Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

Efterskrift
Denne bog har beskrevet nogle af de centrale temaer, som
muslimske unges organiserede aktiviteter dannes på baggrund af i
en dansk sammenhæng. Tre af disse – identiteten, det nationale
og det transnationale – har været en del af bogens struktur fra
starten, mens andre tre er blevet tydelige ved gentagne gange at
have vist deres betydning i såvel materiale som analyser. Det er
henholdsvis betydningen af synlighed, betydningen af politisering
og endelig variationerne i, hvordan islam tolkes og praktiseres.
At samfundsmæssig synlighed har stor betydning for gruppen
af unge muslimer, viste sig tidligt i bogen, hvad enten fokus var på
bønnen på Rådhuspladsen, brugen af tørklædet, på nogle af de
unges aktive deltagelse i den politiske og mediebårne debat eller
de afholdte debatarrangementer i københavnske medborgerhuse.
Synligheden var og er en måde at manifestere en muslimsk
identitet på, at præge og indtage sociale rum på – at markere det
muslimske som en del af en dansk hverdag på. Synligheden
fremstår som en væsentlig del af den religiøse praksis, på samme
måde som ritualer som bøn eller faste. Selvom man i et moderne
samfund som det danske på mange områder kan tale om en
privatisering af, hvordan religionen udføres, kan man i hvert fald i
islams tilfælde i lige så høj grad tale om en offentlig markering af
religionen. Denne markering er ikke mindst intensiveret efter
Jyllands-Postens Muhammad-karikaturer.
Som beskrevet i indledningen konstrueres identiteten i relationen
med andre. Hvem vi "er" afhænger af, hvilke sammenhænge
vi befinder os i, og hvem vi er sammen med. Ser vi på den synlige
markering af en muslimsk identitet, påvirkes den i stor udstrækning
af relationen mellem minoritet og majoritet. Synligheden
anvendes af muslimer selv som en måde at markere
medborgerskab og inklusion på i forhold til majoriteten – og i visse
tilfælde til at markere kritisk afstandtagen fra samme. Det er
blandt andet her, at det "etiske medborgerskab" – at man opfører
sig på en måde, som vækker anerkendelse i samfundet – bliver en
central religiøs praksis. Det er også her, at synligheden kan gå
hen og blive en markør i forhold til personer, som har samme etniske
og religiøse baggrund som en selv, sådan som vi så i
eksemplet med den unge mand, som irettesatte en større gruppe
trosfæller i bussen. Irettesættelsen havde to sæt af modtagere:
Både de unge, som fik en belæring om, hvordan de som muslimer
skulle opføre sig, og andre personer i bussen, som fik at vide, at
den opførsel, som de var vidner til, ikke var i overensstemmelse
med islam. Den offentlige markering – at budskabet blev formuleret
højlydt, tydeligt for alle – var en del af den valgte strategi.
136