S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
s e m i k o l o n ; å r g . 6 , n r. 1 2 , 2 0 0 6 [ s . 2 2 - 2 7 ] H o l g e r R o s s L a u r i t s e n Lad os for Guds skyld opgive enhver forestilling om en europæisk kulturel identitet. Hvis man ikke er bange for spøgelser, kan man i den sammenhæng henholde sig til et kendt sted i Det kommunistiske manifest: ”Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne” (Marx & Engels 1998, 40). Dette citat forekommer mig at være langt mere aktuelt i dag, end da det blev skrevet. Det, man kalder postmodernismen, er nemlig ikke andet end radikalisering af kapitalens opløsning af de kulturelle identiteter. Der eksisterer ganske vist stadig kulturelle identiteter, men de opstår og opløses i et tempo, der umuliggør brugen af dem som baggrund for sådan noget som konstruktionen af en europæisk union. Heldigvis. Hos Marx og Engels finder man imidlertid en anden form for identitet, K o n f l i k t u e l t d e m o k r a t i , m o d e r n e k l a s s e k a m p , e u r o p æ i s k e g r æ n s e r Artiklen argumenterer for, at en virkelig europæisk identitet kun kan eksistere i den udenomsparlamentariske politiske kamp og derfor i første omgang ikke er et spørgsmål om institutioner. Så meget kan dog siges at den europæiske konstruktion blandt andet i kraft af sin repressive grænsepolitik har tendens til at forhindre befolkningens politiske engagement, især hvad angår kampen for og med den aktuelle europæiske arbejderklasse, de papirløse arbejdere. som er politisk og som kaldes proletariatet. For at forstå dette begreb er det vigtigt ikke at forveksle det med begrebet arbejderklasse. Kort formuleret kan man sige, at proletariatet er arbejderklassen, der i klassekampen har konstitueret sig som politisk subjekt. Det bemærkelsesværdige ved dette subjekt er imidlertid, at dets kamp ikke kun vedrører arbejderklassen selv, men har betydning for hele samfundet. Marx og Engels taler derfor om ”proletariatets universelle karakter” (Marx, Engels 1974, 87). Man kan udtrykke det på den måde, at et samfund har en politisk identitet, hvis dets arbejderklasse er blevet til et proletariat, hvilket kun kan ske i klassekampen. Ifølge Marx og Engels udspringer den politiske identitet altså ikke af nogen fælles historie eller kultur, men eksisterer i den kollektive kamp for rettigheder og anerkendelse. En moderne variant af denne forestilling om, at den politiske identitet eksisterer i den kollektive kamp, finder man
K o n f l i k t u e l t d e m o k r a t i , m o d e r n e k l a s s e k a m p . . . hos den franske filosof Jacques Rancière. Rancière har imidlertid byttet begrebet klassekamp ud med begrebet demokrati, som han i sin seneste bog polemisk betegner som en ”skandale”: ”Den demokratiske skandale består helt enkelt i dette: Der vil aldrig være […] et fællesskabets første princip, der legitimerer magthavernes handling på baggrund af love, som er de menneskelige fællesskabers forsamling iboende” (Rancière 2005, 58). 1 Hvis man virkelig går ind for et demokrati – det vil sige, hvis man mener, at hver enkelt person i samfundet skal være med til at bestemme –, må man grundlæggende anse enhver magthaver for at være illegitim, selvom han måtte være ”demokratisk” valgt. For Rancière betyder det imidlertid ikke, at man skal skabe et samfund uden magthavere, for det er umuligt. Derimod består demokratiet i kampen mellem magthaverne og dem, der ikke har nogen magt. Det betyder, at et demokrati ikke defineres ud fra, hvordan magthaverne vælges. Derimod er et samfund demokratisk, hvis det er præget af folkelige mobiliseringer, der på uforudset vis griber ind i de politiske beslutningsprocesser. ”Ordet demokrati betegner altså hverken en samfunds- eller regeringsform” (Rancière 2005, 58), men en kollektiv praksis, der kan antage forskellige former. Med et udtryk af Etienne Balibar, en anden nulevende fransk filosof, kan man sige, at man hos Rancière finder en forestilling om et ”konfliktuelt demokrati” (Balibar 2005, 21). På baggrund af Marx’s forestilling om klassekampen og Rancières og Balibars forestilling om det konfliktuelle demokrati får spørgsmålet om den europæiske identitet en ny betydning. Dette spørgsmål drejer sig nemlig dermed hverken om eksistensen af en fælles europæisk kulturel tradition eller om karakteren af de europæiske politiske institutioner, men om eksistensen af en folkelig kamp, der bryder med disse institutioner. Generelt anser Rancière det da heller ikke for sin opgave som politisk tænker at komme med forslag til, hvilke institutioner, der skal gælde i et samfund. Det er jo ikke disse institutioner, der gør et samfund demokratisk. Problemet er imidlertid, at man som borger i et repræsentativt demokrati af og til bliver nødt til at forholde sig til karakteren af de politiske institutioner. Hvad angår det europæiske projekt, var det tilfældet, da franskmændene i maj sidste år skulle stemme om den europæiske forfatningstraktat. Imidlertid vil jeg hævde, at det rent faktisk er muligt med udgangspunkt i forestillingen om det konfliktuelle demokrati at have en mening om de politiske institutioner. Det centrale spørgsmål i denne sammenhæng er, hvilket forhold der er mellem institutionerne og de udenomsparlamentariske mobiliseringer. Et muligt svar herpå gives af en tredje nulevende fransk politisk tænker, der ligesom Rancière og Balibar kan siges at anse konflikten for at være grundlæggende i demokratiet, nemlig Alain Badiou (Badiou 1998, 103-108). Hos Badiou fremtræder forholdet mellem institutionerne og den udenomsparlamentariske kamp som en absolut dualisme. Det konfliktuelle demokrati har med andre ord intet med det institutionelle demokrati at gøre. Den udenomsparlamentariske kamp kan derfor ikke engang siges at have som formål at ændre de gældende institutioner eller strukturer. Denne kamp er udelukkende sit s i d e [ 2 3 ]
- Page 1 and 2: S E M I K O L O N TEMA: EUROPÆISK
- Page 3 and 4: Semikolon 12 står i Europas tegn.
