Download hele FARUM-KOMMISSIONEN • Bind 11 i PDF format

Den anden sag, statsforvaltningsdirektøren har nævnt, drejer sig om det arrangement,
som forberedelsesudvalget for Region Nordjylland havde planlagt …
For det første vil jeg gerne forklare, hvorfor ministeriet ikke har ventet med at afgive
sin udtalelse, indtil der er faldet endelig dom i Brixtofte sagen.
Det skyldtes, at de to sager ikke er ens.
I Brixtofte-sagen var der som bekendt tale om et meget stort antal middage på
årsbasis. Mens Comwell-sagen handlede om et årligt arrangement.
Og efter ministeriets opfattelse er der altså forskel på, om der kun afholdes en årlig
middag, eller om der afholdes talrige meget dyre arrangementer i løbet af et år.
For det andet vil jeg gerne understrege, at ministeriets udtalelse i Comwell-sagen
på ingen måde giver carte blanche til, at de folkevalgte kan afholde festligheder på
skatteborgernes regning. Udtalelsen opstiller derimod en række betingelser, som
skal være opfyldt for, at de folkevalgte kan holde sådanne årlige arrangementer.
En af betingelserne er, at der skal være et lovligt formål med arrangementet. En
yderligere betingelse er, at arrangementet ikke må være i strid med grundsætningen
om økonomisk forsvarlighed. Der gælder en grænse for, hvor meget et arrangement
må koste. Og den grænse lå det årlige arrangement i Comwell-sagen inden
for.
Efter min redegørelse står det forhåbentlig klart for udvalget, at der i både
“Brovst-sagen” og “Comwell-sagen” er tale om rent juridiske afgørelser.
Derfor kommer det formentlig heller ikke bag på udvalget, at jeg på ingen måde
ser disse sager som udtryk for, at der er grund til at lave om på det tilsynssystem,
vi har i dag.
Men jeg vil godt benytte lejligheden til at knytte nogle bemærkninger til tilsynsstrukturen
helt generelt.
Som bekendt er det de fem statsforvaltninger, der varetager tilsynet med kommunerne
og regionerne i 1. instans, og indenrigs- og sundhedsministeren, der er øverste
tilsynsmyndighed. Sådan har strukturen været siden den seneste tilsynsreform i
2004, hvor de gamle tilsynsråd blev nedlagt.
Der har fra forskellig side været rejst spørgsmål om, hvorvidt det bør være sådan,
at det øverste kommunale og regionale tilsyn er placeret hos en minister.
Det mener jeg, det bør. Og det er der især to grunde til.
For det første sikres det med ministeren som øverste tilsynsmyndighed, at tilsynet
altid udøves under parlamentarisk ansvar over for Folketinget.
Det er min opfattelse, at det statslige tilsyn med de demokratisk valgte kommunalbestyrelser
og regionsråd har en så væsentlig betydning for det kommunale
- 337 -