S E M I KO L O N - EgernInc

selv er. Ja, faktisk er overflader nødvendig
for, at man overhovedet kan tale om et selv.
De første selv i denne verden, var de første
organismer, der dannede en membran.
Denne membran kommunikerer med
andre membraner, den leder efter tegn.
Tegn på, hvem den selv er. Disse tegn
fortæller den, hvilken del af informationen
i DNA’et den skal anvende, og sådan bliver
genernes information ikke blot videregivet
blindt af dumme processer. De udvælges
af fortolkere.
Denne indsigt er blevet temmelig
vigtig efter at det store humane genom
projekt (HUGO) endte med at afsløre, at
mennesket havde godt og vel sølle 25.000
gener. Og hvad der er endnu værre, så har
man opdaget, at vi deler langt de fleste
af disse gener med stort set alle andre
organismer på denne jord. Det er tydeligt
for enhver, at det ”centrale dogme” har
visse problemer. Derfor må der være
et analogt alternativ til det digitale. JH
kalder dette for kodedualitet, og det har en
meget central plads i den biosemiotik, der
præsenteres i bogen: ”Via de digitalt kodede
budskaber i deres genom kommunikerer
de [organismerne] med deres forældre
og med deres eventuelle afkom, og via
multiple analogt kodede budskaber indgår
de i den lokale semiosfære, hvor de står
i kommunikativ kontakt med andre
væsner, artsfæller såvel som artsfremmede
individer”. JH viser eksempelvis, at de
enkelte celler alt efter deres lokale behov,
som er specificeret i tegnudvekslingen med
omgivelserne, kan udvælge helt unikke
dele af DNA-strengene til transskription.
Måske endda noget af det 95 % store
DNA materiale, vi hidtil har ment, ikke
koder for noget som helst. Dette er virkelig
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
en oprigtig semiotisk forklaring, hvor det
ikke længere er ”generne i sig selv, men
deres samspil og fortolkning, det kommer
an på”. Og det forklarer, hvorfor semiotisk
udveksling kan kompensere for, at der
tilsyneladende ikke er ”nok gener”.
Som at bande i kirken
Den digitale kode er konservativ, mens den
analoge fungerer langt hurtigere og er mere
fleksibel, og hvis den analoge kode på en
eller anden måde kunne kontakte generne,
ville vi stå med meget fleksible organismer.
Organismer med stor ”semiotisk frihed”,
som det hedder hos JH.
Dette er et meget overbevisende
argument. Det kan betale sig at være en
smart organisme og således ville ”semiotisk
tilpassede” dyr være andet end blot de
overlevelsesmaskiner med selviske gener,
som neodarwinismens ypperstepræst
Richard Dawkins (som JH bruger en del
sideplads på at skælde ud) har forestillet
sig. Det er spændende, bestemt, men
er det realistisk? Kan det lade sig gøre
uden at falde i lamarckismens fælde, hvor
erhvervede egenskaber kan blive en del af
kønscellernes DNA?
Inden for biologien er lamarckisme
nogenlunde lige så slemt, som at forsvare
pædofili og terror, og det er JH udmærket
klar over. JH er derfor heller ingen
lamarckist. Alligevel kommer han med
en række ideer til, hvordan semiotisk
fortolkningsfrihed kan blive til digital
kode. Det forekommer bare nærværende
læser, at der ikke er så meget nyt i disse
tanker, og at vi stadig står tilbage med et
ufravigeligt, neodarwinistisk paradigme,
når først røgen er lettet fra JH’s angreb.
JH har opfundet begrebet semiotisk fitness
s i d e [ 1 3 1 ]