S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
s i d e [ 1 8 ] R a s m u s K o l b y R a h b e k sammen af en offentlighed (en paraplyoffentlighed), så er Europa måske netop sådan en offentlighed af offentligheder. Disse europæiske offentligheder kunne forstås i form af institutioner (museer, hospitaler, universiteter, brancheorganisationer etc.), i form af proffesionsnetværk (jurister, bønder, læger, skolelærere, havnearbejdere etc.), i form at interessegrupper (patienter, aktivister, lobbyister, minoriteter etc.), eller i form af politiske netværk (lokale, regionale, nationale, partipolitiske, oppositionelle etc.). Alle disse netværk, som må forstås som internt forbundne gennem individer, der er medlemmer af flere netværk på en gang, står i relation til en overordnet offentlighed: ”Den europæiske Offentlighed”. Alle disse netværk er forbundne med den overordnede offentlighed, i og med at de alle på en eller anden måde har et formål i at påvirke EU’s beslutningsproces, og således alle tager del i offentlige debatter. På samme tid er medlemmerne af disse netværk den overordnede europæiske offentlighed, idet de som europæiske medborgere, hver gang de engagerer sig i et af disse netværk, udøver deres europæiske medborgerskab ved at gøre brug af de rettigheder, der er forbundne hermed. Derved udgør de en europæisk offentlighed, en europæisk politisk kultur, og gradvist også et europæisk civilsamfund – altså de tre elementer, der ifølge Habermas er nødvendige for at konstruere en kollektiv politisk identitet. Hvorvidt det resulterer i en udbredt bevidsthed om et europæisk almenvel er muligvis for tidligt at konkludere på, men det kunne meget vel tjene som første skridt, idet det i hvert fald kan beskrives som kollektiv politisk handlen. På det analytiske niveau medfører denne tilgang, at det i jagten på en europæisk identitet bliver mere sandsynligt rent faktisk at finde en sådan kollektiv identitet, idet det ikke er nødvendigt at dokumentere, at enhver europæer er engageret i enhver politisk beslutningsproces eller føler sig hjemme i Unionens institutioner, for at dokumentere eksistensen af en kollektiv identitet. En kollektiv europæisk identitet kunne i stedet spores i den måde, hvorpå europæiske medborgere konstruerer en europæisk politisk kultur gennem deres engagement i forskellige pan-europæiske kommunikative netværk, og således gennem dette engagement tillægger sig en politisk kultur. En europæisk identitet er under udvikling. Den er under udvikling som en konsekvens af den øgede interaktion, som finder sted på europæisk niveau. Men europæisk identitet er ikke én ting, én identitet. I stedet er det snarere en rammesætning for den sociale konstruktion af en bred variation af identiteter. Når EU’s institutionelle karakter skal beskrives, er der som ofte en bred accept af, at den som institution udgør en ganske særlig størrelse. Institutionelt sammenlignes EU ikke med hverken traditionelle nationalstater eller internationale institutioner. EU betragtes som værende unik i måden hvorpå den forener intergovernmentale og supranationale elementer; unik i måden hvorpå det ikke kun er institutioner og medlemslandene, men også borgerne, der er juridiske subjekter; unik i måden hvorpå ikke kun statsledere, men en lang række aktører har indflydelse på Unionens udvikling. Men paradoksalt nok finder man ikke samme åbenhed, når det kommer til
spørgsmålet om en kollektiv europæisk identitet. Her bliver mulige aspekter af en kollektiv identitet altid sammenlignet med, hvordan vi betragter kollektive identiteter i nationale kontekster: Hvis en kollektiv identitet på europæisk niveau ikke afslører de samme attributter som nationale identiteter, så eksisterer den simpelthen ikke – i hvert fald ikke endnu! 