Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

tionelle aspekt af identitetsdannelsen, er vi også forberedte på de
dynamiske måder at tolke og handle på, som bogen beskriver. Det
"muslimske" bliver til i mødet med en kønsidentitet, en etnisk
identitet eller en faglig identitet. Derfor kan det at være muslim
betyde flere ting, samtidig med at folk mødes om en kerne af
fortolkning og praksis, som de identificerer sig selv og hinanden
med. I dette tilfælde kan vi karakterisere kernen i relationen og
gruppen som aktivistisk – det vil sige, at det religiøse gøres til
udgangspunkt for udadvendte, markerende handlingsstrategier.
Identiteten eksponeres, for eksempel ved at anvende symboler og
handlinger, som også er genkendelige uden for gruppen. Det kan
være brugen af tørklædet eller bønnen på Rådhuspladsen.
Ved at se identiteten som udtryk for relationer kan vi også
forstå, hvorfor nogle dele af identiteten betones, og hvorfor andre
nedtones. Relationer udtrykker måder at tænke, forstå sig selv og
italesætte hvem man er på, som individet identificerer sig med
eller imod. Her kan vi tænke på, at relationer også indebærer
magtforhold, eller at magt som fænomen sidder i relationen, på
såvel subjektive som sociale/kollektive planer. 11 På et subjektivt
plan beskriver mange af de unge den religiøse identitet som
produkt af individuelle overvejelser og valg. Man kan her sige, at
de forholder sig til en magtfuld modernitetsdiskurs, hvor netop
individet og individets konstruktion af sig selv er central, og hvis
erkendelse skaber anerkendelse i relationen til andre. 12 Bevidstheden
om selvet som projekt er magtfuld. På et kollektivt socialt
niveau finder vi sammenfaldet mellem identitet, relation og diskurs
udtrykt i relationen mellem majoritet og minoritet. Muslimer
i Danmark er uomtvisteligt en minoritet, både hvad angår deres
antal og i forhold til deres identitet. Skillelinjen mellem majoritet
og minoritet skabes igennem en betoning af bestemte segmenter af
en gruppes identitet (det kunne også være etnisk baggrund,
socialklasse, køn) som centralt og anderledes. 13 Det er disse
segmenter, der reageres på – ikke de elementer i relationen, som
er sammenfaldende (for eksempel socialklasse, køn, bosted eller
politisk standpunkt). Magtforholdet mellem majoritet og minoritet
er en betonende identitetsmarkør, som minoriteten i særlig grad
må reagere på. Dette kan for nogles vedkommende medføre en
afvisning af den anden – for andre, at man betoner ligheden. 14
11 Se for eksempel Michel Foucault, “Afterword: the Subject and Power”, i Michel
Foucault: Beyond Structuralism, red. Paul Rabinow og Hubert L. Dreyfus. London:
Harvester Press, 1986.
12 Se for eksempel Anthony Giddens, Modernitet og selvidentitet: Selvet og samfundet
under sen-moderniteten. København: Hans Reitzels Forlag, 1996.
13 Fredrik Barth, “Introduction”, i Ethnic Groups and Boundaries: The Social
Organization of Culture Difference. Red. Fredrik Barth. Oslo: Universitetsforlaget,
1969:15ff.
14 Gerd Baumann, Contesting Culture: Discourses of Identity in Multi-Ethnic London.
Cambridge: Cambridge University Press, 1996:9ff.
16