Henrik Omme - journalist tom okke

Der lå han så. Midt på den kolde
asfalt. Henrik Omme har rejst sig efter
en ulykke, der næsten kostede ham
livet. Pleasure besøgte ham i familien
Ommes Galerie Moderne i Silkeborg
Af Tom Okke Foto Kåre Viemose
Han er ikke som sin far. Og bliver
det heller ikke. 49-årige Henrik
Omme ser et kort øjeblik helt
opgivende ud. Han har hørt
det så mange gange før. Gider
næsten ikke tage snakken en gang til. Men
ja, faderen var den udadvendte, karismatiske
type. Sælgeren der solgte kunst til de dengang
så kulturforskrækkede jyder. Skabte
et af Nordens største gallerier for moderne
kunst. En levemand midt i Silkeborg.
Sådan er Henrik Omme ikke. Slet ikke. Og
som han står der midt i Galerie Modernes
hvide lokaler på Skoletorvet i den midtjyske
by, ligner han da heller ikke en, der er klar til
at slå en millionhandel af.
Klædt i et par jeans, skjorte og tennissko
går han stille omkring. Han viser op på første
sal, hvor han netop er blevet færdig med at
hænge en ny udstilling op på væggene. Han
går hen foran et sort/hvidt fotografi, hvor to
mennesker klædt i hvidt ligger i en stor seng
foran et panoramavindue med udsigt over
Amsterdam.
»Det er Yoko Ono og John Lennon, dengang
de lavede deres berømte bed-in for
Peace-demonstration, men den har du vel
hørt om?« spørger han på dræven jysk.
Det var også heroppe på første sal i galleriet,
at faderen, Willy Omme, holdt til. Op ad
trappen og lige ind til venstre. »Privat« står
der på den lukkede dør.
Det er over et år siden, at faderen døde.
Men kontoret er der ikke blevet rørt ved. En
åbnet pakke Ga-Jol ligger stadig på skriveunderlaget,
forskellige souvenirs fra maleren

portræt

1
1. Det er specielt de mere farvestrålende malerier,
der sælger godt. Henrik Omme har sin egen teori
om, hvad det skyldes: »Vi er så vant til, at der er
mørkt og trist heroppe nordpå. Så når vi køber
kunst, må det gerne være noget, der kan sætte
lidt kulør på væggen og hverdagen,« siger han.
2. »Nej, vi mærker ikke noget til den finanskrise.
I oktober havde vi Leif Sylvester på væggene.
Alle malerier blev solgt. I januar kom Jesper
Knudsen. 28 værker. 28 solgte,« siger en stolt
Henrik Omme.
36 Børsen Magasin Torsdag den 27. august 2009
Asger Jorns hus i Frankrig samler støv, mens
lugten af gammel tobak har sat sig i møblerne.
Alt står præcis, som den dag, Willy Omme døde.
Og det skal der ikke ændres ved, siger sønnen.
»Jeg skal i hvert fald ikke derind og sidde, og
det er der heller ikke andre, der skal. Jeg har
også sagt til mine tre døtre, at de kan glemme
alt om at overtage galleriet en dag. De skal skabe
deres eget liv. Det bliver mig, der lukker og
slukker her.«
Beslutsomheden er et fast karaktertræk i
Omme-familien. Det løber i blodet. Har man
først sat sig noget for, så gennemfører man.
Koste hvad det vil.
Sådan er Henrik Omme opdraget, og det var
sådan, han levede, indtil den dag for to år siden,
da han pludselig fandt sig selv liggende på asfalten
midt mellem to biler på en sidegade i Reykjavik.
En forandret hverdag
I godt 32 år drev far og søn Galerie Moderne
med stor succes. Side om side. Dag ud og ind.
Hver morgen, når klokken slog 10.00, mødtes
Willy og Henrik Omme med galleriets ansatte til
en kop kaffe og en lille snak om hverdagens små
udfordringer. Sådan havde det været, siden Henrik
Omme som 17-årig trådte ind i firmaet.
Det var egentlig ikke noget, han havde tænkt
så meget over dengang. Han var jo altid kommet
i faderens galleri, der var blevet grundlagt, da
han var to år gammel. Så muligheden for at blive
lærling og uddannet som kunsthandler lå lige til
højrebenet, følte han.
