Danske Studier 1951

FRA FOLKEVISE TIL KUNSTSANG 9
helhed. De er derfor, med rette, kun bragt i den foreløbige nødtørftighed,
hvori de er nødvendige og tilstrækkelige for selve fremlæggelsen.
Om denne maa vi derfor først koncentrere os. Er det lykkedes at gøre
den effektiv og økonomisk, altsaa paa en gang saa udtømmende og saa
simpel som muligt, saa er arbejdet i hovedsagen lykkedes. Hvis ikke,
burde stoffet have haft en anden afgrænsning og en anden gruppering.
Man kan tænke sig, at afgrænsningen først er blevet bestemt af rent
ydre forhold: Hvad der laa forud for undersøgelsesomraadet (den middelalderlige
folkevise), og hvad der fulgte efter (rokokoarien og oplysningstidens
sangformer), kan anses for relativt vel belyst. Det var vor
sangs stadium eller stadier herimellem, altsaa netop det 16. og 17.
aarh., der trængte til udforskning.
Det næste spørgsmaal maatte herefter blive, om saa hele dette dunkle
mellemomraade burde inddrages i een sammenhængende undersøgelse,
saaledes som forfatteren har gjort. Her bliver de indre forhold afgørende.
Der er nok, som taler imod: Vilde det uhyre stof ikke føles
for tungt til een bog baade af forfatter og læsere? Og hænger det
overhovedet sammen? Eller er det ikke netop skilt i to dele med et
klart skel ved den prosodiske reform og generalbassangens fremkomst?
Vilde det saa ikke være ikke blot lettere og elegantere, men ogsaa
rigtigere at stykke det ud i to mindre bøger med klare, stilistiske forhaandsdefinitioner,
en om det 16. aarh.s naive, folkelige vise og en
om det 17. aarh.s bevidste kunstsang?
Atter her vil man imidlertid bøje sig for forfatterens synspunkt
— jo villigere, jo mere man kommer stoffet ind paa livet. Teoretisering
er ham i det hele temmelig fremmed; det er baade hans svaghed og
styrke; og her viser det sig lykkeligvis som en styrke. Uden at interessere
sig for eller være anfægtet af stilistiske forhaandsdefinitioner
nøjes han med at spørge — paa en gang forsigtigere og dog bredere,
paa en gang vagere og dog mere nøgternt: Hvad sang man simpelthen,
fortrinsvis af verdslige visemelodier, herhjemme i hele tidsrummet
(de to dunkle aarhundreder) uden hensyn til stil trin? Og denne nøgternhed
og forsigtighed bliver belønnet. Det viser sig nemlig, at „det
klare skel" mellem folkelig vise og kunstsang baade er der og ikke er
der. Det viser sig, at „afløsningsvisen" og „efterklangen" danner de
nye tekstgenrer, som afløste middelaldervisens og holdt sig til nutiden.
Og det viser sig, at det 16. aarh.s melodistof benyttes op igennem