Et langt farvel - Victoria-foreningen

2 . S E K T I O N / S Ø N D A G / 0 5 . J U N I 2 0 11
magasin
8
20
En hemmelig båndoptagelse
og 25 brune bestikkelses–
kuverter. FIFA smuldrer.
Hvad skal jeg med en
mand? Lyder spørgsmålet
fra 93-årige Lise Nørgaard.
Et langt farvel
Boksebraget mellem Ali og Foremann
sætter nutidens boksning i skammekrogen
I julen fortalte Berlingske om Cecilies kamp for at redde den nepalesiske pige
Victoria. Det lykkedes ikke. Men historien endte ikke med Victorias død.
18
Blodig kærlighedsaffære
2-5 Ø
B . D k

efter Victorias død
I julen 2010 fortalte Berlingske om den syge, forældreløse pige Victoria og om danske
Cecilie Hansen, der tog til Nepal for at forsøge at redde hende. Det lykkedes ikke. Men
fortællingen om Victoria endte ikke dér. For nylig rejste Cecilie tilbage til Kathmandu.
tekst: line Holm nielsen
lin@berlingske.dk
foto: Mads nissen
madn@berlingske.dk
Et sted på verdenshavene vugger en
container. Den har været undervejs i en
måned. Er rejst fra en villavej i Gentofte,
over Atlanterhavet, via Miami og over
Stillehavet på gigantiske skibe. Snart
sættes den på en lastbil i indiske Calcutta
og påbegynder sin snørklede vej
nordpå mod Nepals hovedstad.
Inde i containerens mørke gnubber
ni kuvøser, et operationsbord, hospitalssenge,
kørestole, et mobilt røntgenapparat,
en ultralydsscanner og papkasser
med sutur-tråd og kanyler sig mod
hinanden. Den er fyldt til randen med
udstyr, som danske hospitaler ikke længere
har behov for.
På sin vej ind i Kathmandu vil lastbilen
med containeren krydse byens sorte,
livløse flod, hvor Victoria endte. Da
Victoria døde, blev hun kørt fra hospitalets
intensivstue til krematoriet i byens
udkant. Hun blev brændt og hendes
aske tømt ud i floden. Siden er vinteren
kommet og gået, smeltevandet er fosset
ned fra verdens højeste bjerge. Alle spor
af Victoria er skyllet væk.
Men historien om hende er ikke
forbi. Om kort tid, når containeren fra
Danmark og dens indhold ankommer
til to hospitaler i Kathmandu, begynder
en ny og forhåbentlig lysere historie. I
hendes navn.
Berlingske fortalte i juledagene
2010 om en 18 måneder gammel, alvorligt
syg pige. Vi havde fundet hende
ved et tilfælde måneder forinden i et
baglokale på hospitalet Paropakar i
Kathmandu. Pigen var født med en
rygmarvsbrok, der havde ødelagt hjernevæskens
mulighed for at løbe væk fra
hendes hoved. Det er en tilstand, der
kan afhjælpes i Vesten, men ikke på den
nedslidte fødeklinik i Kathmandu. De
havde hverken folk eller udstyr til et tilfælde
som pigen her, sagde lægerne og
trak på skuldrene med triste øjne.
Med alt for meget overskydende
vand, der hobede sig op i hovedet, var
pigens kranium vokset til abnorm størrelse.
Hun kunne hverken gå, sidde eller
tale. Hendes mor forlod hende kort efter
fødslen, så nu lå hun dér: Viklet ind i
grønne lagner, alene på en stol, omgivet
af en rusten håndvask, iturevne gardiner
og et pelsdyr at kigge på. Sygeplejerskerne
behandlede ikke længere hendes
liggesår og infektioner med antibiotika.
Det kunne ikke svare sig. Alle ventede
på, håbede for hendes egen skyld, at hun
ville dø. Hun havde end ikke fået et rigtigt
navn.
Vi Bragte et fotografi og hendes
historie på få linjer i avisen i sensommeren
2010. Ikke fordi hun var central for
den historie, vi var taget til Nepal for at
researche. Men fordi vi havde svært ved
at slippe billedet af hende, af den elendighed
og afmagt, hun var symbolet på.
Billedet fik mange læsere til at reagere.
»Man må da kunne gøre noget!« eller
»Hvem har ansvaret?«, stod der i de fleste
breve.
