Læs spændende TEL temanummer om Korsfæstelsen her

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk nr. 1 | marts 2012 | 23. årgang 

ET SPADESTiK DYBERE i BiBELEnS vERDEn 

Korsfæstelse 

– grusommere end døden 

Korsfæstelse – grusommere end døden 3 

Jehohanan – historien om en rig, ung, korsfæstet mand 10 

“Ordet om korset” – et uhørt evangelium 13 

Korset af træ – historien ingen vil høre 17 

Meget sjælden inskription 20 

TEMAnUMMER om korsfæstelse

velkommen til et udvidet temanummer 

om KoRSfÆSTELSE 

Det er næsten umuligt for os, der ikke har ople- 

vet krig og tortur, at sætte os ind i korsfæstelsens 

rædsler. Det var så grusom en død, at selve det ”at 

dø” blev overskygget af de forudgående pinsler. fak- 

tisk betyder det ordet ”at korsfæste” på latin slet og 

ret at torturere. 

Så hvorfor overhovedet gøre forsøget? Hvorfor ikke blot 

lytte til den romerske forfatter Cicero, der mente, at dannede 

mennesker slet ikke burde kende ordet ”kors”? Eller i 

hvert fald nøjes med den nøgterne konstatering i evangelierne 

af, at ”de korsfæstede ham” (Mark 15,24)? 

Jo, virkeligheden er, at forfatterne til de nytestamentlige 

skrifter slet ikke havde behov for at udpensle korsets lidelser. 

Enhver slave, fri eller fornem i det romerske rige kendte 

både lyden, lugten og synet af forhør, piskning, korsbæring 

og korsophængning! 

Det var nemlig selve pointen i korsfæstelsen: skrækken, 

genkendelsen og gyset dybt i marv og ben. Derfor 

Selskab for Bibelsk Arkæologi 

Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop 

Tlf.7586 1748 

E-mail:info@bibelskarkaeologi.dk 

Internet:www.bibelskarkaeologi.dk 

Bank:Sydbank konto 7920-1014 846 

Norge:Den norske Bank 7877.06.93402 

Redaktion: 

Morten Hørning Jensen (ansv. red.), 

Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang. 

Forsidefoto: 

Motiv fra Nazareth Village. 

Foto: Morten Hørning Jensen. 

Links i TEL: 

De fl este nyheder i TEL følges op af links til hjemmesider, 

hvor der kan læses mere. Disse links er samlet 

på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk. 

Layout: 

Freehand.dk, Herning 

Tryk: 

Økotryk, Videbæk 

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens 

eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlemmer 

af Selskab for Bibelsk Arkæologi. 

Kontingent: 

Danske kr. 175,- / norske kr. 195,- 

(For unge under 26 år: kr. 125,- / norske kr. 140,-). 

Kontingent opkræves via PBS først på året. 

Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA. 

foregik korsfæstelserne altid på de mest synlige steder – på 

forhøjninger eller langs veje, hvor folk gik forbi (jf. Mark 

15,29). Nærmest som datidens neonskilte forkyndte en 

korsfæstelse på lang afstand: ”Hvis du gør ligeså, ender du 

også derpå”. 

Siden er korset blevet gyldent. Det glimter over enhver 

kirke; det er broderet i guld på enhver alterdug; vi bærer 

det stolt om halsen. Har vi mistet kendskabet til korsets 

virkelighed? 

Med dette temanummer af TEL ønsker vi at give et 

historisk og arkæologisk bidrag til at placere os så tæt på 

korsfæstelsens virkelighed som muligt. Så tæt, at vi kan 

fornemme suget i maven på en slave i Korinth, da han 

første gang hørte Paulus 

forkynde ”ordet om korset” 

(1 Kor 1,18). Hvordan hørte 

han – og andre i det første 

århundrede – påskens 

budskab om en korsfæstet 

Messias? God læselyst og 

glædelig påske! 

Morten Hørning Jensen, 

redaktør af TEL 

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets 

tips- og lottobevilling. 

Selskabets bestyrelse: 

Bibelunderviser Jan Højland (formand), 

tlf.: 2396 8383 · jh@bibelskarkaeologi.dk 

Lektor, ph.d., cand.theol. 

Morten Hørning Jensen (redaktør), 

tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dk 

Cand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer), 

tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dk 

Grafi sk designer Ben Haman Jensen 

(webmaster), 

tlf.: 2263 0321 · bhj@bibelskarkaeologi.dk 

© SBA og artiklernes forfattere. 

Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives. 

ISSN 0905 - 5827 

2 Selskab for Bibelsk Arkæologi 

TEL 1/2012

Korsfæstelsens Hvad, Hvem, Hvordan, Hvorfor 

Korsfæstelse 

Motiv fra Gravkirken. Helt tilbage til 

byzantinsk tid (4.-6. årh.) har pilgrimme 

indridset kors i Gravkirkens 

sten. Foto: Morten Hørning Jensen. 

Af Morten Hørning Jensen, ph.d., lektor på Menighedsfakultetet 

og redaktør af TEL 

Korsfæstelse var i det romerske imperium en udbredt 

henrettelsesmåde, der handlede om en hel del mere end 

blot at henrette! Det var faktisk en meget besværlig og 

omkostningstung måde at slå folk ihjel på. Hvorfor brug- 

te romerne så korsfæstelse? Hvilket signal ville de sende? 

Hvem korsfæstede de? Hvordan korsfæstede de? og hvad 

døde man egentligt af – på korset? 

www.bibelskarkaeologi.dk 

– grusommere end døden 

En ALMinDELiG MoRGEn i RUfUS KoRSfÆSTEREnS Liv 

Rufus var altid den første på benene. Det var jo hans ansvar, at 

kontrakten med bystyret blev overholdt. Ellers indgik styret blot 

en kontrakt med et andet korsfæstelsessjak. Der var nok om buddet. 

Arbejdsløsheden var høj, tidligere lejesoldater var der nok 

af, hvorimod det var så godt som umuligt at få hænderne i et lille 

stykke jord og en simpel hytte. 

Rastløst begyndte han at sortere værktøjet. Det var egentlig 

den yngste på sjakket, Tryfus’, opgave. Men han gjorde aldrig sit 

arbejde ordentligt. Rufus havde udtrykkeligt bedt ham gennemgå 

alle piskene, før de blev foldet sammen. Knoglestykkerne havde 

det med at blive slået ud af deres læderknuder. Hvad var en pisk 

uden de skarpe knogler for enden – tænkte Rufus arrigt. Var 

Tryfus ikke i forvejen klar over, hvor hårdt et arbejde det var at 

piske? 

Rufus krævede også pinlig orden i det øvrige materiel. Kæderne 

skulle sorteres efter længde; tværbjælkerne til korsene 

skulle stables på rad og række og sømnaglerne rettes ud, hvis de 

var blevet bøjet. 

Især irriterede det Rufus, hvis gammelt blod ikke var blevet 

vasket af værktøjet. Én ting var deres tøj. Det var jo rødt, så det 

var der ingen grund til at vaske efter hver korsfæstelse. Det måtte 

vente til det blev for stift af for meget størknet blod. Men værktøjet 

– det skulle glimte i solen, når kunderne kom med deres ordre. 

En god korsfæstelse var en æressag for Rufus. 

3 


De andre begyndte at røre på sig rundt 

om bålpladsen. Solen, lyset og varmen 

begyndte langsomt at vække dagen til 

live. I morgendisen kunne byen nu skimtes 

på afstand, Puteoli. Snart blev dens porte 

slået op. Handlende fra fjern og nær ville 

strømme ind. Slaver i mængde ville bære 

stabler af varer hjem til deres herrer og 

huse i håb om at leve endnu en dag. 

Men faldt de i unåde … et skær af et 

smil gled over Rufus’ ansigt, mens han 

satte det sidste knoglestykke i sin bedste 

pisk … så var der arbejde til ham og sjakket. 

Prisen var ikke til at forhandle om. 

Den var fastsat af bystyret. 

Spørgsmålet var alene, hvilken type 

af korsfæstelse, kunden ønskede. Hvilken 

type tortur, for at tage én ting. En anden: 

Hvor mange timer eller dage skulle han 

sørge for at holde dem i live på korset? 

Mange års erfaring gjorde, at Rufus 

præcist vidste, hvor lang tid et menneske 

kunne udholde de forskellige stillinger, 

man kunne hænge dem op i. Endelig: 

Skulle de begraves eller blot efterlades 

En blodig kontraktindgåelse 

En latinsk indskrift fundet i den italienske landsby Puteoli giver os et indblik i et 

makabert erhverv: korsfæsterne. Indskriften er formet som en kontrakt udarbejdet 

af bystyret og sætter rammerne for, hvordan byens korsfæstelsessjak skulle 

arbejde. Vi kan bl.a. læse, at de skal bo uden for byen, bære røde dragter, ringe 

med en klokke, når de går ind i byen, selv sørge for diverse instrumenter og 

værktøj. Endelig skulle de være raske mennesker mellem 25 og 50 år. Fortællingen 

om Rufus Korsfæsteren er frit digtet på baggrund af indskriften. 

som føde til de vilde dyr? Jo mere besværlig 

en korsfæstelse, der ønskedes, jo 

højere betaling – naturligvis. 

Rufus lagde pisken fra sig. Han øjnede 

dagens første kunde komme slæbende 

med en slave i lænker. Han havde sikret sig 

selv og sjakket løn og liv – endnu en dag. 

HvoRfoR KoRSfÆSTEDE RoMERnE? 

Det var dyrt, besværligt og tidskrævende 

at korsfæste! Den jødiske historieskriver 

Josefus fortæller os f.eks., hvordan romerne 

under belejringen af Jerusalem havde 

problemer med overhovedet at skaffe 

træ nok til alle dem, de skulle korsfæste 

(Krigen 5.449-51). Hvorfor henrettede 

romerne ikke bare de jødiske oprørere 

med sværd? 

