S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc S E M I KO L O N - EgernInc
oo g a n mm e l d ee l ss ee r s i d e [ 1 2 0 ] Gustave Flaubert, der netop har titlen L’Idiot de la famille. Sartres credo lyder i denne forbindelse: Man er det, man gør ved det, man er blevet gjort til. Værket er en mastodont af optegnelser, der aspirerer mod at udtrykke totaliteten af Flauberts liv. Men mennesket kan aldrig reduceres til det, det er blevet gjort til. Og Flaubert var for Sartre en anomali, hvis genialitet i emfatisk forstand var Flauberts. Ligesom Sløks undtagelse er netop Sløks. Det er imidlertid snarere reglen end undtagelsen, at Sløk i sit idéhistoriske virke foretager visse analytiske greb, der er så vel bastante i deres udtryk og strukturer, at de tenderer deciderede fejllæsninger. Hans læsning af renæssancen som et voldsomt brud med middelalderen overvurderer, ifølge Frank Beck Lassens artikel Sløk og Renæssancen, periodens gennemgribende betydning. Denne genfødsel nedbryder hos Sløk den foregående orden, hvilket resulterer i ”menneskets overtagelse af magten i en radikal frigørelse fra alle traditioner og autoriteter”. Men i Sløks optik er dette brud for bastant og omkalfatrende. Han fejllæser således visse af periodens tænkere, der i høj grad bliver et prisme for Sløks eget projekt. Også Sløks omfattende og populære kommentarer til Shakespeare lider af denne skavank, hvilket Hans Hauge påpeger i sit bidrag Sløk, Shakespeare og længslen efter fællesskab: ”Sløk læser Shakespeare, som om hans dramaer fremsagde påstande om verden eller anskueliggørelse af almene ideer” hedder det. Det giver selvfølgelig problemer; også i kommentarerne til Shakespeare læser Sløk udpræget binært. Der var et før. Nu er der et efter. Der var middelalder. Nu er der renæssance. Der var Gud. Nu er der menneske. Hauge påpeger, hvordan: ”Sløk tror, Shakespeare er en slags idéhistoriker, der diskuterer med andre”, og således er han endnu en stemme i Sløks egen læsning; atter en overgangsfigur fra det gamle til det nye. Disse fejllæsninger hænger muligvis sammen med Sløks idéhistoriske forudsætning, der var tydelig allerede i hans tidlige teologiske forfatterskab: ”Sløks perspektiv på teologien var allerede fra starten af idéhistorisk” som medredaktør Paw Hedegaard Amdisen skriver i sin artikel om Sløks forhold til idéhistorien. Denne var for ham et kald, hvilket han understregede allerede, da han i 1967 introducerede blandt andre Hans-Jørgen Schanz til studiet. Amdisen indkredser Sløks idéhistoriske metode: en ”systematisk idéhistorie”, der skal studere de universelle ideer og deres indbyrdes relationer. Sløk er derfor ifølge Amdisen ”ikke bleg for at male med bred pensel og indlader sig meget gerne med fremstillinger, der eksempelvis portrætterer hele den europæiske civilisations idéhistorie som en vekselvirkning mellem tre almene ideer”. En sådan idéhistorisk praksis risikerer naturligvis at reducere en samtids iboende konfliktualitet til mere eller mindre monolitiske positioner. Det er da også Sløks svaghed, at hans projekt altid er meget tydeligt til stede. Men de sløkske fejllæsninger og reduktioner er måske mindre væsentlige, når man blot holder sig for øje, at de er der. Tilbage står man nemlig med et forfatterskab, der er ganske læseværdigt, hvilket antologiens bredt favnende og interessante artikler vidner om. Nok tog idéhistories første professor fejl i mangt og
meget, men han var og er stadig inspirerende. Som Schanz skriver i sit bidrag: ”Aldrig før eller siden har jeg oplevet en lærer, der var så inspirerende, som kunne skabe overblik og klarhed og få tekster til at tale til og med en”. Antologien er et vigtigt indblik i Johannes Sløks virke. Et fint overblik med gode kompetente indlæg, en liste over Sløks undervisning og et sent interview. Den er tillige ganske inspirerende læsning. - Mikkel Jarle Christensen Kulturkampen historisk set _________________________________ Jens Engberg: Magten og kulturen. Dansk kulturpolitik 1750 – 1900, bd. I-III, Gads Forlag, 1740 sider, 995 kr. _________________________________ Lad det være sagt med det