Cecilie Mose Hansen, mor til etårige
Sebastian og personlig assistent for en
af Mærsks topchefer, tog sagen i egne,
stædige hænder. Seks uger senere rejste
vi med hende tilbage til Nepal; nu for
at dokumentere den proces, det lille fotografi
havde sat i gang. Cecilie havde
efter ugers research fået kontakt til en
Cecilie’Kære
.
Vær sød at
være tapper.
Du forsøgte. Vi
forsøgte alle.
Det var hendes
skæbne. Vi
skal fortsætte
med at arbejde
for det bedste.
Resultatet var
dårligt, fordi vi
måtte operere
så sent. Maya
græder dag og
nat og er i chok.
sms fra basant
pant
Kirurg
neurokirurg i Kathmandu, dr. Basant
Pant, der havde indvilget i at forsøge at
behandle pigen, betalt af Cecilies sparepenge.
Over 12 dramatiske dage blev
ansvaret for pigen, som Cecilie valgte at
kalde Victoria, overdraget til den danske
kvinde. Victoria blev undersøgt,
scannet, kom i bad for første gang i sit liv
og til sidst opereret på dr. Pants privathospital,
Annapurna.
Hvorfor? Spørgsmålet har Cecilie
fået igen og igen. Hvorfor lige Victoria?
Hvorfor ikke bare give de mange tusinde
kroner til nødlidende i Afrika, Haiti,
Pakistan?
Men rejsen til Nepal havde for Cecilie
intet med velgørenhed at gøre. Velgørenhed
handler om strengt nødvendige
kalkuler: Hvor hjælper man flest til færrest
dollar? Røde Kors eller Folkekirkens
Nødhjælp kan ikke hjælpe ét udvalgt
barn, fordi de synes, at hun har nogle
kønne øjne:
»Jeg tog ikke til Nepal for at redde
hele verden. Derfor har jeg også haft
svært ved at hjælpe dem, der har kontaktet
mig bagefter, fordi de vil gøre noget
lignende. Jeg tænkte slet ikke i store
sammenhænge. Jeg reagerede som privatperson
på et konkret barn, der talte
særligt til mig,« siger Cecilie i dag.
Den lille pige med det enorme hoved
udgjorde et moralsk og medicinsk
dilemma. For alle. Victorias sygdom var
så fremskreden, at al behandling var
risikabel. Også på et hospital som dr.
Pants, der nok ligger i den dyre ende i
Nepal, men stadig mangler helt elementært
udstyr.
Omvendt ville Victoria med sikkerhed
dø uden et indgreb. Cecilie valgte, at
hun fortjente chancen.
Dr. Pant var optimistisk, da vi sagde farvel
midt i november. Cecilie var nervøs og
Ø
02. / magasin /
/ magasin / .xx
berlingske bUsiness / 2.sektion / sønDag xx.xx.2011
berlingske / 2.sektion / sønDag xx.xx.2011
Victoria blev
født i februar
2009 af en
fattig kvinde.
Hun forlod
hospitalet, da
Victorias sygdom
blev forklaret
hende.
De fleste børn
med ubehandletrygmarvsbrok
og vand i
hovedet vil dø
efter få uger
eller måneder.
Victoria blev
20 måneder
gammel.

Ø ked
Efter Victorias …
af det efter to ugers tæt kontakt med
Victoria. De havde endda sovet i samme
seng.
En uge senere, midt om natten, tikkede
en SMS fra dr. Pant ind. Efter sin
operation nummer to vågnede Victoria
og virkede okay. Hendes hjertestop kom
ud af det blå. Med tre gange tre centimeter
tekst på Cecilies telefonskærm blev
de foregående ugers succes forvandlet
til et kvalmende rod af ansvar og skyld,
tab og rå sorg. Gjorde hun det rigtige for
Victoria?
»Helt indtil avisartiklerne blev bragt
halvanden måned senere, levede jeg i en
osteklokke. Jeg var ikke klar til at svare
på spørgsmål. Jeg kunne næsten ikke
tale om det i begyndelsen. Jeg bliver stadig
ked af det nu, når jeg taler om det i
detaljer,« siger Cecilie M. Hansen i dag.
At tale om Victorias død har imidlertid
været en nødvendighed. Og en mulighed.
Berlingskes artikler i julen 2010
blev mødt med en storm af læserhenvendelser,
og siden har billederne og
historien været bragt på dansk TV og i
førende aviser i England, Irland, Norge,
Frankrig, Tyskland og Italien. Billederne
af Victoria og Cecilie har vundet priser
ved Årets Pressefoto og World Press
Photo. Der er endda kommet tilbud om
spillefilm, som Cecilie har sagt nej tak
til.
