Download hele FARUM-KOMMISSIONEN • Bind 11 i PDF format

um Kommune lovligt kunne påføre kommunen i enkelttilfælde alene i kraft af sin
stilling. Landsretten tilsidesætter derfor de tiltaltes forklaring, hvorefter de ikke
mente, at der skete ulovligheder. Landsretten finder endvidere, at tiltalte Frimand
Jensen i betragtning af sin høje stilling og faktiske position i kommunen var forpligtet
til at sige klart fra over for det uhjemlede forbrug.
Der er ikke under bevisførelsen kommet noget frem, der peger på, at udgifterne
pro persona til fortæring i forbindelse med møder, der i øvrigt havde et retmæssigt
kommunalt formål, var større i det tidsrum, tiltalen vedrører, end i perioden umiddelbart
inden. Det var således ikke noget nyt problem, tiltalte Frimand Jensen stod
overfor, og der kan ikke lægges vægt på hans anbringende om, at han ikke havde
nogen mulighed for at forhindre strafbart forhold, når han deltog i møder af denne
karakter. Det forhold, at en indgriben fra hans side under sådanne møder ville have
været uhensigtsmæssig, ændrer ikke ved, at han har haft rig lejlighed til at tage
spørgsmålet op både generelt samt før og efter de enkelte møder.”
Det hedder om ”kuvertpriser” mv. side 39-40:
”Landsretten tiltræder, at udgangspunktet for, om der foreligger mandatsvig i de
tilfælde, hvor der foreligger et legitimt kommunalt formål for afholdelsen af udgifter
under denne sag, kan tages i, om en kuvertpris på 1.000 kr. på gerningstidspunktet
overskrides. Det tiltrædes endvidere, at der indlægges en ”bagatelgrænse”,
således at der som udgangspunkt ikke domfældes i tilfælde, hvor overskridelsen er
under ca. 40 pct. af regningens omfang, idet der herved tages hensyn til overskridelsens
størrelse i absolutte tal. Samtidig er der anledning til at fremhæve, at
landsretten ikke har taget stilling til fremgangsmådens generelle anvendelighed ud
over som et udgangspunkt i de forhold, der foreligger retten til pådømmelse.
Landsretten har efter en konkret vurdering fundet, at der var grundlag for højere
kuvertpris i et underforhold 36 under bilag 2, gruppe III. De 1.000 kr. udgør derfor
ikke nogen absolut øvre grænse gældende for kommunale arrangementer. Der
kan selvsagt også være anledninger, der ikke i sig selv og uden særlig hjemmel
kan legitimere en udgift til fortæring på 1.000 kr. pr. person. Dette kan ikke
mindst være tilfældet ved interne møder. Der henvises herved til, hvad der er anført
nedenfor vedrørende bilag 1, gruppe IV.
For at kunne operere med en kuvertpris må der, som der nærmere er redegjort for i
byrettens dom, søges fastlagt et antal deltagere i de enkelte arrangementer. Landsretten
er enig med byretten i, at det må ske på den i dommen beskrevne måde.
Også efter bevisførelsen for landsretten må der tages udgangspunkt i, at deltagernes
antal ikke har været ganske flydende, og at det som det udtrykkes i byrettens
dom ikke kan medføre, at den samlede udgift skal deles med en højere divisor, at
”en lejlighedsvis forbipasserende … er blevet inviteret indenfor for at få et glas,
…” Noget tilsvarende må gælde for embedsmænd og andre, som er blevet tilkaldt,
men ikke i nævneværdigt omfang har været deltagere i den egentlige fortæring.
Landsretten er selvsagt opmærksom på, at en stor del af de afholdte udgifter til repræsentation
vedrører nydelsen af dyr rødvin, men landsretten har ikke fundet at
burde følge anklagemyndighedens anbringende om, at udgiften til rødvin i de en-
- 328 -