To år efter fik han endda sit eget ansvarsområde:
Grafikken. Faderen havde mest travlt
med at passe sit efterhånden store netværk af
Cobra-malere rundt omkring i verden, så Henrik
Omme begyndte lige så stille at se sig om
efter andre, yngre kunstnere, der kunne skabe
ny omsætning og trække det yngre publikum til.
En bedrift der bl.a. lykkedes godt med galleriets
satsning på litografier.
I 1989 fik han medejerskab af galleriet, men det

2
Galerie Moderne Silkeborg
Galleriet blev grundlagt i 1962 af Willy Omme.
Siden 1989 har sønnen Henrik Omme været
medejer. Willy Omme døde forrige år.
Galerie Moderne Silkeborg er et af Danmarks
ældste inden for moderne kunst – og blandt de
største i Skandinavien. Siden begyndelsen har
galleriet udstillet kunstnere fra Cobra-bevægelsen
og har som det eneste galleri i Danmark
haft den direkte kontakt til disse kunstnere.
I dag er der også en del andre kunstnere tilknyttet,
bl.a. Leif Sylvester, Knud Odde, Peter
Brandes og Jesper Knudsen.
Halvdelen af kunsten sælges til erhvervslivet,
mens resten går til private. Der er ligeledes en
stor del eksport til primært Holland, Belgien,
Tyskland og Schweiz.
I 2006 åbnede en filial af Galerie Moderne i
Amsterdam.
Læs mere på: www.galeriemoderne.dk
skulle gå ordentlig for sig, så familien Omme
kontaktede en advokat og fik udarbejdet en kontrakt
med bare to punkter: 1: Far og søn kunne
alene sælge galleriet til hinanden og 2: De skulle
være enige.
»Men ved du hvad? Vi var altid enige. Vi kunne
sagtens komme op at skændes og sådan
noget. Men når det kom til kunst, var vi på linje
med hinanden. Vi havde den filosofi, at vi kun
købte det, vi selv gerne ville have hængende på
væggen derhjemme, og så kunne det da ikke gå
helt galt,« husker Henrik Omme.
Den sidste Cobra-maler
Vi går ned ad trappen til kælderen, hvor han har
haft sit eget kontor siden de allerførste dage.
Her ligger flere tusinde grafiske arbejder i sirlig
orden, og skulpturer, malerier samt hundredvis
af kunstbøger fylder godt op bag skrivebordet
for enden af lokalet.
»Du skal lige være lidt forsigtig, når du sætter
dig på stolen. Der står et maleri, som jeg lige har
hentet hjem,« forklarer Henrik Omme og peger
på det knap 30 x 20 centimeter store maleri i
mørke nuancer.
»Det er af Corneille. En af de sidste store
nulevende Cobra-malere. Jeg har kendt ham
hele mit liv, og i sidste uge var jeg nede at besøge
ham i udkanten af Paris. Han er blevet gammel,
sidder i kørestol og får hjælp døgnet rundt. Det
var hans kone, Natasha, der viste mig maleriet
og spurgte, om jeg ville købe det,« siger Henrik
Omme og ser næsten en smule fornærmet ud,
da han bliver spurgt, hvad han måtte betale for
sådan et.
»Det spørger du mig ikke om! Det er alene et
anliggende mellem Corneille, mig og min bogholder.
Men hvis du spørger mig, hvad det skal
koste, så er prisen 300.000 kr.«
Sådan. Man er vel ikke kunsthandler for
ingenting. Alligevel bedyrer Henrik Omme flere
gange, at han bestemt ikke er nogen stor gallerist.
Det var faderen, der havde den rolle, forklarer
han.
Børsen Magasin Torsdag den 27. august 2009 37

»Willy nød at snakke med kunstnerne, udvælge
billeder, skabe en udstilling og ikke mindst
holde ferniseringer. Det var lige ham. Den der
udadvendte side har jeg nok ikke. Jeg er mere
som min mor og har aldrig følt behov for at
træde frem i lyset og blive centrum for alles
opmærksomhed.«
Alligevel var det lige præcis, hvad der skete,
da han en junidag i 2007 var taget til Reykjavik
på Island sammen med sin kæreste, Marit.