Mange, både herhjemme og i udlandet,
har doneret penge til Cecilie M.
Hansens nystiftede »Victoria-foreningen«.
Her samler hun ind, ikke til Victorias
behandling, som Cecilie selv betalte,
men – som det hedder i foreningens
vedtægter – til »alle de andre små Victoria’er«
på de to hospitaler, hvor Victoria
blev født og døde.
Foreningen har samlet over 100.000
kroner ind.
Måske endnu mere dyrebart blev Cecilie
i kølvandet på artiklerne kontaktet
af læger og sygeplejersker, som ville donere
brugt hospitalsudstyr. Syv hospitaler
og virksomheder i hele Danmark
meldte sig. Da Cecilies arbejdsgiver
satte en containertransport fra København
til Kathmandu til rådighed gratis,
blev det en reel mulighed for at samle
det hele sammen. Om end »et logistisk
mareridt«, som hun siger.
En martsdag, da Cecilie kom hjem
fra arbejde, stod der en hulter-til-bulter-fyldt
container ved hendes fortov.
To overskydende kuvøser og en kørestol
var paradeparkeret i indkørslen. Hendes
mand og far brugte en hel weekend
på at ompakke og fastsurre udstyret, før
containerdøren kunne lukkes:
»Jeg har ikke set arbejdet med foreningen
som noget, jeg skulle finde
energi eller overskud til, men som noget,
der var affødt af Victorias skæbne. Det
var en konsekvens af de valg, jeg traf, da
jeg besluttede mig for at engagere mig i
hende. Så står man ikke bare af undervejs.
Jeg skal indimellem minde mig selv
om, at det er cool, at der er sket så meget
godt trods hendes død. Men det står stadig
i stedet for noget andet, som jeg hellere
ville have haft,« siger Cecilie.
Da vi bragte femte og sidste kapitel af
serien »I Victorias navn«, var det for tidligt
for Cecilie at sætte ord på den store
mening med det hele. Hvis der findes en
sådan. For tidligt at beskrive, hvad hun
havde lært, eller hvordan Victoria havde
ændret hendes og familiens liv. Det kan
hun bedre nu.
Meget hænger sammen med, at hun
og hendes mand, Christian, har været
tilbage i Kathmandu.
Cecilie m. Hansen med sønnen
sebastian foran containeren fyldt med
hospitalsudstyr. nederst Cecilie og
dr. basant pant ved overrækkelsen af
donationen. privatfoto
Det Var i slutningen af marts, og
bjergbestigersæsonen – en lun årstid
med krystalklar luft – var på vej i Nepal,
da Cecilie og Christian trådte ind på
Special Care Unit; neonatalafdelingen
på statshospitalet Paropakar. Ingen stillede
spørgsmål, da de to påfaldende høje
danskere krængede halvbeskidte kitler
på, stak i alt for små gummisandaler og
åbnede dobbeltdørene.
Som et halvt år tidligere lå tolv-tretten
for tidligt fødte babyer på rad og
række i vugger, omviklet med grønt
stof og billigt pashmina-uld under blåt
lysende varmelamper. Her i det tredje
rum ensuite lå Victoria det meste af sit
liv og stirrede op i loftet, mens hendes
hoved blev større og større. Det var her,
historien begyndte.
Nu så her anderledes ud. De overskydende
stativer og rustne vugger var
fjernet; stolen, Victoria lå på, stod pænt i
hjørnet, og to senge var sat ind. Som om
rummet var ved at blive lavet til en mere
regulær stue. Til noget hyggeligere, mere
menneskeligt.
For Cecilie var gensynet ambivalent.
Hun havde besluttet at donere 30.000
kroner fra sin indsamling til den håbløst
nedslidte fødeklinik og de tusinder
af kvinder, der føder her hvert år. De
mangler alt: En tørretumbler, lysstofrør
i loftet, endda sutter til de diminutive
babyer, der skriger sig i søvn på skift i
vuggerne på neonatalafdelingen.
Direktøren for Paropakar, dr. Lata
Bajracharya, var lykkelig for donationen.
Den fortravlede, smilende kvinde
i pangfarvet sari og gyldne briller overdrog
ansvaret for Victoria til Cecilie
tilbage i november. Måske skal nogle
af pengene bruges til at tilbyde flere 12ugers-scanninger
til gravide, så fostre
med den invaliderende rygmarvsbrok
kan opdages i tide.
