S E M I KO L O N - EgernInc

More documents

Recommendations

Info

s e m i k o l o n ; å r g . 6 , n r. 1 2 , 2 0 0 6 [ s . 2 2 - 2 7 ] H o l g e r R o s s L a u r i t s e n Lad os for Guds skyld opgive enhver forestilling om en europæisk kulturel identitet. Hvis man ikke er bange for spøgelser, kan man i den sammenhæng henholde sig til et kendt sted i Det kommunistiske manifest: ”Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne” (Marx & Engels 1998, 40). Dette citat forekommer mig at være langt mere aktuelt i dag, end da det blev skrevet. Det, man kalder postmodernismen, er nemlig ikke andet end radikalisering af kapitalens opløsning af de kulturelle identiteter. Der eksisterer ganske vist stadig kulturelle identiteter, men de opstår og opløses i et tempo, der umuliggør brugen af dem som baggrund for sådan noget som konstruktionen af en europæisk union. Heldigvis. Hos Marx og Engels finder man imidlertid en anden form for identitet, K o n f l i k t u e l t d e m o k r a t i , m o d e r n e k l a s s e k a m p , e u r o p æ i s k e g r æ n s e r Artiklen argumenterer for, at en virkelig europæisk identitet kun kan eksistere i den udenomsparlamentariske politiske kamp og derfor i første omgang ikke er et spørgsmål om institutioner. Så meget kan dog siges at den europæiske konstruktion blandt andet i kraft af sin repressive grænsepolitik har tendens til at forhindre befolkningens politiske engagement, især hvad angår kampen for og med den aktuelle europæiske arbejderklasse, de papirløse arbejdere. som er politisk og som kaldes proletariatet. For at forstå dette begreb er det vigtigt ikke at forveksle det med begrebet arbejderklasse. Kort formuleret kan man sige, at proletariatet er arbejderklassen, der i klassekampen har konstitueret sig som politisk subjekt. Det bemærkelsesværdige ved dette subjekt er imidlertid, at dets kamp ikke kun vedrører arbejderklassen selv, men har betydning for hele samfundet. Marx og Engels taler derfor om ”proletariatets universelle karakter” (Marx, Engels 1974, 87). Man kan udtrykke det på den måde, at et samfund har en politisk identitet, hvis dets arbejderklasse er blevet til et proletariat, hvilket kun kan ske i klassekampen. Ifølge Marx og Engels udspringer den politiske identitet altså ikke af nogen fælles historie eller kultur, men eksisterer i den kollektive kamp for rettigheder og anerkendelse. En moderne variant af denne forestilling om, at den politiske identitet eksisterer i den kollektive kamp, finder man
K o n f l i k t u e l t d e m o k r a t i , m o d e r n e k l a s s e k a m p . . . hos den franske filosof Jacques Rancière. Rancière har imidlertid byttet begrebet klassekamp ud med begrebet demokrati, som han i sin seneste bog polemisk betegner som en ”skandale”: ”Den demokratiske skandale består helt enkelt i dette: Der vil aldrig være […] et fællesskabets første princip, der legitimerer magthavernes handling på baggrund af love, som er de menneskelige fællesskabers forsamling iboende” (Rancière 2005, 58). 1 Hvis man virkelig går ind for et demokrati – det vil sige, hvis man mener, at hver enkelt person i samfundet skal være med til at bestemme –, må man grundlæggende anse enhver magthaver for at være illegitim, selvom han måtte være ”demokratisk” valgt. For Rancière betyder det imidlertid ikke, at man skal skabe et samfund uden magthavere, for det er umuligt. Derimod består demokratiet i kampen mellem magthaverne og dem, der ikke har nogen magt. Det betyder, at et demokrati ikke defineres ud fra, hvordan magthaverne vælges. Derimod er et samfund demokratisk, hvis det er præget af folkelige mobiliseringer, der på uforudset vis griber ind i de politiske beslutningsprocesser. ”Ordet demokrati betegner altså hverken en samfunds- eller regeringsform” (Rancière 2005, 58), men en kollektiv praksis, der kan antage forskellige former. Med et udtryk af Etienne Balibar, en anden nulevende fransk filosof, kan man sige, at man hos Rancière finder en forestilling om et ”konfliktuelt demokrati” (Balibar 2005, 21). På baggrund af Marx’s forestilling om klassekampen og Rancières og Balibars forestilling om det konfliktuelle demokrati får spørgsmålet om den europæiske identitet en ny betydning. Dette spørgsmål drejer sig nemlig dermed hverken om eksistensen af en fælles europæisk kulturel tradition eller om karakteren af de europæiske politiske institutioner, men om eksistensen af en folkelig kamp, der bryder med disse institutioner. Generelt anser Rancière det da heller ikke for sin opgave som politisk tænker at komme med forslag til, hvilke institutioner, der skal gælde i et samfund. Det er jo ikke disse institutioner, der gør et samfund demokratisk. Problemet