Svaret er så enkelt, som det er 

grusomt: Korsfæstelse handler først og 

En kunstners bud på, hvordan Golgata og korsfæstelsen tog sig ud. Højen lå uden for byen på et meget synligt sted. For som den romerske forfatter 

Quintilian siger: ”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor fl est folk kan se det og blive fyldt af frygt”. Evangelierne 

noterer også, at folk ”gik forbi” Jesu kors (Mark 15,29). © archaeologyillustrated.com. 



fremmest slet ikke om at slå folk ihjel, men derimod om to andre 

ting: synlighed og skam. 

Korsfæstelsens første fortræffelighed, set med romerske øjne, 

var dens synlighed. Ikke nok med, at offeret blev hængt op; han 

eller hun hang der også længe, mens dødskampen stod på til lige 

dele skræk, væmmelse og afsky for dem, der gik forbi. 

Den romerske forfatter Quintilian (35-95 e.Kr.) skærer det ud 

i pap for os: ”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest 

befærdede veje, hvor fl est folk kan se det og blive fyldt af frygt. 

For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse, som med 

det eksempel den sætter” (Declemationes 274). 

Den anden store genvist var den skam, korsfæstelse bragte 

over offeret. Det handlede om at fratage vedkommende enhver 

form for menneskelighed. Derfor blev offeret først ført i procession 

igennem byen som en offentlig forkyndelse af, at nu var 

vedkommende ikke længere et menneske. Enhver kunne håne, slå 

og spytte på ham. Derefter blev han hængt nøgen op på korset 

som et andet dyr. 

Nogle kilder fortæller os, at man til tider førte offerets kone 

og børn frem foran korset – for at henrette dem på stedet som 

endnu en ydmygelse: ”Ikke engang din familie kan du beskytte!” 

(Josefus, Krigen 1.97). 

Hvis man ville gøre ydmygelsen komplet, lod man offeret 

hænge på korset som føde for fugle og vilde dyr. Flere kilder til 

romersk lov siger, at man kunne udlevere liget til familien. Men 

det var også en mulighed at lade liget hænge, til det gik i forrådnelse 

og/eller blev fortæret af fugle og vilde dyr. Den romerske 

historiker Sveton fortæller en for ham morsom historie om, at der 

engang var en hund, der slæbte en hånd fra en korsfæstet person 

ind under kejser Vespasians bord som et andet kødben (Vespasian 

5.4). 

Den tyske teolog og historiker Martin Hengel sammenfatter 

det således: ”Det var et udbredt billede [i samtiden], at det 

korsfæstede offer tjente som føde for vilde dyr og rovfugle. På 

denne måde blev ydmygelsen total. Hvad det betød for et menneske 

i antikken at blive nægtet begravelse, og hvilken skam, der 

var knyttet til dette, kan dårligt fattes af det moderne menneske” 

(i bogen, Crucifi xion, s. 87f). 

HvEM fAnDT PÅ KoRSfÆSTELSEn? 

Korsfæstelsens oprindelse fortaber sig i tågerne. De fl este for- 

Henrettelsesrangstigen 

Romerne opererede med en rangstige af dødsmåder 

inden for lovens hårdeste straf, henrettelse, alt efter 

graden af ydmygelse. Her anført med stigende hårdhed: 

4. Halshugning (decollatio) 

3. De vilde dyr (ad bestias) 

2. Brænding (crematio) 

1. Korsfæstelse (crux) 


Mosaik fra det 3. århundrede fra Tunesien, der viser henrettelse ved 

de vilde dyr (ad bestias). Selvom det så bestialsk ud, så regnede romerne 

faktisk det at blive kastet for de vilde dyr som en mere nådig 

straf end korsfæstelse. © Wikimedia Commons. 

skere mener, at skikken spredte sig fra perserne til grækerne og 

derfra til romerne. Den persiske hersker Dareios I (522-485 f.Kr.) 

har den tvivlsomme ære af at være den første i vores kilder til at 

udføre en massekorsfæstelse, nemlig af 3.000 indbyggere i Babylon 

(ifølge den græske historiker Herodot). 

Men sagen er nok snarere den, at mennesker fra tidernes 

morgen ikke blot har henrettet hinanden. De har samtidig søgt 

efter de mest ydmygende og pinefulde måder at gøre det på. Vi 

har efterretninger i kilderne om ophængning på træer og spidning 

på pæle hos mange folkeslag såsom inderne, assyrerne, skyterne, 

taurierne og kelterne. 

På Alexander den Stores tid (død 323 f.Kr.) var henrettelse 

ved ophængning på pæle velkendt. I raseri over den modstand 

indbyggerne i byen Tyrus udviste mod ham lod han efterfølgende 

2.000 af dem korsfæste langs stranden ved Middelhavet så langt 

øjet rakte (ifølge Curtius Rufus, Historiae Alexandri 4.4.17). 

KoRSfÆSTEDE MAn i iSRAEL? 

Også jødiske herskere anvendte korsfæstelse, selvom det ikke 

var det normale. Moseloven foreskriver stening som henrettelsesmåde 

(f.eks. 3 Mos 24,16). Men visse steder er der tale om 

ophængning. Efter israelitternes udåd ved Shittim, byder Gud Moses 

at henrette folkets overhoveder i fuld åbenhed (4 Mos 25,4). 

Ordet, der på dansk er oversat med ”henrette”, rummer efter al 

sandsynlighed en mere præcis anvisning af henrettelsesformen, 

nemlig ved hængning eller ophængning på pæle, som det også 

blev oversat i 1931-oversættelsen. 

I 5 Mos 21,22-23 har vi også en lov om, at en henrettet mand, 

der hænges på et træ, ikke må hænge der natten over, da han er 

”en Guds forbandelse”. Sandsynligvis skal det forstås sådan, 

5 


at han hænges op efter henrettelsen; men at det kunne forstås 

som en hentydning til korsfæstelse, har vi et eksempel på hos 

Paulus, der citerer netop dette sted om Jesu korsdød (Gal 3,13). 

Også andre steder i GT omtaler ophængning i træer (Jos 8,29; 

10,26f; 2 Sam 4,12). 

Faktisk stod den jødiske, hasmonæiske konge Alexander Jannæus 

for en af de mest bestialske korsfæstelser, vi har overleveret 

i kilderne. Interne spændinger mellem ham og farisæerne førte 

til væbnet kamp, der endte med, at Jannæus korsfæstede 800 

farisæere. Mens de hang på korset, lod han ifølge Josefus deres 

familier henrette for øjnene af dem (Krigen 1.97). 

Trods disse steder er det rigtigt at sige, at jødiske herskere 

generelt var tilbageholdende med brug af korsfæstelse. F.eks. har 

vi ikke en eneste hentydning til, at den ellers nok så grusomme 

Herodes den Store korsfæstede. Det hang nok sammen med to 

ting: Dels det, at 5 Mos 21,23 kalder den, der hænger på et træ 

for ”en Guds forbandelse”. Dels det forhold, at jøderne generelt 

anså lig for at være ekstremt urene. De skulle begraves hurtigt, 

og efterfølgende måtte enhver, der havde været i berøring med 

liget, gennemgå en nøje renselsesproces. Oven i skammen og 

skrækken, som romerne så i korsfæstelsen, var et lig på et kors en 

”forbandet” kilde til religiøs urenhed for jøderne. 

Men til tider blev der altså også korsfæstet blandet jøderne. 

Qumran nævner korsfæstelse mindst to steder (Nahumkommentaren 

og Tempelrullen), og det jødiske skrift Mishnah er så 

humant at forordne, at kvinder, der korsfæstes, skal hænge med 

hovedet ind mod pælen for at spares for noget af skammen 

(Sanhedrin 6.3). 

HvEM KUnnE KoRSfÆSTES? 

På romersk tid blev korsfæstelse primært brugt mod to grupper: 

Oprørsgrupper og slaver. Faktisk var de grupper til tider sammenfaldende. 

Mest berømt er det slaveoprør, som Spartacus indledte. 

Han samlede sig hurtigt en stor gruppe slaver, der stak af fra deres 

herrer, men i år 71 f.Kr. var det slut, da det lykkedes Crassus at 

nedkæmpe oprøret. Til skræk og advarsel blev den store hovedvej 

Giovanni Giovanni Giovanni Battista Battista Battista Tiepolos Tiepolos Tiepolos maleri maleri maleri af af af korsfæstelsen korsfæstelsen korsfæstelsen (1745-50). (1745-50). (1745-50). På På På rea- rea- realistisk 

vis fremstilles forskellige måder at være ophængt på, ligesom 

vi også ser to forskellige typer af kors, hhv. det T-formede kors (crux 

commisa) og det almindelige velkendte kors (crux immissa). © Wikimedia 

Commons. 

Motiv Motiv fra fra Mel Mel Gibsons Gibsons fi fi lm, lm, The The Passion Passion of of the the Christ, Christ, der der illustrerer illustrerer 

korsbæring. Nogle af de antikke kilder beskriver, hvordan den dømte 

skulle bære sit kors eller tværbjælken ud til retterstedet, mens forbipasserende 

havde frit lejde til at håne, spytte og slå vedkommende. 

© Philippe Antonello. 

ind til Rom, Via Appia, fl ankeret med kors for de i alt 6.000 slaver, 

der blev hængt op. 

To markante oprør i Israel på Jesu tid endte også med massekorsfæstelser. 

I kølvandet på Herodes’ død år 4 f.Kr. brød der en 

tilsyneladende uorganiseret oprørsbølge løs, der spredte sig som 

en steppeild. Kun med stor anstrengelse lykkedes det den syriske 

legat Varus at nedkæmpe de vrede jøder. Han korsfæstede ifølge 

Josefus efterfølgende 2.000 personer (Antikviteterne 17.295). 

