Det psykologiske chok Efter at en livstruende fare er for- nemmet ...

Det psykologiske chok 

Efter at en livstruende fare er fornemmet, 

består den fysiologiske 

chokreaktion i en omfattende mobilisering: 

1) Blodet trækkes væk fra 

yderområderne og ind til hjertet og 

kroppens store muskler 2) leveren 

frigiver blodsukker 3) der frigives 

endorfiner, som sænker smertetærsklen. 

Den kropslige mobilisering gør 

os parate til at kæmpe eller flygte. 

De ældre dele af hjernen (hjernestammen 

og det limbiske system) 

overtager styringen af adfærden. 

Den parallelle psykologiske proces 

er beskrevet i figur 2. Det er som om 

bevidstheden spaltes i en særlig opmærksom 

og vågen del, som er meget 

koncentreret om overlevelsesrelevante 

sanseindtryk (gerningsmandens 

øjne eller den kniv, han har placeret 

ved siden af offerets hals), tanker 

(”hvad kan jeg gøre for at slippe 

væk”, ”prøve at huske kendetegn til 

et signalement”) og handlinger (”at 

være helt tavs”, ”at sinke forløbet 

ved at være helt passiv i håb om at 

nogen dukker op”). Den anden del af 

bevidstheden er som lammet. Almindeligvis 

er det følelserne, der er 

fraværende, og hvor det hele opleves 

uvirkeligt som en film. Men det kan 

også være kroppen, der er lammet. 

Denne tilstand optræder, når personen 

ubevidst erkender, at der ikke er 

nogen chance for at undslippe. Levine 

(1997) kalder denne tilstand for

tonisk immobilitet, hvilket er en paradoksal 

blanding af spændthed fra 

kamp/flugt-mobilisering og så en 

passiv stivnet tilstand med lav puls, 

uden tanker, med følelsesløshed, 

smertefri. Tilstanden skyldes, at både 

det sympatiske og det parasympatiske 

nervesystem er aktiverede og 

modvirker hinanden. Dette reakti- 

Følelser 

De ændrede bevidsthedstilstande i 

forbindelse med chok resulterer i, at 

information bearbejdes på et ikkebevidst 

niveau, som er kendetegnet 

ved kropsfornemmelser, forestillingsbilleder 

og sanseoplevelser 

(Christianson, 1996). Parallelt med 

denne bevidsthedstilstand vil adfærden 

være instinktiv, overlevelsesorienteret. 

Spaltning 

Figur 2. Model for bevidstheden i chok 

Psykiske følger efter en voldtægt 

onsmønster har vi fælles med dyrene. 

Mønstret har en potentiel overlevelsesværdi 

(fordi gerningsmanden 

kan miste interessen) eller kan betyde 

en mere skånsom død. Driver 

dødsfaren midlertidigt over, kan personen 

hurtigt tage flugten. Varer tilstanden 

for længe, kan den være livstruende. 

Perception 

Kognition 

Handlinger 

Ovennævnte kan forklare det fænomen, 

at traumatiserede ofte ikke har 

adgang til de voldsomme begivenheder, 

fordi disse blev oplevet eller 

indlært i en ekstraordinær bevidsthedstilstand, 

hvor de højere kognitive 

funktioner (rationel tænkning, 

sprog osv.) ikke var tilgængelige. 

Dette synspunkt kaldes ”tilstandsafhængig 

indlæring” og indebærer be-

Ask Elklit & Maiken Knudsen 

handlingsmæssigt, at offeret må 

bringes tilbage til samme slags tilstand 

for at kunne genkalde sig forløbet. 

De fraspaltede følelser hjælper til at 

forhindre kaotisk adfærd, som kunne 

skade personen yderligere. Gerningsmanden 

og senere andre personer 

(og offeret selv) kan fejltolke den 

tilsyneladende ro i chokket, som om 

IV 

I 

III 

der var tale om velovervejethed og 

accept af situationen. 

Den beskrevne spaltning kaldes også 

for en dissociation og kan ses som et 

psykologisk forsvar eller en midlertidig 

flugt og distancering fra uundgåelige 

rædsler. 

Amnesi for mellemliggende 

detaljer 

Figur 3. Model for den perceptuelle kondensering (”ætsning”) efter traumer 

II 

Scener i fast rækkefølge

I dagene efter voldtægten foregår der 

en vigtig ændring af indtrykkene fra 

overfaldet hos de fleste ofre. Processen 

er vist i figur 3. Nogle indtryk 

udvælges (ubevidst) og begynder at 

tiltrække sig mere energi og samtidig 

begynder glemslen at brede sig for 

de mellemliggende detaljer. Indtrykkene 

er tit bestemte scener, hvor situationen 

tog en ny drejning, f.eks. 

da angrebet startede, da gerningsmanden 

trak sit lem frem, eller da 

andre kom til stede, og det pludseligt 

var muligt at flygte. 

I løbet af kort tid begynder de udvalgte 

scener at optræde i en bestemt 

rækkefølge. Scenerne og rækkefølgen 

gentages hundredvis af gange på 

en tvangsmæssig måde. Det er svært, 

tit umuligt, for offeret at koncentrere 

sig om arbejde eller studier, og i fritiden 

når hun vil slappe af, er det også 

tit umuligt, fordi ”filmen” med 

scenerne afspilles hele tiden, ja selv 

om natten fortsætter den. Derfor er 

ordet ”invaderende” i PTSDdiagnosen 

om genoplevelserne godt 

valgt, fordi det fanger essensen af det 

påtrængende, som offeret kun med 

stort besvær kan skubbe væk. Oplevelsen 

af ikke at kunne bestemme 

over sin egen opmærksomhed er meget 

generende og kan medvirke til en 

frygt for, at man er ved at blive skør. 


Traume variable 

Flere forhold kan influere på, hvordan 

vi reagerer på de svære begivenheder, 

og i hvilket omfang vi belastes 

efterfølgende. 

Nogle af disse forhold kan handle 

om, at man har følt sig truet på eget 

liv og legeme og måske været i kontakt 

med egen dødsangst. Det kan 

være overvældende skræmmende at 

have været angst for at skulle dø eller 

blive invalideret. I sådanne situationer 

kan man på grund af truslen 

underkaste sig totalt - eksempelvis 

under voldtægten helt undlade at gøre 

modstand eller råbe om hjælp, 

hvilket kan være en livsreddende 

handling i situationen. Men i efterforløbet 

kan offeret plages af skyldfølelse 

og selvbebrejdelser over ikke 

at have handlet anderledes i situationen. 

Andre forhold som kan influere kan 

være graden af tabsoplevelse i situationen. 

Som eksempel på graden af 

tabsoplevelser kan i forbindelse med 

voldtægt nævnes tabet af tilliden til 

andre mennesker, tabet af troen på at 

være usårlig, at ingen vil gøre én 

ondt eller tabet af troen på, at man 

altid nok skal klare sig. 

Graden af uventethed kan ligeledes 

påvirke oplevelsen af traumet og efterforløbet. 

Har man mulighed for 

mentalt at forberede sig på en svær


begivenhed, kan man nå at indstille 

sig og dermed opbygge en form for 

kontrol, hvilket ikke er muligt ved 

den uventede hændelse. 

En længerevarende belastning som 

f.eks. at være taget som gidsel gennem 

længere tid kan få sværere konsekvenser 

for den, som udsættes for 

oplevelsen end en ganske kortvarig 

hændelse. 

