Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

Islamskeptikeren retter sin bekymring mod, hvad der skal ske
med den danske velfærdsstat. Hun er bekymret for, hvad der skal
ske med Danmarks og Europas demokratiske traditioner og
fremtid, hvis udefrakommende ikke indordner sig. Hun er
bekymret over politikernes – ifølge hende – manglende evne til at
gøre noget ved et problem, som hun finder uomtvisteligt.
Bekymringen over et smuldrende nationalt og værdimæssigt fundament
sammen med bekymringen over, at politikere og akademikere
ikke griber ind, kendetegner denne positions indlæg i
debatten. Lone Nørgaard anfører, at hun ikke har problemer med
at dele sit land med andre. Det er ikke alle muslimer, som er problemet,
men nogle af dem. Der er en parallel i denne beskrivelse til
Brix og Hansens indlæg mod fire unge muslimer:
Det er ikke de troende muslimer, men de truende muslimer,
de har noget imod. Sagt anderledes så er det et hovedanliggende i
argumentationen at pointere, hvem den gode muslim er, og
dermed hvem der rettelig gør sig fortjent til at regnes som en del af
det danske samfund. Inden for den islam-inkluderende diskurs er
udgangspunktet nærmest omvendt – her er alle muslimer basalt
set gode medborgere, faren ligger derimod i, hvad de bliver gjort til
af det samfund, som omgiver dem, for eksempel af medierne.
Antropologen Mikkel Rytter skriver i en kronik i Kristeligt
Dagblad om pressens (og andres) behandling af de unge aktive
muslimer, som vælger at gå ind i politik:
Der er de [muslimer], som [skildres som nogle, der] står på danskernes
side, og så er der dem, som taler med "to tunger". Problemet er blot,
hvordan skal vi kende den ene fra den anden? Selv den flinke
grønthandler, overlægen, Ali fra syvende klasse eller vores nabo kan
være "en af dem“. De senere års historier om muslimer i Danmark og
den resterende verden har bragt os ud på randen af en paranoid samfundsorden…
I jagten på den gode historie medvirker pressen til, at
politikere bliver ryddet af vejen til glæde for andre, der belejligt venter i
kulissen. Det sker, hvis de … ikke vil afsværge deres religiøse
overbevisning, men i dagligdagen tilstræber en pragmatisk balance
mellem det at være en god samfundsborger og en god muslim. For at
komme videre må vi vælge én af følgende løsninger. Enten må det
danske demokrati gøres rummeligt nok til også at indbefatte troende og
praktiserende muslimer, eller også må vi omvendt adskille politik og
religion for alle – ikke kun muslimer. 172
For de islam-inkluderende er religiøsitet ikke en kilde til
bekymring. Inden for denne position er de fleste danske muslimer
at anse for gode medborgere, som gør, hvad de kan for at bidrage
172 Mikkel Rytter, “Muslimer, medier og politik”, Kristeligt Dagblad, 9. december 2004.
91