Endnu mere dramatisk gik det for sig under den store jødiske 

krig, der endte med Jerusalems belejring og ødelæggelse år 70. 

Josefus fortæller, hvordan romerne indkapslede Jerusalem med en 

mur af soldater, så hungersnøden ligefrem førte til kannibalisme 

inden for bymuren. Det fi k mange til at forsøge at fl ygte fra byen 

om natten for blot at blive fanget af de romerske soldater. Josefus 

fortæller, at de var så ”grebet af had og forbitrelse, at de morede 

sig med at korsfæste fangerne i forskellige stillinger, indtil der var 

så mange kors, at der ikke var plads til dem, og indtil der ikke var 

kors nok at anbringe dem på” (Krigen 5.451). 

På daglig basis var korsfæstelse forbeholdt slaver. Cicero 

beskriver slet og ret korsfæstelse som ”den værste slavestraf” 

(Verres II, 2,169). Slaver blev holdt som dyr uden retslig beskyttelse 

og kunne til enhver tid korsfæstes, hvis han eller hun faldt i 

unåde. Den romerske forfatter Juvenal gengiver et sted et skænderi 

mellem en romersk herre og hans kone, der vil have en slave 

korsfæstet. Da herren ikke kan fi nde nogen grund til det udbryder 

konen: ”Hvis du søger efter en grund, så er den her: Jeg vil det!” 

(Satirer 6.223). 

HvoRDAn KoRSfÆSTEDE MAn? 

”Jeg ser kors - ikke bare af en bestemt type, men udformet på 

mange forskellige måder: Nogle har deres ofre med hovedet nedad; 

andre gennemborer deres intime dele; andre spænder deres 

arme ud over tværbjælken”. Sådan skriver den romerske fi losof og 

politiker Seneca den Yngre (Dialoger 6.20.3, ca. 4 f.Kr.- 65 e.Kr.). 

Der var altså, ligesom også Josefus beskrev det omkring Jerusalems 

belejring, ikke én bestemt måde at korsfæste på. Det var 

i virkeligheden en del af korsfæstelsens psykologi: Den komplette 

overgivelse til bødlens fantasi og humør! 

Trods det kan vi stykke en række elementer sammen fra vores 



To bud på, hvordan kors kunne se ud på Jesu tid. Fra den bibelske have i Ein Kerem. Foto: Morten Hørning Jensen. 

Billede af den korsfæstede Peter i kirken 

Quo Vadis (hvor går du hen?) på Via Appia 

Antica i Rom. Kirken er bygget, hvor Peter på 

fl ugt fra Rom ifølge traditionen møder den 

opstandne Kristus og spørger: ”Hvor går du 

hen?”. Han får svaret: ”Jeg går til Rom for at 

blive korsfæstet.” Peter svarer: ”Herre skal 

du korsfæstes igen?” Det bekræfter Kristus, 

hvorefter Peter vender tilbage til Rom i vished 

om, at han nu skal korsfæstes, hvilket 

han ifølge traditionen bliver med hovedet 

nedad. Foto: Hartvig Wagner. 


kilder, der tegner et portræt af korsfæstelsens 

udførelsesmetode – også selvom det 

selvfølgelig ikke var sikkert, at en korsfæstelse 

altid indeholdt alle dele: 

1: Ifølge romersk lov skulle en form for 

piskning altid gå forud for korsfæstelse. 

Romerne havde forskellige grader af piskning, 

men det var den værste (verberatio), 

der skulle bruges i forbindelse med henrettelserne. 

Pisken bestod af lædersnore 

med indfl ettede spidse benstumper eller 

metalstykker, der fl ænsede sig ind i kødet. 

Josefus fortæller os et sted om en, der 

blev ”pisket til hans ben blev synlige” 

(Krigen 6.304). Formålet var at svække 

offeret betydeligt forud for korsfæstelsen. 

Til tider døde offeret dog allerede under 

piskningen. Sveton fortæller om en gang, 

kejser Domitian fi k det helt dårligt over at 

se en pisket person (Domitian 11). 

2: Nogle kilder taler om, at den dømte 

skulle bære sit kors til henrettelsesstedet. 

Den græske historiker Plutarch (46-120 

e.Kr.) siger f.eks.: ”Enhver dødsdømt forbryder 

bærer sit kors på ryggen” (Moralia 

554 A/B). Det er ikke tydeligt, om der her 

er tænkt på hele korset eller blot på tværbjælken. 

Andre kilder nævner specifi kt, at 

en dødsdømt skulle bære tværbjælken til 

korset. I alle fald er den bagvedliggende 

tanke tydelig nok: Spændt fast til sit kors 

eller til tværbjælken og på march gennem 

byen blev den dødsdømte udstillet for alle 

og var et ubeskyttet offer for tilråb, slag 

og spark. Et par kilder nævner også, at 

den korsdømte bar et skilt om halsen, der 

angav, hvad han var dømt for. 

3: Selve korsets udformning og ophængningsmåden 

kunne variere, som citatet 

af Seneca ovenfor gør klart. I 1593/4 

udgav den fl amske humanist Justus Lipsius 

en nu berømt undersøgelse af de antikke 

kilder til korsfæstelse, hvor han skelner 

mellem to grundtyper: (a) Det simple kors 

(crux simplex), der blot består af en pæl 

som offeret enten blev bundet til eller 

spiddet på. (b) Det sammensatte kors 

(crux compacta), der kunne være formet 

som et X (crux decussata), som et T (crux 

commissa) eller som den for os velkendte 

korsform (crux immissa). 

4: Der er blandt forskerne uenighed 

om, hvor sikre vi kan være på, at romerne 

brugte to særlige forhold ved korsets 

udformning: fodstøtte (suppedaneum) 

og siddebjælke (sedile). Begge ville tjene 

til at forlænge pinen, hvis den korsfæstede 

kunne støtte kroppen til disse to 

ting. Flere kilder omtaler, at en korsfæstet 

kunne være fl ere dage om at dø på korset 

(se tekstboksen nedenfor). Derfor kunne 

det være nødvendigt at fremskynde dødstidspunktet 

ved f.eks. at knuse benene på 

den ophængte, som vi læser i Joh 19,31-33 

(jf. Mark 15,44). 

KoRSfÆSTELSEnS KonKLUSion 

Konstantin den Store (død år 337 e.Kr.) 

forbød korsfæstelse i Romerriget. Nu var 

imperiet kristent, og 

7 


ingen korsfæstelse skulle længere kaste en 

skygge over Kristi enestående lidelser. 

Korsfæstelse havde da i århundreder 

gjort et formidabelt arbejde. Henrettelsesmetoden 

havde gjort det klart for enhver, 

at en henrettelse ikke blot er en henrettelse. 

Kun de rige og fornemme kunne 

regne med en nådig henrettelse. 

For slaver og oprørere ventede en hel 

Korsfæstelsesdetaljer 

Evangelierne er faktisk de mest udførlige kilder til korsfæstelse 

i antikken. Her følger en oversigt over deres detaljer: 

• Jesus piskes og spottes af de romerske soldater 

(Matt 27,27-31; Mark 15,16-20; Joh 19,1-7). 

• Jesus føres i spottetriumf gennem byen 

(Matt 27,32; Mark 15,21; Luk 23,26-32; Joh 19,17). 

• Anklageindskriften, ”Jødernes konge”, placeres på korset 

(Matt 27,37; Mark 15,26; Luk 23,38; Joh 19,19-22). 

• Jesus korsfæstes nøgen (Matt 27,35; Mark 15,24; Joh 19,23f). 

• Korsfæstelsesstedet var et synligt sted uden for byen, 

hvor folk gik forbi (Matt 27,39; Mark 15,29; Joh 19,20). 

• Jesu korsfæstelse var en timelang dødskamp med samtale, 

pine og skrig (Matt 27,39-46; Mark 15,29-34; Luk 23,39-46; 

Joh 19,25-30). 

• Jesus dør hurtigere end forventet (Mark 15,44f; Joh 19,33f). 

• Ifølge opstandelsesberetningerne blev Jesus naglet til korset 

(Luk 24,39; Joh 20,27, jf. Kol 2,14). 

Sagt om korsfæstelse i antikken 

• CICERO (ROMERSK POLITIKER, 106-43 f.Kr.): 

”At binde en romersk borger er en forbrydelse, at piske 

ham er en skændsel og at dræbe ham er som at begå 

fadermord. Hvad skal jeg da kalde det at korsfæste ham? 

Det er umuligt at fi nde et ord, der passende kan betegne 

så skrækkelig en handling” (Verres II, 5,169-170). 

”… selve ordet kors skal være fjernt fra en romersk 

statsborger; både fra hans tanke, hans øjne og hans ører” 

(Pro Rabirio 16). 

anden død. Udstrakt, nøgen og overgivet 

til bødlens ekspertise kunne den 

dømte være sikker på at dø så langsomt 

og pinefuldt, at enhver beskrivelse med 

ord unddrager sig virkeligheden. Ingen, 

der så en sådan død, ville kunne forblive 

upåvirket. Korset vandt altid og spredte 

præcis den rette blanding af sorg, skræk 

og skam, som magthaverne havde brug 

• QUINTILIAN (ROMERSK RETOR, CA. 35-95 e.Kr.): 

”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede 

veje, hvor fl est folk kan se det og blive fyldt af frygt. 

For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse, som 

med det eksempel de sætter” (Declemationes 274). 

for til at holde slaver og oprørere undertrykte. 

Læs mere: 

Artiklerne i dette nummer bygger på en 

række bøger og artikler, der er samlet på 

TELs linkside på www.bibelskarkaeologi.dk. 

Berømte korsfæstelser 

Ca. år 500 f.Kr.: 

Den persiske kong Dareios I korsfæster 3.000 af Babylons 

indbyggere (Herodot, 3.159.1). 

