Alling Kloster - Kommuneplan - Silkeborg

Alling Kloster
Klosterruin på de lave enge syd for Alling Sø.
middelalder 1050-1536
Alling Kloster blev opført af benedictinermunke omkring
1230-60 og eksisterede som kloster frem til
Reformationen. Før Alling Kloster blev oprettet fandtes der
et kloster i Vejerslev 8 km mod vest. Klostret i Vejrslev
blev nedlagt og munkene overflyttet til Alling Kloster.
Klosterkirken i Vejerslev eksisterer fremdeles, men nu som
sognekirke.
Det bærende element i udpegningen er klosterruinen og
landskabet omkring de lave enge syd for Alling Sø.
Sårbarhed:
Som i middelalderen ligger Alling Kloster også i dag isoleret
i området syd for Alling Sø, og området bør friholdes for
beplantning så synligheden af den karakteristiske
beliggenhed bevares.

Allinggård
Herregårdslandskab med hovedgård fra den sene periode
1725-1900
storlandbrug 1536-1750
Allinggård ligger på kanten af Gudenådalen og Alling Å
dalen, omgivet af skov og et stort parkanlæg.
Allinggård kan muligvis skrive sin historie tilbage til
middelalderen, hvor den skulle have været ladegård til
Alling Kloster.
Hovedgården er opført i palæstil i 1919-1920 og
avlsbygningerne stammer fra samme periode. Et lille
elektricitetsværk har udnyttet vandkraften i Alling Å.
Kulturmiljøet omfatter hele ejerlavet.
Sårbarhed:
nybygning, om og tilbygning, nedrivning

Bryrup-Vrads jernbane
Jernbanestrækning og station.
Jernbanen fra Horsens til Bryrup blev indviet den 22. april
1899 med to daglige afgange i hver retning. I 1929 blev
banen forlænget til Silkeborg.
Togdriften blev indstillet igen i 1968.
Horsens-Bryrup-Silkeborgbanen transporterede
passagerer, gødnings- og foderstoffer og desuden dyr til
slagteriet i Horsens.
Strækningen mellem Bryrup og Vrads er bevaret som
veteranbane og den smukke Vrads Station fungerer som
sommerrestaurant.
Det bærende element i udpegningen er Baneforløbet og
stationen i Vrads.
Kulturmiljøet er en strækningsudpegning.
Sårbarhed:
Både station og jernbanestrækningens overlevelse
forudsætter lokalt engagement som nu. Det er vigtigt, at
stationsbygningen bevarer sin ensomme beliggenhed og at
den i øvrigt ikke bygges, udvides eller på anden måde
ændres.

Gjessø Forsamlingshus
Forsamlingshuset i Gjessø er landets ældste fungerende
forsamlingshus, opført i 1874.
Huset står i marksten med rundbuede "staldvinduer" i
støbejern og med en lille tværstillet våbehuslignende
entrefløj.
Det bærende element i udpegningen er Bygningen.
Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter forsamlignshuset.
Sårbarhed: Sårbar over for om- og tilbygning og
modernisering.

Grane Plantage
Kuperet område med stor koncentration af høje.
Forhistorisk tid - 1050
I det kuperede plantageområde i den sydlige del af Grane
Plantage omkring Tingdalen og Rævsø ligger en stor
koncentration af især små bronzealderhøje. Højenes synes
anlagt langs de to Hærvejsforløb, som går gennem
området og som mødes syd for Grane Plantage.
Syd for Rævsø ligger de små høje tæt og flere af dem kan
ses fra vejen.
Syd for det udpegede kulturmiljø, på en hede i Kongsø
Plantage, ligger et område med mange høje.
Det bærende element i udpegningen er højene og
Hærvejsforløbene.
Mod syd er kulturmiljøet afgrænset af skoven og mod vest
og øst primært af skovveje og brandbælter gennem
området.
Området er sårbart over for tilgroning og tungt maskinel.

Grauballegård
Herregårdslandskab fra den mellemste periode 1625-1725.
Grauballegård ligger nord for Grauballe på højtliggende og
noget sandede jorder.
Gården er skabt i 1600-tallet ved sammenlægning af fire
store gårde.
Den nuværende hovedbygning er en grundmuret
rødstensbygning i ét stokværk og med to sidefløje.
Det bærende element i udpegningen er hovedbygningen.
Kulturmiljøet er afgrænset til hovedbygningen og haven.
Området er sårbart over for om- og tilbygning.