Risiko for gentagelse af traumet er 

ligeledes meget belastende. Lever 

man i et voldeligt forhold, hvor risikoen 

for at blive udsat for vold endnu 

en gang er tilstede, kan tanken om 

gentagelse af hændelsen være angstskabende. 

Situationer hvor der kan forekomme 

moralsk konflikt kan også være svære. 

Et voldtægtsoffer, der måske har 

været svært alkoholpåvirket ved 

voldtægten eller frivilligt har fulgt 

voldtægtsmanden, kan rammes af 

selvbebrejdelser, skyldfølelse og 

skamfuldhed, ligesom omgivelserne 

tilsigtet eller utilsigtet kan reagere 

fordømmende overfor offeret. ”Kunne 

du ikke have tænkt dig om? Var 

du ikke selv lidt ude om det?” - og 

andre lignende reaktioner. 

Samfundet kan nogle gange påvirkes 

i større grad af voldtægt. I krigen i 

Bosnien og Kosovo brugte man i vid 

omfang voldtægt som undertrykkelses- 

eller udstødelsesmiddel, hvor 

talrige kvinder ikke blot led under 

krigen og dens følger som resten af 

befolkningen, men også led af følgerne 

efter voldtægten med mulig 

graviditet til følge og med moralske 

overvejelser om, hvorvidt de skulle 

beholde deres ”djævlebørn” og leve 

med skammen resten af livet eller 

skille sig af med børnene. 

Usædvanlige sansemæssige 

oplevelser 

Ved livstruende begivenheder beretter 

flere ofre efterfølgende om oplevede 

perceptuelle forandringer, som 

har været fremmede og skræmmende 

for dem. Det skal dog her understreges, 

at sådanne perceptuelle forandringer 

må betragtes som normale 

reaktioner i efterforløbet. Når ofre 

har været i en situation, hvor de har 

skullet kæmpe for deres liv, synes 

der at ske automatiske ændringer i 

hjerneprocesserne. Levine, 1997, og 

Van der Kolk, 1996, skriver herom, 

at ofre efter livstruende begivenheder 

som en del af chokreaktionen opfatter, 

bearbejder og lagrer information 

på en anden måde end sædvanligt, 

der gør det muligt at mobilisere 

mentale ressourcer til at håndtere de 

livstruende begivenheder. Så ikke 

nok med, at perceptuelle forandringer 

er normale, de kan tillige være 

med til at hjælpe ofrene igennem de 

traumatiske begivenheder på en mere 

hensigtsmæssig måde for den enkelte.

En undersøgelse (Noyes og Slymen, 

1978-79) har vist, hvorledes overlevende 

fra livstruende begivenheder 

som fald- og drukneulykker, bilulykker 

og alvorlig sygdom m.m. har oplevet 

perceptuelle forandringer. Undersøgelsen 

inkluderede 205 ofre i 

alt og er således ret omfattende. Af 

disse ofre var 132 mænd og 73 var 

kvinder. Nedenfor er vist de hovedgrupperinger, 

som ofrenes oplevelser 

kunne inddeles i: 

Fysiske 

Her nævnes perceptuelle forandringer 

som ukendte kropsfornemmelser 

og oplevelser af, at kroppen er adskilt 

fra selvet eller forandret i form 

eller størrelse. Syn og hørelse kan 

være uklart eller usædvanligt skarpt, 

genstande opfattes som små eller 

langt væk, man oplever forandringer 

i farver eller syn samt hører ukendte 

lyde. 

Kognitive (tankemæssige) 

Indenfor det kognitive område angives 

forandringer som at ofrenes tanker 

er speedet op, eller er mere skarpe 

og levende end sædvanligt - eller 

mere uklare. Endvidere at tanker eller 

bevægelser er mekaniske. 


Følelsesmæssige 

Her viser undersøgelsen perceptuelle 

forandringer i form af oplevelsen af, 

at der er en væg mellem én selv og 

følelserne eller oplevelse af følelsesløshed 

eller fravær af stærke følelser. 

Det er ikke ualmindeligt, at mennesker, 

der har været udsat for traumatiske 

begivenheder, egentlig ikke reagerer 

følelsesmæssigt i forbindelse 

med eller umiddelbart efter hændelsen. 

Dette kan være skræmmende for 

offeret selv og for omgivelserne, som 

kan stå uforstående overfor den 

manglende følelsesmæssige reaktion. 

Offeret kan efterfølgende reagere 

med selvbebrejdelser i form af, at 

vedkommende burde have reageret 

anderledes eller stærkere i situationen. 

Andre har oplevet en følelse af 

at forstå en masse eller en følelse af 

harmoni og enhed eller glæde. 

Selvoplevelse 

Selvet kan opleves som fremmed eller 

uvirkeligt, ligesom mange føler 

sig adskilt fra kroppen eller fra verden. 

Atter andre beretter om, at de 

har følt sig styret af en kraft uden for 

dem selv. 

Andre sanseoplevelser 

Nogle oplever indre forestillingsbilleder 

som skarpe eller levende, hvor 

hændelsen således kan gennemleves


igen og igen. Andre beretter om, at 

verden kan opleves som fremmed og 

uvirkelig, eller kan fortælle, at de har 

haft en åbenbaring. 

Noyes & Slymens undersøgelse viser, 

at næsten alle, der overlever en 

livstruende situation og har været i 

chok, har haft nogle af de ovennævnte 

usædvanlige, sansemæssige oplevelser. 

Mange ofre vælger ikke at 

fortælle om den slags oplevelser, 

fordi de er bange for omgivelsernes 

reaktioner (at de skal tro, man er 

skør (hallucineret) eller vil gøre sig 

interessant). De usædvanlige sansemæssige 

oplevelser udgør imidlertid 

et vigtigt materiale i forståelsen af 

chokoplevelsen og de instinktive 

overvejelser/handlingsforsøg. 

Betydningen af specifikke 

omstændigheder i 

På baggrund af en analyse af 75 undersøgelser 

af volds- og voldtægtsofre 

(Elklit, 1993) kan man med nogle 

forbehold konkludere følgende: 

Er der en oplevelse eller fornemmelse 

af, at en situation kan udvikle 

sig til at blive farlig, vil dette 

forhold være gunstigt i den senere 

bearbejdningsproces, fordi det er 

med til at styrke offerets tro på, at 

det er muligt at kontrollere (opdag/undgå/afværge) 

fremtidige 

overgreb). 

• Der ser ud til at være relativt små 

forskelle mellem forskellige former 

for vold: Voldtægt, voldtægtsforsøg, 

bortførelse, overfald 

og røveri. Årsagen hertil er sandsynligvis, 

at de livstruende og fysisk 

krænkende elementer er så 

fremtrædende i forbindelse med 

oplevelsen af hjælpeløshed og 

rædsel. 

• Der ser ud til at være en omvendt 

u-formet sammenhæng mellem de 

anvendte voldsmidler og senere 

symptomudvikling, således at bestemte 

trusler i den ende af spektret 

og våben i den anden ende af 

spektret får offeret til at underkaste 

sig den synlige eller usynlige 

trussel, mens fysisk magt i ”midterområdet” 

vil give en følelse af 

at have gjort noget, men også resultere 

i flere kvæstelser og flest 

symptomer. 

