S E M I KO L O N - EgernInc

hvor Peirce har forsøgt at definere tegnet,
som er blevet skåret ud af deres kontekst og
anrettet for læseren. Dem er der i alt 75 af
på gennemsnitlig 10 linjer hver. Udvalget er
ikke foretaget af Torkild Thellefsen og Bent
Sørensen selv; det er franskmanden Robert
Marty, som står bag. I en kort artikel, som
også er oversat og bragt i bogen, analyserer
han teksterne med det mål at fastslå ligheder
og forskelle i de forskellige opfattelser
af tegnet, som kommer til udtryk deri.
Derudover er der en generel introduktion til
centrale aspekter af Peirces filosofi, skrevet
af Thellefsen og Sørensen.
Semiotik - eller ’semeiotik’, som var
Peirces egen betegnelse – er som bekendt
studiet af tegn. Et tegn er, som der står i én
af de mange tegndefinitioner, noget som for
nogen står for noget andet i en eller anden
henseende. Som man kan se, gælder det
om at holde tungen lige i munden, og det
er sådan set påkrævet hele vejen igennem
bogens primærtekster; abstraktionsniveauet
er højt og eksemplerne få. Peirce var
tilsyneladende udmærket klar over, at hans
formelle semiotik var temmelig langhåret.
Således skriver han et sted: ”… Mit begreb
om et tegn har været så generelt, at jeg i
lang tid har opgivet håbet om at få nogen
til at forstå det …”. Der ligger ikke desto
mindre en pointe i, at tegnbegrebet er så
generelt, som det er. Semiotikken er nemlig
hos Peirce at forstå som en almen logik, der
kan gøres gældende indenfor en lang række
videnskabelige domæner.
Den fundamentale tegnmodel
har tre momenter: Selve tegnet (også
benævnt repræsentamen’et), objektet og
interpretanten. Denne ’triadiske’ karakter
er for Peirce helt fundamental og står ikke
til diskussion. Det, der vendes igen og igen,
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
er dels momenternes specifikke funktion
i tegnet som helhed, dels de indbyrdes
relationer mellem dem. Robert Marty mener
således at kunne spore en udvikling i synet på
triaden: Fra at have været anskuet som noget
symmetrisk, hvor ingen af de tre momenter
går forud for de andre (Marty kalder denne
forståelse ’global triadisk’), bliver triaden
opløst (og derfor kaldes denne forståelse
’analytisk triadisk’) i de operationer, der fører
til dens dannelse: Objektet bestemmer tegnet
med henblik på at skabe en interpretant, og
tegnet bestemmer på sin side en interpretant
i reference til objektet.
Martys artikel er kort og præcis i sit
forsøg på at beskære og gøre status over de
vildtvoksende skriverier om tegnet. Målet
med forehavendet er at komme frem til
en ’operativ’ og ’matematisk formaliserbar’
tegnmodel. Det er dog mest formaliseringen,
der optager Marty; eksempler på, at
modellen nu også er operativ, altså at den
virkelig med fordel kan bringes i anvendelse
i forhold til forskellige genstandsfelter, er
der ikke mange af. Det kan således til tider
være lidt svært at forhindre Peirces egen
dom: ”Nothing new can ever be learned
by analyzing definitions” fra teksten ”How
to make our ideas clear” 2 i at melde sig i
bevidstheden. Det vil dog på ingen måde
være fair at afvise Martys forehavende med
henvisning hertil. Hans arbejde er tydeligvis
rettet mod en afklaring af det peircianske
tegnbegreb og ikke mod opstillingen af en
egen teori om tegnets natur; kun til en sådan
ville man i højere grad kunne have fordret
eksemplificering og inddragelse af empiri.
Thellefsen og Sørensens indledende
afsnit, ”Hvad er tegn”, omhandler
centrale aspekter af Peirces teori. Således
præsenteres vi for hans fænomenologi, hans
s i d e [ 1 1 3 ]