Hesselskov
Skovområde med stor koncentration af høje.
forhistorisk tid -1050
I den beskedne Hesselskov vest for Mollerup ligger et stor
antal velbevarede gravhøje side om side inde i skoven.
Højene stammer formodentlig fra bronzealderen.
Det bærende element i udpegningen er antallet og
tætheden af højene.
Omkring Hesselskov følger afgrænsningen skoven mens
den længere nordpå omkring Ligeskov er mere blødt
afgrænset. Kulturmiljøet strækker sig helt ind til Linå af
hensyn til et par markante høje umiddelbart øst for denne.
Området er sårbart over for hårdhændet skovdrift,
dybdepløjning og grøftning. Der bør udvises forsigtighed
ved fældning af de store bøgetræer i Hesselskov.

Hjortsballe Them
Tidligere hedeområde, nu plantageområde som rummer
fine jernalderagre.
Forhistorisk tid - 1050
På det der indtil for et par generationer siden var et
hedeområde omkring Hjortsballe og Fogstrup, har der i
jernalderen været et udstrakt og sammenhængende
agersystem, som stadig træder tydeligt frem på luftfotos
fra 1960'erne. Store dele af dette agersystem er i løbet af
de seneste årtier plantet til med nåletræ.
Et fredet område med agre fra førromersk jernalder er
bevaret inde i skoven. Her ses agrene som flade områder
omgivet af lave volde, de såkaldte digevoldninger.
Adskellige steder i områder er der desuden store
rydningsrøser og nogle karakteristiske små gravhøje, som
man kender dem fra det midtjyske område, bl.a. længere
sydpå i Grane og Kongsø Plantager.
Agrene blev dyrket i perioden ca. 500 f. Kr. til 200 e. Kr.
Agrene er bevaret, fordi området ikke har været opdyrket i
den efterfølgende periode.
Det bærende element er agrene, højene og stenrøserne.
Afgrænsning: Kulturmiljøet, hvis kerne er det fredede
område med agre inde i skoven er afgrænset således, at
det øst for liggende skov- og hedeområde Gavlbanker
ligeledes er omfattet, hvilket også gælder for en del af

Elmelys marker. Det vil formodentlig stadig være muligt at
finde flere overleverede agerormåder inden for
kulturmiljøet.
Sårbar over for opdyrkning og beplantning, hvilket dog
ikke gælder den fredede del af kulturmiljøet.

Hærvejen i Silkeborg kommune
Omfattende vejsystem fra Viborg og ned i Nordtyskland.
Hærvejen er på visse stræk et entydigt og kendt vejforløb,
mens det på andre stræk er et system af paralleltløbende
veje. I de århundreder, hvor Hærvejen blev benyttet til
studedrift fra godserne i Jylland til markederne i
Nordtyskland var der på flere strækninger både en
sommervej og en vintervej.
Hærvejen løber på vandskellene ned midt gennem Jylland.
Dens historie går formodentlig langt tilbage i tiden, hvad
ikke mindst de mange gravhøje langs Hærvejen indikerer,
men især i Middelalderen og i 16- og 1700-tallet var
Hærvejen kendt viden om. Pilgrimmene på vej til Rom eller
Santiago - eller Tronheim - benyttede vejen. Konger,
gejstlige og handelsfolk kendte og benyttede Hærvejen og i
storlandbrugets århundreder var det den foretrukne drivvej
for kvægdrifterne fra nord- og østjylland.
I løbet af 1800-tallet mistede vejen sin betydning. På nogle
strækninger er den blevet asfalteret, f.eks. i amtets
vestligste del, hvor i hvert fald ét spor af Hærvejen er
blevet til hovedvej A13. Andre steder er den forfaldet og
groet til. Forbløffende mange steder ligger sporene af
Hærvejen imidlertid tilbage i landskabet. Det gælder ikke
kun vejsporene men også kroer, studefolde,
stenbrolægninger, dæmninger, stenkistebroer og andre
spor fra århundredes leben på og omkring Hærvejen.

