrer”
i løbet af firserne har erstattet ordet
”arbejder” i den franske politiske diskussion
(Badiou 1998, 133). På den måde har man
installeret en indre grænse mellem de to
størrelser, som Rancière kalder politik og
politi. Politikken har ikke længere nogen
mulighed for at påvirke politiet.
Min konklusion på hele dette
ræsonnement er som følger:
Et virkeligt europæisk demokrati
er kun muligt i et EU, hvor grænserne
defineres og administreres på en anden
måde end i vore dages nationalstater. Det
betyder ikke, at man uden videre skal åbne
Europas grænser, men de europæiske
grænser skal være mere gennemtrængelige
end de nuværende nationalstaters, for ellers
bliver det europæiske projekt essentielt
antidemokratisk. I første omgang må man
legalisere de papirløse, som allerede lever
i Europa, og før dette sker, modsætter jeg
mig det europæiske projekt. Det glæder mig
derfor, at franskmændene og hollænderne
valgte at sige nej til forfatningstraktaten, for
heri stod der ikke et ord om nødvendigheden
af at legalisere de papirløse. Til gengæld
opfordrede denne traktat til en ”øget
bekæmpelse af ulovlig indvandring”
(Artikel III-267.1), og det er som sagt kun
en undskyldning for ikke at give rettigheder
til de mange millioner mennesker, der får
den europæiske økonomi til at køre rundt.