• Fysiske kvæstelser kan indtil en 

vis grænse have en modererende 

indflydelse på symptomudviklingen 

– måske fordi sår og skrammer 

gør det nemmere for offeret at 

blive troet og derved få social 

støtte. Sår og skrammer kan også 

være med til at flytte fokus fra de 

psykiske problemer og overskygge 

dem i en periode. Men er skaderne 

betydelige, er der grund til 

at forvente relativt flere psykiske 

problemer ét år senere.

Antallet af gerningsmænd er en 

velundersøgt faktor. Man kunne 

tro, at flere gerningsmænd ville 

forstærke følelsen af kontroltab og 

oplevelsen af ondskab, men undersøgelser 

giver ikke noget sikkert 

billede af, om antallet af gerningsmænd 

forværrer følgerne af 

voldtægt. 

Relation til gerningsmænd er også 

velundersøgt; er det værre at blive 

voldtaget af en vildt fremmed end 

af et nyt bekendtskab, en gammel 

ven eller en tidligere kæreste? 

Hovedparten af de eksisterende 

undersøgelser viser, at relationen 

ikke gør nogen forskel m.h.t. senere 

tilpasning. 

Betydningen af gerningsstedet 

(eget hjem, kendt/ukendt område 

for offeret) for den efterfølgende 

symptomudvikling er usikker. 

Hvilken forskel gør ydet modstand? 

I Det kriminalpræventive 

Råds pjece om voldtægt fremhæves, 

at ”voldtægt kan forebygges” 

(titlen på pjecen), og at man skal 

gøre modstand, så godt man kan, 

samtidig med at man skriger om 

hjælp. Der advares dog mod at gå 

til modangreb (med mindre man 

har lært selvforsvar), og man opfordres 

til at give efter, hvis gerningsmanden 

er meget voldsom, 

tager kvælertag eller truer med 

våben. 


Det er rigtigt, at undersøgelser viser, 

at ydet modstand resulterer i 

antallet af fuldbyrdet voldtægt daler, 

fordi manden må opgive sit 

forehavende. Men flere undersøgelser 

viser, at offerets aktive 

modstand resulterer i, at omfanget 

og alvoren af kvæstelser hos ofrene 

stiger betydeligt. 

Det er vores opfattelse, at rådgivning 

om, hvordan man skal forholde 

sig, uheldigt nok kan være 

med til at forstærke en sekundær 

viktimisering, og at den spontane 

reaktion, når voldtægten starter, 

som udgangspunkt var det rigtige, 

fordi personen handlede instinktivt 

ud fra en ubevidst vurdering 

af sine overlevelseschancer. 

En kærneoplevelse for mange 

overfaldsofre er at møde et andet 

menneske, som med vilje ønsker 

at skade én. Denne oplevelse er 

for mange rystende og afstedkommer 

tit store ændringer i synet 

på mænd og hele samfundet og i 

den grundlæggende tillid til andre 

mennesker. Før var den bevidste 

ondskab ofte abstrakt, nu er den 

blevet noget konkret for offeret. 

Oplevet angst under overfaldet er 

en god prediktor for den senere 

proces. Har angsten været meget 

stor, er prognosen dårligere.


Umiddelbare reaktioner 

I en undersøgelse af voldsofre fra 

Randers (Elklit, 1993) blev de umiddelbare 

reaktioner og de efterfølgende 

reaktioner hos 40 voldsofre grupperet 

som følgende: 

Chock 

Amnesi, bevidstløhed 

kropsforstyrrelser 

Angst 

Afmagt 

Vrede 

Depression 

Sekundære emotioner 

Selvmedlidenhed 

Selvbebrejdelse, skyldfølelse 

Tilfreds, rolig Medlidenhed 

med gerningsmand 

Sekundære tanker Prøvede at 

glemme Tanker: ”Hvorfor?” 

Tanker: ”Repressalier?” 

Tanker: ”Hvis bare?” 

Negativ kontakt Alene, 

ensom Kontaktbehov 

Bebrejdelser fra andre 

Positiv kontakt 

Råbte op 

Modtog hjælp 

Kontakt med myndigheder 

I sikkerhed/flugt 

Lige efter 

Dage/uger 

overfaldet efter 

75% 6% 

75% 82% 

16% 50% 

72% 16% 

Det ses af tallene, at betydningen af 

det kropslige og det kontaktsmæssige 

aspekt daler meget fra de første 

timer og døgn efter overfaldet til fle- 

re dage og uger efter. De stærke, 

primære følelser fylder meget lige 

efter overfaldet – og bliver ved med 

at fylde meget. Det, vi har kaldt de 

sekundære følelser og tanker fylder 

kun lidt lige efter overfaldet, hvor 

det er overlevelsen det gælder, men 

de får en stor betydning i løbet af 

kort tid. 

Akut stressforstyrrelse 

Den akutte stressforstyrrelse (ASD) 

er en ny diagnose, som er fremkommet 

i 1992 (WHO) i ICD-10 og i 

1994 i DSM IV (APA). Den er bygget 

op over de tre samme kærnesymptomer 

som posttraumatisk 

stressforstyrrelse (PTSD), men indeholder 

derudover et fjerde kærnesymptom: 

Dissociation, som er det 

centrale psykologiske aspekt, der 

virker igangsættende på den efterfølgende 

forstyrrelse. 

ASD er for tiden ved at blive nærmere 

udforsket i forskellige lande (bl.a. 

i et projekt om trafikofre med skadestuen 

på Århus Amtssygehus og 

Psykologisk Institut, Aarhus Universitet). 

I ICD-10 kaldes tilstanden for 

akut belastningsreaktion (ABR) 

(F43.0), men denne er vanskelig at 

bruge af flere grunde: Symptomerne 

skal være væk i løbet af 48 timer, og 

diagnosen kan således ikke stilles, 

før man har konstateret, at symptomerne 

forsvinder eller må ændres ef-

ter to døgn. Beskrivelsen af ABR er 

efter vores opfattelse misvisende: 

”Overdreven hyperaktivitet”, ”ubehersket 

og overdreven sorgreaktion”, 

”indsnævring af bevidsthedsfeltet” i 

disse reaktioner er forståelige og almindelige 

ud fra konteksten, som vil 

være den livstruende situation. 

Tilsvarende finder vi problemer med 

ICD-10s forståelse af den post-traumatiske 

belastningsreaktion (PTBR), 

idet denne diagnose har et normativt 

stressorkriterie og en helt udifferentieret 

bestemmelse af undgåelsesreaktioner, 

som medfører en betydelig 

reduktion af de potentielt behandlingskrævende 

(jf. Elklit, 1997). Af 

disse grunde anbefales brugen af det 

amerikanske diagnosesystem. Det er 

ikke ualmindeligt, at PTSD også 

bruges om akutte reaktioner (trods 

varighedskriteriet på en måned, der 

nok mest skyldes erstatningshensyn). 

Efter vores opfattelse er traumatiserings- 

og bearbejdningsprocesserne 

kontinuerlige, og det giver derfor i 

praksis god mening at arbejde udfra 

den samme grunddiagnose. 

PTSD inddrager offerets oplevelse af 

begivenheden og rummer tre distinkte 

kærnesymptomer, der repræsenterer 

den centrale dynamik i forstyrrelsen. 

