Download pdf

Per B. Vendsborg
Introduktion til psykiatri

Per B. Vendsborg
Introduktion til psykiatri
Frydenlund

4
Introduktion til psykiatri
© Frydenlund 2005
1. udgave, 1. oplag
ISBN 87-7887-335-5
Grafisk tilrettelægning: Jan Gralle
Grafisk produktion: Pozkal, Polen
Fotos fra Polfoto på siderne 19, 45, 60, 62, 73, 81, 93, 96,
104, 106, 108.
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse
med overenskomst mellem Undervisningsministeriet
og Copy-Dan.
Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige
samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund
Hyskenstræde 10
DK-1207 København K.
Tlf. 3393 2212 • Fax 3393 2412
frydenlund@frydenlund.dk
www.frydenlund.dk

Indhold
Forord 7
1. De psykiske lidelsers og psykiatriens historie 11
Fra forhistorisk tid til 1700-tallet 12
Psykiatriens opståen 13
Psykiatriens udvikling i Danmark 14
Udviklingen i psykiatrisk behandling 15
Afinstitutionalisering og distriktspsykiatri 16
2. Det psykiatriske sygdomsbegreb 18
3. Den psykiatriske diagnose 22
Formålet med en diagnose 23
Hvordan stiller man en psykiatrisk diagnose? 27
4. Organiske psykiske lidelser 29
5. Misbrug 32
Udbredelse 32
Definitioner 32
Misbrugsstofferne og deres virkning 36
Alkohol 37
Morfinstoffer 41
Hash og cannabis 44
Nerve- og sovemedicin 47
Kokain og amfetamin 47
Ecstasy 49
Hallucinogener (lsd) 50
Stoffer til »snifning« 53
Tobak 53
Blandingsmisbrug 54
Sociale problemer og skader 54
Graviditet og fødsel 56
Forklaringsforsøg 57
Fra hash til heroin? 58
Misbrugsforløb 59
Behandling 59
6. Skizofreni og akutte psykoser 63
Alment om psykose (sindssygdom) 63
Skizofreni 65
Akutte psykoser 68
5

6
7. Affektive sindslidelser 73
Beskrivelse og symptomer 73
Forløb 75
Forklaringsforsøg 75
Behandling 76
8. Fødselspsykose – fødselsrelateret psykisk lidelse 78
9. Nervøse lidelser, stresstilstande og psykisk
betingede legemlige symptomer 79
Angsttilstande 79
Fobier 80
Tvangstilstande 81
Dissociative tilstande 82
Stressbetingede lidelser 82
Psykisk betingede legemlige symptomer 85
Forklaringsforsøg 86
Behandling 87
10. Spiseforstyrrelser 88
11. Seksuelle problemer 91
12. Forstyrrelser af personlighed eller kønsidentitet
samt uhensigtsmæssige vane- og impulshandlinger 94
Personlighedsforstyrrelser 96
Kønsidentitetsforstyrrelser 98
Seksuelle afvigelser 99
Uhensigtsmæssige vane- og impulshandlinger 99
13. Psykisk udviklingshæmning 101
14. Selvmord og selvmordsforsøg 103
15. Retspsykiatri 105
Det strafferetslige område 105
Det civilretslige område 106
16. Psykiske lidelser og det sociale system 110
17. Antipsykiatri og patientorganisationer 112
Litteratur 115
Stikord 117