26 I den forbindelse er det som regel i sammenkoblingen mellem på den ene side begrebsligørelsen af en kollektiv identitet og på den anden side forståelsen af begrebet folk, at de største fejl opstår. Begrebet folk har – i den forståelse det har fået i forbindelse med nationalstaten – uden tvivl historisk set været af enorm betydning. I denne betydning manifesterer forbindelsen mellem den kulturelle nation og den politiske stat sig i folket. Det er åbenlyst ikke tilfældet i EU. Men at hævde, at en kollektiv europæisk identitet ikke eksisterer, fordi den ikke ligner de nationale, er ensbetydende med at overse en lang række aspekter af den udvikling, der finder sted på europæisk niveau. Noter 1 Enhver diskussion om det europæiske medborgerskab i Danmark løber altid uvilkårligt ind i mindst et af to problemer: For det første hører det europæiske medborgerskab – eller unionsborgerskabet, som det også kaldes – ind under de forbehold, som Danmark fik indført, efter vi havde stemt nej til Maastricht-traktaten. For det andet opstår der som regel diskussion om, hvad man på dansk skal kalde dette medborgerskab eller unionsborgerskab. I og med at vi på dansk både har ordet statsborgerskab og medborgerskab, hvorimod man på engelsk gerne bruger ”citizenship” om begge H v o r f i n d e s e n e u r o p æ i s k i d e n t i t e t. . . disse begreber, kan man som regel spotte tilhængere og modstandere af det europæiske projekt ud fra, hvad de kalder dette medlemskab. Jeg har i denne artikel valgt medborgerskab – men lader det optræde som ækvivalent til det engelske citizenship, hvormed jeg både underforstår et politisk og socialt tilhørsforhold. Når jeg ikke benytter ”statsborgerskab”, skyldes det, at jeg synes, det forvirrer mere end det gavner at kalde EU en stat. 2 Craig & De Burka 2001. For en omfattende introduktion til de mange diskussioner om det europæiske medborgerskab kan der henvises til O’Leary 1996. Europæisk medborgerskab er blevet underlagt en række dybdegående undersøgelser indenfor en række akademiske felter, og har resulteret i bjerge af litteratur (se bl.a. Wind 2002, Benhabib 2002, Lehning 2001, Montero 2001). Nogle af de vigtigste dokumenter er Tindeman rapporten 1975, Scelba rapporten 1977, Andonnio 1985a og 1985b, Europa Kommissionen 1986 og selvfølgelig Maastricht traktatens artikel 17. 3 Eder & Giesen 2001. 4 Smith 1998. Smith definerer disse kulturelle fællesskaber - eller ”ethnies” som han kalder dem - som ”named units of population with common ancestry, myth and historical memories, elements of a shared culture, some link with a historic territory, and some measure of identity, at least among the elites.” (57) 5 Smith 1998, 133 6 Habermas 2002 og 2003. Habermas tager sit udgangspunkt i en debat med Dieter Grimms afvisning af en europæisk identitet forstået i politiske termer (Grimm 1995), men hans argument er i højere grad rettet mod dem der påstår, at en europæisk identitet ikke kan eksistere grundet manglen på en Völlkisch eller etno-kulturel homogenitet. 7 Habermas 2002, kapitel 9. 8 Habermas 2002, 159. 9 Delanty 1995 & 2002, Faulks 2003. 10 Habermas 1999. Carlos Montero har vist, hvordan en forfatning kan medvirke til at skabe identitet mellem borgerne i et samfund, gennem hvad han kalder en s i d e [ 1 9 ]
- Page 1 and 2: S E M I K O L O N TEMA: EUROPÆISK
- Page 3 and 4: Semikolon 12 står i Europas tegn.
- Page 5 and 6: fine ord skjuler kynisme og et redu
- Page 7 and 8: mere sikre på, at disse samlivsfor
- Page 9 and 10: U l r i c h B e c k o g A n t h o n
- Page 11 and 12: udenrigspolitiske værktøj, et mid
- Page 13 and 14: Smith undersøger i hvilket omfang
- Page 15 and 16: forstås som en følelse af forplig
- Page 17: europæiske spørgsmål - særligt
- Page 21 and 22: Delanty, Gerard (1995): Inventing E
- Page 23 and 24: K o n f l i k t u e l t d e m o k r
- Page 25 and 26: K o n f l i k t u e l t d e m o k r
- Page 27 and 28: Noter K o n f l i k t u e l t d e m
- Page 29 and 30: I ”Det er på tide at opgive fore
- Page 31 and 32: hegemon” (Habermas 2003a, 706). H
- Page 33 and 34: lokaludgaver af Europa. Påstanden
- Page 35 and 36: Esterházy, Péter (2005): ‘How B
- Page 37 and 38: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 39 and 40: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 41 and 42: K a n m a n s k a b e e n e u r o p
- Page 43 and 44: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
- Page 45 and 46: I d e n t i t e t o g t i l h ø r
- Page 47 and 48: C a s p e r A n d e r s e n Joseph
- Page 49 and 50: of some stuff that was brown hollan
- Page 51 and 52: daglige arbejde med offentlig bøn,
- Page 53 and 54: K a s p e r G r e e n K r e j b e r