samme: Jens Engbergs mammutværk ”Magten og kulturen” er både imponerende og provokerende! Imponerende, idet han henover 1700 sider forsøger at redegøre for kulturpolitikkens rolle i Danmarkshistorien i perioden 1750 – 1900, særligt med henblik på at vise, at netop kulturpolitikken har fungeret som en af de vigtigste styringsmekanismer i forhold til samfundsudviklingen. Men samtidig er værket provokerende af selv samme grund. Jens Engbergs værk fremstår som en nærmest encyklopædisk sammenstilling af vel nærmest alt, der kan tænkes at vedrøre den danske kulturpolitik i nævnte periode – og det endda med udgangspunkt i det næsten bredest mulige kulturpolitiske begreb, man kan operere med. Det er w w w . s e m i k o l o n . a u . d k således ikke småting Engberg når omkring, og hvorvidt der overhovedet er udeladelser, må (selvsagt på baggrund af undertegnedes viden) siges at være et spørgsmål om petitesser. Det behandlede stof er endvidere fremstillet på en behagelig og lettilgængelig måde, der både gør værket til en nydelse at læse, og samtidig får det til at fremstå som et yderst brugbart opslagsværk. De tre bind, som værket udgøres af, samt deres enkelte kapitler er opdelt således, at man uden at læse værket fra ende til anden sagtens kan finde rundt i det omfattende materiale. Hvad der derimod kan stilles spørgsmålstegn ved, og som i høj grad gør det til et provokerende værk, er den vægtning og de fortolkninger, som det fremlagte materiale underlægges. Nok giver det mening, at Engberg går mere eller mindre kronologisk frem i sin fortælling, men det er næppe en kronologisk tilfældighed, at sidste binds sidste hundrede sider er forbeholdt arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet. Alligevel konkluderer Engberg, at Socialdemokratiet ved indgangen til det 20. årh. i det store hele havde overtaget borgerskabets kulturpolitik, der forinden havde sejret over enevældens og aristokratiets kultursyn gennem de halvanden hundrede års kulturkamp, som værket afdækker. Engberg undlader at føre sine undersøgelser helt frem til nutiden, og man efterlades derfor uden en lige så deltaljeret afdækning af, hvorvidt borgerskabets kulturpolitik også går sin sejrsgang gennem det 20. årh. Enkelte stemmer fra det 20. årh. får dog alligevel lov til at kommentere udviklingen – og disse er alle Socialdemokrater! Således kan Engberg med Julius Bomholt og Hartvig Frisch konkludere, at nok havde Socialdemokraterne og arbejderbevægelsen s i d e [ 1 2 1 ]
- Page 69 and 70: sådan: ”Man skal ikke forvente,
- Page 71 and 72: Platon forår 2006 INDHOLD Thomas A
- Page 73 and 74: A r b e j d s b e g r e b e t h o s
- Page 75 and 76: A r b e j d s b e g r e b e t h o s
- Page 77 and 78: S t e f f e n K o r s g a a r d M e
- Page 79 and 80: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 81 and 82: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 83 and 84: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 85 and 86: M e g a m a s k i n e r s o m o r g
- Page 87 and 88: R i c c a r d o F u s a r o l i & J
- Page 89 and 90: fraværet af aktivitet. I den anden
- Page 91 and 92: profileres så at sige, fra den bag
- Page 93 and 94: Base Space Reklamen som udgangspunk
- Page 95 and 96: B e n t S ø r e n s e n & T o r k
- Page 97 and 98: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 99 and 100: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 101 and 102: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 103 and 104: N o g l e b e m æ r k n i n g e r
- Page 105 and 106: Jørgen Knudsen (red.) Vilayanur Ra
- Page 107 and 108: Op til og omkring år 1900 myrdedes
- Page 109 and 110: neurologiske dysfunktioner en helt
- Page 111 and 112: Kulturkamp i 1920’erne Når man v
- Page 113 and 114: hvor Peirce har forsøgt at definer
- Page 115 and 116: og ”afholdenhed”! Tekst nr. 31
- Page 117 and 118: ifølge Michael Jarlner og Anders J
- Page 119: heraf er ifølge Qvortrup kirkens o
- Page 123 and 124: Engbergs begrebsdefinitioner i prin
- Page 125 and 126: er tilbøjelige til at ende i en en
- Page 127 and 128: Filosofi og internettet ___________