Det bærende element i udpegningerne er Vejforløbene,
gravhøje m.v.
Kulturmiljøet er afgrænset som flere forløb ned gennem
den vestlige del af kommunen.
I den sydlige del omkring Hjøllund Plantage er der såvel et
vestligt forløb (hovedvej A13) som et østligt forløb omkring
Vrads og længere nordpå, omkring Sepstrup Sande er der
flere forløb som samler og deler sig.
En del af strækningen går via Kragelund og genforenes
senere med hovedforløbet syd for Funder Kirkeby.
En del af strækningen går via Kragelund og genforenes
senere med hovedforløbet syd for Funder Kirkeby.
Mod nord forgrenes vejforløbet. Et forløb, der går forbi
Kong Knaps diger ved hærvejspassagen over Haller Å. Et
østligt forløb passerer hjemstedet, hvor slaget på Grathe
Hede fandt sted. Hærvejsforløbet går gennem Thorning og
videre mod Viborg øst og vest om Hald sø.
Det er således Hærvejsforløbet mere end de konkrete spor,
der er afgrænset og hærvejudpegningerne falder flere
steder sammen med forhistoriske udpegninger.

Områderne er sårbare over for tilplantning, intensiv
landbrugsdrift, tilgroning og nye bebyggelser og anlæg
som beboelse og vejanlæg.

Høgdal, Them
Husmandssted
1750-1850
Høgdal er et intakt skovhusmandssted som formidler
skovlovringernes (skovhusmænd i det midtjyske område)
kultur og levevilkår. Stedet har kun i beskedent omfang
ændret sig siden tiden omkring 1900, selvom det har
været beboet op til midten af forrige århundrede.
Fungerer nu som levende museum over
skovhusmandskulturen.
Det bærende element i udpegningen er husmandsstedet og
de omgivende skovområder.
Kulturmiljøet er afgrænset til ejerlavet.
Ophør af museumsdrift er den største trussel mod stedet
mange kulturhistoriske værdier

Højkold og Høvild
Plantager og plantagevillaer.
Fra slutningen af 1700-tallet blev der gjort tilløb til at
nyttiggøre heden gennem plantageplantning, men det var
først med tabet af Slesvig og Sønderjylland i 1864, at
plantningssagen for alvor fik vind i sejlene med oprettelsen
af Det danske Hedeselskab i 1866.
Hedeselskabets rolle var først og fremmest at virke som
katalysator for plantageanlæggelse i privat regi. Nogle af
de første plantager blev anlagt i Midt- og Vestjylland.
Det bærende element i udpegningerne er Plantagevillaerne
og de tilhørende store skovområder.
Kulturmiljøet omfatter villaer og plantageområder.
Sårbare over for om- og tilbygning.

Klosterlund ved Kragelund
Kuperet moseområde med mange høje og bopladser.
forhistorisk -1050
På højdedragene rundt om mosen og især i egeskoven
Stenholt Skov findes der en del høje, bl.a. et par
usædvanlige gravhøje hvor fra der udgår lange
stenrækker. De fleste af højene i området formodes at
stamme fra bronzealderen. En helleristningssten har
indhugget skåltegn.
Der er fundet spor fra Ahrensburgkulturen, som er en tidlig
jægerstenalderkultur, og bopladser fra Maglemosekulturen
og Ertebøllekulturen.
En overgang af trædesten er lagt ud i mosen. Et broanlæg
stammer oprindeligt fra jernalderen.
Flere nyere tids kulturhistoriske elementer i og omkring
skoven.
Det bærende element i udpegningen er trædestenene og
bopladsområdet.
Afgrænsningen følger på visse dele skoven, andre steder
veje i området og andre steder igen terrænnet.
Sårbarhed: Ved genetableringen af Bølling Sø er der taget
hensyn til områdets forhistoriske værdier.

Kongsø Plantage ved Vrads
Hedeområde med fritliggende høje.
forhistorisk tid - 1050
På de jævne skrånende sider af et større dalområde, hvori
Grane Langsø, Kalgård Sø og Kongsø ligger, findes et
åbent hedeområde med en koncentration af høje.
Højene stammer formodentlig fra bronzealderen.
Hærvejen har passeret tæt forbi området.
Det bærende element i udpegningen er højene.
Kulturmiljøet er overvejende afgrænset til hedeområdet.
Området er sårbart over for ændret skovdrift, skovrejsning
og tilgroning.

Linå Vesterskov, Linå
Kuperet område med stor koncentration af høje og
jernalderagre.
Tid: forhistorisk -1050
Kulturhistorisk hovedtræk:
Kulturmiljøets hovedtræk: Det kuperede skovområde er rig
på høje fra bondestenalderen og bronzealderen.
På det skrånende terræn omkring Høgholt findes et område
med agerterrasser fra jernalderen.
Bærende element: Højene og terrasserne.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset efter mindre veje
i området og terrænet.
Sårbarhed: Sårbar over for skovdrift med tungt materiel,
grøftning og dybdepløjning.

