Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

mentering af, hvad der opfattes som nationale særkender. Her
bliver islam til en kaosmagt, som truer med at forurene de smulte
vande: En totalitær og altopslugende isme, en destruktiv besættelsesmagt.
For andre betyder redefineringen af det danske, at
et fokus på forandring: Hvad der engang var særkender kan ikke
vedligeholdes i en globaliseret verden. Hér er det ikke det
udefrakommende, som er det truende, men hvad der kommer indefra,
når angst for omvæltning og for verdens sande tilstand
sætter centrale dyder og etik over styr. Det er her, at roden til
national stagnation og selvdestruktion ligger. Således er det værd
at understrege, at debatten om islam i Danmark basalt set er en
debat om, hvad danskerne er for et folk. En mulig konsekvens
heraf er, at islam og muslimskhed etnificeres, og at denne religiøse
etnicitet knyttes til indvandring og etnisk minoritetsforhold. At vi i
de aktive muslimske miljøer finder "etniske danskere", som har
taget den muslimske identitet til sig, er et faktum, som oftest
overses.
Selvom begreb som islam, muslimer og danskhed ofte fremstilles
som afgrænsede og klare i den politiserede diskussion (for
eksempel i forhold til inddragelsen af umma-begrebet), understreger
diskussionen også store forskelle i holdninger og tolkninger
af disse begreber. Hverken "majoritetens" eller "minoritetens"
holdninger er entydige. Vi kan skitsere mindst fire
positioner i den nuværende debat – en nærmere analyse vil
formentligt kunne aftegne endnu flere. Bogens analyse af det
forskelligartede felt af holdninger og fortolkninger, som findes
inden for både majoritet og minoritet, viser, at vi ikke kan tolke
dem som afgrænsede, diametrale størrelser. Forskellige tolknings-
og debatpositioner indeholder ofte repræsentanter fra både minoritet
og majoritet, og ligeledes er det tydeligt, at tolkninger som
umiddelbart kunne forventes at være hinandens absolutte modsætninger,
kan have mange fællestræk. Billedet er altså langtfra
entydigt.
Islam i Danmark er kendetegnet ved forskellige tolkninger,
holdninger og alliancer, selv når vi har at gøre med en
aldersmæssig begrænset gruppe som de unge. At stå frem og agere
som et samlet fællesskab, præget af enhed og fordragelighed,
synes på mange måder at være en lige så stor udfordring som at
bevise sin integration i det danske samfund. Således bliver det
også problematisk at snakke om én dansk islam, selvom den
muslimske praksis, vi har bevidnet, i stor udtrækning forholder
sig til livet i Danmark: Dansk anvendes som hovedsprog –
herunder i rituel sammenhæng – og ikke mindst de unge ser Danmark
som det hjemland, som de lever deres religion i og ud fra.
Men den fælles, lokaliserede forudsætning for, hvordan islam leves
og tolkes, fremmer ikke nødvendigvis de troendes enhed. At
138