S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
o g a n m e l d e l s ee r s i d e [ 1 3 6 ] hverken filosofiens rene begrebsafklaring eller den empiriske forsknings tålmodige indsamling af data. Snarere må det siges at bestå en række undersøgelser af, hvad man med et lacaniansk udtryk kan kalde vores Symbolske Orden – altså det system af forestillinger, der udgør den måde, vi betragter verden på. En accept af, at der eksisterer noget sådant som en sådan symbolsk orden, er nok nødvendig, for at acceptere argumentationskæder, der går direkte fra ”krigen mod terror” til analyser af Indenpendence Day. Gør man til gengæld det, er der mange overraskede indsigter af hente ved disse sammenstillinger. En enkelt puritansk kommentar skal der dog lyde: Som fagfilosof kan man til tide godt blive irriteret over den lidt sløsede og upræcise brug af filosofiske begreber. Descartes har for eksempel ikke noget transcendentalt subjekt, som det hævdes i Subjektologien (s. 24). Selvom det i sammenhængen sådan set er meget klart, hvad der menes, så er det bare forkert. Den slags må dog siges at være småting. Laustsens og Dikens ærinde er et andet, nemlig at få de filosofiske begreber i spil i vores aktuelle samfundsmæssige virkelighed, og så tilgiver man dem hurtigt deres unøjagtigheder. For i modsætning til mangt en lærd filosofisk afhandling, formår Diken og Laustsen at benytte filosofien til at sige noget vigtigt om vor tids udfordringer – og skriver sig således ind i en fornem sociologisk tradition for analyser, der ikke lade sig indpasse i gængse fagopdelinger. Men som Hegel sagde, er en tænkning, der ikke tænker i tabeller og skemaer, abstrakt for den, som kun er i stand til at tænke i sådanne. Er man til gengæld i stand til at tænke ud over det, er der meget at hente om emner, der definerer vor tid, i Diken og Laustsens bøger. Man kan måske undre sig over, at man må over på Statskundskab for at finde den slags, og at det ikke i højere grad er noget, der finder sted på Filosofi og Idéhistorie. Her er et sted og tage fat i en tid, der skriger på, at humaniora skal vise sin samfundsmæssige relevans. Hvis man tør at få beskidte hænder, er der her et sted, vi kan vise, at samfundsmæssig relevans er meget andet og mere end de seneste managementtrends i det private erhvervsliv. - Jon Rostgaard Boiesen
Filosofi og litteratur i fænomenologiens refleks _________________________________ Slagmark – tidsskrift for idéhistorie: Filosofi og litteratur, nr. 44, efterår 2005, 183 sider, 140 kr. _________________________________ Det er ikke alle filosoffer, der gider litteratur og ikke alle litterater, der gider filosofi. På begge fag kan man støde på folk, der afviser at beskæftige sig med denne eller hin skribent, fordi han eller hun falder uden for det givne fag- og dermed interesseområde. Jean-Paul Sartre må være eksemplet par excellence, idet han ikke alene er blevet afvist af litterater for at være filosof, men tillige af filosoffer for at være litterat. Der er dog langt fra tale om en generel tendens. Der er masser af litterater og filosoffer, der begiver sig ud i deres fags grænseegne og dermed skæringspunktet med andre fag. Grænselandet mellem forskellige fag er vel om noget idéhistoriens domæne, og også forholdet mellem de to ovennævnte har været hyppigt gennemspillet. Slagmarks nyeste temanummer forsøger med fem nye tekster at bringe filosofien og litteraturen i dialog, alt imens der insisteres på at fastholde skellet mellem dem og altså undgå, at det hele ramler sammen i postmodernismer, som at det hele bare er tekst og derfor principielt må angribes på sammen facon. Der er forskel, men der er også ligheder og sammenfald. Det er disse, artiklerne søger at tydeliggøre. Nummerets artikelrække indledes meget velvalgt af Søren Harnow Klausens bidrag, der kommer til at tjene som en slags programerklæring. Klausen sætter sig for at undersøge: ”måden, hvorpå w w w . s e m i k o l o n . a u . d k litterære værker kan rumme eller være katalysator for filosofisk erkendelse”. Fælles for filosofien og litteraturen er nemlig, at de skal kunne levere en tilstrækkelig og nuanceret virkelighedsbeskrivelse for overhovedet at være vedkommende. Denne præmis indebærer, at de to har et hyppigt samlingspunkt i fænomenologien, der imidlertid ikke nødvendigvis er filosofisk, idet der også tales om en litterær fænomenologi. Med fænomenologien som mødested er banen kridtet op for de resterende artikler. Thomas Illum Jensen behandler Maurice Merleau-Pontys sprogfilosofi. Denne forsøger i det posthumt udgivne værk La Prose du monde at sammentænke en fænomenologisk og en strukturalistisk sprogopfattelse. Heri får litteraturen en vigtig rolle, idet: ”prosakunsten inkarnerer verdens prosaiske tilstand i kraft af en syntetisk og ekspressiv sprogbrug, der kan indlejre sig i læseren som et ekstra erfaringsorgan”. Kærlighedens sproglighed er udgangspunktet for Benjamin Boysens artikel, der bringer filosofiens, psykoanalysens og litteraturens tunge drenge i spil. Grundlæggende gives der ingen kærlighed uden for sproget, men samtidig slår jo netop sproget aldrig til i forelskelsen. Det er denne problematik i dens forskellige afskygninger, der interesserer Boysen. Eksempelmaterialet hentes især fra G.W.F Hegel, Jacques Lacan og James Joyce. Isak Winkel Holm tager fat om Theodor Adornos forhold til Søren Kierkegaard og især dennes forhold til filosofi og fantasi. Kierkegaard er ikke kun et fjendebillede for Adorno, men bliver i lige så høj grad et forbillede. Kierkegaard er til tider et eksempel på en ikke-brutal tænker, T i d s s k r i f t s r e v i e w s i d e [ 1 3 7 ]