Forord
Psykiatri kalder man det tilbud, samfundet har etableret til at behandle
og støtte mennesker, som rammes af psykiske lidelser. Det
består dels af lægeligt baseret diagnosticering og behandling af de pågældendes
psykiske sygdomme og dels af en social støtteindsats til de
med alvorlige lidelser – denne benævnes socialpsykiatri. Her beskrives
de psykiske sygdomme og kortfattet de lægelige behandlingsmuligheder.
Psykiatrien hører til de lægevidenskabelige specialer, som overvejende
bygger på videnskabelige undersøgelser, såkaldt evidens, som grundlag
for sine metoder. En naturvidenskabelig forståelse er dominerende
indenfor lægevidenskaben generelt. Psykiatrien udmærker sig ved
mere end andre lægevidenskabelige specialer at inddrage psykologisk
og sociologisk viden, dvs. fra humanvidenskaberne. Sygdomsopfattelsen
kaldes biopsykosocial; det vil netop sige, at der indgår elementer
fra biologisk, psykologisk og social videnskab. Det er en udfordrende
opgave at integrere disse grundlæggende forskellige vidensområder.
Der er samtidig forskellige opfattelser af – både i samfundet og blandt
psykiatere – hvor stor en rolle, de hver især skal spille i psykiatrien.
Psykiatrien har det praktiske formål at hjælpe mennesker med psykiske
lidelser. Det afgørende for en metodes anvendelighed – psykosocial
eller biologisk – er, om den samlet set medvirker til at reducere
de psykiske lidelsers konsekvenser for den enkelte og øge livskvaliteten.
Herunder skal medregnes de gener, kaldet bivirkninger, som den
behandlede oplever. Der er ingen medicin, som virker helbredende,
men ofte kan symptomerne dæmpes og eventuelt fjernes helt, så længe
medicinen indtages. Det er som ved andre langvarige sygdomme
svært at blive ved at anvende medicin forebyggende, specielt hvis den
har virket så godt, at det opleves som om sygdommen er helbredt eller
væsentligt bedret. Det kræver et tæt og vedvarende samarbejde
mellem patienten og behandlerne, kaldet konkordans, at opretholde
den behandling, som er nødvendig ofte i adskillige år eller livslangt.
Indsatsen skal kombineres med psykosocial behandling. Som en del
heraf skal det tilstræbes, at den enkelte oplever, at det er muligt at leve
en tilfredsstillende tilværelse med et funktionsniveau, som er så højt
som muligt. At den enkelte kan leve med nogle begrænsninger og bevare
håbet om, at det stadig kan blive endnu bedre, at der er mulighed
for »at komme sig« helt eller delvist, er meget vigtigt og har i de senere
år fået den amerikanske betegnelse »recovery«.
7

8
Der sker ofte i forbindelse med psykiske lidelser en stigmatisering og
sommetider en social udstødelse af den psykisk syge. Dette bygger
i høj grad på uvidenhed om og frygt for psykiske lidelser og psykisk
syge mennesker. Det er altid et håb, at sobre fremstillinger af virkeligheden
som denne bog kan medvirke til at reducere den stigmatisering,
som er en yderligere byrde for de mennesker, som rammes af en
psykisk lidelse og deres pårørende.
Nogle af de psykiske lidelser (sindssygdomme/psykoser) griber så
voldsomt ind i psykens funktion hos det enkelte menneske, som rammes,
at han/hun ikke kan sørge for sine mest basale behov, fx mad,
drikke, hygiejne. Psykosen kan også medføre, at den pågældende
udfører selvdestruktive handlinger, eventuelt selvmord og skadevoldende
handlinger overfor andre. Der er derfor vedtaget en særlig lovgivning,
som regulerer, hvorledes samfundets nødvendige indgriben
overfor den pågældende skal finde sted, så individets selvbestemmelsesret
beskyttes i så høj grad som muligt. Ligeledes er mennesker,
som er sindssyge, fritaget for straf og dømmes i stedet til psykiatrisk
behandling. Disse indgreb i det enkelte menneskes frihed og selvbestemmelsesret
gør, at etiske spørgsmål har en meget høj prioritet i
psykiatrien.
Som nævnt indgår der i hjælpen til mennesker med de langvarige eller
tilbagevendende sindssygdomme (psykoser) både behandlings- og
socialpsykiatri. Da denne indsats er opsplittet mellem sundheds- og
socialvæsenet, er det meget vigtigt, at disse systemer samarbejder og
afpasser deres respektive indsats efter hinanden. Der er for at fremme
dette på initiativ af de relevante ministerier udarbejdet et fælles værdiggrundlag.
De fælles værdier er udkrystalliseret i de tre begreber:
respekt, ansvarlighed og faglighed.
Bogen prioriterer at forklare hvordan psykiske lidelser og diagnoser
skal forstås. De væsentligste lidelser gennemgås inddelt svarende til
den internationale (WHO) opdeling af psykiske sygdomme. Afsnittet
om misbrug er ret grundigt, da mange især unge mennesker stifter
bekendtskab med dette problem.
Bogen er en kortfattet introduktion til et spændende men for mange
også vanskeligt forståeligt område. Den kan læses af alle, som er interesserede
i at få viden om psykiatri herunder brugere af psykiatrien
– også kaldet patienter – og deres pårørende. Den kan tillige være til
nytte som studiebog i folke- og gymnasieskolen/HF, ligesom nogle på