332 f.Kr.: 

Alexander den Store korsfæster 2.000 personer efter indtagelsen 

af Tyrus (Curtius Rufus, Historiae Alexandri 4.4.17). 

Ca. år 100 f.Kr.: 

Alexander Jannæus korsfæster 800 farisæere 


71 f.Kr.: 

Crassus korsfæster 6.000 oprørere efter Spartacus’ slaveoprør 

(Appian, De romerske borgerkrige I,14). 

4 f.Kr.: 

Varus korsfæster 2.000 oprørere i kølvandet på Herodes 

den Stores død (Josefus, Krigen 2.75). 

70 e.Kr.: 

Massekorsfæstelse af jødiske desertører fra Jerusalem 


• SENECA (ROMERSK FILOSOF, CA. 4 f.Kr.-65 e.Kr.): 

”Findes der noget menneske, som ville foretrække at 

gå til i smerte, at dø lem for lem, at lade sit liv ebbe ud 

dråbe for dråbe, snarere end at dø øjeblikkeligt? Kan det 

menneske fi ndes, som villigt vil bindes til det forbandede 

træ?” (brev 101). 

”Nagler gennemborer hans hud, og hvor end han 

støtter sin udmattede krop presser han mod et sår, hans 

øjne er udspilede i uafbrudt søvnløshed” (Dialoger 1.3.9- 

10). 

”Jeg ser kors - ikke bare af en bestemt type, men udformet 

på mange forskellige måder: Nogle har deres ofre 

med hovedet nedad; andre gennemborer deres intime 

dele; andre spænder deres arme ud over tværbjælken” 

(Dialoger 6.20.3). 



Hvad døde man af? 

Hvad døde man af på korset? Det spørgsmål er ikke 

så dumt, som det lyder, og læger har i moderne tid 

diskuteret forskellige muligheder. 

I 1953 udgav Dr. Pierre Barbet bogen, A Doctor at Calvary. 

Han fremsætter her den tese, at korsfæstelse medfører 

en langsom kvælningsdød. Når armene er spændt ud, vil 

brystmuskulaturen blive spændt til det yderste og forhindre 

ordentlig iltning af blodet. Det vil føre til hyperventilation 

og til sidst død. En variation af denne teori er, at den 

udspændte krop ikke vil kunne udånde korrekt, og døden 

vil indtræffe pga. for meget ophobet ilt i kroppen som en 

art omvendt kvælning. 

Dr. Frederick T. Zugibe udførte i 1980’erne undersøgelser 

på (frivillige) studerende, der syntes at modbevise 

denne teori. Kun hvis armene blev spændt ud lodret over 

hovedet, blev iltningen af blodet synligt påvirket. Ved 

normal vandret udspænding var der ikke synlige vejrtrækningsproblemer, 

og den ophængte kunne hænge længe 

uden større smerter. Zugibe foreslog derfor i stedet, at 

dødsårsagen skal fi ndes i en blanding af chok og væskemangel. 

En hårdhændet forudgående piskning vil have ført 

til et lavt blodtryk og stigende væskemangel. Den ophængte 

tømmes med andre ord langsomt for blod og dør 

en langsom udmarvningsdød. 

Besværligheden ved at fi nde frem til dødsårsagen 

ved korsfæstelse forklarer, hvordan det tilsyneladende var 

muligt at overleve fl ere dage på korset. Josefus fortæller et 

sted, at han efter at være gået over til romerne under den 

jødiske krig ser tre venner hænge på korset. Tårevæddet 

opsøger han den romerske general Titus og overbeviser 

ham om, at de skal benådes. De tages ned, og den ene 

overlever (Selvbiografi en 420-21). 

Det forklarer også skikken nævnt i Joh 19,31 med at 

knuse den korsfæstedes ben. En hurtig død på korset 

krævede med andre ord en ekstra indsats. En mulighed var 

altså at knuse den ophængtes ben – enten så blodtrykket 

faldt hurtigere pga. svære indre blødninger (Zugibe), eller 

så iltningen af blodet blev yderligere besværliggjort, da 

den ophængte nu ikke længere kunne afl aste brystkassen 

og vejtrækningen med benene (Barbet) – eller måske som 

en kombination af begge! 


Fra Fra dr. dr. Zugibes Zugibes underundersøgelsersøgelser i i 1980’erne 1980’erne af af 

korsfæstelsens korsfæstelsens virkning virkning 

på på kroppen kroppen på på (frivillige) (frivillige) 

studerende. studerende. © © Biblical Biblical 

Archaeology Archaeology Review. Review. 

Blev Jesus ”korsfæstet”? 

Som nævnt i artiklen dækkede betegnelsen ”at korsfæste” 

en række forskellige måder at hænge mennesker 

op på – og herunder det at spidde dem på pæle. 

I 2010 vakte det stor opsigt, da svenskeren Gunnar Samuelsson 

på denne baggrund i en doktorafhandling hævdede, 

at vi ikke ved, om Jesus blev ”korsfæstet” – altså i vores 

forståelse af ordet – eller spiddet eller naglet til en pæl. 

Nyheden løb verdenspressen rundt og Samuelsson blev 

kendt som fornægteren af Jesu korsfæstelse. Det overraskede 

ikke mindst Samuelsson selv, der betegner sig selv 

som ”en kedelig præst”, der ikke betvivler, at Jesus døde 

for vores synder, men blot den traditionelle forståelse af 

korsfæstelse. 

Samuelssons forslag har dog mødt en del kritik for at 

læse for lidt ud af evangeliernes gengivelse af Jesu korsfæstelse. 

F. eks. vil spidning resultere i en væsentlig hurtigere 

død og umuliggøre samtale med Jesus (Luk 23,39-46), 

ligesom opstandelsesberetningerne tyder på, at Jesus blev 

naglet i hænder og fødder, hvilket peger i retning af en 

tværbjælke (Luk 24,39; Joh 20,27; jf. Kol 2,14). 

Denne Denne detalje detalje fra fra et et relief relief over over belejringen belejringen af af en en by by viser viser tre tre 

personer, der hænger nøgne, spiddet på pæle. To assyriske 

soldater er ved at fæste den ene pæl i jorden, mens det 

arme offer dør en smertefuld død. Dette relief fra Nimrud 

stammer fra Tiglat-Pilesers tid (745-27 f.Kr.). Man anslår at 

spidning gik af mode, fordi ofrene døde for hurtigt. Foto: © 

Biblical Archaeological Review. 

9 


Jehohanan 

Det var i et typisk gravkompleks som dette, at arkæologen Vassilios Tzaferis gjorde et yderst overraskende fund af en benkiste med knoglerne fra 

en korsfæstet mand. Foto: Morten Hørning Jensen. 



Under den heftige byggeaktivitet i Jerusalem i kølvan- 

det på seksdagskrigen i 1967 ramlede entreprenørernes 

gravmaskiner ved et tilfældigt held ned i et ukendt grav- 

kompleks, der skulle vise sig at indeholde et sensationelt 

fund: liget af en korsfæstet mand! Her er den tragiske 

historie om Jehohanan, der levede mindre end 28 år og 

døde den voldsomste død af alle. 

– historien om 

en rig, ung, 

korsfæstet mand 

ET HELT USÆDvAnLiGT SÆDvAnLiGT fUnD 

Det var sådan set et rent tilfælde! Jerusalem var netop blevet erobret 

af den israelske hær under seksdagskrigen, og nu skød nye 

boligområder op overalt. Ikke mindst i byens nordlige del omkring 

universitetsbjerget, Mt. Scopus. 

Arkæologen Vassilios Tzaferis fortæller, hvordan han og hans 

kolleger på den israelske antikvitetsafdeling hastede af sted i 

kølvandet på de tonstunge gravmaskiner. Som enhver entreprenør 

i Jerusalem ved: Man kan ikke stikke en skovl i jorden uden at 

ramme noget fra fortiden! 

En dag løb der en besked ind, at et hold bygningsarbejdere 

(igen) havde ramt ind i noget arkæologisk materiale, og Vassilios 

blev sendt af sted for at undersøge fundet. Denne gang i området 

kendt som Giv’at ha-Mivtar. Det vidste sig at være et typisk 

gravkompleks fra den herodianske periode omkring Kristi fødsel. 

Faktisk var der fl ere grave, end de kunne nå at udgrave, så fi re 

blev udvalgt til nøjere undersøgelser. 

Til at begynde med fandt Vassilios og hans team intet usædvanligt. 

Gravene var velkendte familiegrave, der bestod af et 



udhugget underjordisk opholdsrum med 

små nicher hugget ind i klippen. Familien 

stedte deres afdøde til hvile ved først at 

lægge liget i nicherne. På årsdødsdagen 

ville de samles igen i graven og samle benene 

sammen i små benkister, de såkaldte 

ossuarier, der så kunne stables på hylder 

i graven. På den måde kunne en grav 

bruges af en familie i generationer. 

I alt fandt teamet 8 benkister i graven 

fyldt med knogler foruden en mængde 

potteskår fra lamper, balsam-beholdere, 

olie-beholdere og madskåle. 

Det var heller ikke usædvanligt, 

at benkisterne havde fået indgraveret 

navnene på nogle af de afdøde. På den 

baggrund stod det nu klart for Vassilios, at 

han havde fundet et gravkompleks fra en 

familie i den øvre, rige del af Jerusalems 

befolkning. Alene det at have en familiegrav 

var et tegn på en vis rigdom. Det 

samme var brugen af benkister, der var 

forbeholdt de rige. 

Men særligt to af benkisteindskrifterne 

gjorde ham sikker på, at familien havde 

været indfl ydelsesrig. På den ene står: 

”Simon Tempelbyggeren”. Simon havde 

sikkert været en af Herodes’ kyndige 

håndværkere, der forestod hans store 

ombygning af det andet tempel. På den 

anden står: ”Jehonathan Pottemageren”. 