Takket være den større diagnostiske 

klarhed er det lettere også at 

give en mere adækvat behandling af 

voldtægtsofre. 


Kriterier for PTSD 

Erfaringerne med og forskningen 

omkring voldtægtsofre viser, at voldtægt 

kan have alvorlige konsekvenser 

for ofrene - konsekvenser der 

indbefatter såvel fysiske, psykiske 

som sociale påvirkninger, selv mange 

år efter overgrebet. Disse symptomer 

har fået den diagnostiske betegnelse 

posttraumatisk stressforstyrrelse 

(PTSD). I det følgende gengives 

kriterierne for PTSD ud fra DSM 

IV (American Psychiatric Association, 

1994): 

1. Personen har været udsat for en 

traumatisk begivenhed, der var ken 

detegnet ved de to nævnte forhold: 

a) Personen oplevede, var vidne til 

eller blev konfronteret med en begivenhed 

eller begivenheder, som 

indebar død eller trusler om død 

eller alvorlig kvæstelse eller trusler 

om død eller alvorlig kvæstelse 

eller trusler mod egen eller andres 

fysiske integritet. 

b) Personens reaktion involverede 

intens frygt, hjælpeløshed eller 

rædsel. 

2. Den traumatiske begivenhed bli 

ver til stadighed genoplevet på 

mindst én af følgende måder: 

a) Gentagne invaderende og belastende 

erindringer om det skete.


b) Gentagne belastende drømme om 

begivenheden. 

c) En pludselig oplevelse af eller 

ageren som om den traumatiske 

begivenhed gentog sig i nuet 

(f.eks. en oplevelse af at gennemleve 

begivenheden igen, oplevelse 

af illusioner, hallucinationer eller 

dissociative episoder (”flash 

backs”). 

d) Intenst psykisk stress ved oplevelse 

af begivenheder, der kan symbolisere 

eller ligne den traumatiske 

begivenhed. 

e) Fysiologisk reaktion ved oplevelse 

af begivenheder, der symboliserer 

eller ligner aspekter af den 

traumatiske begivenhed. 

3. Vedvarende forsøg på at undgå 

stimuli, der er forbundet med 

traumet, eller en følelsesmæssig 

tilbagetrækning (”numbness”), 

som ikke var til stede før traumet. 

Dette skal manifesteres ved mindst 

3 af følgende symptomer. 

a) Forsøg på at undgå tanker eller følelser 

forbundet med traumet. 

b) Forsøg på at undgå aktiviteter og 

situationer, der kan give erindringer 

om traumet. 

c) Manglende evne til at genkalde 

sig vigtige aspekter af traumet. 

d) Tydelig nedsat interesse for vigtige 

aktiviteter. 

e) En oplevelse af følelsesmæssig afsondrethed 

eller fremmedgørelse 

over for andre. 

f) Begrænsning i det følelsesmæssige 

spektrum, f.eks. manglende 

evne til at føle kærlighed over for 

andre. 

g) En oplevelse af, at fremtidsmulighederne 

er begrænsede. 

4. Vedvarende symptomer på øget 

stress (”arousal”), som ikke var til 

stede før traumet. Dette skal manife 

stere sig ved mindst 2 af følgende 

symptomer: 

a) Vanskelighed ved at falde i søvn 

eller sove igennem. 

b) Irritabilitet eller vredesudbrud. 

c) Koncentrationsvanskeligheder. 

d) Overvagtsomhed. 

e) Overreaktion på forskrækkelse 

(”startle response”). 

5. Forstyrrelsen skal have varet i 

mindst én måned. 

6. Forstyrrelsen forårsager en klinisk 

set betydelig belastning eller 

forringelse på det sociale, arbejdsmæssige 

eller andre vigtige funktionsområder.

Det er her vigtigt at understrege, at 

symptomerne skal have varet ud over 

én måned efter hændelsen, før der er 

tale om PTSD, idet de indenfor den 

første måned må betragtes som normale 

reaktioner på en svær belastning. 

PTSD ses ofte indenfor de første 6 

måneder efter hændelsen, men det er 

ikke ualmindeligt, at symptomerne 

først udvikler sig senere. Således viser 

erfaringer fra større katastrofer, 

at nogle af ofrene op til flere år efter 

katastrofen udviklede PTSD, hvor 

det så sent i forløbet kan være vanskeligt 

at identificere årsagen til 

symptomudviklingen og dermed få 

stillet det rigtige diagnose og dermed 

få etableret den rette støtte og behandling. 

I forbindelse med PTSD skelnes 

mellem akutte og kroniske former, 

hvor PTSD udover 6 måneder betragtes 

som kronisk. Erfaringerne viser, 

at jo længere tid der går mellem 

symptomdebut, diagnosticering og 

iværksat behandling, desto mindre 

chance er der for, at symptomerne 

aftager. 

Sekundære symptomer ved 

PTSD 

Fremkomsten af PTSD-diagnosen 

betød en identificering af de primære 

områder i traumatiseringsprocessen. 

På den baggrund blev det muligt og- 


så at udskille en række andre symptomer, 

som er meget hyppigt forekommende. 

Disse kaldes under ét de 

sekundære symptomer ved PTSD, 

fordi de er følgetilstande til den primære 

dynamik . En anden betegnelse 

er komorbiditet = samtidig anden 

sygdom. 

Relativt mange ofre får stillet diagnosen 

depression i efterforløbet af 

traumatiske hændelser som bl.a. 

voldtægt. De depressive perioder kan 

være af kortere eller længere varighed 

og intensitet og kan forekomme 

år efter overgrebet. 

Angst er et meget udbredt fænomen 

blandt voldtægtsofre, hvor en stor 

del af voldtægtsofre lider af angst i 

umiddelbar tilknytning til overgrebet, 

men angsten er også tilstede som 

en langtidseftervirkning, om end den 

ændrer karakter. I umiddelbar tilknytning 

til voldtægten angiver 72% 

af ofrene at have lidt af dødsangst 

(Peters, 1976, iflg. Elklit, 1993). 

Kort efter voldtægten angiver mange 

at være angst for situationer eller 

stimuli, der minder om voldtægten 

såsom angst for mænd, angst for at 

gå ud i mørke, eller for at være alene. 

Angsten synes på længere sigt at 

blive mere generaliseret, men også 

panikangst og forskellige fobiformer 

er almindelige følgevirkninger. 

Impulsiv adfærd kommer til udtryk 

som en reaktionsdannelse, når f.eks.


et offer efter en livstruende hændelse 

eller et seksuelt overgreb er i kaos 

rent følelsesmæssigt og har oplevet 

at miste kontrol over sit liv og sig 

selv. Den impulsive adfærd kan tillige 

komme til udtryk på mange måder 

ved pludselige og drastiske livsændringer, 

såsom jobskifte, flytning, 

ophør af parforhold, rejser, 

ændring i livsstil o.l. 

Misbrugsproblematikker ses også 

som sekundære symptomer ved 

PTSD, hvor undersøgelser viser, at 

risikoen for alkohol- og stofmisbrug 

er 2-4 gange højere blandt ofre for 

seksuelle overfald end blandt andre. 

(Elklit, 1993). Misbrug kan opfattes 

som en form for selvmedicinering, 

der tilsyneladende kan forekomme 

hensigtsmæssig lige efter voldtægten, 

men som hurtigt kan få karakter 

af et nyt selvstændigt problem, der 

rummer sin egen afhængighedsskabende 

dynamik. 

