Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

Opfattelsen af umma bliver meget mere virkelig, når man har en
islamisk stat. Der kan man se, at der er noget, som man er fælles om.
Men på nuværende tidspunkt, der har man ikke den følelse af, at
muslimer er en enhed… Lige nu er det næsten en utopi at tale om en
islamisk stat, netop fordi der er så forskellige interesser. 261
Den transnationale umma er altså mange ting. Den er oplevelsen
af fælles lidelse. Den er den ultimative islamiske stat. Den er små,
usammenhængende enklaver af interessefælles-skaber. Den er et
krav om at føle ansvarlighed for de nødlidende trosfæller, som bor
forskellige steder i verden, og forståelsen af en selv som uden for
et nationalt fællesskabs anerkendelse og mulig-heder. Men
ummaen er i langt de fleste tilfælde en ide, en utopi – noget, som
man gerne så eksisterede, men som ikke gør det for øjeblikket.
Ummaen er altså langt mere vision, end den er egentlig praksis.
Hvorfor kommer denne vision så til at spille så central en rolle i
den måde, som danske unge muslimer fremstiller sig selv på, ikke
mindst i interaktionen med majoriteten? Ideen om ummaen har på
den ene side funktionen af at markere fællesskab, men også styrke
for dem, som befinder sig i en minoritetssituation. Igennem forbindelsen
til et større, grænseløst fællesskab finder man et formål,
som giver mening i den situation, som man befinder sig i. Ideen om
ummaen sætter ord på erfaringer, begivenheder og magtforhold,
som nutidens verden og livet i Danmark kendetegnes ved, og/eller
som afspejles i de nyheder, som forældregenerationen modtager fra
oprindelseslandet. Hertil kommer, at ideen om et fællesskab som
sådan er central i enhver religionsudøvelse og ofte forstås på et
metaplan – her er islam ikke exceptionel. Også fra den kristne
kirkes trosbekendelse kender vi fokus på fællesskabet som en
konstitueret del af gudsdyrkelsen, når det fremføres, at de troende
bekender sig til "den hellige, almindelige kirke [og] de hel-liges
samfund".
Umma-begrebet som et transnationalt begreb skaber og
markerer et forestillet fællesskab. Markeringen anvendes indadtil
som en måde at skabe ansvarsfølelse over for andre troende og
motivere til fælles handling på. Udadtil, mod det omgivende
samfund, kan vi som tidligere nævnt se markeringen som
(identitets)politisk, som en måde at skabe synlighed og påberåbe
sig lokal/national indflydelse. Denne markering mangler de
nuancer og forskelligheder, som de unge hver især, med deres
individuelle, særegne tolkninger af begrebet, sætter ord på.
Begrebet bliver entydigt – og ligeledes bliver det entydigt, at
ummaen eksisterer. Det er i denne (tilsyneladende) entydighed –
ikke mindst i sin transnationale dimension – at begrebet bliver
261 Interview, 26. Januar.
130