Muslim i Danmark – muslim i verden - SFI

Jeg ringede til journalisten: "Hvad fanden har I gang i?", og så sagde
han: "Foreningen vil ikke svare, [for] de tager ikke telefonen. De har
simpelthen lukket sig inde, ikk’?" Så tænkte jeg: "Nå, det må vi få gjort
et eller andet ved" … Jeg tror, vi var væk i en uge eller sådan noget… Vi
[arbejdede] i døgndrift. Vi sad også om natten, og så begyndte vi at
arbejde på en pressemeddelelse. Vi havde aldrig lavet en pressemeddelelse
før. Vi troede aldrig, den ville have en effekt… [men] den fik
bare det vildeste respons. Det kom også bag på os. Så vi lærte ligesom
på den hårde måde, hvad [den offentlige debat] krævede. Så gik vi i
gang: "Okay, vi bliver nødt til at være mere åbne. Vi bliver nødt til på en
eller anden måde at have en funktion, der gør, at folk kan få fat i os". Så
det var sådan noget med mobiltelefoner og alt muligt, hvorigennem folk
skulle kunne få fat på os … det er nødvendigt at have kontakt med
medier, med omverden, lokalområdet, og det er ikke nok at blande sig i
debatter og udtale sig til pressen. Vi bliver også nødt til at arbejde på
andre områder". 242
Islam som et politisk symbol skabes i spændingsfeltet mellem de
troendes egen religiøse tolkning og den måde, som de som gruppe
tolkes på i en bredere offentlighed. For at komme til orde vælger
de unge flere udadvendte strategier – det er, som svarpersonen
siger, ikke nok at udtale sig til pressen. Man skal for eksempel
være til at få fat på, hvad enten det drejer sig om at have en mobiltelefon
i tasken eller en faxmaskine stående i foreningens lokaler.
Eller man engagerer sig politisk. Åbenhed, tilgængelighed og
synlighed anses for påkrævet, hvis man vil have en chance for at
blive hørt. Vælger de unge stilheden, bliver det også taget som et
svar.
Ser man på de udadvendte, mediesøgende og politisk
engagerede handlinger blandt muslimer i Danmark, ligger meget
i de unges hænder. Som det beskrives i de foregående kapitler,
foregår en stor del af den religiøse tolkning i denne gruppe uden
indblanding fra traditionelle religiøse autoriteter. På samme
måde fremstår den samfundsengagerede virksomhed i høj grad
som de unges eget projekt. Vender vi tilbage til eksemplet fra
Minhaj ul-Quran, beskriver svarpersonen, at selvom den ældre
generation var med til planlægningsmøderne, lå deres indflydelse
primært på "erfarings- og støtteplanet". Det var de unge, som
drev værket – hovedsageligt fordi de besad kompetencer, som
forældregenerationen ikke rådede over:
Forældregenerationen deltog i samtlige møder, men det var os, der
skulle foretage arbejdet, fordi de ikke havde baggrund for at kunne gøre
242 Interview, 11. januar 2002.
119