mellemlange uddannelser kan have glæde af bogen. Den er oprindelig
udgivet som et kapitel i bogen: Introduktion til Psykologi (2. udg.,
2005). Bogen indeholder et omfattende stikordsregister, således at
den også kan anvendes som opslagsværk. Forlaget har valgt at redigere
bogen med et billedmateriale.
Per B. Vendsborg
Psykiatrichef, dr.med., MPA
Per B. Vendsborg er læge fra Københavns Universitet 1971. Uddannet
ved Rigshospitalet og Sankt Hans Hospital. Speciallæge i psykiatri 1981.
Medicinsk doktorgrad (dr. med.) 1982, MPA 2003. Overlæge ved Sankt
Hans Hospital 1982. Overlæge Distriktspsykiatrisk Center Nørrevold/
Tietgensgade 1988. Overlæge 1996 ved Distriktspsykiatrisk Center for
Vesterbro og Kgs. Enghave. Psykiatrichef, Storstrøms Amt 2000. Har
udgivet videnskabelige og almenoplysende artikler og bøger om biologisk
psykiatri, misbrug og distrikstspsykiatri. Har især arbejdet med misbrug,
sexologi og distriktspsykiatri.
9

1 0

1. De psykiske lidelsers og psykiatriens
historie
Psykiske lidelser har altid eksisteret og har en historie, der er lige så
lang som menneskehedens. Sociale og kulturelle forhold har stor indflydelse
på, hvordan et samfund forholder sig til mennesker med psykiske
lidelser. Det særlige hjælpeapparat – psykiatrien – som i dag er
samfundets tilbud, har en historie på kun få hundreder af år.
Sanktvejtsdans: I middelalderen sås »kollektive« anfald af psykisk lidelse, fx
»dansesyge«. Sådanne »massepsykoser« kan også ses i vore dage. Der er for de
færreste eller ingens vedkommende tale om egentlig sindssygdom (psykose). Man
taler også om »massehysteri« (dissociative tilstande). Andre enkeltstående tilfælde
af »dansesygen« har sikkert drejet sig om Chorea Huntington, der er en organisk
hjernelidelse.
1 1