»Dr. Lata sagde, at jeg havde lært dem
alle noget om ansvarlighed og eftertanke;
jeg var en ’engel’, der kom. Men i
virkeligheden gjorde jeg intet, de ikke
selv kunne have gjort, hvis bare nogen
havde råbt op,« siger Cecilie.
Men jo mere Cecilie talte med dr.
Lata denne gang, jo klarere fremstod
det, at dr. Lata aldrig havde haft den
store viden om babyen, som var gemt
væk på hendes eget hospital. Ikke før
Cecilie ringede. Kulturelt er nepalesere
autoritetstro. Måske havde ingen af sygeplejerskerne
eller lægerne på gulvet
forklaret hende om sagen. Måske var
det ingens skyld, men et resultat af fattigdom
og misforstået høflighed.
Men det var svært at møde dr. Latas
mand og opdage, at han er neuroforsker
med speciale i rygraden. Og det var
svært at skridte de 20 meter tværs over
vejen til fødeklinikkens nabo; et stort,
hvidmalet privathospital, hvor skiltet
»CT-SCAN« hilser patienterne velkommen.
Her afløser dr. Basant Pant flere
gange om ugen. Ikke en eneste gang
hørte han om det usædvanlige barn på
den anden side af gaden:
»Jeg skulle virkelig bide mig selv i læben
for ikke at sige noget vredt. Jeg har
ledt og ledt efter en forklaring på, at Victoria
ikke blev hjulpet noget før. Så var
hun måske ikke død. Var det ondskab
eller inkompetence? Det ville være utilgiveligt.
Men jeg tror simpelthen, at det
var uvidenhed, og derfor har jeg svært
ved at placere skylden et konkret sted.
På den måde giver det ikke meget fortrøstning
om, at det ikke kan ske igen,«
siger Cecilie.
CeCilies HåB ligger hos dr. Basant
Pant, præcis som det gjorde i efteråret.
Med sine billige kopiprodukter fra
Indien og med patienter, der diagnosticeres
alt for sent, har han mistet mange
i sin karriere. Også børn. Han har kolleger
i branchen, der mener, at han påtager
sig for håbløse sager. Men Cecilie
synes, at han minder om hende selv. Dr.
Pant kan lide at finde løsninger. Han
kan lide at gå forrest, selv om det koster
knubs. Og han var den eneste, der svarede
med løsningsforslag, da hun helt
i begyndelsen skrev til Nepals førende
læger og bad om hjælp til Victoria.
Han fik et kæmpe kram, da hun
mødte ham igen i Kathmandu. Og
hovedparten af hendes indsamlede
midler; de 70.000 kroner fra Berlingske-læsere
og andre medlemmer af
Victoria-foreningen. For pengene vil dr.
Pant købe simpelt udstyr, som mangler i
hans to travle operationsstuer. Måske et
særligt apparat, som kan regulere trykket
i patientens hoved, næste gang han
møder og opererer et barn som Victoria.
Foreningens vedtægter betyder, at der
kun må købes udstyr for de indsamlede
midler. Men Cecilie vil stille forslag om
en mindre vedtægtsændring ved næste
generalforsamling, så dr. Pant også kan
bruge nogle af pengene på at tilbyde fattige
og ellers chanceløse, syge børn operationer
på sit privathospital.
Hele lægestaBen på hospitalet var
til stede under den højtidelige overrækkelse.
De talte om venskab mellem
Danmark og Nepal. Om hvor meget Victorias
skæbne havde fyldt på hospitalet.
Barneplejersken Maya var der også;
klædt i sin fineste sari i hvid og pink,
med røde læber og sorte øjne. Om håndleddet
bar hun de to røde armbånd, Cecilie
havde givet hende i november som
tak. Cecilie og Maya havde aldrig været i
stand til at udveksle andet end pegende
håndbevægelser, men lille, smilerynkede
Maya overtog plejen af Victoria,
da Cecilie tog hjem. Sov sammenkrøllet
i Victorias fodende hver nat. Hun
var utrøstelig, da Victoria døde, og hun
græd også nu.
Maya havde gemt Victorias to lyserøde
bodystockings til Cecilie. Og guirlanden
med røde, grønne og gule træelefanter,
som Victoria fik i gave, fordi
hun kunne lide at kigge på farver, der
bevægede sig. Cecilie begravede næsen
i de lyserøde tøjstykker. De duftede nok
mest af hospital, men også lidt, siger
hun, bare en lillebitte smule af Victoria.
sorg er en pris,