Løve
Tid: forhistorisk tid - 1050
Kulturhistorisk hovedtræk: Område med mange høje.
Kulturmiljøets hovedtræk: Meget kuperet moræneområde
mellem de to ådale, hvor henholdsvis Kulsø og Kvindsø,
Grane Langsø og Kalgård Sø ligger.
Et område med stor koncentration af store og små høje,
som ligger ganske frit og synligt på markerne mellem
områdets gårde og huse.
Ganske mange af højene har sigende navne som Svinhøj
og Klovenhøje, Ulvehøje, Store Granhøj og Lille Granhøj,
Harbo Høj og Giverkonen, der er en markant langhøj (jf.
billedet).
Bærende element: De fritliggende høje.
Afgrænsning: Afgrænsningen følger dels vejen, dels skel og
hegn i landskabet.
Sårbarhed: Sårbar over for skovrejsning, hegnsplantning,
intensiveret landbrugsdrift og tilgroning.

Løvenholt
Tid: landboreformerne 1750-1850
Kulturhistorisk hovedtræk: En sen herregård som blev
skabt ved sammenlægning af tre bøndergårde o. 1830.
Hovedbygningen er i ét stokværk med frontispice og
karakteristiske kamtakkede gavle.
Avlsgården, hvoraf den østlige længe er væk, er opført i
grundmur i 1830'erne.
Løvenholt var i begyndelsen af 1900-tallet grundtvigiansk
højskole. Højskolens gymnastiksal ligger fremdeles bevaret
i forlængelse af hovedbygningen.
Et område syd for haven har været byens markedsplads.
Kulturmiljøets hovedtræk: Bygninger, have og
herregårdslandskab.
Bærende element: Bygningerne og haven.
Afgrænsning: Afgrænsningen omfatter ejerlavet.
Sårbarhed: Nedrivning og til og ombygninger

Navn: Mollerup
Tid: middelalder 1050-1536
Kulturhistorisk hovedtræk: Landsby.
Kulturmiljøets hovedtræk: Mollerup ligger placeret på en
nordvendt skråning på en ådal.
Landsbyens kerne udgøres af 6 meget tætliggende gårde,
et træk, der er atypisk for områdets landsbyer, hvor
gårdene typisk ligger mere spredt.
Flere af gårdene har længer i kampesten.
Omkring gårdene, mod nord og vest, ligger landsbyens
småhuse. Der ligger også enkelte småhuse syd for Linåvej
og på den anden side af ådalen.
Mollerup omtales første gang i 1423 som Maalerup.
Ifølge Frits Hastrup er Mollerup en uregelmæssig
vejforteby.
Bærende element: Strukturen og gårdene.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til landsbyen.
Sårbarhed: Sårbar over for nybyggeri, om- og tilbygning,
overflødiggørelse og nedrivning.

Nårup
Tid: forhistorisk tid - 1050
Kulturhistorisk hovedtræk: Område med bronzealderhøje.
Kulturmiljøets hovedtræk: Landskabsmæssigt flot placeret
række af bronzealderhøje, hvor især de fire høje NØ for
Nårup Højgård udgør en fin enhed.
Bærende element: Bronzealderhøjene.
Afgrænsning: Mod SV er området afgrænset af hovedvejen
mod S og NØ af småveje fra Mølkær i syd og omkring
Doverhøj mod nord.
Sårbarhed: Højene skal først og fremmest være synlige fra
hovedvejen og der bør derfor ikke ske beplantning omkring
dem.

Sejlgård
Tid: Storlandbruget 1536-1750
Kulturhistorisk hovedtræk: Herregårdslandskab fra den
mellemste periode 1625-1725.
Kulturmiljøets hovedtræk: Sejlgård ligger på det skrånende
moræneplateauet oven for den dybe Funder Ådal.
Hovedgårdens skovområder ligger fortrinsvis på de sydlige
skråninger ned mod Funder Å.
Sejlgård var i 1598 en bondegård under Silkeborg Slot.
Hovedbygningen er opført i 1723 i egebindingsværk på
kampestenssokkel. Bygningerne er i ét stokværk med
sadelkvist og tegltag.
Bærende element: Hovedbygningen.
Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter ejerlavet.
Sårbarhed: Bygningsmassen er sårbar over for nybyggeri,
om- og tilbygning, overflødiggørelse og nedrivning.