Andre ofre er plaget af kropslige reaktioner 

som kvalme, opkastninger, 

hovedpine og muskelspændinger, 

mave-tarmproblemer, forhøjet blodtryk 

samt gynækologiske symptomer 

mv. Nogle mennesker, herunder 

kvinder fra andre kulturer, synes at 

reagere mere kropsligt end følelsesmæssigt 

i efterforløbet af en traumatisk 

hændelse, hvilket kan gøre diagnosticeringen 

vanskelig og dermed 

også gøre det vanskeligt at få iværksat 

den rette efterbehandling. Ved 

kropslige reaktioner vælger man ofte 

at fokusere på uddybende lægelig 

udredning, og de mere følelsesmæssige 

aspekter risikerer at blive overset. 

Mange ofre beretter som nævnt 

om ændret tidsopfattelse; tiden under 

den belastende hændelse gik ekstremt 

langsomt - eller at det skete, eller 

de handlinger man selv udførte, 

skete i slowmotion. Denne ændrede 

tidsopfattelse kan betyde ekstra tid 

for offeret til at vurdere situationen 

og til at tage stilling til egne handlinger. 

Tiden kan af andre også opleves, 

som om den flyver af sted, hvilket 

kan bevirke et ekstra psykisk pres på 

offeret. Tidsopfattelsen kan efter et 

overfald ændre sig på den måde, at 

offeret holder op med at tænke på og 

planlægge en fremtid og i stedet lever 

fra dag til dag. Vedkommende 

begynder måske at tage varsler som 

en slags advarsel og bruge disse til at 

begrænse sin livsudfoldelse. Når 

kontroltabet har været totalt, ses nogle 

gange en tilbagevenden til en tidligere 

angstbeherskelsesteknik i form 

af en slags magisk tænkning, som 

findes hos børn i en bestemt alder. 

Ændrede jeg-funktioner ses ligeledes 

ofte som sekundære PTSD symptomer, 

hvor offeret i sine følelsesmæssige 

og adfærdsmæssige reaktioner 

kan regrediere til tidligere udviklingstrin. 

Man kan eksempelvis for en periode 

øge sin afhængighed af andre og må-

ske have brug for at sove sammen 

med nogen eller have brug for, at 

nogen følger én, når det er mørkt eller 

lignende. Har man befundet sig i 

ekstreme situationer, hvor man har 

haft følelsen af at miste kontrol over 

sig selv eller over situationen, reagerer 

flere efterfølgende med et behov 

for at øge egen kontrol i forsøg på at 

undgå at bringe sig i en lignende situation 

igen. Dette kan komme til 

udtryk på mangfoldig vis, hvor man 

kan undgå at bringe sig i situationer, 

der minder om den belastende begivenhed. 

Er man måske blevet overfaldet 

på en mørk vej en aften, kan 

man senere forsøge at skabe kontrol 

ved at undlade at gå alene ud om aftenen. 

Har man været udsat for et 

seksuelt overgreb på et diskotek, 

mens man var spirituspåvirket, kan 

man forsøge at genskabe kontrol ved 

at undlade at gå på diskotek, eller 

ved at undlade at drikke spiritus. 

Kontrolbehovet kan blive så stærkt, 

at livsudfoldelsen indskrænkes væsentligt. 

I en undersøgelse fra USA af de 

akutte reaktioner to uger efter voldtægt 

fandt Rothbaum et al. (1992), at 

94% af kvinderne kunne opfylde kriterierne 

for PTSD, efter fem uger var 

tallet faldet til 65% og efter tre måneder 

til 47%. Bownes et al. (1991) 

finder, at 70% af de voldtagne kvinder 

i en engelsk undersøgelse lider af 

PTSD så længe som 17 år efter. Således 

får mange voldtægtsofre vold- 


somme reaktioner i det umiddelbare 

forløb af en voldtægt, men for nogle 

sætter disse reaktioner sig fast med 

meget langvarige og livsbegrænsende 

konsekvenser. 

I en metaanalyse af forskellige typer 

voldelige overgreb finder Kilpatrick 

& Resnick (1993), at voldtægt er den 

eneste slags voldeligt overgreb, som 

er signifikant forbundet med PTSD, 

selv efter at man har kontrolleret for 

tilstedeværelse af både oplevet dødstrussel 

og grad af kvæstelse. 

Andre eftervirkninger 

I ”Offer for vold” (Elklit, 1993) er 

der en gennemgang af 75 undersøgelser 

om fysiske, psykiske og sociale 

eftervirkninger af voldtægt, voldtægtsforsøg 

og voldelige overfald. 

Nedenfor ses de 14 områder, hvor 

der er konstateret følgevirkninger af 

primært voldtægt (som udgjorde 2/3 

af de 75 kortlagte undersøgelser). 

1. Psykiatriske symptomer (herunder 

selvmordsforsøg og –tanker) 

2. Kognitive forstyrrelser 

3. Fysiske symptomer 

4. Emotionelle symptomer 

5. Depression og sorg 

6. Skyld og skamfølelser 

7. Aggression 

8. Selvfølelse


9. Sociale relationer 

10. Bopæl og arbejde 

11. Seksualitet 

12. Beskyttende adfærd 

13. Praktiske problemer 

14. Meningssøgende adfærd 

Traumatisering indlejret i det 

sociale felt 

I figur 4 vises to forhold. For det første 

en slags forløbskæde fra selve 

overgrebet til bearbejdningsprocessen, 

hvor de instinktive reaktioner 

kommer efter anslaget og fører til 

sikkerhedssøgende adfærd. Først når 

de har opnået en subjektiv følelse af 

sikkerhed, er det muligt, at der kan 

ske en afreagering og en første bearbejdning, 

som er en betingelse for 

den efterfølgende, dybdegående bearbejdning. 

Det andet forhold i figur 4 er, at 

voldtægten og forløbet er indlejret i 

et socialt felt, som omfatter både tilfældigt 

forbipasserende hjælpere, 

familie, venner og kolleger på den 

ene side og forskellige myndigheder 

og officielle instanser på den anden. 

Hver eneste person og myndighed 

har mulighed for at forstærke eller 

svække virkningen af voldtægten 

gennem sine reaktioner. Ved at være 

forbeholden, ambivalent, formel, bureaukratisk 

eller negativ forværres 

ofrenes reaktioner, og en sekundær 

traumatisering kan finde sted.

Politi 

Voldtægt Instinktive 

reaktioner 

Social støtte 

Mange undersøgelser har vist, at social 

støtte fra familie og venner er af 

stor betydning, når en person møder 

modgang i livet. Også når det drejer 

sig om voldtægt, er der en klar effekt 

af social støtte (Elklit, 1993). Sales 

et al. (1984) fandt, at tætte familiebånd 

betød større akut belastning, 

men derefter færre symptomer hos 

voldtagne kvinder, og at denne faktor 

var den mest betydningsfulde 

mht. at forudsige symptomomfanget 

på længere sigt. 

Social felt 


Presse Retssag 

Sygehus Advokat Erstatningsnævn 

Sikkerhed Afreageren og første 

bearbejdning 

Efterfølgende 

bearbejdning 

Forbipasserende Familie Venner 

Kolleger 

Figur 4: Model for traumereaktioner i en social kontekst 

Der er i dag en stigende opmærksomhed 

på kvaliteten af den sociale 

støtte, som ofrene modtager, og en 

spirende forståelse af den dynamik, 

som relationen repræsenterer. Bl.a. 