Måske drev Jehonathan en familievirksomhed 

omkring pottemageri. Fra andre 

arkæologiske udgravninger ved vi, at f.eks. 

olielamper lavet af ler fra ”den hellige by” 

i stor stil blev eksporteret til f.eks. Galilæa. 

Benkisten for Simon Tempelbyggeren. 

© Biblical Archaeology Review. 


Det var dette syn, der mødte arkæologerne, 

da de fi k børstet støvet af knoglerne i 

Jehohanans kiste: En hælknogle spiddet af 

en jernnagle. Hermed var det første fund 

af en korsfæstet person gjort. © Biblical 

Archaeology Review. 

En ULYKKELiG fAMiLiE? 

Men trods rigdom mener Vassilios Tzaferis 

ikke, det var nogen lykkelig familie. De 

efterfølgende undersøgelser af de i alt 17 

skeletter fundet i graven viste nemlig, at 

fem døde som børn før de blev syv år. Kun 

fi re blev over 37 år og kun to af dem over 

50. Hvad værre var: Et spædbarn døde 

som følge af fejlernæring og en kvinde 

efter et fatalt kølleslag i ansigtet. 

Den største ulykke, set fra familiens 

perspektiv – eller sensation, set fra den 

moderne arkæologis synspunkt – blev 

dog i første omgang overset af Vassilios i 

gravhulens dunkle mørke. Først da knoglerne 

fra en bestemt benkiste blev nøje 

undersøgt i laboratoriets skarpe lys, blev 

det tydeligt, at han havde gjort et sensationelt 

fund: liget af en korsfæstet mand. 

HvEM vAR JEHoHAnAn? 

En af benkisterne indeholdt nemlig de 

jordiske rester af et tre-fi reårigt barn og 

så en mand anslået til at være mellem 24 

og 28 år. 

Og vi kan med sikkerhed sige, han 

blev korsfæstet, for en af naglerne sad 

nemlig stadig solidt plantet i hans ene 

hælknogle! Naglespidsen var tilsyneladende 

blevet bøjet, måske på grund af 

en knast i korsets træ. Da de så ville tage 

ham ned for at begrave ham kunne de 

åbenbart ikke få naglen ud af træet og 

begravede ham med naglen i hælen. 

Vi ved en ting mere med sikkerhed om 

denne mand; hans navn var Jehohanan 

søn af Ezekiel. Med rå bogstaver var hans 

navn ridset ind i benkisten (Ezekiel er den 

mest sandsynlige rekonstruktion af faderens 

navn, der er svært at tyde). 

STRiD oG GEnUnDERSØGELSE 

Men derfra begynder usikkerheden også 

at melde sig. Den første undersøgelse af 

knoglerne, der blev udført af professor 

Haas, måtte foregå i al hast, da hensyntagen 

til jødisk ortodoks tradition krævede 

en hurtig genbegravelse. 

Haas nåede frem til en række opsigtsvækkende 

konklusioner: For det første 

mente han, at der var spor af begge 

hælknogler i naglen, som han i øvrigt 

målte til at være 17-18 cm lang. Jehohanan 

skulle altså være blevet hængt op med 

benene samlet og bøjet under sig (se 

illustration). For det andet mente han at 

fi nde spor efter nagler i armene under 

vristen og ikke i hænderne som traditionelt 

antaget. Endeligt fandt Haas spor 

efter brutale brud på benknoglerne. Han 

tolkede dette i lyset af Joh 19,31, hvor 

jøderne beder Pilatus om at få benene 

knust på Jesus og de to røvere, så døden 

kunne indtræffe hurtigt (jf. tekstboksen: 

Hvad døde man af på korset?). 

Kisten, der indeholdt knogler fra den korsfæstede 

Jehohanan. Indridsningen på siden 

siger: Jehohanan, søn af HGQWL (Ezekiel)”. 

© Biblical Archaeology Review. 

Haas’ rapport, fotografi er og teorier var 

dog ikke overbevisende for alle, og efter 

15 år fi k lægen Eliezer Sekeles og antropologen 

Joseph Zias overtalt myndighederne 

til at genopgrave skeletterne for 

yderligere undersøgelser. Det viste sig 

her, at naglen kun var 11,5 cm lang og at 

der kun var spor af den højre hælknogle. 

De fandt heller ikke spor efter nagler i 

underarmene, ligesom de mente, at de 

mange 

11 


ud på benknoglerne blot skyldtes deres alder og ringe bevaringstilstand 

i graven. 

I stedet foreslog de nu, at Jehohanan var hængt op på korset 

med benene på hver side af den lodrette bjælke og armene bundet 

omkring tværbjælken. 

HvAD vED vi? 

Med sikkerhed ved vi, at den korsfæstede Jehohanan var midt i 

tyverne. Vi kan også gå ud fra, at naglen kun var 11,5 cm lang og 

derfor ikke lang nok til at gennembore begge hælknogler. Men 

derfra er vi pga. knoglernes ringe bevaring overladt til skøn. Blev 

hans ben knust? Var hans underarme gennemboret eller ej? Her 

er det den ene eksperts rapport mod den andens. 

vAR JEHoHAnAn ”RØvER-oPRØRER”? 

Hvorfor blev Jehohanan korsfæstet? Han var ikke slave. For så ville 

han aldrig være blevet begravet i en familiegrav med efterfølgende 

genbegravelse i en benkiste. Han var sandsynligvis heller ikke 

en ’almindelig kriminel tyv’, da man brugte andre typer af straffe 

over for dem, så som lemlæstelse og piskning. 

Chancen er god for, at Jehohanan var en politisk/religiøs oprører 

– præcis som Barabbas (Joh 18,40) og de to andre ”røvere” 

på korset rundt om Jesus (jf. også Luk 23,19 og ApG 5,35-37). 

Det ord, der oversættes med ”røver” i vores danske bibel, 

Rekonstruktion af, hvordan Jehohanans ene fod var sømmet fast til 

korset. Træstykket var beregnet til at holde foden på plads på sømmet, 

så den korsfæstede ikke havde held til at rykke foden løs af det. 

© Joseph Zias. 

Sekeles’ og Zias’ senere undersøgelse 

af hælknoglen kom frem til 

et andet resultat, og de foreslår 

på den baggrund en ophængning 

som på denne tegning. © Biblical 

Archaeological Review. 

Professor Haas mente, at 

der var spor efter begge 

hælknogler og at naglen var 

lang nok til at kunne have 

spiddet begge fødder. Han 

foreslog derfor, at Jehohanan 

var ophæng på korset 

på denne måde. © Biblical 

Archaeological Review. 

lestes, kan ganske vist oversættes som ”røver” a la en landevejsrøver. 

Men det kan også betyde ”oprører/rebel”. Dette bruges 

fl ittigt af den jødiske historieskriver Josefus på den måde som en 

beskrivelse af den modstand mod romerne, der til sidst førte til 

den jødiske krig år 66-70. 

Måske er historien den, at mens Jehohanans familiemedlem, 

Simon Tempelbygger, valgte at bruge sin energi på at tjene penge 

på det herodianske regime, og mens Jonathan Pottemager valgte 

at tjene penge på de mange pilgrimme, der fulgte i kølvandet på 

den stabilitet Herodes bragte med sig, ja så valgte Jehohanan at 

blive ”Jehohanan Oprøreren”. Én af dem, der fyldt af nidkærhed 

tog Skriften i den ene hånd for inderligt at bede om befrielse af 

Jerusalem fra alle hedninger og kniven i den anden for at hjælpe 

Guds plan på vej! 

Det skulle han måske aldrig have gjort. I hvert fald kan vi med 

sikkerhed sige, at det kom til at koste ham livet – på korset. 



HiSToRiSK oG ARKÆoLoGiSK SiDELYS PÅ 1 KoR 1,18 

”ordet om korset” 

– et uhørt evangelium 




Korset er i dag et elsket symbol, der fi ndes i fl ag, på top- 

pen af alverdens kirker og i glimtende guld om halsen. 

Det står i skarp kontrast til, hvordan korset blev opfat- 

tet i den verden, de første kristne levede i. Hvordan for- 

kyndte de ”ordet om korset” som et godt budskab – et 

evangelium – dengang alle kendte synet, lyden og lugten 

af død på et kors? 


fRA BLoDBESTÆnKT TRÆ TiL GULDBELAGT METAL 

Ordet ”kors” havde, hævder den tyske teolog og historiker Martin 

Hengel, udelukkende en negativ klang i antikken. Det samme 

gjaldt ikke ordet ”død”. Man kunne dø en heroisk og ærværdig 

død i kamp. Kors og korsfæstelse derimod var så blodig og 

uhyggelig en dødsform, at ingen fandt på at tillægge den noget 

positivt. 

Men det ændrede sig på et tidspunkt i kirkehistorien. Korset 

blev kirkens symbol – og ofte på dens magt. ”Ved dette tegn skal 

vi sejre”, skreg korsfarerne. 

Sådan var det imidlertid ikke for de første kristne. ”Ordet om 

korset” (1 Kor 1,18) var en ’levende’ virkelighed, der med jævne 

mellemrum kunne opleves på gadehjørner og ved indfaldsveje. 

Hvordan forkyndte de første kristne korset som et evangelium 

– et godt budskab? Det skal vi her se fi re eksempler på. 

KoRSETS SKAnDALØSE TRiUMfToG – foR DE DAnnEDE 

”Tilsynekomst, tilsynekomst!”, råber den festklædte skare euforisk, 

mens de maser på for at komme helt tæt på processionen. 

Dér, hævet over skaren i vognen, står han: Den sejrende general. 

Klædt i Roms øverstes guds, Jupiters, purpurfarvede kappe, med 

guldringe på armen, en gren i hånden og Jupiters guldkrans på 

hovedet! Han er guden i menneskeskikkelse for deres øjne. Ham 

tilhører sejren, æren og magten! 