En måned der forsvandt
De havde været inde at se en udstilling med
Cobra-malerier og gik bagefter en tur ned gennem
byen. Marit ville over på den anden side af
vejen for at se på nogle butiksvinduer, da Henrik
Omme trådte ud mellem to parkerede biler. Da
blev det helt mørkt. Bare sort.
»Den næste måned husker jeg ikke. Men jeg
har fået den genfortalt,« siger han og slår blikket
ned.
»Det var en hjerneblødning,« siger han så.
»Jeg falder om og slår hovedet i asfalten. Jeg
er helt væk. Men Marit får mig på hospitalet.«
Han kigger op igen.
»Du er nødt til at snakke med Marit om det
her. Jeg husker det jo ikke,« siger han, tager
telefonen og ringer op til galleriets reception,
hvor Marit arbejder i salgsafdelingen.
Kort efter står hun i døren.
Henrik Ommes far, Willy Omme, døde forrige år.
På faderens kontor ligger alt stadig præcis som
den dag, han døde. Selv pakken med lakridser.
Og det ønsker Henrik Omme ikke at ændre på.
38 Børsen Magasin Torsdag den 27. august 2009
»Det var så hårdt,« er det første, hun siger, da
hun får sat sig ned ved siden af sin kæreste gennem
fem år.
»Vi kendte jo ingen deroppe. Og jeg vidste
ikke, om han overhovedet ville overleve. Lægerne
konstaterede, at der var et eller andet galt
med hovedet. Han kunne være døv, blind eller
lam, men de kunne ikke sige noget med sikkerhed.
Henrik lå i koma.«
Hun fortæller om alle de praktiske sager, der
måtte ordnes. Om de søde mennesker, der hjalp
hende, og om frustrationen, der var helt ubærlig.
»Fortæl om dem, der bad for mig,« siger Henrik
Omme pludselig.
På en af de mange ture mellem hotellet og
hospitalet var Marit faldet i snak med en taxachauffør,
og hun fortalte ham, hvad der var sket.
Da chaufføren samme aften var i kirke, havde
hele den lokale menighed bedt for, at »danskeren
skulle overleve,« fortæller Marit.
noget større end sig selv
Et øjeblik sidder de begge og siger ingenting,
før Henrik Omme bryder stilheden.
»Det er klart, at sådan noget får en til at tænke
over livet. Jeg har aldrig været specielt troende,
men netop den oplevelse har nok gjort, at jeg i
dag vil betegne mig som religiøs,« siger han og
rejser sig op.
»Ikke sådan, at jeg nu går i kirke hver søndag,
men jeg er for eksempel begyndt at lytte til morgenandagten
på P2, og jeg er også begyndt at
holde Kristeligt Dagblad.«
Han sætter sig ned med en kop kaffe og tager et
OMME OM:
JyDEr OG KunST:
»Jyderne er meget mere interesserede i kunst
end københavnerne. Og ved du hvorfor? Jo,
herovre skal konen jo først og fremmest overtale
manden til, at de skal tage en tur på galleri.
Derefter skal de ud og starte bilen. Så skal
de køre i tre kvarter, før de er her. Først nu
skal de gå rundt og se på værkerne, beslutte
sig og derefter købe. Til sidst venter endnu
en lang køretur hjem. Det viser da, at de virkelig
er interesseret i kunsten.«
KunSTnErEn LEIf SyLvESTEr:
»Folk vil gerne have kunst, de kan forholde
sig til. Det kan de med Leif Sylvester, der i
dag er gået hen og er blevet en af vores bedst
sælgende kunstnere. Det skyldes måske, at
han er folkelig. Og det er bestemt ikke negativt
ment. Leif går ind i folk med træsko på,
og når de ser ham på gaden, går de gerne
hen til ham og spørger, om det ikke er ham
fra tv, eller om han giver en autograf. Det gør
Leif gerne, og det er med til, at folk synes om
ham.«
En GOD HAnDEL:
»Jeg giver alle dem, der køber et maleri her
hos mig, mulighed for at bytte det og få et
nyt maleri til samme pris med sig hjem. Det
er vel at mærke en livsvarig garanti. Hvis de
ikke længere ser på maleriet, og det ikke længere
giver dem noget igen, så er der jo ingen
grund til, at de skal have det hængende. Så
har det ingen brugsværdi, og så bytter vi det.