Porritt (1979) har demonstreret, at 

kvaliteten af den modtagne sociale 

støtte mht. empati, respekt og autenticitet 

havde afgørende betydning for 

tilpasning og velbefindende. Porritt 

antager, at den sociale støtte påvirker 

offerets mestringsanstrengelser, som 

virker tilbage på giverne af den sociale 

støtte, og dette samspil påvirker 

forløbet i positiv eller negativ ret-


ning. Porritt fandt ligeledes, at virkningen 

af gode, støttende relationer 

kan ophæves af mangelfuld støtte fra 

andre personer eller instanser. 

Omgivelserne trækker sig nogle 

gange væk fra offeret, fordi dets lidelser 

er for store, og omgivelserne 

føler sig afmægtige. Denne oplevelse 

skaber et slags normalitetspres for 

offeret: Den voldtagne oplever, at 

hendes følelser og reaktioner er for 

meget og belaster omgivelserne. Den 

mest nærliggende løsning vil for 

mange ofre være at holde sine tanker 

og følelser for sig selv for herigennem 

at skåne familie og venner 

(Paap, 1981; Elklit, 1993). Flere (Solomon, 

1986; Buunk & Hoorens, 

1992) har gjort opmærksom på, at 

langvarig og uønsket afhængighed af 

familie og venner medfører stress og 

fjendtlighed. Både amerikanske 

(Burgess & Holmstrom, 1979) og 

norske (Dahl, 1993) undersøgelser 

viser, at halvdelen af alle faste forhold 

brydes indenfor hhv. 6 og 12 

måneder efter en voldtægt. Da flertallet 

af de undersøgte kvinder er unge, 

ville nogle af disse forhold måske 

været gået i stykker under alle omstændigheder, 

men alligevel er tallet 

alarmerende højt. 

Andre instanser 

Halvdelen af de, der læste om deres 

overfald i pressen, følte sig dårligt 

behandlet pga. unøjagtigheder og 

fordrejninger, som pyntede lidt på 

historien, men som gjorde offeret 

mere sårbar i relation til sin familie, 

venner, bekendte og kolleger (Elklit, 

1993). 

Domstolene er en myndighed, som i 

stort omfang bidrager aktivt til en 

sekundær traumatisering af voldsofre. 

Op mod 80% føler sig dårligt behandlet 

i retten og en stor del vil have 

brug for en støttende eskorte til og 

under retssagen samt en efterbearbejdning 

af den behandling, der foregår 

i retten, og som mange oplever 

som et nyt overgreb (Elklit, 1993). 

Erstatningsnævnet for voldsofre er 

en langsomt arbejdende bureaukratisk 

institution, som pga. sin arbejdsmåde 

også bidrager til frustrationer 

hos mange ofre (Elklit, 1993). 

En oversigt over 

traumatiseringsprocessen 

Figur 5 er et forsøg på at vise de væsentlige 

områder, som har indflydelse 

på traumatiseringsprocessen, og 

hvorledes denne forløber fra voldtægten 

indtræffer til reaktionen bliver 

til symptomer, som sætter sig 

fast i form af psykiske forstyrrelser, 

kropslige forstyrrelser eller personlighedsmæssige 

forstyrrelser.

Demografi Personlighed Sociale 

tilhørsforhold 

Social støtte 

Holdninger til 

sig selv og andre 

Forhøjet 

vagtsomhed 

Personlighedsforstyrrelse 

r/ dysfunktionelle træk 

Senfølger 

Traumatisk begivenhed 

Oprindelig chok-/forsvarsrefleks 

(dissociation) 

Fortolkning (kognitivfølelsesmæssig) 

Tilbagetrækning 

Psykiatriske 

syndromer (PTSD 

m.fl.) 


Forsvar 

Invaderende erindringer 

Figur 5. Model for udvikling af psykiske traumer 

En ubehandlet voldtægt kan medføre 

vedvarende personlighedsændringer, 

som beskrevet i ICD-10 (F.62). Læg 

mærke til de krav, der stilles om tidligere 

psykisk sundhed og fravær af 

ko-morbiditet . Hermed frasorteres et 

meget stort antal personer, som trods 

svære belastninger ikke ville kunne 

få den nødvendige anerkendelse af 

Andre 

livsbegivenheder 

Mestring 

Psykofysiologiske 

forstyrrelser 

de svære og dybtgående senfølger, 

der kan forekomme hos nogle af de 

voldtægtsofre, der ikke bliver godt 

hjulpet. 

En langt mere dynamisk måde at anskue 

uhensigtsmæssige, længerevarende 

reaktionsmønstre på finder vi 

hos Seymor Epstein (1991), som vist 

nedenfor. Han inddeler det, han kalder 

maladaptive løsninger eller personlighedsændringer, 

i fem grupper


baseret på en generaliseret holdning 

til omverdenen og til selvet eller 

jeg’et. For hver løsningsmodus er 

beskrevet en grundstrategi i forhold 

til andre mennesker. Grundlæggelsen 

af de maladaptive opfattelser og strategier 

er synlige på et meget tidligt 

tidspunkt i bearbejdningsprocessen 

efter en traumatisering, hvilket muliggør 

at psykologen kan være opmærksom 

på en evt. uhensigtsmæssig 

udvikling og søge at korrigere 

denne. 

Maladaptive løsninger/personlighedsændringer 

1. Generalisering af frygt 

(verden er farlig; jeg er svag) 

Strategi: på vagt 

2. Generalisering af vrede (verden er 

ond; jeg er blevet mishandlet) 

Strategi: Angribe andre 

3. Generalisering af tilbagetrækning 

(verden er farlig; jeg er uværdig; 

relationer er farlige) Strategi: 

forkaste andre 

4. Løsninger baseret på dissociation 

To sæt forestillinger: et dominant 

(som før traumet) og et dissocieret 

Strategi: Undgå situationer, hvor 

traumerelaterede stimuli aktiveres 

5. Løsninger baseret på at omfatte 

traumet 

(verden er meningsløs) Strategi: 

Overvinde angst ved at udfordre 

faren (antifobisk adfærd) 

Sårbarhedsfaktorer 

Undersøgelser af voldtagne mænd 

har vist samme symptombillede som 

tilsvarende undersøgelser af kvinder. 

Alder har næppe i sig selv en særskilt 

betydning for forekomsten af 

eftervirkninger, men en voldtægt kan 

forstyrre den udviklingsmæssige opgave, 

som hører til den pågældende 

alder. 

Betydningen af at være single eller 

leve i parforhold for bearbejdning af 

voldtægt er ikke klart belyst. Umiddelbart 

skulle man tro, at der var mere 

støtte at få i et parforhold, men 1) 

er det ikke sikkert, at det forholder 

sig sådant 2) kan partneren reagere 

så angstfyldt, bebrejdende, rasende 

eller ligegyldigt, at det skaber nye 

problemer for offeret. Kilpatrick et 

al. (1985) fandt imidlertid, at hvis 

kvinden har haft et forhold til en 

mand indenfor de sidste 12 måneder 

før voldtægten, var det en faktor, 

som betød, at hun klarede belastningerne 

bedre. 