- Page 55 and 56: Her bliver tidsarkæologien snarere
- Page 57 and 58: kulisserne og simulakrerne er ved a
- Page 59 and 60: Ville udviklingen af en europæisk
- Page 61 and 62: Det europæiske samarbejde bør fø
- Page 63 and 64: har der været røster fremme om, a
- Page 65 and 66: EU’s institutioner (som forfatnin
- Page 67 and 68: folk til at orientere sig mere mod
s i d e [ 1 8 ]<br />
R a s m u s K o l b y R a h b e k<br />
sammen af en offentlighed (en paraplyoffentlighed),<br />
så er Europa måske netop<br />
sådan en offentlighed af offentligheder. Disse<br />
europæiske offentligheder kunne forstås i<br />
form af institutioner (museer, hospitaler,<br />
universiteter, brancheorganisationer etc.),<br />
i form af proffesionsnetværk (jurister,<br />
bønder, læger, skolelærere, havnearbejdere<br />
etc.), i form at interessegrupper (patienter,<br />
aktivister, lobbyister, minoriteter etc.), eller i<br />
form af politiske netværk (lokale, regionale,<br />
nationale, partipolitiske, oppositionelle etc.).<br />
Alle disse netværk, som må forstås som<br />
internt forbundne gennem individer, der<br />
er medlemmer af flere netværk på en gang,<br />
står i relation til en overordnet offentlighed:<br />
”Den europæiske Offentlighed”. Alle disse<br />
netværk er forbundne med den overordnede<br />
offentlighed, i og med at de alle på en eller<br />
anden måde har et formål i at påvirke EU’s<br />
beslutningsproces, og således alle tager del i<br />
offentlige debatter.<br />
På samme tid er medlemmerne af<br />
disse netværk den overordnede europæiske<br />
offentlighed, idet de som europæiske<br />
medborgere, hver gang de engagerer sig i et<br />
af disse netværk, udøver deres europæiske<br />
medborgerskab ved at gøre brug af de<br />
rettigheder, der er forbundne hermed.<br />
Derved udgør de en europæisk offentlighed,<br />
en europæisk politisk kultur, og gradvist<br />
også et europæisk civilsamfund – altså<br />
de tre elementer, der ifølge Habermas er<br />
nødvendige for at konstruere en kollektiv<br />
politisk identitet. Hvorvidt det resulterer<br />
i en udbredt bevidsthed om et europæisk<br />
almenvel er muligvis for tidligt at konkludere<br />
på, men det kunne meget vel tjene som første<br />
skridt, idet det i hvert fald kan beskrives som<br />
kollektiv politisk handlen.<br />
På det analytiske niveau medfører<br />
denne tilgang, at det i jagten på en europæisk<br />
identitet bliver mere sandsynligt rent faktisk<br />
at finde en sådan kollektiv identitet, idet<br />
det ikke er nødvendigt at dokumentere,<br />
at enhver europæer er engageret i enhver<br />
politisk beslutningsproces eller føler sig<br />
hjemme i Unionens institutioner, for at<br />
dokumentere eksistensen af en kollektiv<br />
identitet. En kollektiv europæisk identitet<br />
kunne i stedet spores i den måde, hvorpå<br />
europæiske medborgere konstruerer en<br />
europæisk politisk kultur gennem deres<br />
engagement i forskellige pan-europæiske<br />
kommunikative netværk, og således gennem<br />
dette engagement tillægger sig en politisk<br />
kultur.<br />
En europæisk identitet er under udvikling.<br />
Den er under udvikling som en konsekvens<br />
af den øgede interaktion, som finder sted på<br />
europæisk niveau. Men europæisk identitet<br />
er ikke én ting, én identitet. I stedet er det<br />
snarere en rammesætning for den sociale<br />
konstruktion af en bred variation af<br />
identiteter.<br />
Når EU’s institutionelle karakter skal<br />
beskrives, er der som ofte en bred accept af,<br />
at den som institution udgør en ganske særlig<br />
størrelse. Institutionelt sammenlignes EU<br />
ikke med hverken traditionelle nationalstater<br />
eller internationale institutioner. EU<br />
betragtes som værende unik i måden<br />
hvorpå den forener intergovernmentale<br />
og supranationale elementer; unik i måden<br />
hvorpå det ikke kun er institutioner og<br />
medlemslandene, men også borgerne, der er<br />
juridiske subjekter; unik i måden hvorpå ikke<br />
kun statsledere, men en lang række aktører<br />
har indflydelse på Unionens udvikling.<br />
Men paradoksalt nok finder man<br />
ikke samme åbenhed, når det kommer til
Change language