S E M I KO L O N - EgernInc

Ægypten, Kurdistan, Irak, Saudi-Arabien,
Qatar og Dubai. Nummeret kom på gaden
i december og er således i modsætning til
denne anmeldelse behageligt upåvirket af
Muhammed-krisen – som imidlertid ikke gør
diskussionerne mindre vedkommende og
perspektivrige.
Det er som sagt ingen nyhed – og
næppe heller for Semikolons læsere
– at den mellemøstlige region som mange
andre i det 20. århundrede har været
igennem og står midt i en ganske voldsom
moderniseringsproces med tilhørende
debatter. Om denne modernisering – og
som udmærket bevæggrund for forsøget
på at forstå den med en historisk tilgang
– skriver Jakob Skovgaard-Petersen i sin
artikel:
”I den moderniseringsproces – og i
modstanden imod den – har vi fundamentet
for de nye former for islam, som vi kender
i dag. Danske mediers og kommentatorers
forklaringer på fænomenet islamisme lider
under at være a-historiske, enten i den
forstand at de ser den som udsprunget af
akut social krise, amerikansk politik eller
lignende aktuelle fænomener, eller at de ser
den som liggende i bestemte evige islamiske
dogmer eller traditioner. Giver man sig i
kast med historiske forklaringer – og det gør
man gerne når det drejer sig om arabere og
islam – så er henvisningerne altid til en fjern
fortid, i stedet for en påtrængende førnutid.
Altså omtrent som at forklare det moderne
Tyskland med henvisninger til germansk
mentalitet, middelalderlig mystik og
reformation, men uden et ord om Frederik
den Store, Bismarck eller Hitler. Imidlertid
er det også i Mellemøsten nødvendigt at se
på selve moderniseringsprocessen fra 1800-
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
tallet og frem for at forstå de udviklinger og
drejninger som de samfund har taget i nyere
tid” (side 147).
Skovgaard-Petersens egen artikel er en
kortfattet skitsering af, hvordan den
ægyptiske stat har forholdt sig til Islam
i uddannelsessystemet. Her er det bl.a.
interessant at hæfte sig ved, at det i de
seneste måneder så omtalte Al-Azhar
Universitet i Cairo først i anden halvdel
af det 20. århundrede har indtaget sin
position som konservativ bevarer af
islamiske værdier og traditioner, alt imens
den socialistisk inspirerede Nasserisme
grundlagde nye, sekulære universiteter.
Det gamle Al-Azhar radikaliserede dermed
sin standende debat om Islams rolle i
moderniseringen af de mellemøstlige
stater, hvor diskussionen hidtil havde været
fokuseret på progressivt at udvikle Islam og
modernitet i sammenhæng.
Denne pointe kan desuden tjene som
eksempel på, at artiklerne i tidsskriftet
virker stærkest, når det lykkes at fokusere
på udvikling, modernisering og diskussion
anskuet ’indefra’ de mellemøstlige samfund,
som beskrives. Skovgaard-Petersens lille
artikel bliver sammen med Khalid Salihs
om Kurdistan og Jørgen Bæk Simonsens
om Syrien de bedste eksempler på dette.
Det er ikke overraskende, idet man tydeligt
mærker, hvor indgående disse forfattere
kender til de respektive lande. Khalid Salih
stammer fra Kurdistan og underviser nu i
Odense, mens Jørgen Bæk Simonsen, der
absolut velbegrundet er blevet dansk TVs
yndlingsekspert i forsøget på at (gen)etablere
en nogenlunde forståelse for mellemøstlige
verdenssyn, i første del af årtiet var direktør
for Det danske Institut i Damaskus. Jakob
T i d s s k r i f t s r e v i e w
s i d e [ 1 3 9 ]