Uddannelse og arbejde er ressourcefaktorer, 

som bidrager til at mindske 

negative følgevirkninger.

Psykiske vanskeligheder og misbrug 

er faktorer, der både forøger sandsynligheden 

for at blive voldtaget, og 

som efterfølgende er med til at skabe 

betydelige tilpasningsproblemer. 

Hvis man har været ude for flere store 

livsændringer, er det en faktor, der 

har betydning for, hvordan man klarer 

sig igennem efter en voldtægt. 

Ruch et al. (1980) viste i en spændende 

undersøgelse, at de kvinder, 

der havde været ude for et mindre 

antal forandringer, klarede sig langt 

bedre igennem voldtægtsoplevelsen 

end kvinder, som havde været udsat 

for enten ingen eller mange forandringer 

indenfor det sidste års tid. I 

følge deres analyse var denne type 

livsændringer den enkelte faktor, der 

bedst kunne forudsige virkningerne 

efter voldtægt. 

Tidligere voldtægter ser ud til at reducere 

de akutte symptomer ved en 

ny voldtægt, men efter nogle uger 

ændrer billedet sig, således at de, der 

tidligere var blevet voldtaget, havde 

det betydeligt dårligere. 

I en længerevarende undersøgelse af 

voldtægtsofre fandt Kilpatrick et al. 

(1985), at det belastningsniveau, der 

fandtes 1 til 3 uger efter voldtægten 

kunne forudsige belastningsniveauet 

efter 3 måneder. Dette niveau holdt 

sig de næste 4 år. Hvis en kvinde var 

stærkt belastet efter tre uger, var 

sandsynligheden stor for, at hun også 


var det efter 4 år. Af den grund er det 

vigtigt at vurdere belastningsniveauet 

og iværksætte mere omfattende 

behandlingstilbud på et tidligt tidspunkt. 

Den bedste prediktor for udviklingen 

af PTSD er kvindens oplevelse af at 

have været i fare for at blive kvæstet 

eller miste livet. (Kilpatrick et al., 

1989). Risikoen for PTSD stiger næsten 

tre gange, hvis kvinden har været 

bange for sit liv eller er kvæstet. 

(Resnick et al., 1993). 

Dahl (1993) fandt i modsætning til 

Kilpatrick et al. (ibid.), at graden af 

PTSD i de første uger og måneder 

efter voldtægten ikke kunne forudsige 

forekomsten af PTSD efter et år. 

Hendes analyse viste derimod, at tre 

faktorer tilsammen kunne forudsige 

86% af PTSD-tilfældene 12 måneder 

senere. De tre faktorer var: a) betydelig 

grad af fysisk vold og/eller et 

våben b) tidligere psykiske problemer 

og c) bebrejdelser fra familie eller 

venner. 

En anden faktor er systemets reaktion. 

Kilpatrick et al. (1988) fandt, at 

2/3 af variansen i et meget benyttet 

diagnostisk spørgeskema (SCL-90) 

kunne forklares ud fra en negativ oplevelse 

af deltagelsen i retssystemet. 

Retssagen er med til at forlænge offerrollen 

og er stærkt belastende for 

ofrene pga. risikoen for fornyet viktimisering, 

det direkte møde med


gerningsmand, det stærkt rituelle sociale 

spil i retten, genoplevelsen af 

detaljer fra voldtægten og konfrontationen 

med en anden version af forløbet. 

Voldsofre, som har selvbebrejdelser, 

har ifølge nogle undersøgelser en 

bedre prognose end de, der ikke har 

det. Selvbebrejdelser medvirker til at 

fastholde en følelse af kontrol og reducere 

hjælpeløsheden (Burgess & 

Holmstrom, 1979). Andre (Katz & 

Burt, 1988) har imidlertid fundet, at 

selvbebrejdelser efter voldtægt vanskeliggør 

bearbejdningsprocessen. 

Forklaringen herpå kan være, at der 

er tale om forskellige typer af selvbebrejdelser, 

adfærdsmæssige versus 

karakterologiske, hvor førstnævnte 

forbindes med positive virkninger og 

sidstnævnte med negative (jf. Janoff- 

Bulman 1992). 

Sårbarheden efter traumer viser sig 

også ofte ved en dyb skamfølelse, 

der kan føres tilbage til følelsen af 

ydmygelse og hjælpeløshed. Offeret 

levede ikke op til sine egne idealer 

om at kunne klare sig, men oplevede 

at være et slags bytte for en andens 

vilje og ondskab. Mange ofre har 

fortrængt skamfølelsen, men i samspillet 

med omgivelserne kan skamfølelserne 

spores og i behandlingen 

kan de kortlægges, fortolkes og bearbejdes. 

Sammenfatning om 

eftervirkninger 

Sammenfatning af hovedtendenser i 

den internationale litteratur om eftervirkninger 

efter voldelige overfald 

(Elklit, 1993): 

1) Det typiske offer har mange og 

alvorlige efterreaktioner af kognitiv, 

fysisk og emotionel art, 

dårligere selvfølelse, forringede 

sociale relationer og seksuelle 

problemer, hvis der er tale om 

voldtægt. Det typiske offer vil 

også udvise beskyttende adfærd, 

som begrænser dets hidtidige 

livsudfoldelse. 

2) Der vil være fald i belastningsgraden 

af symptomer efter en 

periode på 2-3 uger og i de efterfølgende 

3-6 måneder. Herefter 

synes symptomerne at stabilisere 

sig. 

3) Der er almindeligvis langtidsvirkninger 

efter forskellige slags 

overfald. Nogle af disse varer i 

en årrække. 

4) Højt symptomniveau lige efter 

overfaldet betyder som regel et 

højt symptomniveau et halvt år 

efter og endnu senere. 

5) Der forekommer ”sleepereffekter”, 

dvs. at nogle symptomer 

- især angst - breder sig og

medfører neurotiske hæmninger 

på flere områder. 

6) Der forekommer ”spredningseffekter”, 

dvs. at nogle symptomer 

- især angst - breder sig og medfører 

neurotiske hæmninger på 

flere områder. 

7) Der er ikke store forskelle i eftervirkninger 

ved forskellige 

former for overfald. 

8) Der er individuelle forskelle: 25- 

33% klarer sig godt igennem og 

styrkes på nogle områder af 

overfaldet. En tilsvarende procentdel 

klarer sig dårligt igennem 

og får deres livsudfoldelse 

og livskvalitet permanent forringet 

pga. overfaldet. 

9) De fleste ofre er undersøgt som 

enkeltindivider, uden at deres 

sociale omgivelser er inddraget. 

Mange ofre får ikke nogen social 

støtte. Ofrenes omgivelser lider 

ofte pga. overfaldet og ofte i et 

lignende omfang som offeret. 

Psykologisk førstehjælp til 

voldtægtsofre 

Gennem hele sin opbygning prøver 

Center for Voldtægtsofre at imødekomme 

voldtægtsofrenes behov for 

lægelig undersøgelse af fysiske 

skader 


eftersøgning og opsporing af gerningsmand 

via kontakt med politiet 

sporsikring til evt. retssag og erstatning 

at familie og venner får besked 

oplysning om faktuelle forhold 

hjælp til at klare evt. praktiske 

problemer 

følelsesmæssig støtte fysiske 

assistance (mad, bad, 

overnatning) 

psykologisk krisebehandling 

advokatbistand 

at bearbejde oplevelser fra evt. 

retssag 

Sygeplejersken er nøglepersonen til 

at give akut omsorg, tilkalde de relevante 

fagpersoner, organisere undersøgelsesforløbet 

og sørge for, at offeret 

har et sted at tage hen, hvor nogen 

kan tage sig af hende. 

