Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

det. Altså de kunne ikke sætte sig ned og skrive en dansk pressemeddelelse.
De sad med os for at sige… "I er ikke alene om det her, og vi
bliver glade for at se jer arbejde, og så skal vi nok give de råd, vi har i
livet". 243
Alligevel skal forældrenes opbakning ikke undervurderes. I Minhaj
ul-Qurans tilfælde var for eksempel forældregenerationens brug af
resurser på at drive et center i Valby af betydning for, at de unge
havde et sted at mødes. Hvor de unge var de udfarende, var
forældrene de muliggørende. Den interne arbejdsdeling generationerne
imellem kan forklares med, at de unge på den ene side
beherskede sociale kompetencer, som deres forældre ofte
manglede (kendskab til det danske sprog og det danske politiske
system), og på den anden at forældregenerationen havde et
økonomisk råderum, som uddannelsessøgende unge ikke havde.
Hertil kom givetvis også generationelle forskelle i forhold til,
hvilken national sammenhæng man særligt orienterede sig imod.
FORENINGERNES REAKTION PÅ MULIG RADIKALISERING
For den overvejende del af de unge og de bevægelser, som
beskrives i denne bog, er det et udtalt ønske, at islam anerkendes
som en selvfølgelig del af det danske samfund, og muslimer
anerkendes som loyale medborgere på linje med alle andre. Ifølge
denne gruppe er der ingen forskel på "det danske" og "det
muslimske". Men at et sådant slægtskab kan eksistere, modsiges
både af dele af majoritetsbefolkningen og af engagerede dele af
det muslimske miljø. Hvordan de unge, som prøver at vise islams
berettigelse i det danske samfund, forsøger at holde disse to
positioner i skak, varierer. I forhold til majoritetsbefolkningen er
brugen af medier og politisk engagement mest fremtrædende.
Inden for egne rækker kan forsøget på at få kontrol over
situationen være mere bastant og medføre en bevidst indskrænkelse
af visse positioners synlighed i de rum, som man
deler. Igennem mit eget arbejde har jeg ikke observeret, at
muslimer af "forkert" observans er blevet nægtet adgang til
foreningsmøder eller debataftener, men ofte forsøger de
foreninger, som afholder arrangementet, at holde dem i kort snor.
Det gælder ikke mindst, når medlemmer af Hizb ut-Tahrir dukker
op. For eksempel kan ordstyrere ved debatarrangementer vælge
at indskrænke den taletid, som gives til personer, der er kendte
Hizb ut-Tahrir-tilhængere, eller de kan direkte irettesætte dem og
imødegå bevægelsens ideologi. At Hizb ut-Tahrir ikke udelukkes
fra møderne, kan skyldes de dårlige signaler om censur af
trosfæller, som man derved vil kunne sende til både andre
243 Interview, 11. januar 2002.
120