Vi er på Roms eventyrlige Sacra Via, den hellige vej, midt i et 

euforisk triumftog til ære for en sejrende general. 

13 


Efter indtagelsen af Jerusalem år 70 blev Titus hyldet i Roms gader med et mægtigt triumftog, 

hvor bl.a. den gyldne menorah fra templet blev vist frem, som det ses af dette udsnit fra Titusbuen 

i Rom. Når romerne drev de korsfæstede gennem gaderne med deres kors på ryggen 

var det efter al sandsynlighed et triumftog med modsat fortegn – et spottetriumftog. Nu skulle 

denne oprører og tronrager få sin ”ophøjelse” og sin passende ”jubel” præcis så længe han 

kunne holde til det! Foto: © Wikimedia Commons. 

Vi er på vej mod Capitolhøjen – ”hoved”højen 

– hvor en lang trappeopsats fører 

op til Jupitertemplet. Templet for Roms 

øverste gud, Jupiter, der om lidt vil komme 

til syne i den sejrende general. 

Det var den største ære, der kunne 

tilfalde et menneske i det romerske rige: 

et triumftog ad Sacra Via. Mens magten 

endnu tilhørte Roms senat (frem til kejser 

Augustus, 31 f.Kr.-14 e.Kr.) tilfaldt æren 

alle de generaler, der havde vundet store 

sejre. Om morgenen blev de hyldet af 

deres soldater under tilråb som imperator 

(enerådende sejrherre) og triumpe (guddommelig 

tilsynekomst, triumf). Dernæst 

blev han klædt i de guddommelige klæder 

fra Jupitertemplet: den purpurfarvede kappe 

og den guldbelagte krans. Så begyndte 

selve triumftoget gennem Roms gader: 

Gaver blev uddelt til soldaterne; fanger 

blev ført i procession; som en særlig 

magtdemonstration henrettedes nogle af 

dem undertiden langs vejen; parfume blev 

sprinklet ud for at give en særlig aroma 

eller for at tage stanken af død. Til sidst 

ankom imperatoren til Jupitertemplet, hvor 

en tyr blev rituelt ofret efter et glas vin 

var hældt ud over den. 

Denne handling var så stærk en manifestation 

af en generals ære og magt, at 

den gik hen og blev en trussel for de enerådende 

kejsere, der fra og med Augustus 

tiltvang sig ubetinget magt over Rom på 

bekostning af senatet. Fra år 20 f.Kr. tillod 

Augustus derfor kun triumftog for sig 

selv! De antikke kilder beskriver, hvordan 

særligt to kejsere i det første århundrede 

gjorde brug af triumftogene: den gale 

Gaius Caligula (37-41 e.Kr.) og den ligeledes 

gale Nero (54-68 e.Kr.). Sidstnævnte 

brændte kristne af som levende fakler 

under et af sine triumftog. 

Jesu vandring langs Via Dolorosa, 

smertens vej, var efter al sandsynlighed 

designet som et direkte modstykke til 

kejserens triumftog – som et spottetriumftog. 

Forskning i psykologien bag 

romersk henrettelse tyder på, at romerne 

yndede at udforme deres straffe som en 

parodi på det, den dømte ønskede. Og 

hvis en oprører blev taget i at have kongelige 

tanker om sig selv, så skulle de nok 

opfylde alle hans ønsker og drømme! Han 

skulle få et strålende triumftog gennem 

byens gader, inden de til sidst ville ophøje 

ham som ”konge” præcis så lang tid, som 

han kunne holde til det! 

De første kristne var klar over romernes 

ironiske spotteparodi. Paulus tager direkte 

billedet til sig og skriver om at være 

en del af ”Kristi triumftog”, der arbejder 

sig igennem byernes gader og udspreder 

kundskaben om Jesus som ”en duft” (2 

Kor 2,14). 

Og helt ned i detaljen tegnes triumftogsbilledet 

i evangelierne; ikke mindst 

i Markusevangeliet. Meget tyder på, at 

netop dette evangelium blev skrevet i Rom 

til hedningekristne. De vil om nogen have 

fornemmet den bagvedliggende parodi og 

ironi: Soldaterne samles om Jesus (15,16); 

de iklæder ham de ceremonielle klæder: 

purpurkappe og tornekrone (15,17); de 

hylder ham med tilråb: ”Hil dig, jødekonge” 

(15,18); de ”fører ham” – eller 

”bærer ham”, som det græske ord også 

kan oversættes – i procession gennem 

byen (15,20-21); processionen ender ved 

Golgata, der oversættes ”hovedskalstedet” 

og dermed peger hen på det latinske 

navn for Capitolhøjen, ”hoved-højen” 

(15,22). Til sidst tilbyder de ham vin lige 

inden offeret foretages (15,23). 

I den periode, hvor Roms gader 

genlød af hyldestråb til to gale kejsere, 

der fastholdt deres magt ved at forblinde 

folket med gaver og en ubegrænset 

fremvisning af deres magt og ære i disse 

mægtige triumftog, sad Markus et andet 

sted i Rom og nedskrev sit evangelium. 

Han gengiver i detaljer, hvordan Pilatus 

dømte ham som ”jødernes konge” og 

sendte ham af sted på et spotte-triumftog 

gennem byens gader mod den endelige 

ophøjelse på korsets ”tronstol”. 

For en dannet romer, eller græker for 

den sags skyld, er der umiddelbart intet 

positivt i korsets absolutte ydmygelse og 

magtesløshed (2 Kor 13,4). Med Paulus’ 

ord: ”Ordet om korset” er en ”dårskab” 

– en pinlighed, en tåbelighed, det rene 

galskab – for hedninger (1 Kor 1,18.23). 

Hvordan kan det nogensinde blive et 

”godt budskab”? Jo, skriver Paulus begejstret. 

Nu har vi ikke længere brug for grækernes 

visdom eller romernes stolte sejre 

for at kunne råbe ”triumf”. Korset viste 

sig at være ”Guds kraft” (1 Kor 1,18), så 

enhver i den kors-ophøjede Kristus nu har 

vundet alt, hvad der er at vinde – ”både 

retfærdighed og helligelse og forløsning” 

(1 Kor 1,30). 

KoRSETS fRYGT – foR SLAvERnE 

Mens korset for de frie og de dannede var 

udtryk for vanære og afmagt, så var det 

for slaver frygtens sted. Korset lurede som 

en skygge over deres liv. 

De første menigheder bestod af en 

højst sammensat gruppe socialt set, og 

ikke så få var tilsyneladende slaver. Paulus 

har til tider direkte forordninger til dem (1 

Kor 7,21; Kol 3,22; 1 Tim 6,1f; Tit 2,9f). Et 

af hans breve – Filemonbrevet – handler 

faktisk om en bortløben slave. 

Hvordan mon slaverne hørte ”ordet 

om korset”? Hvis de dannede sad og 



Foto fra 1863 fra Louisiana i USA, der viser 

en slaves ar efter pisk. De romerske forfattere 

beskrev korsfæstelse som den ”værste 

slavestraf”. Enhver romersk slave kunne i 

forkyndelsen af ”ordet om korset” fornemme 

piskens svirp. © Wikimedia Commons. 

krummede tæer i pinlighed over tanken 

om en bloddryppende, forhånet Gud, så 

må slaverne i Paulus’ menigheder have 

kunnet mærke ”ordet om korset” svirpe 

som en romersk pisk ned ad ryggen. 

De har om nogen kunnet fornemme 

den ’virkelige’ virkelighed i Paulus’ lovpris- 

ning af den Herre, der modsat deres jordiske 

herrer virkelig havde al magt, Guds 

skikkelse og kunne regne sig lige med 

Gud uden at snyde på vægten – men som 

tømte sig selv og tog en slaves skikkelse 

på og helt uhørt ydmygede sig så dybt, at 

han blev lydig indtil døden … slavedøden 

på et kors (Fil 2,6-8)! 

Vi begynder først at fornemme, 

hvor radikalt dette må have lydt for en 

slave, hvis vi kan lægge billedet af vores 

gyldne sejrrige kors på hylden. Enhver 

slave havde i marv og ben en nedarvet 

frygt for korset – ”slavestraffen”. Som en 

slave siger det i et græsk skuespil: ”Jeg 

ved korset bliver min grav. Det er der, 

hvor mine forfædre endte: min far, mine 

bedsteforældre, mine oldeforældre, mine 

tip-oldeforældre!” (2. årh. f.Kr.). 

Evangeliet om den korsfæstede Herre 

må have vakt stærke følelser for en slave. 

Indtil da havde de kun hørt om guder, der 

var på deres herrers side og sikrede de 

mægtiges lykke og slavernes ulykke. 

Nu hørte de om Gud, der end ikke 

”sparede sin egen søn, men gav ham hen 

for os alle” (Rom 8,32). Hvis de havde 

turdet åbne munden i menigheden havde 

en af dem måske udbrudt: ”Gentag lige 

den, Paulus, os alle? Kommer det virkelig 

ikke an på, om vi er frie eller slaver; mæg- 

tige eller magtesløse; har rang eller er en 

andens ejendom?” 

”Nej”, kunne Paulus svare (Gal 3,28; 

Rom 10,12; 1 Kor 12,13; Kol 3,11). Da Jesus 

underlagde sig selv en slaves magtesløse 

vilkår (2 Kor 13,4), vandt han retten til at 

forsone alle med Gud på lige vilkår (Ef 

2,16). Det var – målt med enhver målestok 

– uhørt. 

KoRSETS foRBAnDELSE 

– foR JØDERnE 

Hvis forkyndelsen af Jesus som korsfæstet 

var en selvmodsigende morsomhed for en 

romer eller en græker – en gud er per defi 

nition nemlig aldrig svag – så var det for 

en jøde en religiøs forargelse (1 Kor 1,23; 

Gal 5,11; Rom 9,33). Den, der hænger på 

et træ, er jo ”forbandet” og dermed under 

Guds vrede (5 Mos 21,22-23). 