I middelalderen kunne
der være en umiddelbar
forbindelse mellem
psykisk syge kvinder og
det at blive fordømt
som heks.
1 2
Fra forhistorisk tid til 1700-tallet
Mennesker med svær sindssygdom vil i enhver samfundsform påkalde
sig opmærksomhed. Det skyldes, at de ikke kan overleve uden
hjælp fra omgivelserne. Det umiddelbare fællestræk ved deres tilstand
er den manglende evne til at erkende og handle efter de ydre realiteter.
Den åbenlyst fornuftstridige adfærd vil blive indpasset i det
pågældende samfunds generelle forklaringsmønster. Fænomenerne
kan, på grund af deres destruktive karakter, blive tillagt onde kræfter
som ånder, djævle og lignende.
Den lægevidenskab, som udvikledes i Grækenland nogle hundrede
år før vores tidsregning, omfattede også psykiske lidelser. De blev
som andre helbredsproblemer forklaret ud fra de fire legemsvæsker.
Forstyrrelser i legemsvæskerne gav sig udtryk i sygdom, herunder
sindssygdom. Forsøg på at regulere væskerne, fx åreladning, var behandlingsmetoder.
Den mere biologisk betingede teori om legemsvæsker fik kun begrænset
indflydelse i det første par årtusinder. Selv om den tidlige
lægevidenskab blev optaget i den kristne sygdomsopfattelse, blev
sindslidelser i høj grad anset som djævelens værk. Kirken havde en
dominerende plads, både som helbreder ved djævleuddrivelse og mirakler
og i den praktiske hjælp og omsorg til syge, herunder psykisk
syge. Ansvaret for at tage sig af mennesker med sygdomme hvilede på
slægten og lokalsamfundet. Nogle, som var ustyrlige, blev forment-
lig spærret inde, og andre, som
ikke havde nogen til at tage sig
af dem, jaget bort.
Hekseprocesserne i middelalderen
og i tiden efter er blevet
forbundet med mennesker med
psykiske lidelser. Dels kunne
tilfælde af psykiske lidelser forklares
ved besættelse forårsaget
af hekse, som stod i ledtog med
djævelen, og dels kan nogle af
dem, der blev udlagt som hekse,
have været psykisk lidende.
I det 16. og 17. århundrede opstod
der større grupper af
befolkningen, som blev udstødte,
bl.a. i sammenhæng med væksten
i bysamfund. I mængden af
fordrevne bønder, deserterede
eller arbejdsløse soldater, falle-

ede håndværkere og andre, som ikke kunne ernære sig selv, indgik
blinde, døve, krøblinge og mennesker med alvorlige sygdomme. Herunder
også sindslidende, åndssvage og epileptikere. Der blev oprettet
statsinstitutioner til at opsuge disse mennesker, som, foruden at de
selv led nød, forstyrrede den offentlige orden. Det drejede sig om arbejds-,
tugt- og forbedringshuse. I disse anstalter skulle der udføres
et produktivt arbejde. Nogle var ikke i stand til dette på grund af fysiske
handicap, men også de sindslidende udskilte sig som en gruppe,
som man i 1700-tallet visse steder blev klar over havde et særligt
problem.
Psykiatriens opståen
I begyndelsen af 1700-tallet argumenterede læger i England for, at de
psykisk syge havde særlige behov og krav på behandling. I midten af
1700-tallet blev St. Luke’s Hospital oprettet i London, og en engelsk
læge skrev en psykiatrisk lærebog. Han lagde både vægt på en biologisk
synsvinkel – sygdomsprocesser i hjernen, og på mulighederne for
at påvirke lidelserne ved psykosociale metoder. Disse metoder drejede
sig om genopdragelse af patienterne, den såkaldt moralske behandling.
Denne behandling bredte sig ud over Europa og gav i nogle
tilfælde anledning til meget kraftige opdragelsesmæssige foranstaltninger.
De fysiske opdragelses- eller afstraffelsesmetoder kunne udvikle
sig, så de i vore dage ville blive sammenlignet med tortur. I Frankrig
har lægen Philippe Pinel fået ry for at bedre forholdene for de
psykisk syge – han »løste dem af deres lænker«. Omkring år 1800 blev
forholdene noget bedre i Frankrig for de psykisk syge på grund af lovgivning
omkring deres fysiske forhold.
I det 19. århundrede blev de voldsomme opdragelsesmetoder opgivet
i de fleste lande, bl.a. på grund af kritik af flere dødsfald. En anden
grund var imidlertid, at opfattelsen af psykiske lidelser som beroende
på organiske hjerneprocesser vandt frem. Den totusinde år gamle
teori, om at forstyrrelse i legemsvæskerne var en apparatfejlmodel,
blev opgivet, og i 1800-tallet begyndte man igen at søge forklaringen
i biologiske forstyrrelser. Man fandt ud af, at den dengang udbredte
sindssygdom som følge af syfilis var forbundet med betændelsesforandringer
i hjernen. Man inddrog også arvelige faktorers betydning.
Den franske filosof Auguste Comte udviklede tanker, som er baggrund
for positivismen. Opfattelsen af fænomenerne skulle ikke hvile
på spekulationer, men på observationer af den rent faktiske fysiske
og biologiske virkelighed. Denne opfattelse bredte sig i slutningen
af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede ud over Europa.
Philippe Pinel
(1745-1826).
Auguste Comte
(1798-1857).
1 3