- Page 5 and 6: fine ord skjuler kynisme og et redu
- Page 7 and 8: mere sikre på, at disse samlivsfor
- Page 9 and 10: U l r i c h B e c k o g A n t h o n
- Page 11 and 12: udenrigspolitiske værktøj, et mid
- Page 13 and 14: Smith undersøger i hvilket omfang
- Page 15 and 16: forstås som en følelse af forplig
- Page 17 and 18: europæiske spørgsmål - særligt
- Page 19 and 20: spørgsmålet om en kollektiv europ
- Page 21: Delanty, Gerard (1995): Inventing E
- Page 25 and 26: K o n f l i k t u e l t d e m o k r
- Page 27 and 28: Noter K o n f l i k t u e l t d e m
- Page 29 and 30: I ”Det er på tide at opgive fore
- Page 31 and 32: hegemon” (Habermas 2003a, 706). H
- Page 33 and 34: lokaludgaver af Europa. Påstanden
- Page 35 and 36: Esterházy, Péter (2005): ‘How B
- Page 37 and 38: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 39 and 40: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 41 and 42: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 43 and 44: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
- Page 45 and 46: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
- Page 47 and 48: C a s p e r A n d e r s e n Joseph
- Page 49 and 50: of some stuff that was brown hollan
- Page 51 and 52: daglige arbejde med offentlig bøn,
- Page 53 and 54: K a s p e r G r e e n K r e j b e r
- Page 55 and 56: Her bliver tidsarkæologien snarere
- Page 57 and 58: kulisserne og simulakrerne er ved a
- Page 59 and 60: Ville udviklingen af en europæisk
- Page 61 and 62: Det europæiske samarbejde bør fø
- Page 63 and 64: har der været røster fremme om, a
- Page 65 and 66: EU’s institutioner (som forfatnin
- Page 67 and 68: folk til at orientere sig mere mod
- Page 69 and 70: sådan: ”Man skal ikke forvente,
- Page 71 and 72: Platon forår 2006 INDHOLD Thomas A
s e m i k o l o n ; å r g . 6 , n r. 1 2 , 2 0 0 6 [ s . 2 2 - 2 7 ]<br />
H o l g e r R o s s L a u r i t s e n<br />
Lad os for Guds skyld opgive enhver<br />
forestilling om en europæisk kulturel identitet.<br />
Hvis man ikke er bange for spøgelser, kan<br />
man i den sammenhæng henholde sig til et<br />
kendt sted i Det kommunistiske manifest:<br />
”Alle faste, indgroede forhold med<br />
tilhørende ærværdige forestillinger og<br />
meninger bliver opløst, og de nye, der<br />
dannes, bliver forældede, inden de kan nå at<br />
stivne” (Marx & Engels 1998, 40).<br />
Dette citat forekommer mig at være<br />
langt mere aktuelt i dag, end da det blev<br />
skrevet. Det, man kalder postmodernismen,<br />
er nemlig ikke andet end radikalisering<br />
af kapitalens opløsning af de kulturelle<br />
identiteter. Der eksisterer ganske vist stadig<br />
kulturelle identiteter, men de opstår og<br />
opløses i et tempo, der umuliggør brugen<br />
af dem som baggrund for sådan noget som<br />
konstruktionen af en europæisk union.<br />
Heldigvis.<br />
Hos Marx og Engels finder man<br />
imidlertid en anden form for identitet,<br />
K o n f l i k t u e l t d e m o k r a t i , m o d e r n e<br />
k l a s s e k a m p , e u r o p æ i s k e g r æ n s e r<br />
Artiklen argumenterer for, at en virkelig europæisk identitet kun kan eksistere i den udenomsparlamentariske<br />
politiske kamp og derfor i første omgang ikke er et spørgsmål om institutioner. Så meget kan dog siges at<br />
den europæiske konstruktion blandt andet i kraft af sin repressive grænsepolitik har tendens til at forhindre<br />
befolkningens politiske engagement, især hvad angår kampen for og med den aktuelle europæiske<br />
arbejderklasse, de papirløse arbejdere.<br />
som er politisk og som kaldes proletariatet.<br />
For at forstå dette begreb er det vigtigt<br />
ikke at forveksle det med begrebet<br />
arbejderklasse. Kort formuleret kan man<br />
sige, at proletariatet er arbejderklassen, der<br />
i klassekampen har konstitueret sig som<br />
politisk subjekt. Det bemærkelsesværdige<br />
ved dette subjekt er imidlertid, at dets kamp<br />
ikke kun vedrører arbejderklassen selv, men<br />
har betydning for hele samfundet. Marx<br />
og Engels taler derfor om ”proletariatets<br />
universelle karakter” (Marx, Engels 1974,<br />
87). Man kan udtrykke det på den måde,<br />
at et samfund har en politisk identitet, hvis<br />
dets arbejderklasse er blevet til et proletariat,<br />
hvilket kun kan ske i klassekampen. Ifølge<br />
Marx og Engels udspringer den politiske<br />
identitet altså ikke af nogen fælles historie<br />
eller kultur, men eksisterer i den kollektive<br />
kamp for rettigheder og anerkendelse.<br />
En moderne variant af denne<br />
forestilling om, at den politiske identitet<br />
eksisterer i den kollektive kamp, finder man
Change language