Serup Skov
Tid: forhistorisk tid -1050
Kulturhistorisk hovedtræk
Kulturmiljøets hovedtræk: Serup Skov ligger på kanten af
den lille ådal hvor igennem Alling Å løber igennem.
Området er ret kuperet.
I Serup Skov findes flere gravhøje, bl.a. Troldhøj og Sørhøj
samt flere overpløjede høje og ikke mindst bevarede
jernalderagre.
Bærende element: Jernalderagrene.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til skoven.
Sårbarhed: Sårbar over for hårdhændet skovdrift, tunge
maskiner, rendrift og dybdegående jordbehandling.

Silkeborg Kurbad
Tid: Industrialisering andelstid, nyere tid
Kulturmiljøets hovedtræk: Silkeborg Vandkuranstalt blev
grundlagt i 1883. Kuranstalten skiftede i 1918 navn til
Silkeborg Bad. I dag holder KunstCentret Silkeborg Bad til i
den nyklassicistiske badebygning, mens andre af
kurbadeanstaltens bygninger tilsvarende har fået andre
funktioner (restaurant, børnehave, udstillingsbygning)
Silkeborg Kurbad ligger på de skovklædte skrænter ned
mod Ørnsø. I et større parkområde ligger flere forskellige
bygninger, som har været en del af kurbadeanstalten, bl.a.
en skovvilla og en søvilla og det oprindelige hovedbygning
kaldet Societetshuset. De nævnte bygninger - bortset fra
badebygningen - er opført i slutningen af 1900-tallet i
nationalromantisk stil med inspiration og lån fra
centraleuropæisk byggestil.
I tilknytning til kurbadet fandtes der en række pensionater
bl.a. det nærliggende Aggerholm.
Fra Anden Verdenskrig findes nogle bunkeranlæg i
området.
Bærende element: Kurbadets bygninger og parken.
Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter bygningerne og
parken samt Aggerholm og bunkerne.
Sårbarhed: Om- og tilbygning og nybyggeri.

Sminge Kloster
Klosterområde ved Gudenåen.
Tid: Middelaldedr 1050-1536
Kulturmiljøets hovedtræk: I 1165 grundlagde
cisterciensermunkene et lille kloster her ved Sminge Sø.
Klostret eksisterede kun ganske kort tid, hvorefter
munkene i 1166 flyttede til Veng.
Umiddelbart syd for Sminge Sø kan man i dag se resterne
af klostret.
Bærende element: Landskabet omkring klosterområdet
Afgrænsning: Mod N-NV afgrænset af søen og Gudenåen,
mod Ø-SØ afgrænset af vejen.
Sårbarhed: Sårbar over for skovrejsning, hegnsplantning
og tilgroning.

Sommerhusbebyggelsen Vesterlund
Tid: nyere tid 1920-
Kulturmiljøets hovedtræk: Indlandssommerhusområde i
Vesterskoven på en skråning ned mod Thorsø.
I modsætning til mange nyere sommerhusområder ligger
husene her spredt og "tilfældigt" i skovområdet.
Sommerhusene repræsenterer flere perioder og der er
såvel små sorttjærede hytter som store og moderne
helårssommerhuse i området.
Langs bredden af Thorsø finder man muligvis landets
tætteste koncentration af private bådebroer.
Bærende element: Landskabet og bebyggelsen.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er løst afgrænset omkring
sommerhusområdet.

Stat-ene
Område med markant beliggende højrække.
Tid: forhistorisk tid -1050
Kulturmiljøets hovedtræk: Meget kuperet og
højtbeliggende moræneområde syd for Salten Ådal.
De seks tilbageværende bronzealderhøje i højgruppen
Ottehøje udgør en flot og ret markant beliggende
højgruppe, som kan ses viden om. Vejen mellem Addit og
Vinding skærer midt igennem højrækken og gør det derfor
muligt at komme på tæt hold af højene.
I den nærliggende Stat-ene skov findes et område med
jernalderagre og en markant hulvej fra nyere tid.
Bærende element: Højgruppen Ottehøje.
Afgrænsning: Afgrænsningen følger højdekurver i
terrænet. Afgrænsningen har til hensigt at undgå
elementer i kulturmiljøet, der forstyrrer oplevelsen af
højene så som master, møller og elledninger.
Sårbarhed: Sårbar over for tekniske anlæg som
sendemaster og vindmøller, skovrejsning og
hegnsplantning der på forskellig vis kan forringe den
uforstyrrede indsigt til højene.