Hebræerbrevets modtagere var af 

den grund begyndt at tvivle på, om Jesus 

kunne være Messias. De var jødekristne 

og overvejede nu at vende tilbage til jødedommen. 

Hebræerbrevets forfatter må 

derfor nøje gennemgå, hvad der skete på 

korset, og hvordan Jesu død var det fuldbragte 

offer, der opnåede, hvad de gamle 

ofre ikke kunne. Lad os se hen til ”Jesus, 

troens banebryder og fuldender”, skriver 

han. Han, der ”udholdt korset uden 

En rekonstruktion af ørkentabernaklet med offeralteret forrest og selve telthelligdommen bagerst. Når Paulus beskriver Jesu død på korset som et 

”sonoffer”, tænker han på templets funktion i den gamle pagt. Foto: Morten Hørning Jensen. 


15 


at ænse dets skam” (12,2) og sonede al synd, hvilket han gjorde 

”én gang for alle, da han bragte sig selv som offer” (7,27). 

Den ophedede messianske forventning blandt jøder på Jesu 

tid gjorde det blot endnu vanskeligere for dem at forstå ”ordet 

om korset”. Messias skulle jo være Guds salvede redskab til på en 

og samme gang at rense folket fra synd og landet for hedninger. 

De kendte naturligvis til syndofre i templet med tyre og 

bukke, men at Messias skulle være den, der skulle sone folkets 

synd ved ligefrem selv at blive gjort til synd (2 Kor 5,21), var ganske 

enkelt en blasfemisk påstand (Matt 26,65). 

Men det er præcis, hvad Paulus siger skete ved Jesu død. Særligt 

ét vers gør det tydeligt, hvordan Paulus udlægger Jesu blodige 

korsdød i lyset af de ofre, israelitterne måtte bringe for at sone 

for deres synder: I Rom 3,25 kalder Paulus Jesu blod for et ”sonoffer” 

og bruger det samme ord (hilasterion), som 3 Mosebog bruger 

om dækket over pagtens ark, hvorpå blodet fra offerdyrene 

skulle stænkes på den store forsoningsdag (3 Mos 16,14-15). 

”Jesus er Kristus”, søgte Paulus at overbevise jøderne om i intense 

diskussioner i synagogerne (ApG 17,3; 18,5). Og netop pga. 

korset blev han ikke en Messias for jøderne alene. Guds plan var 

langt større, end nogen jøde på Jesu tid havde forestillet sig. Han 

ville ”forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte 

fred ved hans blod på korset” (Kol 1,20, jf. 2,14)! 

KoRSETS viRKELiGHED – foR DiSCiPLEnE 

Men de første kristne forkyndte korset på mindst én måde mere. 

Måske er det endda den mest overraskende: ”Jeg er blevet korsfæstet 

med Kristus”, skriver Paulus til galaterne (Gal 2,19, jf. 6,14; 

Rom 6,6, mv.). For Paulus var der en side af Jesu kors, der også 

gjaldt den discipel, der vil følge efter ham. 

Måske er det dog ikke så overraskende, hvis vi tænker på Jesu 

undervisning i evangelierne. Første brug af ordet ”kors” i NT er 

faktisk, da Jesus siger til sine måbende disciple: ”Den, der ikke 

tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd” (Matt 10,38, jf. 

Mark 8,34; Luk 9,23). 

Hvordan kan disciplene have forstået en sådan udfordring? Én 

mulighed er, at de har forstået det som en indirekte opfordring til 

oprør mod romerne. Som vi har set, var der på Jesu tid en gryende 

oprørsstemning under opsejling, og romerne yndede at fange 

disse nidkære oprørere og korsfæste dem. Nogle forskere mener 

ligefrem, at det kan have været et oprørsslogan: ”Tag dit kors op!” 

Det er slet ikke usandsynligt, at nogle af disciplene hørte Jesus 

på denne måde. Vi ved f.eks. fra evangelierne, at Simon Peter 

havde taget et sværd med til Jerusalem og faktisk lykkedes med 

at hugge ud efter en af ypperstepræstens soldater (Joh 18,10). 

Men igen og igen afviser Jesus en voldelig forståelse af sit 

rige. ”Stik dit sværd i skeden!”, siger han til Peter og fortsætter: 

”For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt 26,52). 

Jesus opfordrer aldrig til væbnet oprør. Derimod gør han det 

ofte klart, at fysisk forfølgelse kan eller vil blive en virkelighed 

(f.eks. Matt 10,16-42; 13,21; Mark 10,38), og at korsets skam og 

ydmygelse vil falde på den, der vil være en discipel. Jesus beskriver 

sig selv som en vanæret person, der har tabt sin ”ære” og nu 

ikke længere er velkommen i sin hjemby og hos sine slægtninge 

(Mark 6,1-6). ”At tage sit kors op” betyder med andre ord en 

villighed til at sætte alt på spil og være villig til at ”fornægte sig 

selv” på ”daglig” basis (Luk 9,23). 

På Palatinerhøjen i Rom fi ndes denne indridsning på en sten fra det 2. 

årh. e.Kr. Den er nærmest at sammenligne med et stykke moderne graffi 

ti og skal kommunikere en hån af en, der tilbeder den korsfæstede. 

Vi ser et æsel på et kors, og en mand står foran med løftet hånd. Indskriften 

lyder: ”Alexamenos tilbeder sin gud”. Vi får en fornemmelse af, 

hvor latterlig tilbedelsen af en korsfæstet virkede på folk i den romerske 

verden. Ill.: © Wikimedia Commons. 

Paulus giver om nogen os et indblik i, hvad det betød i hans liv. 

Over for fi lipperne gør han regnskabet op. ”Hvis nogen” havde 

noget at være stolt af, så var det mig, skriver han: ”omskåret på 

ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer 

af hebræere, lovtro farisæer” (3,5). Men, som han fortsætter: 

”Hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af 

Kristus for tab” (3,7). Paulus var villig til at dele ”lidelsesfællesskabet” 

med Kristus og derigennem også få del i ”hans opstandelses 

kraft” (3,10-11). 

KoRSET – ”GUDS KRAfT” 

På denne måde forkyndte de første kristne Jesu død på korset 

som et evangelium. For alle, der kendte synet, lyden og lugten 

af kors, var det den mest ydmygende og skamfulde død, de 

kunne tænke på. Men for de kristne var korset ”Guds kraft” (1 Kor 

1,18.24) og sejrens fristed. 

Derfor forkyndte de uden at skamme sig ”ordet om korset” 

som Guds kraft til at sætte fri fra jagten på magt, ophøjelse og 

ære; fra opdelinger i race, køn og slavestatus; fra synden; fra sig 

selv – og ikke mindst: fra døden. 



En rejseberetning fra Jerusalems gader 

Korset af træ 


Af Morten Hørning Jensen, ph.d., lektor på 

Menighedsfakultetet og redaktør af TEL 

Det er en kold morgen i Jerusalem. 

Selv midt på sommeren køles bjerg- 

luften overraskende drastisk om 

natten, og jeg står og fryser lidt ved 

stoppestedet. Bussen er næsten 

tom, da den endelig kommer. Jeg 

sætter mig bag et par almindelige jø- 

der, hvis man da må kalde dem det 

– dem, der ikke synligt skilter med 

deres tro. 

Joe Joe Zias Zias er er en en af af de de eksperter, eksperter, der der genungenundersøgte knoglerne fra den korsfæstede Jehohanan. 

Her fremviser han en afstøbning af 

hælknoglen med naglen samt en ægte fod fra 

en død person. Foto: Morten Hørning Jensen. 


– historien ingen vil høre 

Langsomt snor vi os fra den nordlige del 

af byen ned gennem de jødiske kvarterer 

mod den vestlige bys centrum, og bussen 

fyldes snart op. Efterhånden mest med 

synlige jøder. Nogle har hatte; andre har 

kippa. Nogle har langt skæg; andre har 

lange krøller – og fl ere en blanding af det 

hele. Byen er langsomt ved at vågne. En 

mand trækker jernlågerne fra til sin lille 

familiebutik, der bugner med babybleer, 

chips og sodavand. Det er en helt almindelig 

morgen. 

Jeg tænker på det møde, jeg er på 

vej til. Han er ikke almindelig. Ekspert 

i død. Dr. Død, kunne man kalde ham. 

Heldigvis, for mig, ekspert i antik død. I 

mange år arbejdede han for de israelske 

arkæologiske myndigheder og blev sendt 

i marken, så snart nogen havde fundet et 

skelet. Altså af en vis antik alder. Det er 

det utroligste, man kan læse ud af gamle 

knogler, hvis man har forstand på det: 

alder, sygdomme, spisevaner, dødsårsag 

og meget mere. 

Jeg skal tale med ham om et højst 

usædvanligt skelet, han har undersøgt. 

Det blev fundet i 1968 ved et tilfælde. En 

løbsk rendegraver rev hul ind til et gammelt 

gravkammer, og i en af kisterne lå 

et skelet af en ung mand, der var blevet 

korsfæstet – stadig med naglen i foden. 

Den sad så solidt plantet igennem 

hælknoglen, at hans forældre, eller hvem 

der nu begravede ham, lod den blive. 

Han blev 24, maks. 28, år, og hed i øvrigt 

Jehohanan. Hans navn var ridset med rå 

bogstaver på stenkisten. 

Joe, eksperten i skeletter, bor i en 

sidesmøge til en af byens hovedgader, 

Jaffa Street. Smøgen har ikke rigtigt noget 

navn, men Joe har instrueret mig i at dreje 

af ved Roberto, en fornem butik med 

italiensk designertøj til mænd, og så ringe 

ham op. Så vil han komme ud og hente 

mig. Operationen lykkes. Han viser mig 

ind igennem en lille port og låser efter os. 