- Page 129 and 130: overbevisende, da den er rigt krydr
- Page 131 and 132: selv er. Ja, faktisk er overflader
- Page 133 and 134: Livs-form _________________________
- Page 135 and 136: Filosofi i vor tid ________________
- Page 137 and 138: Filosofi og litteratur i fænomenol
- Page 139 and 140: Ægypten, Kurdistan, Irak, Saudi-Ar
- Page 141 and 142: ; Alle artikler er tilgængelige p
- Page 143 and 144: S E M I K O L O N ; Søndre Ringgad
meget, men han var og er stadig inspirerende.<br />
Som Schanz skriver i sit bidrag:<br />
”Aldrig før eller siden har jeg oplevet<br />
en lærer, der var så inspirerende, som kunne<br />
skabe overblik og klarhed og få tekster til at<br />
tale til og med en”.<br />
Antologien er et vigtigt indblik i<br />
Johannes Sløks virke. Et fint overblik med<br />
gode kompetente indlæg, en liste over Sløks<br />
undervisning og et sent interview. Den er<br />
tillige ganske inspirerende læsning.<br />
- Mikkel Jarle Christensen<br />
Kulturkampen historisk set<br />
_________________________________<br />
Jens Engberg: Magten og kulturen. Dansk<br />
kulturpolitik 1750 – 1900, bd. I-III, Gads<br />
Forlag, 1740 sider, 995 kr.<br />
_________________________________<br />
Lad det være sagt med det samme:<br />
Jens Engbergs mammutværk ”Magten<br />
og kulturen” er både imponerende og<br />
provokerende! Imponerende, idet han<br />
henover 1700 sider forsøger at redegøre for<br />
kulturpolitikkens rolle i Danmarkshistorien i<br />
perioden 1750 – 1900, særligt med henblik på<br />
at vise, at netop kulturpolitikken har fungeret<br />
som en af de vigtigste styringsmekanismer<br />
i forhold til samfundsudviklingen. Men<br />
samtidig er værket provokerende af selv<br />
samme grund.<br />
Jens Engbergs værk fremstår som en<br />
nærmest encyklopædisk sammenstilling af<br />
vel nærmest alt, der kan tænkes at vedrøre<br />
den danske kulturpolitik i nævnte periode<br />
– og det endda med udgangspunkt i det<br />
næsten bredest mulige kulturpolitiske<br />
begreb, man kan operere med. Det er<br />
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k<br />
således ikke småting Engberg når omkring,<br />
og hvorvidt der overhovedet er udeladelser,<br />
må (selvsagt på baggrund af undertegnedes<br />
viden) siges at være et spørgsmål om<br />
petitesser. Det behandlede stof er endvidere<br />
fremstillet på en behagelig og lettilgængelig<br />
måde, der både gør værket til en nydelse at<br />
læse, og samtidig får det til at fremstå som<br />
et yderst brugbart opslagsværk. De tre bind,<br />
som værket udgøres af, samt deres enkelte<br />
kapitler er opdelt således, at man uden at<br />
læse værket fra ende til anden sagtens kan<br />
finde rundt i det omfattende materiale.<br />
Hvad der derimod kan stilles<br />
spørgsmålstegn ved, og som i høj grad gør<br />
det til et provokerende værk, er den vægtning<br />
og de fortolkninger, som det fremlagte<br />
materiale underlægges. Nok giver det<br />
mening, at Engberg går mere eller mindre<br />
kronologisk frem i sin fortælling, men det er<br />
næppe en kronologisk tilfældighed, at sidste<br />
binds sidste hundrede sider er forbeholdt<br />
arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet.<br />
Alligevel konkluderer Engberg, at<br />
Socialdemokratiet ved indgangen til det<br />
20. årh. i det store hele havde overtaget<br />
borgerskabets kulturpolitik, der forinden<br />
havde sejret over enevældens og aristokratiets<br />
kultursyn gennem de halvanden hundrede<br />
års kulturkamp, som værket afdækker.<br />
Engberg undlader at føre sine undersøgelser<br />
helt frem til nutiden, og man efterlades<br />
derfor uden en lige så deltaljeret afdækning<br />
af, hvorvidt borgerskabets kulturpolitik<br />
også går sin sejrsgang gennem det 20. årh.<br />
Enkelte stemmer fra det 20. årh. får dog<br />
alligevel lov til at kommentere udviklingen<br />
– og disse er alle Socialdemokrater! Således<br />
kan Engberg med Julius Bomholt og<br />
Hartvig Frisch konkludere, at nok havde<br />
Socialdemokraterne og arbejderbevægelsen<br />
s i d e [ 1 2 1 ]
Change language