Sygeplejersken er også ansvarlig for 

at skabe en atmosfære, som er støttende 

overfor følelsesudtryk og ikkefordømmende. 

Herigennem mærker 

ofrene, at de ikke er til besvær, men 

at der tid og rum til, at deres oplevelse 

kan fortælles og følelserne få frit 

løb, hvad enten det er angst, vrede 

eller sorg. 

På grund af risikoen for de omtalte 

psykologiske følgevirkninger anbefaler 

centret, at ofrene har en samtale 

med centrets psykolog. I denne sam-


tale vurderes offerets situation i fællesskab, 

og er der behov for psykologbistand, 

tilbydes ofrene et behandlingsforløb. 

Uanset om offeret 

ønsker et sådant forløb, anbefaler 

centret deltagelse i en efterfølgende 

undersøgelse efter hhv. 3 måneder 

og et år for at opfange evt. oversete 

eller opståede problemer i relation til 

voldtægten. Viser undersøgelsen, at 

der er fortsatte problemer, tilbydes 

ofrene et supplerende behandlingsforløb.

Referencer 

Bownes, I.T., Gorman, E.C., Sayers, A 

(1991). Psychiatric symptoms, behavioural 

responses and post-traumatic 

stress disorder in rape victims. Division 

of Criminological and Legal Psychology 

First Annual Conference, 1991, 

Canterbury, England. Issues in Criminological 

and Legal Psychology, I, (17): 

25-33. 

Burgess, A. W., Holmstrom, L. L. 

(1974). Rape Trauma Syndrome. 

American Journal of Psychiatry, 131, 

981-986. 

Burgess, A. W., Holmstrom, L. L. 

(1979). Adaptive strategies and recovery 

from rape. American Journal of 

Psychiatry, 136, 1278-1282. 

Buunk, B. P., Hoorens, V. (1992). Social 

support and stress: The role of social 

comparison and social exchange 

processes. British Journal of Clinical 

Psychology, 31, 445-457. 

Christianson, S. (1996) Traumatiske erindringer. 

København, Hans Reitzels 

Forlag. 

Dahl, S. (1993). Rape - A Hazard to 

Health. Oslo: Scandinavian University 

Press. 

Elklit, A. (1993). Offer for vold. Århus 

Universitetsforlag. 

Elklit, A.: The Aftermath of an Industrial 

Disaster. Acta Psychiatrica Scandinavica, 

96, 1997, (Suppl., no. 392), 1- 

25. 

Epstein, S. (1991). The self-concept, the 

traumatic neurosis, and the structure of 

personality. D. Ozer, J. M.Healy, A. J. 

Stewart (Eds.) Perspectives on personality, 

vol. 3. London: Jessica Kingsley. 

Foa, E. B., Rothbaum, B. O., Riggs, D. 

S., Murdock, T. B. (1991). Treatment of 

Posttraumatic Stress Disorder in Rape 

Victims: A Comparison Between Cognitive-Behavioral 

Procedures and Counseling. 

Journal of Consulting and Clinical 

Psychology. 59, 715-723. 

Janoff-Bulman, R. (1992). Shattered 

Assumptions. Towards a New Psychology 

of Trauma. New York: Macmillan. 

Katz, B. L., Burt, M. R. (1988). Selfblame 

in recovery from rape. A.W. 

Burgess (ed). Rape and sexual assault, 

II. New York: Garland, 151-168. 

Kilpatrick, D. G., Calhoun, K. S. 

(1988). Early Behaviorial Treatment for 

Rape Trauma: Efficacy or Artifact? Behavior 

Therapy, 19, 421-427.

Kilpatrick, D. G., Resnick H. S. (1993). 

Posttraumatic Stress Disorder Associated 

with Exposure to Criminal Victimization 

in Clinical and Community 

Populations, J. R. Davidson & E. B. Foa 

(eds.): Posttraumatic Stress Disorder: 

DSM-IV and Beyond. Washington, DC: 

America Psychiatric Press, 113-143. 

Kilpatrick, D. G., Saunders, B. E., 

Amick-McMullan, A., Best, C. L., Veronen, 

L. J., Resnick, H. S. (1989) Victim 

and Crime Factors Associated with 

the Development of Crime-Related 

Post-Traumatic Stress Disorder. Behaviour 

Therapy 20, 199-214, 1989. 

Kilpatrick, D. G., Veronen, L. J., Best 

C. L. (1985). Factors predicting psychological 

distress among rape victims. C. 

R. Figley (Ed.). Trauma and its Wake. 

New York: Brunner/Mazel, 114-141. 

Koss, M. P. (1985). The hidden rape 

victim: Personality, attitudinal and situational 

characteristics. Psychology of 

Women Quarterly, 9, 193-212. 

Levine, P. A. (1997). Væk tigeren. Helbredelse 

af traumer. København. Borgens 

Forlag. 

Noyes, R. Jr., Slymen, D. (1978-79). 

The Subject Response to Life- 

Threatening Danger. Omega, 9, 313- 

321. 

Porritt, D. (1979). Social Support in 

Crisis: Quantity or Quality? Social Science 

& Medicine, 13A, 715-721. 

Psykiske følger efter en voldtægt

Paap, W. R. (1981). Being Burglarized: 

An Account of Victimization. Victimology, 

6, 297-305. 

Resnick, H. S., Kilpatrick, D. G., Dansky, 

B. S., Saunders, B. E., Best, C. L. 

(1993). Prevalence of Civilian Trauma 

and Posttraumatic Stress Disorder in a 

Representative National Sample of 

Women. Journal of Consulting and 

Clinical Psychology, 61, 984-991. 

Rothbaum, B. O., Foa, E. B., Riggs D. 

S., Murdock T., Walsh W. (1992). A 

Prospective Examination of Post- 

Traumatic Stress Disorder in Rape Victims. 

Journal of Traumatic Stress, 5, 

455-475. 

Ruch, L. O., Chandler, S. M., Harter, R. 

A. (1980). Life Change and Rape Impact. 

Journal of Health and Social Behavior, 

21, 248-260. 

Sales, E., Blum, M., Shore B.. (1984). 

Victim Readjustment Following Assault. 

Journal of Social Issues, 40. 117- 

136 

Solomon, S. D. (1986). Mobilizing Social 

Support Networks in Times of Disaster. 

C. R. Figley, (ed.). Trauma and 

Its Wake. VOLUME II: Traumatic 

Stress Theory, Research, and Intervention. 

New York: Brunner/Mazel, Inc. 

232-263. 

Van der Kolk, B. A. (1996). The Body 

Keeps the Score. Approaches to the 

Psychobiology of Posttraumatic Stress 

Disorder. Bessel, A. van der Kolk, Alexander 

C. McFarlane, Lars Weisaeth 

(Eds.) Traumatic Stress. The Effects of 

the Overwelwing Experience on Mind, 

Body, and Society. New York: The 

Guildford Press. (1996). 214-2

Det psykologiske chok Efter at en livstruende fare er for- nemmet ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?