- Page 85 and 86: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 87 and 88: R i c c a r d o F u s a r o l i & J
- Page 89 and 90: fraværet af aktivitet. I den anden
- Page 91 and 92: profileres så at sige, fra den bag
- Page 93 and 94: Base Space Reklamen som udgangspunk
- Page 95 and 96: B e n t S ø r e n s e n & T o r k
- Page 97 and 98: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 99 and 100: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 101 and 102: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 103 and 104: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 105 and 106: Jørgen Knudsen (red.) Vilayanur Ra
- Page 107 and 108: Op til og omkring år 1900 myrdedes
- Page 109 and 110: neurologiske dysfunktioner en helt
- Page 111 and 112: Kulturkamp i 1920’erne Når man v
- Page 113 and 114: hvor Peirce har forsøgt at definer
- Page 115 and 116: og ”afholdenhed”! Tekst nr. 31
- Page 117 and 118: ifølge Michael Jarlner og Anders J
- Page 119 and 120: heraf er ifølge Qvortrup kirkens o
- Page 121 and 122: meget, men han var og er stadig ins
- Page 123 and 124: Engbergs begrebsdefinitioner i prin
- Page 125 and 126: er tilbøjelige til at ende i en en
- Page 127 and 128: Filosofi og internettet ___________
- Page 129 and 130: overbevisende, da den er rigt krydr
- Page 131 and 132: selv er. Ja, faktisk er overflader
- Page 133 and 134: Livs-form _________________________
- Page 135: Filosofi i vor tid ________________
- Page 139 and 140: Ægypten, Kurdistan, Irak, Saudi-Ar
- Page 141 and 142: ; Alle artikler er tilgængelige p
- Page 143 and 144: S E M I K O L O N ; Søndre Ringgad
o g a n m e l d e l s ee r<br />
s i d e [ 1 3 6 ]<br />
hverken filosofiens rene begrebsafklaring<br />
eller den empiriske forsknings tålmodige<br />
indsamling af data. Snarere må det siges<br />
at bestå en række undersøgelser af, hvad<br />
man med et lacaniansk udtryk kan kalde<br />
vores Symbolske Orden – altså det system<br />
af forestillinger, der udgør den måde, vi<br />
betragter verden på. En accept af, at der<br />
eksisterer noget sådant som en sådan<br />
symbolsk orden, er nok nødvendig, for at<br />
acceptere argumentationskæder, der går<br />
direkte fra ”krigen mod terror” til analyser<br />
af Indenpendence Day. Gør man til gengæld<br />
det, er der mange overraskede indsigter af<br />
hente ved disse sammenstillinger.<br />
En enkelt puritansk kommentar skal<br />
der dog lyde: Som fagfilosof kan man<br />
til tide godt blive irriteret over den lidt<br />
sløsede og upræcise brug af filosofiske<br />
begreber. Descartes har for eksempel ikke<br />
noget transcendentalt subjekt, som det<br />
hævdes i Subjektologien (s. 24). Selvom det<br />
i sammenhængen sådan set er meget klart,<br />
hvad der menes, så er det bare forkert.<br />
Den slags må dog siges at være<br />
småting. Laustsens og Dikens ærinde er et<br />
andet, nemlig at få de filosofiske begreber<br />
i spil i vores aktuelle samfundsmæssige<br />
virkelighed, og så tilgiver man dem hurtigt<br />
deres unøjagtigheder. For i modsætning til<br />
mangt en lærd filosofisk afhandling, formår<br />
Diken og Laustsen at benytte filosofien til at<br />
sige noget vigtigt om vor tids udfordringer<br />
– og skriver sig således ind i en fornem<br />
sociologisk tradition for analyser, der ikke<br />
lade sig indpasse i gængse fagopdelinger.<br />
Men som Hegel sagde, er en tænkning, der<br />
ikke tænker i tabeller og skemaer, abstrakt<br />
for den, som kun er i stand til at tænke i<br />
sådanne. Er man til gengæld i stand til at<br />
tænke ud over det, er der meget at hente<br />
om emner, der definerer vor tid, i Diken<br />
og Laustsens bøger. Man kan måske undre<br />
sig over, at man må over på Statskundskab<br />
for at finde den slags, og at det ikke i højere<br />
grad er noget, der finder sted på Filosofi<br />
og Idéhistorie. Her er et sted og tage fat<br />
i en tid, der skriger på, at humaniora skal<br />
vise sin samfundsmæssige relevans. Hvis<br />
man tør at få beskidte hænder, er der her<br />
et sted, vi kan vise, at samfundsmæssig<br />
relevans er meget andet og mere end de<br />
seneste managementtrends i det private<br />
erhvervsliv.<br />
- Jon Rostgaard Boiesen
Change language