Svejbæk Træskofabrikker
Tid: Industrialisering, andelstid
Kulturmiljøets hovedtræk: Træskomageri og
træskoproduktion har spillet en vigtig rolle i Søhøjlandet i
1800-tallet og et godt stykke op i det 20. århundrede.
Skovhusmændene - de såkaldte skovlovringer -
fremstillede træsko som håndgjort hjemmeproduktion,
mens der i Gl. Rye og ved Svejbæk var tale om egentlig
fabriksproduktion.
Træskofabrikken i Svejbæk, Svejbæk Træskofabrikker, var
i drift fra 1919-1946 og producerede op omkring en 1/4
million træsko om året og har beskæftiget omkring 30
mand.
Bærende element: Fabriksbygningen.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til
fabriksbygningen.
Sårbarhed: Sårbar over for om- og tilbygning.

Svostrup Kro
Landevejskro.
Tid: landboreformarne 1750-1850
Kulturhistorisk hovedtræk:
Kulturmiljøets hovedtræk: Svostrup Kro er en gammel
kongelig privilegeret kro som dels har betjent de
vejfarende, som er kommet gennem Svostrup, men nok så
vigtigt sejladsen på Gudenåen ikke mindst pramkarlene.
Svostrup Kro er en firlænget gård, og var en af de meget
søgte pramdragerkroer langs Gudenåen. I længen tættest
på Gudenåen, var der indrettet kro i den ene ende af
bygningen og købmandshandel i den anden.
Bærende element: Krobygningen
Afgrænsning: Kulturmiljøet er fagrænset til kroen.
Sårbarhed: Sårbart over for nybyggeri og om- og
tilbygninger.

Søbyvad Vandmølle
Vandmølle.
Tid: Industrialisering andelstid
Kulturmiljøets hovedtræk: Ved det gamle vadested over
Søbygård Å ligger en større kornmølle som i sit nuværende
anlæg blev opført i 1855. Der har dog været mølleri på
stedet helt tilbage i middelalderen, hvor møllen i 1349
omtales som Søbyuadsmølle. Indtil 1962 var der også kro
ved Søbyvad.
Møllebygningen, som er i tre etager, er stilmæssigt et
tidligt industribyggeri og som sådant sjældent. På møllen
er der ud over møllevirksomheden også blevet produceret
brød.
Bærende element: Møllebygningen.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til selve møllen.
Sårbarhed: om- og tilbygninger

Tovstrup
Stærkt kuperet område på kanten af en ådal.
Tid: Forhistorisk tid og middelalder – 1050 og 1050-1536
Kulturmiljøets hovedtræk: I Sønderskov findes et
agersystemer fra jernalderen. Desuden en ikke dateret
dæmning/vej over dalbunden vest for hovedvejen ved
Langvad Bro og neden for Langvad Bakke. Sønderskov
rummer desuden nogle meget markante og dybe nordsydgående
hulveje.
Bærende element: Hulvejene og agrene.
Afgrænsning: Området omfatter den vestligste del af
Sønderskov, mod øst afgrænset af Skovvej mod vest af
hovedvejen og mod nord af skoven. Desuden er området
omkring dæmningen med i udpegningen.
Sårbarhed: Sårbar over for hårdhændet skovdrift, rydning
og rendrift med tunge maskiner.

Trækstien
Træksti langs Gudenåen.
Kulturmiljøets hovedtræk: Gennem en årrække i 1800tallet
fungerede Gudenåen som en til tider meget benyttet
vandvej på strækningen mellem Randers og Silkeborg.
På en del af Gudenåen kunne prammene stages, mens de
på andre strækninger måtte trækkes enten af heste, hvor
de kunne komme til, eller af pramkarle, der blev hyret fra
opgave til opgave. Op til Hornbæk Enge kunne prammene
stages, og herfra tog lejesvendene over indtil Bjerringbro,
hvor hestene blev spændt for.
Ned ad Gudenåen kunne prammen flyde af sig selv.
Da pramfarten var på sit højeste i perioden mellem 1850
og 1880, var der over 200 pramme i drift på Gudenåen.
Etableringen af jernbaneforbindelse fra Horsens til
Silkeborg og fra Langå til Silkeborg fjernede grundlaget for
pramdriften, der fik det endelige dødsstød da Tangeværket
blev anlagt omkring 1920. Fra da af var det uigenkaldeligt
slut med at besejle Gudenåen fra Randers til Silkeborg med
pram. Netop ved Tangeværket står i øvrigt en original
Gudenåpram til beskuelse.
Bærende element: Trækstien.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset som et
strækningsanlæg.
Sårbarhed: Så længe stien plejes er der ingen fare for, at
den forsvinder.

