Danske Studier 1951

HØSTHJÆLPEREN 131
Toftum). Fej s- kan iflg. Christian Lisses Tolkning bedst sammenstilles
med Middelnedertysk vése, vesen, der har Betydninger som „Trævl,
Trådende, Avne, noget småt og ubetydeligt". Gump betyder „Ende,
det sidste af noget". Fejsgump er da uden Tvivl et Stykke af den dårligste
Ende af Marken, hvorpå groede dårligt Korn, der antagelig har
været givet som Vederlag for en eller anden Byrde (måske for Bytyrens
Ophold). Det er ikke utænkeligt, at det „Afleveringskorn", der har
groet her, ikke har været meget mere værd end Kartoffel- og Gulerodstop
nu om Dage. Fejs (Fees) kan da have betydet noget nærmest værdiløst,
Affald o. lgn., og med denne lidet rosende Betydning har Overgangen
af formodede Sammensætninger som Fejskærv, Fejsneg til Fisneg
og Fissemand været nærliggende 1 .
Høsthjælperskikken er kendt — omend kun lidt — fra det øvrige
Danmark samt fra Sverrig, Norge, Tyskland, England og Skotland 2 .
Skikken har sin Oprindelse i det praktiske Forhold, at det var af Betydning
for Landsbyen, at man blev så tidlig færdig med Høsten som
muligt, idet det gjaldt om i god Tid at kunne udnytte Ævredgræsset.
I de gamle danske Landsbyer har Græsningsområderne fra Slutningen af
1200-Tallet bl. a. omfattet Ævredvangene om Efteråret. Den Tid, da
Husdyrene ernærede sig af Ævredgræs, hørte for dem til Årets bedste,
hvorfor det var hensigtsmæssigt, at man i god Tid kunde slippe Kreaturerne
ud på Stubmarkerne, hvor der efter Kornafgrødens Fjernelse
var en velsignet Mængde Senegræs, som Dyrene med Begærlighed åd.
Malkekøernes Mælk blev federe af denne Føde, hvorfor Ævredsmør var
særlig eftertragtet.
Når Ævret var opgivet, havde Husdyrene fri Spas over hele Vangen,
men ingen måtte tage den i Besiddelse før de andre. På en og samme
Dag skulde hele Vangen opgives, d. v. s. indtages til Græsning. Den
Mand, der fik indhøstet tidligere end de andre Bymænd, havde ingen
Fordel heraf, idet han kønt måtte vente, til alle var færdige med Indkørslen.
Brød han hermed, vankede der Bøde, hvad man kan se af
Skånske Lov, 187 og Eriks sjællandske Lov II, 74.
Da alle Bymændene imidlertid var interesserede i at få Ævret opgivet
tidligt, almindeligvis til Mikkelsdag 28/9 (man var jo senere færdig med
Høsten i gamle Dage end nu om Stunder), gjaldt det om, at ingen var
for meget bagefter, idet alle, som man kan forstå, måtte vente på den
langsomme Nabo. Og for så at sætte mere Fart i Høstarbejdet over hele
Linjen var det, at forslagne Hoveder i en heldig Stund fandt på den
drilagtige Skik at sætte en „Høsthjælper" ind på Drønnertens Mark ved
hans endnu ikke ophøstede Korn. Naturligvis ønskede ingen at få en
„Høsthjælper", hvorfor enhver efter Evne skyndte sig, men een skulde
jo være den sidste. Den, der fik „Hjælperen", blev der grint ad og
udtalt Spottegloser til, hvad ingen i Almindelighed ønskede at blive
udsat for, så vidt som det kunde undgås. En Skik, der har til Hensigt
at skose Næsten, har gode Betingelser for at kunne holde sig i Live.
Således er det også gået med Høsthjælperskikken, der endnu ikke herhjemme
er ganske glemt. Den er i vort Land antagelig fremstået i Middelalderen,
da Landsbyfællesskabet og det dermed forbundne Arbejds-
1 SeminBog: Studieri Vider og Vedtægter 11(1951), 94—99. 8 Albert Eskerod:
Årets Åring (Stockholm 1947), 264—71.
9*