er imidlertid, at man som borger i et repræsentativt demokrati af og til bliver nødt til at forholde sig til karakteren af de politiske institutioner. Hvad angår det europæiske projekt, var det tilfældet, da franskmændene i maj sidste år skulle stemme om den europæiske forfatningstraktat. Imidlertid vil jeg hævde, at det rent faktisk er muligt med udgangspunkt i forestillingen om det konfliktuelle demokrati at have en mening om de politiske institutioner. Det centrale spørgsmål i denne sammenhæng er, hvilket forhold der er mellem institutionerne og de udenomsparlamentariske mobiliseringer. Et muligt svar herpå gives af en tredje nulevende fransk politisk tænker, der ligesom Rancière og Balibar kan siges at anse konflikten for at være grundlæggende i demokratiet, nemlig Alain Badiou (Badiou 1998, 103-108). Hos Badiou fremtræder forholdet mellem institutionerne og den udenomsparlamentariske kamp som en absolut dualisme. Det konfliktuelle demokrati har med andre ord intet med det institutionelle demokrati at gøre. Den udenomsparlamentariske kamp kan derfor ikke engang siges at have som formål at ændre de gældende institutioner eller strukturer. Denne kamp er udelukkende sit s i d e [ 2 3 ]
Page 1 and 2: S E M I K O L O N TEMA: EUROPÆISK
Page 3 and 4: Semikolon 12 står i Europas tegn.
Page 5 and 6: fine ord skjuler kynisme og et redu
Page 7 and 8: mere sikre på, at disse samlivsfor
Page 9 and 10: U l r i c h B e c k o g A n t h o n
Page 11 and 12: udenrigspolitiske værktøj, et mid
Page 13 and 14: Smith undersøger i hvilket omfang
Page 15 and 16: forstås som en følelse af forplig
Page 17 and 18: europæiske spørgsmål - særligt
Page 19 and 20: spørgsmålet om en kollektiv europ
Page 21: Delanty, Gerard (1995): Inventing E
Page 25 and 26: K o n f l i k t u e l t d e m o k r
Page 27 and 28: Noter K o n f l i k t u e l t d e m
Page 29 and 30: I ”Det er på tide at opgive fore
Page 31 and 32: hegemon” (Habermas 2003a, 706). H
Page 33 and 34: lokaludgaver af Europa. Påstanden
Page 35 and 36: Esterházy, Péter (2005): ‘How B
Page 37 and 38: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
Page 43 and 44: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
Page 45 and 46: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
Page 47 and 48: C a s p e r A n d e r s e n Joseph
Page 49 and 50: of some stuff that was brown hollan
Page 51 and 52: daglige arbejde med offentlig bøn,
Page 53 and 54: K a s p e r G r e e n K r e j b e r
Page 55 and 56: Her bliver tidsarkæologien snarere
Page 57 and 58: kulisserne og simulakrerne er ved a
Page 59 and 60: Ville udviklingen af en europæisk
Page 61 and 62: Det europæiske samarbejde bør fø
Page 63 and 64: har der været røster fremme om, a
Page 65 and 66: EU’s institutioner (som forfatnin
Page 67 and 68: folk til at orientere sig mere mod
Page 69 and 70: sådan: ”Man skal ikke forvente,
Page 71 and 72: Platon forår 2006 INDHOLD Thomas A
Page 73 and 74:
A r b e j d s b e g r e b e t h o s
Page 75 and 76:
A r b e j d s b e g r e b e t h o s
Page 77 and 78:
S t e f f e n K o r s g a a r d M e
Page 79 and 80:
M e g a m a s k i n e r s o m o r g
Page 81 and 82:
Page 83 and 84:
Page 85 and 86:
Page 87 and 88:
R i c c a r d o F u s a r o l i & J
Page 89 and 90:
fraværet af aktivitet. I den anden
Page 91 and 92:
profileres så at sige, fra den bag
Page 93 and 94:
Base Space Reklamen som udgangspunk
Page 95 and 96:
B e n t S ø r e n s e n & T o r k
Page 97 and 98:
N o g l e b e m æ r k n i n g e r
Page 99 and 100:
Page 101 and 102:
Page 103 and 104:
Page 105 and 106:
Jørgen Knudsen (red.) Vilayanur Ra
Page 107 and 108:
Op til og omkring år 1900 myrdedes
Page 109 and 110:
neurologiske dysfunktioner en helt
Page 111 and 112:
Kulturkamp i 1920’erne Når man v
Page 113 and 114:
hvor Peirce har forsøgt at definer
Page 115 and 116:
og ”afholdenhed”! Tekst nr. 31
Page 117 and 118:
ifølge Michael Jarlner og Anders J
Page 119 and 120:
heraf er ifølge Qvortrup kirkens o
Page 121 and 122:
meget, men han var og er stadig ins
Page 123 and 124:
Engbergs begrebsdefinitioner i prin
Page 125 and 126:
er tilbøjelige til at ende i en en
Page 127 and 128:
Filosofi og internettet ___________
Page 129 and 130:
overbevisende, da den er rigt krydr
Page 131 and 132:
selv er. Ja, faktisk er overflader
Page 133 and 134:
Livs-form _________________________
Page 135 and 136:
Filosofi i vor tid ________________
Page 137 and 138:
Filosofi og litteratur i fænomenol
Page 139 and 140:
Ægypten, Kurdistan, Irak, Saudi-Ar
Page 141 and 142:
; Alle artikler er tilgængelige p
Page 143 and 144:
S E M I K O L O N ; Søndre Ringgad
show all

S E M I KO L O N - EgernInc

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?