Det giver loyale kunder.«

stykke af maden foran sig. Marit har hentet et
fad med græske specialiteter nede fra den lokale
Restaurant Zorba. Nu sidder han og tygger lidt
på maden og ordene.
»Jeg kan ikke rigtig smage det her. Jeg mistede
jo lugtesansen ved ulykken. Og min korttidshukommelse
er også væk,« siger han og trækker
lidt på skuldrene.
Der skulle gå to uger, før han kunne overføres
til Rigshospitalet i København. Efter endnu en
uge kom han videre til Hammel Neurocenter.
Men noget var galt.
»Streptokokker,« konstaterer han tørt.
Under operationen på Island havde der sneget
sig en række af de farlige bakterier ind i
hovedet på Henrik Omme. Nu skulle han igen
under kniven, for at lægerne kunne undersøge,
om bakterierne havde bredt sig til selve hjernen.
»Det havde de ikke. De var heldigvis kun på
indersiden af min hjerneskal, så i stedet skar de
et 5 x 5 centimeter stort hul i mit hoved,« siger
han og læner sig langsomt forover.
»Her er det. Kan du se det?« spørger han og
stryger forsigtigt nogle hår væk fra det sted,
hvor kun huden dækker ind til hjernen.
»Så, ja, nu vil du sikkert sige, at jeg har hul i
hovedet, men det er også rigtigt,« siger han og
smiler lidt.
Et hårdt slag
Der er gået to år siden ulykken. Han har lært
at leve med de men, som hjerneblødningen har
medført. Men tabet af faderen året efter var endnu
et slag, der ramte ham hårdt.
»Det er jo et lige stort chok, hver gang nogen
dør. Det er ikke noget, man bare vænner sig
til. Han fik en blodprop, og så var han væk. Jeg
havde gået op og ned ad ham i alle de år, og så
sad han der pludselig ikke længere ved morgenmødet.
Det var underligt.«
Henrik Omme besluttede sig for at give faderen
den afsked, han havde talt om. Der skulle
være fest.
»Og det blev der. Et ordentligt drøn af en fest,«
husker han.
www.mols-linien.dk · Tlf. 70 10 14 18
175 mennesker fra ind- og udland dukkede op på
Ny Hattenæs Hotel og Restaurant. Og der blev
holdt taler, spillet musik og sunget sange.
»Willy havde aldrig accepteret bare at blive
spist af med en kop kaffe og et par småkager,«
siger Henrik Omme, da vi igen er på vej op til
receptionen.
Vi passerer utallige sort/hvide-fotografier af
faderen sammen med prins Henrik, med dronning
Margrethe, med Asger Jorn, med Corneille,
med Ejler Bille og med Carl-Henning Pedersen.
Ja, med stort set alle dem, han nåede at knytte
stærke bånd til gennem sit 76-årige liv.
Mødet med døden og ikke mindst sin egen
sygdom har gjort, at Henrik Omme ikke længere
arbejder på fuld styrke.
»Det må jeg simpelthen ikke. Jeg har fået
strenge instrukser fra lægerne om, at jeg skal
holde mig i ro,« siger han og peger hen på en
Ta’ en pause – ta’ færgen
– og spar 200 km på 65 minutter
Corneille er en af de sidste nulevende Cobrakunstnere.
Da Henrik Omme for nylig besøgte
ham i Frankrig, fik han dette maleri med sig hjem.
Det sættes nu til salg. Pris: 300.000 kr.
stor, sort massagestol, der fylder godt i rummet.
»Jeg får ikke brugt den så meget, som jeg nok
burde,« siger han og griner.
Han når dog at få tilføjet, at der skam er håb
forude. Han har besluttet sig for at gå ned på
halv tid, når han fylder 55 år. Flere mulige købere
af galleriet har allerede meldt sig på banen,
men familiens livsværk er ikke til salg.
»Det skal ikke sælges. Det står i den kontrakt,
jeg har med min far. Så nej, det slutter med
mig.«
VIND!
10-turskort til
Business BlueClass
se mere på
www.mols-linien.dk/borsen