Ann Wåt Katteasyl - Kattens Værn

Neutralisering og øremærkning. Vi var
selvfølgelig over weekenden blevet rigtig
glade for Misser, der viste sig at være en
rigtig sød og kælen killing, og vi ville gerne
beholde hende, men vi var jo bekymede
og ville gerne have tjekket, om hun var
rask, inden vi ”tillod” os at blive alt for
glade for hende.
Helles første reaktion var: Jamen hvad med
katten og hunden? Vi har nemlig en stor
brun labrador på 6 år som hedder Samson.
Han har en gang for nogle år siden følt
hvad en kat kan, når den bliver sur og/eller
skræmt, og det har han ALDRIG glemt.
Men han er heldigvis ikke blevet bidsk
overfor katte, blot lidt forsigtig.
Og det er så noget af det rigtig kære i
denne historie, for i løbet af weekenden er
vi selvfølgelig mange gange inde og kæle
med katten og på et tidspunkt opdager
jeg, at døren ikke er lukket ind til Missers
lille, nye, sikre rum og jeg kan fornemme
at Samson er derinde. Pu-ha tænker jeg,
gad vide om katten er totalt skræmt fra vid
og sans nu – men det kæreste syn møder
mig da jeg kommer derind: Samson har
travlt med at tømme Missers madskål, og
midt mellem benene på denne store hund
står Misser og kigger op på ham og mjaver.
Det ligner næsten kærlighed ved første
blik, at Misser tænker: Ham der er stor og
stærk og kan passe på mig.
Nu her hvor der er gået ca. 14 dage er
de stadig rigtig gode venner. Misser har
efterhånden indtaget hele huset og fundet
de gode gemme- og sovesteder. Den eneste
skål Misser vil drikke vand af, er Samsons
vandskål, og det får hun selvfølgelig lov til,
han venter pænt, til hun er færdig med at
drikke. Men hun har til gengæld fundet
ud af, at hun ikke synes om, at han spiser
hendes mad, så der kan han nu godt få
en på snuden, hvis han kommer for tæt
på, men så trækker han sig bare tilbage
og senere render de rundt om hinanden
igen og snuser og nusser. Det er så sjovt at
observere sådanne to dyrs adfærd overfor
hinanden, selvfølgelig fordi de er glade for
hinanden, men at se det ”spil” der foregår
mellem dem, det går lige i hjertet.
Vi er alle rigtig glade for vores lille nye
familiemedlem, og med dette en stor tak
til Kattens Værn, specielt Helle, for rigtig
god hjælp og vejledning.
Mange hilsner fra Misser og hendes
familie.
Skibskatten Tippi
En historie fra det
virkelige liv
Af Lis Budding
”Tippi vil gerne med ud og sejle. Når vi
begynder at pakke vores tasker, mad og
hvad vi ellers skal have med om bord, så
render hun rundt om benene på os, og
snakker meget.
Og når der er pakket, og vi skal afsted,
så kravler hun (næsten) frivilligt ind i sin
transportkasse, for hun vil gerne på søen
– ellers er hun yderst reserveret med at
ville med nogen steder.
Vi havde hende med ombord første gang,
da hun var ca. 1 år gammel. Da vi fik
hende, havde vi 2 andre katte, der dengang
var ca. 8 år gamle, og da de ikke var så
søde ved Tippi, kom hun altså med ud at
sejle. Senere vænnede de 3 katte sig dog
til hinanden, og i de næste ca. 6-7 år var
hun ikke med, men blev passet hjemme,
sammen med Shiwa og Laban, når vi tog
på ferie.
Men nu er Shiwa og Laban draget op til
Månemandens hus, og vi har kun Tippi
tilbage. Derfor hun har igen været med
ude at sejle de sidste par år.
Og i 2009 var hun med ude 3 uger. Det
gik fint, hun kan godt trives med at være
med ude at sejle, og på hele turen er hun
godt nok hoppet i land nogle få gange,
men hun er aldrig gået længere end højst
10 m væk fra båden.
Jeg har forsøgt at gå tur med hende, havde
en sele og flexiline med, som hun ikke har
noget imod at have på. Men selv om jeg
bar hende op til en græsplæne omgivet af
buske, som fx på Årøsund Havn, så løb
hun straks ned til båden igen, når hun blev
sat ned.
Men så kom vi til Middelfart, en havn
med 8-9 broer og plads til ca. 450 både.
Da det blev mørkt, hoppede hun over
på nabobåden. Den var lukket af, og der
var ingen om bord. Men jeg ville ikke
have, hun skulle få den dårlige vane med
at hoppe om bord på andre både, så jeg
hentede hende (under vilde protester).
Hun var om bord, da vi gik op for at gøre
aftentoilette, inden vi skulle til ro. Men da
jeg kom tilbage 5-10 min senere, var hun
ikke at finde nogen steder. Vi var ude og
kalde, raslede med hendes foderbæger og
lyste med en lygte alle vegne i en hel time,
uden at se skyggen af hende.
Så var vi nødt til at gå til ro, for næste dag
skulle jeg til begravelse på Sjælland, og jeg
skulle med toget tidligt næste morgen.
Kl. 3 om natten, efter hun havde været
væk i 5 timer, hørte jeg 2 bump, og der var
hun så, sulten og i gang med sit foder.
Hold da op, hvor var jeg lettet. Jeg stod
op og så, at hun havde været i vandet, hun
var drivvåd, møg beskidt på benene og
maven og så havde hun slidt sine ulvekløer
helt flossede. Men ellers var der ikke noget
i vejen med hende. Hun nød, som hun
plejer, når hun har været ude i regnvejr, at
blive frotteret. HELDIGVIS.
Men vi fatter ikke, HVORDAN hun har
kunnet finde vores båd igen – for hun
må være faldet i vandet og kunne KUN
komme op af vandet helt inde ved molen
og de store sten der lå der – og vi lå over
halvvejs ude ved bro nr. 5.
Det var en forskrækkelse, og sikke en
glæde da hun kom igen, og jeg er overbevist
om, at hun var lige så glad som os.
På resten af turen forlod hun slet ikke
båden, før vi nåede til Nappedam, vores
hjemhavn. Da hoppede hun lige op på
broen, og snart efter tilbage igen, og der
skulle endda overtalelse til at få hende til
at hoppe ind i sin transportkasse, så hun
kunne komme med hjem.
Så nu er spørgsmålet, om vi skal lade
hende gå ud på egen hånd om natten, når
vi ferierer med og på vores båd...tør vi det,
eller...? Hun kunne jo komme til at hoppe
om bord på en anden båd, hvis hun bliver
skræmt af andre dyr eller mennesker i
havneområdet.
Nej, hun må blive om bord om natten,
må hun – og det er da heldigvis gået rigtig
godt her i 2010 på vores ferietur, hvor vi
har oplevet en lidt mindre trodsig og lidt
mere forsigtig kat end ellers.”
Kærlig hilsen fra Tippi og Lis.
Kattens Værn • www.kattens-vaern.dk • www.katteregister.dk
15