Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

"Hvad med et land som Kuwait, som ikke giver stemmeret til
kvinder. Kan man kalde et sådant samfund og dets parlament for
islamisk?", lød endnu et spørgsmål, som fik læreren til at ryste
bestemt på hovedet. "Der er ikke noget land i verden i dag, som
følger islams lære 100 procent. Visse lande tager reglerne om
straf, andre regler om socialsystem ind i deres lovgivning. Men der
er ingen, som fuldstændigt inddrager den islamiske lovgivning."
"I Danmark har folk, som ikke har dansk statsborgerskab,
heller ikke stemmeret", fortsatte den unge mand. Læreren gav
ham ret og nævnte, at ifølge en hadith, så kan også folk, der rejser
igennem et land, stemme der, hvis der er valg. I det tidsrum, som
den rejsende er på vej igennem landet, er han også en del af landet.
Der blev derved tegnet et skel mellem en "muslimsk" og en
"dansk" måde at gøre tingene på, som fremstilles til islams fordel.
Hvor dansk lovgivning blev beskrevet som protektionistisk, så er
det muslimske samfund – ideelt set – altfavnende.
Eksemplet giver os et indblik i, hvordan rammerne for hovedaktiviteter
i de muslimske ungdomsforeninger kan se ud, og nogle
af de emner, som diskuteres der. MYL anvendte de lokaler, som
moderorganisationen allerede rådede over, men dette syntes ikke
at have en indvirkning på, hvordan de unge talte sammen, eller de
emner, som blev diskuteret. Hverken Minhaj ul-Quran eller MYL
blev som organisationer nævnt under mødet, og der blev heller
ikke refereret til et organisatorisk, ideologisk program som noget,
hverken deltagere eller mødeplan skulle opfylde.
Der er en vigtig pointe i dette. Lige meget om muslimske ungdomsorganisationer
mødes i organisationslokaler, i muslimske friskoler,
i dialogcentre (som for eksempel Islamisk-Kristent Studiecenter
på Nørrebro i København) eller til stormøder i gymnasieaulaer,
så er dialogen og diskussionen i stor udstrækning deres
egen. Også i en organisation som MUNIDA, hvor undervisningen
fortsat ledes af den lokale imam, er det tydeligt, at de unge søger
at handle på et autonomt grundlag. Diskussionen ved møderne
styres utvivlsomt af, at det overordnede tema er islam, og at man
som troende derfor forholder sig taktfuldt og ikke-tvivlende til
emnet. Men det er i stor udstrækning muligt for deltagerne selv at
præge både diskussion og indhold. Møder tager ofte udgangspunkt
i enten teologiske problemstillinger (for eksempel shari’a),
eller emner, som også er af bred samfundsmæssig interesse
(naturvidenskab, menneskerettigheder), men derefter kan tilhørene
trække diskussionen i andre retninger. 111 Det er endvidere
typisk, at hvor udgangspunktet for diskussionen kan være
abstrakt og teoretisk, drejer tilhørernes spørgsmål og interessetilkendegivelser
sig i særlig grad om, hvordan de kan tilpasse
111 Det må pointeres, at analysen gælder de foreninger, som jeg har overværet møder
i.
67