1 4
Emil Kraepelin
(1856-1926).
Amalie Skram
(1846-1905).
Ét af resultaterne heraf var den tyske psykiater Emil Kraepelins observation
af det forskellige forløb hos mennesker med sindslidelser.
Hans observatio ner gav anledning til opdelingen i de to antalsmæssigt
betydnings fulde sindssygdomme, som vi kender i dag – skizofreni
og affektiv lidelse (maniodepressiv psyko se).
Psykiatriens udvikling i Danmark
I Danmark har holdningen til psykiske lidelser udviklet sig parallelt
med udviklin gen i det øvrige Europa. Der blev indrettet anstalter til
dem, som ikke kunne klare sig i samfundet, fx i 1650’erne et hospital i
København til afsindige, pestsyge og andre syge. Det blev kaldt Sankt
Hans Hospital, og i 1770 viste en opgørelse, at der var over 200 beboere,
herunder 14 som lå i dårekister, 28 som var i inde luk ningskamre,
og 64 som var vanvittige, men ikke behøvede at være spær ret inde.
Derudover var der en del på grund af alderdom og skrøbelig hed.
Ved Københavns brand i 1807 gik anstalten tabt, og i stedet blev
en ny institution opbygget ved Roskilde, det nuværende Sankt Hans
Hospital. Som i Europa var der i 1800-tallet kritik af forholdene, og
der blev indført forbedringer af forplejning og de fysiske rammer. Der
blev i andre dele af landet oprettet sindssygehospitaler, fordi der på
de eksisterende var pladsmangel. Dette skyldtes ikke, at hyp pigheden
af psyki ske lidelser tiltog, men at samfundsudviklingen gjorde, at fl ere
fi k behov for hjælp fra det offentlige. Medvirkende var nok også,
at man i slutningen af 1800-tallet i højere grad be tragtede sindslidelser
som sygdomme, og at der var visse behand lings mulig heder på
de psy kiatriske hospitaler. I slutningen af det 19. år hundrede overgik
de psykiatriske anstalter til staten, undtagen for Københavns Kommunes
vedkommende, som bibeholdt sit eget sindssy ge væ sen. Dette
administra tive tilhørsforhold ophørte igen i 1976, hvor statshospitalerne
over gik til amterne.
I slutningen af 1800-tallet var der en del kritik af behandlingen i
København, både på Sankt Hans Hospital og på den psykiatriske afdeling,
der i 1875 var opret tet på Køben havns Kommunehospital.
En del af kritikken gik på tvangsmulighe derne. Særlig kendt er forfatteren
Amalie Skram, som skrev bøger om Kommune hospitalet og
Sankt Hans Hospital. Der var også andre kritikere, og det var i den ne
periode, at den første antipsykiatriske bevægelse begyndte.
I 1920’erne og 1930’erne var der igen kritik af den psykiatriske
behand ling og betingel ser ne for tvangsanvendelse. Dette førte til den
første egent lige lov om sindssy ge personers hospitalsophold i 1938.
Denne lov var gældende indtil den nye lov om psyki atrisk behandling
blev vedtaget i 1989 og lettere revideret i 1998. Den er nu under revision.

