Cerebral Parese med nye øjne 2 - Spastikerforeningen

Som en yderste konsekvens af denne beslutning blev Adam sat i en specialskole
for børn med cerebral parese. Her sad han øverst på kransekagen,
fordi han havde en masse færdigheder, som de andre børn ikke besad. Han
gennemgik et forløb af vrede og sorg og afviste enhver uddannelsesmæssig
hjælp, indtil han var kommet til den erkendelse, at han havde et handicap.
Havde forældrene ikke gennemgået deres eget sorgforløb og fået forståelsen
af handicappets hele omfang, ville de ikke have været i stand til at
hjælpe Adam, men snarere sendt ham et signal om, at depression og sorg
er uacceptable tilstande.
Da Adam var tretten talte han ikke mere om at gøre en strålende karriere
ved militæret, men koncentrerede sig om musik og tog specialundervisning
i matematik og i læsning. Han havde accepteret de særlige vilkår, der
tilbydes børn med indlæringsvanskeligheder (eksempelvis længere tid ved
eksamen og mulighed for at afl ægge skriftlige prøver mundtligt.) Han gav
åbent udtryk for sin jalousi i forhold til sin søster, men elskede at høre
hendes fortællinger om hendes succes’er i livet. For første gang tog hans
forældre ham med på en større udenlandsrejse - bare for sjov.
Da Adam var sytten år kom forældrene og berettede for mig, hvor vanskeligt
det havde været at skulle acceptere svaghed og acceptere, at der var ting
den gang, som anstrengelser og penge ikke kunne reparere på. Nu indså
de, at de inden de var kommet til den erkendelse havde presset Adam til at
opnå succes ud fra deres egne normer – og ikke på hans vilkår.
Fordansket af Spastikerforeningen (KA og PE) - 2002
NY CP 43