Tvilum
Tid: forhistorisk tid og middelalder
Kulturhistorisk hovedtræk: Område med lavtliggende
sandede terrasser langs Gudenåen og med en stor
koncentration af fortidsminder fra yngre stenalder til ældre
bronzealder, germansk jernalder og middelalderen.
Kulturmiljøets hovedtræk: Den særegne klosterkirke
Tvilum kirke.
Bærende element: Den særegne klosterkirke Tvilum kirke.
Afgrænsning: Mod vest afgrænset af Gudenåen mens
afgrænsningen mod syd, nord og øst ikke følger naturlige
grænser i landskabet, men er trukket med henblik på at
sikre de forhistoriske områder.
Sårbarhed: En del af de forhistoriske områder er truet af
landbrugsdrift. Der bør ikke plantes yderligere i området
mellem Kirkeskov og landevejen, hvorved indsigten til
kirken vil blive sløret. Området er udpeget som
kirkeindsigtsområde.

Tvilumgård
Herregård oprindelig fra den tidlige periode 1500-1625.
Tid:Storlandbrug 1536-1750
Kulturmiljøets hovedtræk: Tvilumgård ligger på kanten af
det bakkede og temmelig sandede moræneplateau. Neden
for Tvilumgård mod Gudenåen sporer man en
karakteristisk terrasseformation som Gudenådalen er kendt
for.
Tvilumgård var oprindelig ladegård til Tvilum Kloster.
Gårdens navn kendes som Lathegurth fra 1428.
Ved Reformationen blev Tvilumgård inddraget af kronen og
Frederik II lod gården omdanne til jagtområde. Senere blev
der gården lagt ind under Skanderborg Rytterdistrikt.
Den nuværende hovedbygning er fra 1870'erne og står i
grundmur over høj kælder.
Avlsbygningerne er et trelænget anlæg.
Bærende element:
Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter ejerlavet.
Sårbarhed: Sårbar over for nybyggeri, om- og tilbygning,
nedrivning, overflødiggørelse og efterfølgende forfald og
nedrivning.

Velling Skov området
Skovområde i Midtjylland.
Tid: landboreformerne og industrialisering 1750-1850 og
1850-1920
Kulturmiljøets hovedtræk: Området, der strækker sig fra
Velling via Lystrupminde til Katrinedal rummer under ét
mange elementer, der tilsammen anskueliggør områdets
nyere kulturhistorie. Til de mere interessante elementer
hører de beskedne husmandsteder, Kathrinedal Mølle og
den nedlagte Lystrupminde Savmølle samt det ret forfaldne
Kathrinedal Teglværk med karakteristisk ringovn.
Turismens betydning for området fremgår af
vandrehjemmet i Kathrinedal, der i øvrigt er indrettet i et
tidligere mejeri samt Kulsø Hotel, der har haft en noget
omskiftelig tilværelse.
Bærende element: Samspillet mellem områdets forskellige
elementer.
Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter et større område
omkring Velling Skov.
Sårbarhed: Forfald i bygningmassen og om- og tilbygning.

Vrads
Landsby på de karrige hedeområder i midtjylland.
Tid: Middelalder
Kulturhistorisk hovedtræk:
Kulturmiljøets hovedtræk: Landsbyen Vrads ligger i et kuperet og
sandet bakkeland i et område som tidligere for størstepartens
vedkommende var hede, men som i dag mestendels er tilplantet
med nåletræsplantager. Sandflugt har tidligere givet store
problemer for befolkningen i Vrads. Umiddelbart vest for byen
ligger den store indsande Vrads Sande som i dag fremtræder
som et naturskønt og søgt område.
En gren af Hærvejen går gennem Vrads, og byen har i det hele
taget mange veje til og fra den noget isoleret beliggende
landsby.
Vrads er en kirkelandsby med en lille middelalderlig kirke uden
tårn og en bevaret præstegård.
Jernbanen mellem Silkeborg og Horsens gik forbi Vrads i en
østlig liggende ådal men jernbaneforbindelsen synes ikke at have
fået den store betydning for landsbyen.
Vrads omtales første gang i 1343 som Wradtz.
Ifølge Frits Hastrup er Vrads en slynget vejby, og ikke
overraskende med et meget beskedent hartkorn.
Bærende element: Samspillet mellem landsby og
naturgrundlaget.
Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til selve landsbyen.
Sårbarhed: Sårbar over for større udstykninger.