Udviklingen i psykiatrisk behandling
I århundreder brugte man både biologiske og psykosociale principper.
Fx ud fra læren om de 4 legemsvæsker, åreladning og behandling
med forskellige former for urtemedicin. Den såkaldt moralske
behandling tilstræbte med pædagogiske og psykologiske metoder en
genopdragelse. Troen på behandling ved hjælp af djævleuddrivelse
blev forladt. Hverken de biologiske eller de psykosociale behandlingsmetoder
viste sig særlig effektive, og først i det 20. århundrede er der
kommet metoder, som har nogen reel virkning. Man havde i det 19.
århundrede midler som morfin og brom (et grundstof) og fik senere
barbiturater, der kunne virke beroligende. Opdagelsen af, at den syfilisudløste
sindssygdom kunne behandles med varme, som slog syfilisbakterien
ihjel, var en stor landvinding for behandlingen af den
dengang hyppige sygdom. Man påførte varmen enten ved at smitte
med malaria eller ved fysisk opvarmning. Den moderne penicillinbehandling
af syfilis har så godt som udryddet denne sindslidelse. Fra
1930 forsøgte man at anvende insulinbehandling, både i mindre doser
som døsekure og i større doser som insulinchok. Behandlingen,
som nu er forladt, havde nogen virkning, uden at man nøjagtig ved
hvorfor. I 1930’erne indførte man også påvirkning af hjernen på en
måde, så der blev fremkaldt kramper. Man anvendte først kemiske
stoffer og derefter stimulation med svage elektriske strømme. Den
sidste behandling, som i dag kaldes ECT (Electro Convulsive Therapy),
er fortsat i anvendelse. Trods det også anvendte, mere dramatiske,
navn elektrochok er det en effektiv og skånsom behandling. En
anden behandling, som var ret udbredt fra 1930’erne til 1950’erne,
var kirurgiske indgreb på nervebanerne i hjernen (lobotomi). Den var
effektiv over for nogle invaliderende tilstande, men medførte alvorlige
bivirkninger, således at den nu er forladt.
I 1950’erne kom der medicin, som specifikt kunne dæmpe symptomer
på sindssygdom, som hallucinationer, vrangforestillinger og
mani. Det første stof var klorpromazin. I dag er der udviklet mange
Psykokirurgi er neurokirurgiske indgreb på hjernen med henblik på
at lindre eller fjerne alvorlige psykiske symptomer. I 1935 indførte
neurokirurgen A.E. Moniz afbrydelse af nervebanerne i en lille del
af hjernens pandelappers hvide substans (lobotomi, leukotomi, det
hvide snit) for at dæmpe angst, aggression og andre psykiatriske
symptomer. I 1940’erne og 1950’erne blev operationerne udført
over hele verden på et stort antal patienter, navnlig dem, der led af
skizofreni. Behandlingen ophørte i Danmark ca. 1980.
1 5

I USA foretog Walter
Freeman lobotomi
gennem øjeåbningen
med syl og hammer. Det
kunne foregå under
lokalbedøvelse, og
Freemans metode blev
vidt udbredt i 1940’erne
og 50’erne.
1 6
stoffer med lignende virkning, men næppe nogen der virker principielt
anderledes. Der er kommet stoffer, som virker specifikt på depressive
tilstande, og der er kommet en hel del stoffer, som dæmper
angst og nervøsitet. De sidste stoffer, som regel inden for gruppen
af benzodiazepiner, anvendes også i udstrakt grad som sovemedicin.
I de senere år er der kommet nye lægemidler både inden for antidepressiva
og antipsykotika, som har væsentlig færre bivirkninger.
Nye psykologiske behandlingsmetoder opstod omkring århundredeskiftet
med Freuds arbejder. Til disse psykoanalytisk funderede
metoder er der senere kommet metoder, som hviler på indlæringspsykologi
(adfærdsterapi), på systemteori og på kognitiv psykologi. Der
er således i dag udviklet en stor mængde effektive, både biologiske og
psykosociale metoder, som anvendes i kombination, og som vil blive
omtalt under de enkelte sindslidelser.
Afinstitutionalisering og distriktspsykiatri
I de sidste 30-40 år er der sket en omlægning af den psykiatriske
behandling – den såkaldte afinstitutionalisering. Nye behandlingsmetoder
og et mere kritisk syn på store behandlingsinstitutioner har
medført, at man i højere grad har satset på behandling i eget miljø
ved hjælp af distriktspsykiatri. Da afinstitutionaliseringen er gået for-