Gæstfrit byder han mig ind i sin stue 

og spørger, om jeg vil have kaffe eller the. 

Jeg tager kaffen. Vi begynder samtalen. 

Han sidder hele tiden og fægter med 

skelettet af en fod. Jeg spørger til sidst 

om den er ægte. ”Åh, ja”, svarer han. ”De 

kunne i gamle dage købes for en slik i 

Indien”. 

Indgående begynder han at forklare 

om korsfæstelsens virkning. Det er svært 

at forstå for en, der helst ikke vil tænke på 

det, der er under huden. Det skal jo bare 

virke. 

Helt tydeligt bliver det dog, da han 

til sidst viser et billede fra 1865 taget i 

Japan – af en korsfæstet ung mand. Man 

lynchede ham, fordi han var kommet til at 

slå plantageejerens søn ihjel. Hans krop 

er helt oppustet – sikkert fordi, som Joe 

forklarer, at kroppen er så udspændt på et 

kors, at den ikke kan komme af med den 

inhalerede luft. Man går i chok. Begynder 

at hyperventilere. Og dør en omvendt 

kvælningsdød, der puster kroppen op. ”Ja, 

det er i hvert fald én teori”, forklarer han. 

”Det er jo ikke rigtigt til at teste teorierne 

længere!” 

Lyset blænder, da jeg kommer ud på 

gaden. Det er næsten middag nu. Jeg går 

ned mod den gamle by. Butikkerne på 

vejen fl yder over med varer. Overalt er der 

fyldte fortovscafeer. Folk drikker caffé latte 

og spiser salater. 

Det virker surrealistisk. Mine tanker er 

fyldt med korsfæstelse. Jeg har vel 

17 


Cafe og hygge i det moderne Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen. 

været så tæt på, som man kan komme. Holdt en ”ægte” døds 

fodknogler i hånden. Set et foto fra en ”virkelig” korsfæstelse. 

Nøje fået gennemgået, hvad der sker med kroppen på korset. 

Jeg forstår bedre de citater, jeg læste i går aftes af antikke 

forfattere, der med foragt i pennen anså korsfæstelse for det rene 

barbari. Cicero, den romerske jurist og taler, mente ligefrem, at en 

romer slet ikke burde kende ordet ”korsfæstelse”. 

Jeg går gennem New Gate ind i den gamle by – fyldt af disse tanker 

– og sanser kun halvt de to tiggere, der sidder i skyggen lidt 

fremme. Jeg skal til at vige uden om, da den ene pludselig giver 

mig et slag på armen. Ikke hårdt. Nærmere et klap som om han 

genkender mig. 

Jeg genkender ham. Jeg har mødt ham et par gange før uden 

for porten i skyggen af det franske kloster over for New Gate. 

Det ærgrer mig instinktivt, at han rammer mig. Vi døjer med 

dårlige maver i familien. Mon det bliver værre nu? Han var møgbeskidt. 

Jeg kigger bagud efter ham. Han vinker. 

Jeg søger ned mod Christ Church. Den første protestantiske kirke 

bygget inden for den gamle bys romantiske mure. Dens cafeområde 

tilbyder den ro og beskyttelse, jeg behøver for at klare 

tankerne. Jeg køber den fulde frokost. Den er lidt dyr, men jeg 

sparer kaffen. 

Mens jeg sidder i skyggen, slår det mig, hvor meget en nyhed 

om en korsfæstet mand må have været op ad bakke. 

Korset - historien ingen ville høre. 

Den mest forrykte henrettelsesmetode, der fi k selv de antikke 

forfattere til at væmmes. For jøder, dengang og i dag i bussen, 

en komisk historie uden skyggen af forbindelse til den almægtige 

Skabergud, vi læser om på Bibelens første sider. 

Kirken da, hvad med kirken? 

Jerusalem er fyldt med kors. Enhver gadesælger falbyder dem, 

og med jævne mellemrum føres et ædelstensbelagt kors i procession 

gennem byens gader af en af de kirkelige retninger. Forrest 

går to mænd klædt i tøj fra den osmanniske tid med jernstokke 

i hænderne. De slår dem hårdt i brostenene; én gang for hvert 

skridt: Gør plads for korset eller bliv mast. Handlende turister 

springer ind i butikkerne. Bagved går rækker af præster klædt i 

guldindvævede dragter. De fornemste først, de yngste sidst. 

Og øverst på en af Gravkirkens kupler troner byens største 

kors glimtende i solens stråler. 

Men det slår mig: Korset er blevet gyldent. Kirkens processioner, 

bygninger og præsteklæder glimter. De kræver respekt, plads 

og ærefrygt. På de steder, hvor Jesus forkyndte i fattigdom, står 

nu kirker i marmor. Der, hvor han hang på et kors af træ, glimter 

nu et kors af guld. 

Jeg mærker efter i lommen. Jeg har da et kors af træ. Jeg har 

lige købt det i Gravhaven for fi re shekel. 

I brøkdelen af et sekund mærker jeg en tilfreds fornemmelse 

– før det slår mig: ’korset af træ’ ved New Gate; søndagens tekst, 

jeg lige har prædiket over i den danske kirke 100 m fra Golgata: 

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage 

sit kors op og følge mig”. 

Jeg forlader hurtigt Christ Church. Jeg må fi nde den tigger – mit 

’kors af træ’. På vej op ad Greek Patriarchate Street kommer jeg i 

tanke om næste søndags tekst, jeg også skal prædike over: ”Enhver, 

som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog 

mand, der har bygget sit hus på klippen” – handler? 

Mine skridt bliver tunge. Ikke blot pga. trapperne ved Casa 

Nova passagen. Jamen, hvad vil Jesus have, jeg skal gøre? Skal jeg 

give tiggeren de 15 shekel, jeg sparede på caffé latten og har lagt 

fra i den ene lomme - eller de 700, der er tilbage i den bugnende 

pung i den anden, som jeg har hævet til at købe håndbroderede 

stolaer for? Hvad er efterfølgelsens pris? 

Tynget af tanker når jeg frem til stedet, hvor jeg så ham en 

time tidligere. Han er væk. 

Solen bager lodret på min nakke. Det er varmt nu. 

Med Med jævne jævne mellemrum mellemrum går går de de forskellige forskellige kirkelige kirkelige retninger retninger i i proces- procession 

igennem Jerusalems gader. Her er den græsk-ortodokse patriark 

på vej til Gravkirken. Foto: Morten Hørning Jensen. 



Kampagnetilbud på TEL 

Få resten 

af 2012 for 

kun 50,- 

Tilmelding via 



KoRTE nYHEDER oG AnnonCER 

KREATIVITET TIL TIDEN 

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web 

19 


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop 

Adresseændring meddeles til: hh@bibelskarkaeologi.dk (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring. 

Meget sjælden 

inskription 

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet 

Sjældne gange sker det, at arkæolo- 

ger finder noget helt nyt og usæd- 

vanligt, som ingen har fundet tidli- 

gere. Det skete i december 2011 for 

Ronny Reich og Eli Shukrun, som i 

mange år har gravet i Davidsbyen, 

men nu i nogen tid har gravet neden 

for den såkaldte ”Robinsons Bue” 

ved den sydvestlige side af Tempel- 

pladsen. 

Det lille aftryk med påskriften ”Ren for Herren” 

kan have været et renhedscertifikat til 

brug i templet. © IAA og Vladimir Naykhin. 

Havde denne udgravning fundet sted 

for bare fem år siden, ville opdagelsen 

slet ikke være sket. Først da de lod det 

opgravede materiale blive vådsiet, fandt 

man denne lille, men vigtige genstand. 

Ved denne nye arkæologiske metode, vådsining, 

overspules arkæologisk materiale 

med vand, og herefter kan man skelne 

selv de mindste rester af menneskeskabte 

genstande fra tilfældige småsten. 

REn foR HERREn 

Det usædvanlige fund er et seglaftryk i ler. 

Det er ikke større end en knap og har en 

diameter på ca. 2 cm. 

På aftrykket står en tekst med to 

linjer, skrevet med aramæiske bogstaver, 

det sprog, som blev talt på Jesu tid: daki’ 

lejah. Denne vending kan oversættes med 

”Ren for Herren”. Den sidste stavelse, jah, 

er en forkortelse af Herrens egennavn. 

Ifølge arkæologerne stammer aftrykket 

fra perioden 0-70 e.Kr., altså de sidste 

generationer inden templet blev ødelagt 

af romerne i år 70. 

REnE ofRE 

Ronny Reich tolker fundet som et stempelmærke, 

hvis funktion har været at erklære 

offergaver til templet for ”rene”. If. 

Mishnah, den jødiske lovsamling fra 200 

e.Kr., som bygger på ”de gamles overlevering” 

(Matt 15,2), fik de ofrende udleveret 

sådanne mærker, når de havde betalt for 

en offergave til templet, f.eks. vin eller 

olivenolie. Derefter gik de et andet sted 

hen, afleverede mærket og fik offeret 

udleveret. Offergaven blev så bragt hen til 

alteret og ofret dér. Det var yderst vigtigt 

for tempeltjenesten, at alle offergaver var 

rituelt rene. 

Mishnah beretter om flere typer stempelmærker. 

Men det er første gang, at et 

sådant mærke er dukket op arkæologisk. 

Det blev fundet neden under ”Robinsons 

Bue”, hvor én af Jerusalems mest befærdede 

gader på Jesu tid løb lige uden for 

Tempelpladsen. 

REnHEDSivER 

Mærket er et vidnesbyrd om den rituelle 

renhedsiver, der var i Jesu samtid. Det 

giver også et indtryk af de aktiviteter, der 

foregik på Tempelpladsen lige oven for 

findestedet. Her blev der bragt ofre, som 

krævede et gyldigt renhedscertifikat. De 

skulle være rene for Herren.

Læs spændende TEL temanummer om Korsfæstelsen her

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?