Vium
Landsbyen, der er Blichers fødeby
(mangler billede)
Middelalder
Landsbyen Vium ligger i et meget kuperet bakkeland med
skovområder. Området var også meget vandrigt med flere
søer og vådområder. Bl.a. kan nævnes Vium Mose, Nipgård
Sø, Papsø og Kongemosen.
Vium er en kirkelandsby med en middelalderlig kirke tårn
og en bevaret præstegård. Det var i denne præstegård
Steen Steensen Blicher blev født.
Vium er en forteby, hvor gårdbebyggelsen er placeret
omkring byen forte, en grønning der ligger midt i byen.
Vejenes krumme forløb giver sammen med bebyggelsen og
de store træbeplantning byen karakter.
Navnet Vium kommer af Vie, som er betegnelsen for et
hedensk offersted.

Aunsbjerg - Vium
billede
Tid: middelalder og storlandbruget 1536-1750
Aunsbjerg Hovedgård og ladegården ligger nord for
Kjellerup. Landevejen fra Viborg mod syd gik i ældre tid
kun til Aunsbjerg og herfra mod vest til Vium og mod øst til
Sjørslev og Levring.
Herregården er omgivet af store markflader, opdelt af diger
og hegn og større sammenhængende skovområde.
Aunsbjerg ligger på et rummeligt voldsted, der delvist har
bevaret de gamle grave. Bygningernes ældste dele er fra
første halvdel af 1500erne.
Ved Aunsbjerg ligger Liselund en går der er udstykket
Det bærende element i herregårdslandskabet er præget af
store markflader, opdelt af diger og hegn og skovarealer,
smålunde og alleer. I området ligger også Liselund og
Marsvinlund der tidligere har hørt under Aunsbjerg. Til
herregårdsmiljøer hører også usmandsudstykningerne i
Duelund.
Vium
Landsbyen Vium og området omkring er udpeget med
vægt på den relativt velbevarede forteby og
stjerneudstykningen.
Kulturmiljøet omfatter begge ejerlav .

Grønbæk
billede
Tid: Middelalder
Landsbyen Grønbæk ligger strategisk ved Gudenåen og
den gamle landevej har været en betydelig ligger ved den
gamle landevej fra Viborg til Silkeborg og på mellem Ans
og Silkeborg, en strategisk på kanten af Allingådalen med
skovklædte stejle dalsider. Modsat Gudenådalen, hvor
terrasseniveauerne, der blev skabt under istiden, ses
tydeligt mod nordvest.
De bærende elementer i kulturmiljøet er byens struktur,
hvor edr er tydelig en, hvor den ældste del
tydeligtlandsbyen Grønbæk, kirken, hospitalet, kongens
jagthus og vildtbane.
Området er afgrænset nord og vest for Grønbæk ned til
Alling Å og Alling Klosterruin
Kulturmiljøet er sårbart over for dårlig vedligeholdelse af
delelementerne samt udbygning.

Grønbæk
billede
Tid: Middelalder
Grønbæk ligger med en strategisk god placering ved den
gamle kongevej fra Viborg til Skanderborg.
Kirken ligger ved den gamle kongevej Skanderborg-Viborg,
med Kong Erik Glippings jagthytte nord for kirken.
Den oprindelige by består af den betydelige og seværdige
kirke, præstegård, skole, hospital og gamle gårdanlæg, der
udgør den nordlige del af byen. I den sydlige del af byen er
bebyggelsen opført på begge sider af Præstevangen.
De bærende elementer i landsbyen er
Grønbæk kirken, der også kaldes for egnens domkirke.
Kirken er en middelalder kirke og har en anseelig størrelse,
og er særlig rig på udsmykning både udvendig og
indvendig.
Grønbæk præstegård ligger syd for kirken og opført i 1757
af provst Hurtigkarl. Provsten har selv tegnet gården og
fået murstenene fremstillet i en speciel stor størrelse, der
minder om munkesten.
Bygningen er fredet.
Grønbæk Hospital ligger overfor kirken og blev opført i
1778 som plejehjem skænket af Fischer fra Allinggård.
Plejehjemmet blev overtaget af Dialyseforeningen i 1965
og anvendes i dag som feriehjem.
Kongen Erik Glippings jagthus ligger nord for kirken.
Historien fortæller at det var her at kongen opholdt sig
natten inden han blev myrdet i Finderup Lade i 1286.
Området er afgrænset omkring byen.